Et salgspitch og en plan

Jeg må have mig et salgspitch og en plan. Det nytter simpelthen ikke noget, at jeg ikke kan svare kort og præcist, når folk spørger, hvorfor jeg er her. På Ørslev Kloster. Skriverefugium. Arbejdsophold.
– Jeg er her for at skrive. – Hvad skriver du på? – Mjoo, det er sådan lidt tilfældigt, hvad der kommer ud..
For jeg skal lave en bog, ja, men hvilken en af dem? Er du klar over hvordan det lyder, at jeg skriver tekster og publicerer dem på Facebook? At sige Facebook i den sammenhæng lyder rent ud dubiøst.
Jeg kunne lige så godt sige, at jeg smider tøjet i et eller andet baglokale til en skummel kro for et par lokkende ord og en lille classic.
Jeg kan ikke engang komme op med en smart forklaring på hvad det er, jeg så skriver. – Altså hvis mine tekster havde været længere ville det vel være essays. En slags.. Jeg kalder det betragtninger..
Støn.
Men min manglende evne til at fyre et fint klappet abstract af, er jo bare et symptom på, at jeg nægter at beslutte mig. Jeg vil alting på samme tid. Skrive børnebogen som skilsmissebørnene kan spejle sig i. Letlæsningsbøgerne, digtene, kortprosaen og i et øjeblik, hvor jeg bare gerne vil kravle ind i en kasse, der er nem at få plads til på hylden, romanen.
Men det jeg gør, er at tage billeder af alle verdens lokkende detaljer. Af lys. Af farvespil. Og så fyrer jeg kuglen ned i rouletten og tager den derfra.
Jeg har brug for et anker. Har brug for at bestemme mig for, hvor lejren skal slås op, så jeg har et fast udgangspunkt og et sted af vende tilbage til, når tankerne har været på tur.