Eagle Andersen

For længe siden på studenterkursus i Aalborg, skal jeg melde et eller andet på kontoret. Kontordamen skal bruge mit navn, og jeg siger som sandt er ’Christina Andersen’. ’Og..?’, siger hun. ’Øh hvad?’, svarer jeg. ’Ja, hvad hedder du mere?’

Jeg hed ikke andet. Mig og 527 andre i landet har ikke fået nosset os sammen og giftet os til et navn med gods og egenartethed i. Ej heller har vi været ved numerolog og købt os nogle flere konsonanter. Måske har en del af os haft det ganske fint med anonymiteten.

Men jeg har aldrig haft det helt fint med det. I Fredericia i meget gamle dage er jeg studievært på Radio Mælkebøtten, da en ny kommer til. Hun hedder Christina Andersen + noget andet, men når hun er i radioen, præsenterer hun sig kun med de to navne. Altså kommer jeg pludselig til at hænge på noget, hun har lavet, fordi folk bare hører navnet og selvfølgelig går ud fra, det er mig, de har hørt.

Faktisk ikke særligt sjovt. Jeg er stor fan af ’æres den, der æres bør’. Det gælder både fejlsatsninger og pletskud.

Det er heller ikke særligt sjovt at vide, at hvis drømmeprinsen prøver at google mig ud fra mit navn, skal han dælan dulme have en god bunke tålmodighed for at finde frem til mig. Faktisk skal han igennem håndboldspillere, advokater og socialrådgivere. Er han nu lidt smart og bruger billedsøgning, får han på et eller andet tidspunkt set en super hot 50er stylet svensk tatovør, som er så lækker, at jeg ville trygle hende om at tage mig, hvis jeg var til andres bryster.

Så har han sgu da glemt mig, hvis han først har set hende.

Eller også bliver han så chokeret over, hvad Christina Andersener kan finde på, at han beslutter at skrinlægge enhver videre fremdrift. Jeg lavede fx lige en ny google søgning for at opdatere mig selv inden dette indlæg. Søgeresultat nummer syv:

I en periode på to år skød 33-årige Christina Andersen jævnligt paraffinolie ind i sine bryster. I dag har hun mistet begge.

For gud skyld navnesøster, but why?

I første omgang leder jeg selvfølgelig tilbage i familien for at se, om der ikke er et eller andet spændende efternavn, jeg kan genoptage. Min fars familienavn er jo Andersen. Min mors Nielsen. Og jeg kan ikke huske, hvem der hed Jensen, før hun giftede sig med Andersen eller Nielsen, men det er sådan landet ligger.

Altså skal søgningen bredes ud.

Jeg elsker, når andre har helt gakkede navne. Jeg modtager fx mails fra Oyster efter Londonbesøg, der er underskrevet af en Volkan Altinok. Det er da helt umuligt ikke at blive i godt humør af det navn. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at skeje ud med mit.

Jeg er i store vanskeligheder. Det viser sig temmelig hurtigt, at alle de navne jeg kan komme i tanke om er noget, der mistænkeligt lyder som gamle danske adelige navne, noget man sagtens kunne have heddet i Ringenes Herre eller og nu bliver det pinligt – noget der ringer hen af shamanisme.

Hver eneste gang jeg skal finde på et brugernavn af en slags, slår jeg ud. Og ikke med pletter, men med totalt tåbelige idéer. Min google mail er et fremragende eksempel. Den er og hold nu fast: eagleandersen.

Ja…

Jeg gad ikke have en googlekonto, men skulle bruge den i en eller anden sammenhæng. Prøv selv og gæt om der er ledige ’andersen’-adresser? Nej. Og de andre HAR prøvet Andersen1111111superxx@.

Jeg har været ved at dø af skam over den mailadresse. Men det er bedre, at du får en griner, end jeg går og er hemmelig omkring hvor helt igennem åndssvag jeg kan være, når jeg bliver presset. Og jeg ville faktisk bare gerne have noget med en ørn eller en bjørn, og så blev jeg for træt og tænkte whatever (det kan være en god idé at tage en skraber på mindst seks timer, inden man gør noget lige efter at have tænkt ”whatever”).

Når jeg vælger at afsløre min pinlige mail, som ellers har været en af de mest hemmelige emailadresser i emailadressernes historie, er det positiv payback til alle de stakler, der har måttet opgive deres pinlige mailadresser til mig gennem tiderne, når de skulle oprette lånekort.

I er ikke alene <3<3

Jeg kommer jævnligt fra det med navneskiftet gennem årene, fordi det er så svært. Hver gang jeg finder et eller andet pænt, er der under 2000 andre i landet, der har det efternavn, og så må jeg ikke bare tage det. Fx kører jeg forbi et skilt mod landsbyen Bøgedal og syntes, det giver så fint et billede på nethinden. Men jeg tror ærlig talt ikke de 209 som allerede hedder Bøgedal til efternavn, gider dele. Jeg gider ikke engang spørge.

