Glæden indeni
I sidste uge var der én der gjorde mig glad. Meget glad. Så glad, at jeg drømte en drøm med glade dyr. Drømmen var helt klar og lysende. End ikke et strejf af ironi eller skepsis. Ingen indre stemme der stillede spørgsmål ved om dyr overhovedet kan være glade eller om det hele ikke var lige lovlig fluffy og rosenrødt og hvad var hagen mon. Ingen løftede øjenbryn. Bare glæde. Jeg måtte endda holde chimpansens hånd. Jeg var i glæde og tillid, og det var et helt vidunderligt sted at være.
Mens virkeligheden bare kværner derudaf, har den drøm martret mig noget så vederstyggeligt siden. Jeg vil tilbage til den følelse. Jeg vil kravle ind i den, pakke den om mig. Bo i den.
Jeg troede, der skulle komme noget udefra for at skabe denne dybe glæde. At gnisten skulle komme fra et andet sted.
Men evnen til at være ukompliceret, glad, ubekymret er inden i os. Den er der hele tiden, selvom der ikke er nogen til at sætte den i gang. Den dybe grundglæde jeg mærkede, er ikke noget jeg fik foræret udefra. Glæden ligger i os og venter bare på at blive brugt.
Hermed ikke sagt at andre ikke kan åbne en hidtil uset dør til din glæde. Det kan de, hvis du giver dem lov. Men vi behøver ikke gå og vente. Det er en opgave. At lære at identificere hvor den sidder, så vi kan stikke et sugerør i, puste og så POW – grundglæde ud over det hele.
Nu ved jeg så også det. Jeg vil øve mig, til jeg evner at finde glæden frem, når jeg har lyst. Så jeg kan se mig mæt på den, svømme i den. Putte mig ind til den og kaste den i grams.
Ja.
Og kaste den i grams.
