Så står der jo en kæmpe fasan på marken og lyser, og jeg sponser ind efter kikkerten, så jeg kan få det hele med. Han er godt stor og farverig og.. stille. Det virker egentlig lidt for let at skyde en hanfasan, hva? Nærmest usportsligt. Man kan jo se ham på en kilometers afstand.
Fasanen får mig til at tænke på, hvordan vi udadtil kan give ét indtryk – højlydt, farverig, flamboyant, mens vi måske har en anden ikke så officiel side, der ofte skal hvile ud om aftenen et sted, hvor vi kan få lov at hygge i skygge.
Og måske er denne fantastisk farverige fasan egentlig langt mere ugleagtig indeni, end man umiddelbart skulle tro.
Jeg googler jo så uglebilleder for at have noget at illustrere mit kommende dybe indlæg om at være snakkelysten men med behov for ro til genopladning. Men hvis du nogensinde har googlet uglebilleder, vil du forstå, at jeg hurtigt får vanskeligt ved at fokusere. Jeg taber da også den alvorlige tråd.
Uglegalleri:
Selvtak <3