Farvelberedelse

Så snart jeg træder ud af badet rammes jeg af at det er nu. Det er lige nu. Jeg skal ud i det våde græs, haster hen over engen. Min sjæl føles som udbredte arme ved synet af bænken på bakken badet i lys.
De tunge gummistøvler holder mig til jorden, tvinger tingene ind i en tid. Jeg kan ikke gøre så meget ved det, så jeg øver mig. Træner i at glæde mig over turen.
Og her er jeg så. Svøbt i grønt og fuglekvidder. Bombarderet af sol.
Jeg vil ikke tilbage. Ikke endnu. Er ikke klar.
Lugten af ramsløg har taget turen på den kølige vind fra alléen op mod min næse.
Den måde du har hjemme et sted. Den måde det er intenst på, når du er på tid.
Hvad ringer kirkeklokken for? En ny dag, for solen, for muligheder?
Jeg beslutter den ringer for muligheder. De langsomme slag nu er en påmindelse om, at du skal gribe dem. For der vil altid være et sidste klokkeslag. Den sidste mulighed. Og så vil du gerne vide, at du greb så mange, du kunne nå.
En spyflue har placeret sig på kanten af notesbogen mellem mine fingre. Det er okay. Jeg har ikke noget her, den ikke må sidde på.
Jeg funderer over hvordan det er med steder. At de nogen gange favner dig, som har de bare ventet på du kom hjem, mens andre kræver mange besøg, dagligdag og vane før du kan mærke at her, hører du også hjemme.
Det samme med mennesker. Nogle tager tid.
Jeg vil lægge mig på bænken nu og lytte, og så må det der skal komme komme.
Her. På bænken. I klostret.
Jeg er så klar som jeg kan blive.

[…..]

Hvad er det for en banken? Her burde ikke…
Jeg åbner øjnene og løfter hovedet i retning af lyden. Og lige der, på de fældede stammer, en flagspætte på jagt efter morgenmad.

Åh..