Når jeg nu selv skal ud og vælge, vil jeg gerne have et navn, som giver mindelser til et eller andet, der betyder noget for mig – eller som kan bidrage med noget, jeg godt synes, jeg kan bruge lidt mere af.  Mod fx. Så jeg tænker blomster! Blomsternavne har en betydning. Så jeg kaster mig ud i at søge på blomster og betydning og mod. Og der findes virkelig en meget, meget fin blomst, som symboliserer mod.

Desværre hedder den smukke sag Hanekam, og det er simpelthen for meget. Selv for EagleAndersen. Eller måske netop fordi jeg allerede har taget ét dyrenavn (for meget).

Jeg giver imidlertid ikke bare sådan op, for jeg skal jo have fundet mig et navn. Måske blomstens latinske navn kunne dú?

Det dur så ikke.

Det latinske navn for hanekam er Celosia. Var der nogen, der skreg numerologbesøg ud over det hele lige der? Det tror jeg nok, der var.

Fra tid til anden støder jeg på udtrykket ’Path of Least Resistance’ – i den sammenhæng, at man ikke behøver kæmpe altid. Nogen gange kan man nå samme destination ved at gå uden om bjerget i stedet for at kæmpe sig op over det.

Så måske skal jeg bare hedde Christina Andersen.

Men så er jeg på LinkedIn kursus i a-kassen. Vi får til opgave at søge sidemanden m/k op og give umiddelbar feedback på deres profil.

Jeg finder lynhurtigt min sidemand. Hun har tre navne i en kombination, der kun er hendes.

Gæt hvad der sker, da hun skal finde mig?

Jep. Søgeresultatet viser mindst otte sider med pil videre til infinity and beyond. Jeg fremgår på ingen måde på første side, det gør derimod en Tina Andersen, og ja ja, Tina ligner da også. Det er godt nok op af bakke.

Nu sidder jeg i en situation, hvor en hel masse af det jeg gør eller forestiller mig jeg gør inden for nogle år, kræver, at jeg kan blive fundet af potentielle samarbejdspartnere / købere. Og lige nu er jeg for svær at finde. Det er ikke længere et spørgsmål om, at jeg skal ændre navn en dag. Det skal være nu.

Ovenstående maler forhåbentlig et tydeligt billede af en, der ikke rigtig er i stand til at se klart, når jeg leder på vanlig vis. Jeg går derfor spirituel. Beslutter jeg skal have et nyt navn, beder om hjælp fra the unseen realm, og så slår jeg for en tid tanken ud af hovedet.

Og så dukker et ord op, som virker rigtigt. For mig.

Der er ikke andre i landet, der har det navn. Det eneste der står mellem mig og mit nye navn er en statsansat, der skal godkende det. Jeg tror ikke, det bliver et problem i et land, hvor folk nu godt må hedde Krusemynte.

Og thumbs up til dig Krusemynte for bare at gå med idéen :*

(Visited 132 times, 1 visits today)

2 tanker om “Eagle Andersen”

