Om at få det bedste ud af citronen

I aftes var ungerne og jeg til fællesspisning med fire andre naboer. Et par dage før gik jeg over og snakkede med Bodil overfor. Jeg var lidt ramt af varmen og lyset der endelig var dukket op, for nu savnede jeg mit gamle bosted. Savnede at kunne gå ud og være omgivet af godt kendte. Savnede fællesspisninger.

Nu er Bodil åbenbart ikke én, der lader solen gå ned over en nabos savn, så en halv time senere bankede hun på min dør og havde lavet aftale om fællesspisning nogle dage senere.

Og der sidder vi så bænket med masser af mad. Og vin. Får os en voksensnak. To af de andre er også alene med halvstore børn, og vi taler om det med at komme af sted uden havemøbler, men til gengæld fik man grillen. Om at mangle sin have, noget plads, rum til ungerne. Det er jo ikke fordi, vi går rundt og fortryder. Det her var bare aldrig meningen. Det tager faktisk noget tid at vænne sig til det, der ikke var meningen.

Men når man nu sidder i et rækkehus, hvor man deler værelse med datteren, lejer igen. Ejer af to havestole med tilhørende hynder og først for ganske nylig har anskaffet en kagerulle som erstatning for den, man ikke fik med i bodelingen. Så kommer der et tidspunkt, hvor man atter føler sig hel. Hvor man ser rundt og siger okay, så er det sådan her, det er. Hvordan får vi så det bedste ud af det? Noget af det bedste jeg ved er fællesspisning. Spændende nye ting at smage på. Meget af det. Ungerne leger. De voksne taler. Mens vi slæber borde og stole og ketchup ud på den fælles græsplæne, gør vi også en indsats. For at få dette ’ikke meningen’ til at give mening alligevel.

Det betyder ikke, at jeg ikke stadig ønsker mig sådan en reklamehave med høje gamle træer, der danner skyggepletter på en græsplæne, der alligevel er stor nok til både at kunne rumme et fodboldbanestort solfyldt område til leg og samtidig har plads til et langt hviddækket bord og latter. Det betyder bare, at nu er det her, vi er.