Om uventede tilbagemeldinger
Jeg har fået en mail fra et fremmed menneske. Ikke en af dem hvor der er en fantasilliard, en død onkel og en bankkonto involveret. Heller ikke noget med at jeg ser godt ud og en medfølgende opfordring til at klikke på en russisk URL for at se på billeder.
Et brev fra en fremmed der siger tak.
Printsystem fra helvede
De offentligt tilgængelige printsystemer på mit arbejde er skabt i den særafdeling af helvede, hvorfra offentlige systemer oprinder. For at få lov at printe skal du oprette en printkonto på nettet. Når det er gjort, skal du så logge ind igen og overføre penge med betalingskort. Så er du klar til at printe. Eller næsten. Hvis du skal printe noget fra din mail fx, skal du først lige identificere dig. Det er noget med, at du ikke skal sidde og lave noget frygteligt noget på offentlige computere, uden at politiet skal kunne komme efter dig forholdsvist nemt.
Nå men nu har du så logget på. Du har oprettet en printkonto og overført penge. Hver gang du skal skrive et nyt dokument ud, skal du så logge ind med dit brugernavn og din kode. HVER GANG. Men allright. Skal man, så skal man.
Så langt så godt. Så bevæger du dig ud til printeren, hvis brugerflade også er designet i helvede. Der er hverken sammenhæng eller logik i, hvordan man kommer gennem systemet. Som bibliotekspersonale bruger vi uforskammede mængder af tid på at hjælpe folk med at printe og kopiere. Plus at systemet får folk til at føle sig dumme. Men okay. NU er du klar til at printe.
Forudsat, selvfølgelig, at systemet ikke lige er nede. Igen.
Forleden skulle den her fyr skrive sit CV ud. Han gennemgik alle prøvelserne uden bøvl og uden at tage det personligt. Og så var systemet gået ned. Jeg kan godt huske hvordan det er at være jobsøgende og så oven i købet at skulle slås med offentlig printer – det syntes jeg ikke var rimeligt. Så jeg sagde, jeg ville skrive det CV ud for ham. Jeg opdagede en forståelsesfejl og besluttede, at det var bedre at tage skammen ved at indrømme, at jeg lige havde skimmet det øverste af hans CV end at lade ham sende det ud i verden med en fejl. Så han rettede og jeg skrev ud igen.
Nu har jeg så fået en meget høflig mail. En mail fuld af tak. Og han undskylder på forhånd, hvis han går ind over en eller anden dansk grænse ved at skrive og sige tak.
Det der sker her er, at jeg nu også er fuld af tak.
For ja, det er en del af mit job at hjælpe, men det han takker mig for er min venlighed. Han siger tak fordi jeg gjorde ham glad.
Og nu har han gjort mig glad.
At være venlig er én ting, men at sige tak til andre for deres venlighed, omsorg eller interesse er et område, hvor jeg har plads til udvidelse.
Jeg starter med at svare ham med et selv tak.
Derefter er der en række udstrakte hænder, jeg skal i gang med at high five.
Og hermed en opfordring til at gøre det noget mere. Sige tak. Sig til folk hvis de gør dig glad – eller bare mindre bekymret. Hvis de har løftet et øjeblik af din dag.
