Alle tiders forkølelser
FORKØLET. Egentlig var jeg ved at udarbejde et brevkassesvar til bloggen. Jeg var også i gang med at hjælpe én med hendes hjemmeside. Og med først at opspore, så overbevise ejeren af Egå Mølle om, at han skal lade mig afholde skrivekursus i møllen. Men så kom snot, hoste, feber og valne ben ind fra højre, så det meste af denne uge har jeg som sædvanlig måttet øve mig i ikke at flegne over ting, jeg alligevel ikke kan ændre.
Som fx at jeg lige er kommet ind i en rutine med at løbe-gå tre gange om ugen og denne her uge blev det kun til én, fordi det jager umotiveret i mine ben, som var man atter en groende ungmø.
Fredag
Morgenluften på terrassen er tung af faldet regn. Jeg fornemmer det mod huden og i svælget. Jeg ved, hvordan sådan en luft dufter, men det bagerste af næsen er stoppet til. Den morgenduft jeg mener at kunne opfange, er sandsynligvis bare min hjerne, der har flikket et duftbillede sammen af erindringer om duften af andre morgener efter regn.
Det er et stykke tid siden jeg sidst var syg, og jeg har ikke noget særligt mod hosten, der river gennem min krop. Jeg noterer, at mine ben føles tunge og ekser lidt, når jeg står op for længe af gangen. Noget i mig er rolig, grænsende til lettet. Jeg kan ikke kæmpe i den her tilstand. Der er en meget stor forskel fra at være arbejdsløs og syg og så det at være syg, da jeg havde arbejde. Ikke bare var jeg fysisk ukampklar, jeg havde også dårlig samvittighed over vagter, andre nu skulle dække. Jeg noterer det stille og roligt. Hvor langt ude det er at være syg, og så gøre det værre ved at have dårlig samvittighed.
Jeg har ikke altid taget forkølelse helt så stoisk. Læs ‘Forkølelse, jeg slår op‘
Nu er min krop bare midlertidig nede. Jeg prøver at lade være med at gå for meget ind i, at Aviajas sommerferie so far mest har foregået på hendes værelse. Og det går faktisk okay bare at tillade mig selv at være syg. Acceptere, at jeg havde ting, jeg skulle, og det skal jeg så ikke lige nu.
Førnævnte datter er ikke vild med lyden af andre, der pudser næse. Men syge mennesker larmer. Selv når vi ligger stille i sengen, larmer vi med vores nedsatte kropsfunktioner kombineret med overproduktive ditto. Vi larmer med vores mere eller mindre udtalte behov for hjælp og omsorg.
Alle de aldre jeg har været forkølet i
På et eller andet tidspunkt i forkølelsen ryger jeg ind i en mærkværdig tidslomme. Alle de andre gange jeg har været tung i hovedet på præcis denne måde dukker op. Alle de aldre jeg har haft, hvor lugtesansen også var midlertidig bukket under for snot og alt mentalt forsvar var nede, fordi samtlige kræfter var uddelegeret til intern kamp i kroppen. De minder samles og på én eller anden måde, samles jeg også. Jeg er mig i alle aldre. Forsvar nede. Tungt snøvlende. Den jeg er, når jeg ikke har kræfter til at overtænke?
Det virker som når en duft, hiver dig et andet sted hen. En uventet smuttur til ellers mørklagte egne af mindeland.
Det her er bare kraftigere, fordi der er så meget involveret. Jeg ser ikke bestemte situationer, jeg kan bare mærke, den jeg var dér, hvor jeg voksede op, mærke mig selv forkølet på folkeskole, mærke andre omgivelser, mennesker, der ikke længere er. Fikspunktet er mig og besværet vejrtrækning. At alting altid har haft den samme lugttone, når det er filtreret gennem snot.
Og så tænker jeg på, om det er en fællesmenneskelig oplevelse, eller om det bare er mig. Andre der ikke bare er syge i nuet, men får en slags besøg af tidligere udgaver af jeres sygdomsnedlagte selv(er)?
