Søndag
Jeg havde tænkt mig at skrive noget om særligt sensitive, eller en ny idé jeg går og tumler med, om ensomhed, eller om den gåtur jeg var på med en fremmed i dag (samlet op via gruppen Menneskemødet), som jeg egentlig havde forventet ville vare lidt over en time, men den endte på knap tre.
Men for at skrive den slags skal jeg have tid til at tænke, og nu snakkede jeg tre timer + min mor kom på surprise visit med hund og kage. Så der snakkede jeg også. Jeg kan godt få masser af ideer af gode samtaler, men at få dem sat i system og perspektiveret kræver altså ro.
Læs om min første gåtur med en fremmed mødt via Menneksemødet her.
Global empati

Og ro har været en mangelvare, for resten af dagen er gået med at læse lektørbog om, hvordan mennesket via meditation kan lære sig selv at føle empati for andre end lige de nærmeste.
Når vi føler empati med andre, vil vi gerne have at de har det godt, og forfatterens vision er, at vi træner os selv i global empati – hvilket (krydsede fingre) skulle få mennesker med overskud til frivilligt at give afkald til fordel for dem i underskud.
Vi snakker rimeligt højt lix-tal her, og mit hoved er tungt nu, fordi jeg bedst kan beskrive bogen med super let tilgængelige ord som paradigmeskift og abstraktionsniveau. Og så skal man jo helst være sikker på, at man bruger ordene ordentligt. Det ville være sygt pinligt at blive taget i at bruge et ord, man ikke har tjek på.
Og så bliver jeg sgu lidt træt.
Jeg har genlyttet Kitty her et stykke tid i bilen, så den vil havde jeg planlagt at dele. Men YouTube….
… foreslår mig en ny med John Mayer, hvilket er ret godt spottet, eftersom det er længe siden jeg har set videoer med ham – men hey – måske har en eller anden cookie sladret til en anden cookie om, at jeg skal koncert i Herning. You never know.
Og lige nu håber jeg sørme vi skal stå op, for den der rytmeguitar er da svært dansabel.
Skulle du have lyst til at lege YouTube og foreslå anden musik til lytning, er kommentarfeltet helt utroligt åbent for forslag. Som ovenstående udvalg måske antyder har jeg en bred smag.