Historier fra en frimærkehave

Det har taget mig over en uge at skrive dette indlæg. Umuligt at fokusere lige meget hvor hårdt jeg har prøvet. Jeg påbegynder et indlæg om musvitterne og de andre fugle i min have og over bondens mark. Teksten bliver bare ved med at stritte i alle retninger. Hver gang jeg tror, at NU skriver jeg løs på den valgte vinkel, opdager jeg efter cirka ti linjers tasten, at historien atter er ved at svinge ud af en gevaldig omvej. Det sker som regel, når jeg ikke får skrevet løbende. Når jeg så er klar, har jeg så meget på hjerte, at det bobler over, lige meget hvor meget jeg skruer ned og retter ind og tænker vinkel..

Det har været et par mentalt og følelsesmæssigt lærerige uger. Mens jeg har bearbejdet oplevelserne, har jeg praktiseret mindfullnes ved at se på fugle. Det er først, da jeg begynder at skrive et indlæg om fuglene i haven, at det går op for mig, at det er dét, jeg gør. Det giver hovedet ro at iagttage fuglene. De tænker ikke store, besværlige tanker. De er lykkeligt fri for fundering over økonomi og deleordninger og rygrad og fremtid. De lever nu.

Når jeg ser på fuglene, bliver jeg også lykkeligt fri for andre tanker. Jeg iagttager bare. Det kan anbefales (at glo på katte virker også, hvis man er så heldig at have sådan én ved hånden).

Musvitterne. En meget snakkende familie

Musvitterne holder sammen i familien. I starten af juni tumler ungerne af reden, og så har man en meget kvidrende flok småfugle i buske og hæk. Ungerne holder sig tæt ved hinanden og ikke alt for langt fra jorden. Jeg ser, hvordan de træner landinger og balance på rosenbuskens grene, som bøjer under deres kløer som voldsomt elastiske vipper.

Iagttagelse i de tidligere somre har lært mig, at musvitungerne kan kendes på deres udflydende farvetegninger. Hos de voksne fugle står de gule, sorte og hvide fjer helt skarpt. Ingen farveslinger hos dem.

Det er vældig hyggeligt med al den kvidren. Musvitforældrenes afslappede holdning til ungernes larmende gøren opmærksom på sig selv står i stærk kontrast til solsorten, som advarer sin unge om ALT med høj enerverende pippen.

Deduktion

Jeg er på vej ned i skellet for at drikke min aftenkaffe til solnedgang bag bondens tag. En spætte hakker i et af de døde træer. Jeg noterer mig, den er mindre end normalt, at den ikke hakker med den forventede determination, og at dens bevægelser på den lodrette stamme virker tilfældige og lidt formålsløse. Jeg standser op. Kop i den ene hånd, notesbog i den anden, hynde klemt fast under armen, men jeg skal lige se ordentligt på den spætte.

Farvetegningerne er udflydende.

Jeg bliver helt sikker på, at det er en unge, da en anden spætte flyver forbi med sin karakteristiske let rykkende flyvestil og sætter sig noget bedre skjult i et af de levende aspetræer. Den nyankomne udsender korte, skarpe advarselslyde. Ungen fatter ingenting. Det er alt for spændende at lytte efter insekter under barken. Måske tager den mig for et farverigt træ.

I aftensolen på græsset i skellet kravler et uidentificeret halvgennemsigtigt insekt over min læg. Så længe det ikke ligner noget, der rimer på edderkop eller har en snabel, det har tænkt sig at bruge på mig, kan jeg godt være bro lidt.

Bag mig får verdens mest larmende rovdyr det 80 centimeter høje junigrønne græs til at rasle. Man behøver ikke stivne i skræk ret mange mørke aftener, før det går op for én, at den eneste i verden, der tramper sådan rundt i mørket, er pindsvinet.

Forleden hørte jeg en kukken nær ved, og selvom det ellers altid er duen, hørte jeg noget andet denne gang. Kukkeren slog vingerne ud, fløj fire meter tættere på og satte sig i en gren få meter over mig. Altså jeg bor i rækkehus, godt nok med mark i baghaven, men jeg sidder og ser lige op i maven på en gøg. EN GØG!!

Jeg føler mig meget heldig, pænt lykkelig og helt i ro.

Hvis der er rigeligt af noget, er det nok mad for noget andet

Sidste år så jeg spurvehøgen helt tæt på, da den valgte at pille et bytte fra hinanden på min terrasse. Dens rovdyrudseende med det krumme næb, orange øjne og stribede fjer er meget dragende. Modsat musvitterne hører du som regel ikke en spurvehøg, før det er for sent.

Der lyder en voldsom raslen fra træerne. Det plejer bare at betyde, at en af duerne har lavet en, for en due, klassisk ugraciøs landing, men denne gang går småfuglenes advarselskor amok. Lidt mere raslen og så flyver høgen væk over marken.

Musvitterne er bemærkelsesværdigt stille en tid. Men musvitlivet er kort, og det samme må gælde hukommelsen, for tre minutter efter kvidrer de løs igen. De har allerede glemt, at de for lidt siden var én mere. Det håber jeg i hvert fald, de har.

Senere kommer spurvehøgen tilbage efter mere. Denne gang misser den sit bytte, og fordi man vel har sin rovdyrstolthed at opretholde, lader den som om, det ikke var en fejl. Den sætter sig helt synligt på en af de yderste grene og er generelt ret truende i sin adfærd. Men smuk er den, og så er den forælder til en meget sulten unge, der sidder ovre ved bonden og skriger på mad. Når vores unger hyler på mad, så gør vi, hvad der skal til. Det er fælles for os alle sammen.

Solsorten brokker sig igen. Det er godt nok en ekspressiv fugl. Lige så smukt den synger morgen og aften ind, lige så afsindigt irriterende er dens advarselsskræppen. I det mindste er den holdt op med at skræppe af mig. Det manglede også bare, når jeg sørger for dens vand. Men den kommer aldrig til at vænne sig husskaden og bestemt ikke den buskede kat, der lister forbi.

Alle de ting, det går op for mig, jeg ved om fugle. Samlet op gennem tavs iagttagelse i min frimærkehave. Livet over og i bondens mark, i hans æbletræer og tårnfalkene i gavlen på laden. Alt det min far nok troede, han fortalte til døve ører gennem hele min barndom, skovtursti op, skovtursti ned.

Med mørket kommer andre gæster.

Og lige én ting mere. Jeg så en ugle forleden aften. Samme døde træ som fungerer som insektfad for spætterne. Det var for mørkt til, at jeg kunne se dens farver, men silhuetten af en ugle er ikke til at tage fejl af. Vi har at gøre med udpræget mangel på skuldre. Det er anden gang jeg ser en ugle i silhuet i træerne. Det er anden gang jeg er helt boblende indeni, og mens jeg fint kan forstå at holde afstand til alle de andre fugle, har jeg svært ved at styre mig, når det kommer til en ugle. Den vil jeg helt enormt gerne tættere på. Så flyver den selvfølgelig. Det er okay. Nogle ting må man nøjes med at nyde på afstand. Uglen er så én af de ting.

Læs om musvitten og alle de andre fugle hos Dansk Ornitologisk Forening