Fra Brevtjeneste til Brevkasse
For fire år siden fik jeg trang til breve. Breve på den gammeldags, sanselige måde. Så jeg lavede en Brevtjeneste, fordi jeg kunne.
Flere breve røg afsted over kommunegrænserne, men så gik jeg i stå. Jeg følte mig presset af en fornemmelse af, at brevene burde have en vis længe og tyngde. Samtidig havde jeg lovet først at publicere brevet på bloggen, når modtageren havde fået det i postkassen. Det forstyrrede simpelthen mit flow (se Hippie, moderne).
Jeg ved godt, at det er noget indre pres og egenopfundne benspænd, men er det meste ikke det?
Nogle af de ideer vi får, bliver ved med at blinke til os og se dejlige ud, selv når de er prøvet af, og vi må sige, at nu ved vi bedre. Been there, done that. Skulle jeg gøre mere i breve, tror jeg, det nødvendigvis må være en Brevmodtagelse. Så kunne folk sende breve til mig. Det lyder rart.
The next thing → brevkasse
Jeg har besluttet, at jeg ikke er færdig, jeg har bare brug for et andet format. Ergo har jeg lavet en brevkasse. Den er åben, klar til spørgsmål.
SPØRG HER
Men hvad kan du svare på?, spørger du så, måske åbent, måske herre skeptisk, måske er du straks klar til leg.
Jeg kan svare på alt. Simpelthen. Det kan vi faktisk alle sammen, svare på alt. Spørgsmålet er så bare, om du kan bruge det svar, du får, til noget. Det er du til gengæld den eneste, der kan svare på, med en vis overbevisning. Vi andre kan imidlertid altid gætte løs.
Som udgangspunkt opstiller jeg ingen rammer. Brevkassen er en idé, der skal prøves af. Jeg gør det, så længe det er sjovt. Hvis der ikke er nogen spørgsmål, er det selv sagt ikke særligt sjovt, så
Kom frisk. Jeg slynger bare et tilfældigt muligt spørgsmål ud: Hvad skal barn nummer fem hedde? Vi har fået vores vilje to gange hver, og vi gider faktisk ikke tænke så meget over det denne gang. Forslag?
