Går du og putter med en drøm?
– en hurtig guide til at gå mod et liv i udkanten af eller langt uden for komfortzonen
A ship in harbor is safe
– but that is not what ships are built for.
― J. A. Shedd.
Når du skal prøve noget, du ikke har gjort før, noget du ikke er totalt hjemme i, noget hvor din succes er afhængig af andre menneskers modtagelse, går din hjernes alarmberedskab i gang. For din hjerne er ukendte størrelser = farlige størrelser. Du begynder nu at tænke på alt det, der kan gå galt, og før du ved af det, er du gået fra jeg-gør-det-sgu til jeg-er-uduelig-jeg-vil-fejle-ingen-grund-til-at-opsøge-et-nederlag. Du kan så vælge at blive, hvor du er. I komfortzonen.
Har du været her meget længe, med nerver der sitrer efter forandring, så vil du sandsynligvis være nødt til at bedøve dig selv for at kunne holde det ud. Forskellige mennesker har forskellige bedøvelsestaktikker: den klassiske – du drikker noget alkoholisk til lige at tage toppen af smerten over den spændetrøje, du selv tager på hver morgen. Du spiser, ser YouTube eller serier, lader dig konstant fylde af andres tanker via bøger, podcasts, nyhedsudsendelser (jeg bemærker for mig selv, at man kan spise til alle de ovennævnte metoder).
If your dreams do not scare you, they are not big enough
― Ellen Johnson Sirleaf
Vi oplever verden forskelligt. For mig er det vildt provokerende for min komfortzone at udgive en bog selv. For en anden er det ikke noget at hidse sig op over.
Hvor meget har du investeret i din drøm? Er det en lille ‘det kunne da være rart’ drøm? Er det én af dem, hvor du (måske i al hemmelighed) går rundt med følelsen af en kæmpe mangel i dit liv, så længe den drøm er på stand by? Har du arbejdet rigtigt hårdt på den drøm i dine dag- (og nogle gange natte-) drømme, måske i årevis?
Jo mere du ønsker noget, des sværere kan det være at gå efter det. For lige nu kan du drømme. Hvis du går efter din drøm, og fejler, så mister du muligheden for at drømme den fremover.
Vi forestiller os nu, at du er træt af kun at leve i dit hoved og føler dig rede til manifestere en drøm. Der er bare liiige et lille problem. Hver gang du er klar til handling, bliver du væltet omkuld af en tvivl af orkanstyrke.
Nedenstående tricks har virket for mig.
Tips til når tvivlen råber og komfortzonen virker som The Place To Be

Udskift ‘hvorfor skulle jeg’ med ‘hvorfor skulle jeg ikke?’
Udskift ‘hvorfor skulle jeg’ med ‘hvorfor (tilføj eventuelt et ‘fuck’ efter ‘hvorfor’ alt efter temperament) skulle jeg ikke?’
Det er udmattende at rode rundt efter en drøm i tåge. Og ja, der er altid tåget uden for komfortzonen. Hvis du kunne se ud i fremtiden og altid vidste, hvad der ville ske, ville fremtiden jo også være en del af din komfortzone. Husk derfor at sætte tid af til at stirre skrækslagen ud i luften (for det kommer du til, det er helt normalt), indtil du har fået beroliget dig selv nok til at fortsætte arbejdet på at realisere din drøm. Hvis det på nogen måde hjælper, så får man ofte gode idéer, mens man sidder helt stille, og der tilsyneladende ikke sker en skid.
Hav et menneske ved din side, der kan finde ud af at lytte. Én som forstår og accepterer, at din tvivl og frygt er ret virkelig inde i dit hoved, lige meget hvor soleklart det er for ham / hende, at din idé er god nok. Tvivl skal høres, anerkendes og så skal den puttes. Med omsorg og aftensang og aen på ryggen.

Lad være med at lytte til folk, der ikke selv tør
Lad for himlens skyld være med at lytte til folk, der ikke selv tør.
Seriøst. Frygtsomme typer vil forsøge at få dig fra din idé – måske for at beskytte dig, eventuelt for at beskytte sig selv mod rædslen ved at skulle være vidne til, at du tager chancen og måske fejler og slår dig helt forfærdeligt.
Du kan fint finde ud af at være bange selv. Hvis du har brug for en sparringspartner så vælg én, der udviser mod i sit eget liv.
Læs indlæg om at være modig eller måske skør

Få kontrol over dine tanker
Få kontrol over dine tanker.
Tip tre burde nok være først, men jeg har gået på perfektionismekursus, ja jeg har så, og er ved at lære, at hvis alting skal være helt perfekt, ender jeg med ikke at poste noget som helst, så whatever. Tip nummer tre:
Vi er atter tilbage ved vores tanker og de ‘sandheder’, vi har samlet sammen i vores liv. Det kan være idéer om, at du kan være kreativ i din fritid. At du ikke kan leve af at lave det, du har lyst til. At du ved for lidt, er for gammel, for dum, for umodig.
Så allerførst skal du være over dine tanker som en sulten høg. Du skal dælandulme være obs på, når dit hoved begynder at løbe om hjørner med dig. Og det VIL ske. Du stopper så dig selv midt i den tanke, der prøver at få dig til at holde op med det der gå-efter-drømme-usikre-noget ved at sige til dig selv, at du godt nok ikke er sikkert på resultatet, men du ønsker et godt resultat mere end noget andet, så nu gør du det alligevel.
Ja du gør så.
Et andet trick er bekræftelser. Hvis din ubevogtede hjerne antyder, at det ikke kan lade sig gøre, eller er for svært, eller at det kommer til at gøre NAAAAAAAS, når du får et nej eller ingen er interesserede i dine fede lerportrætter (og det gør den, hjernen), så må du med din bevidste tanker opveje de destruktive ubevidste tanker ved at forsøge at hjernevaske dig selv til at tro på, at din drøm kan lykkes. Sig pæne ting om dine evner. Forestil dig, hvordan det føles, når du sætter din hjemmetømrede båd i søen første gang. Tænk på andre gange, hvor noget er lykkedes for dig og prøv at overføre den følelse på den drøm, der lige nu skræmmer dig til at fastholde en stivnet men velkendt og tryg version af dig selv.
Ud af huset link: Gør mere af det, du er bange for – Perfektionismecoach / Rikke Winther
Med på at prøve?
