Har heller ikke brug for flere forpligtelser..
Forleden var ungerne og jeg på familietur på engen med min bror og hans yngste. Jeg vil gerne anbefale sådan et hundeområde til folk der føler sig lidt alene. Lån en hund og trask en tur. Der er kommunikationsgaranti sådan et sted. Er man lidt udfordret i forhold til smalltalk er det også perfekt – for udgangspunktet i al samtale er skåret over
1 vil den snakke? (råbes på god afstand)
2 hvad er det for én / alternativt, det er da en springerspaniel?
– herefter kan man tilføje alder, køn (på hundene!) og husk at rose den anden hund (=ejeren). Jeg kan godt li det. Alle er venlige. Det er hundenes møde der er det væsentlige, og så kan deres mennesker gemme sig lidt bag dem og bare slappe af. Meget praktisk.
Vi har hverken råd eller plads til en hund. Også fordi jeg bedst kan lide dem i stor. Så jeg lurer lidt på om jeg måske kan låne én fra tid til anden. Måske kan en annonce i Aarhus Onsdag gøre det. Stor, glad, velopdragen og kærlig hund søges til låns i ulige uger. Gerne tirsdage da de kan være lidt hårde, da der ikke er nogen inden for krammeafstand, når jeg kommer hjem fra arbejde. Især tirsdage faktisk. Jeg kan tilbyde gåture i hundevenligt område i al slags vejr. Henter og bringer gerne.
Overvejede kort delehund men tror ungerne vil synes det er usædvanligt dårlig stil, hvis jeg har hund i de uger de ikke er hos mig. Det er det vel også.
Som med så mange andre ting ender det med at jeg overbeviser mig selv om, at det også er okay, at tingene er som de er. At en hund er mere arbejde, flere forpligtelser, savl og hår over alt. Øver mig i at være tilfreds med at jeg har et egern og en flagspætte som faste gæster i haven. At jeg har set en ræv, fasaner og rådyr langs plantebæltet og rovfuglene ovre ved bondens træer.
Og så ignorerer jeg at en af de bedste oplevelser i mit liv var dengang jeg som den der blandingsting mellem barn og ung legede med en vens Grand Danois. Vi stormede rundt om stuebordet og lavede en frygtelig larm. Jeg glemmer aldrig da hunden åbner sit store gab omkring HELE mit lår og holder øjenkontakt. Glemmer aldrig følelsen af at være varm, lykkelig og forpustet og fuldstændig og berettiget tryg med låret omringet af tænder.
Jeg kan kun sige: Få en hund! Glæden for dig og dine unger vil være mangefold større end besværet. Jeg taler af erfaring. Og mht størrelsen kan en mindre hund sagtens være “stor”. Det handler bare om at vælge den rigtige race. Råd uddeles gerne 😉
Vi tager det op som delemne over kaffen 🙂