  1. Godmorgen.
    Sikke en dejlig måde at starte en ny uge på. Navne er lige mig. Jeg går meget op i navne. Det er vigtigt hvad man hedder, for navnet er en stor del af ens identitet.
    Da jeg gik i skole, var jeg sikker på at jeg aldrig kunne blive kæreste med hverken Ernst, Gorm eller Hugo. De navne kunne jeg overhovedet ikke lide.
    Jeg var sikker på, at når jeg fik mine fire drenge, så skulle de hedde navne som begyndte med A, B, C og D. Jeg blev aldrig helt afklaret med hvad D skulle hedde, men de andre lå helt klar.
    Nuvel, jeg fik ingen drenge, så det blev aldrig til noget.
    Min mormor havde også noget med navne, for hver gang hun havde skrællet et æble (hun skrællede det i spiral, så det blev et langt stykke), så smed hun det på gulvet. Så skulle vi tolke hvilket bogstav skrællen lå og lignede, og hvis det var mig der var “på”, så blev det altid et T. Det betød, at jeg ville blive gift med en hvis navn begynder med T.
    Han hedder Torben, og vi har været gift i 35 år.
    Det har altid været en kæphest for mig at folk skal stave mit navn korrekt. Jeg hedder Tina, og ikke Tine, Tinna eller noget helt fjerde.
    Mit efternavn bliver også tit til mærkelige ting; Westerland, Vestermand og såmænd også Østergård.
    Jeg er døbt Tina Anni Andersen. I skolen, hos lægen og til spejder, blev jeg altid kaldt Anni, og måtte rette det et utal af gange. At jeg hed Andersen betød, at jeg altid var den første der skulle vaccineres, den første der skulle dit og dat.
    Jeg orker næsten ikke at nævne at efternavnet også giver mig associationer til noget dysfunktionelt i min opvækst, men det er det jo. Det er den der følelse af, at man er født ind i den forkerte familie.
    Jeg gik hen og blev så skidetræt af mit navn, og kom så til at tænke på, at jeg jo også har et fædrende ophav, som jeg godt nok først mødte da jeg var 25 år.
    Men hans efternavn fandt jeg pænt, så det snuppede jeg og fik slettet mit mellemnavn ved samme lejlighed.
    Tina Westermann, stod der på navneattesten engang i 1976.
    Det har jeg været tilfreds med lige siden. Jeg var også lige omkring nogle andre efternavne i familien jeg kunne tage, men gad hverken at hedde Jespersen eller Jørgensen. Der er intet i vejen med de navne, men så kunne jeg lige så godt blive ved med at hedde Andersen.
    Der var et enkelt ret pænt navn i periferien af familien som jeg overvejede, men det er uløseligt hægtet op på kriminalitet og virkelig dårligt liv her på egnen hvor jeg bor, så…….
    Der er dog nogle få ulemper i forbindelse med at hedde Westermann, for vi er ikke så mange. Vist omkring 400 i hele landet. Tina Westermann er der fire af.
    I Tyskland vrimler det med Tina Westermann´er. Når jeg googler eller tjekker på facebook når jeg aldrig igennem alle sammen. Mange af dem ser så pokkers sportstrænede ud, men de kan jo have giftet sig til navnet. Fodbold og ski er der meget af, og en hel by har en masse forretninger og firmaer der hedder noget med Westermann. (Note to self: Sommerferieide).
    Man kan ikke skjule sig når man har mit navn. Man er kendt alle vegne. På godt og ondt.
    Da jeg arbejdede som socialrådgiver, var jeg nødt til at have hemmeligt telefonnummer og adresse.
    Det var lidt uheldigt, for det var også i de år jeg skrev utrolig mange lejlighedssange, og hvordan skulle kunderne finde mig?
    Det løste sig.
    En af ulemperne er man selv skyld i, fordi man er med i mange facebookgrupper og den slags. Jeg har lige været i udlandet, og pludselig er der en person som jeg aldrig har mødt før, der begynder at kommentere mine opslag om hækling på facebook. Fint nok. Man SKAL bare tænke sig om hvad man skriver på facebook, for det når vidt omkring.
    Hvis jeg skal ringe til nogen og spørge dumt, så bruger jeg min mands efternavn. Det kan for eksempel være hvis jeg skal spørge THansen om noget med en bildims, som alle andre kvinder og mænd garanteret ved i forvejen. Så ringer jeg og siger “Goddag, det er Tina Jensen”. Så kan ekspedienten ikke pege fingre ad mig, for der er alligevel en del flere med det navn end med mit.
    Min mand hedder stadigvæk Jensen, for han hævder, at han til sidst er den eneste der hedder Jensen i hele verden.
    Han har dog også et mellemnavn som han bruger on and off.
    Der er måske noget om snakken med at Jensen er ved at uddø, for der er museer der giver gratis adgang, hvis man kan dokumentere at man hedder Jensen. Det var en anden snak.
    Nu har jeg været i nærkontakt med nogle vatpinde, og sendt mit mundskrab til Texas. Jeg går og venter på at få at vide hvor jeg stammer fra. Jeg har også givet dem tilladelse til at søge efter slægtskab, så måske dukker der nogle nye navne op jeg kunne vælge?
    Jeg tør slet ikke begynde at tænke på hvilke.
    Når jeg er på ferie i Italien, tror de altid jeg er indfødt, men jeg kan kun sige kulinariske ord og høflighedsfraser.
    Jeg har dog noget med det land. Jeg elsker italienske biler, italiensk mad, italienske solbriller, tøj, tasker, vejret, mændende 😉 og hele den fede historie der gennemsyrer landet får jeg aldrig nok af.
    Min hobby-mail hedder funcinetto. På italiensk hedder hækling uncinetto og med et F foran bliver det hele lidt sjovere.
    Kærlig hilsen
    Tina (måske Funcinetto fremover) Westermann

    1. Det er sjovt at tænke på, at du skiftede navn for så længe siden og nu er klar til at fylde noget mere på. Jeg kan godt lide tanken om, at navnet ikke er stationært, men noget der kan forandre sig. Ligesom bærerne af navnene jo gør.
      Jeg er helt enig i, at navne betyder noget. Om man føler sig hjemme i det. Jeg har altid haft det som om der manglede noget. Dit svar er egentlig meget beroligende i forhold til, at man jo altid kan fylde mere på eller fjerne noget igen 😉
      Jeg overvejer lige nu, om jeg skal ringe til en masse mennesker og præsentere mig, for at øve det nye navn :D:D
      /KH Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.