And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music

I slutningen af 2019 er jeg næsten overbevist. Jeg er skør. Hvorfor fanden bliver jeg ellers ved med ikke at rette ind? Det er jo skide hårdt at rode rundt i udkanten af det, man kender, af det andre allerede har afprøvet. Det er udmattende altid kun at kunne se fremad i tåge og være nødt til at tro sig gennem dagene.

Jeg tænker på de andre voksne, der simpelthen har taget deres hoved med til lægen og fået sig en diagnose. Men så tænker jeg på, hvad det egentlig skal hjælpe at blive puttet i en kasse med en bestemt slags skør? Måske er mange af os, der føler os skøre ikke en skid skøre, vi er bare overvældede. Af os selv. Af verden. På et tidspunkt er vi løbet tør for afværgemekanismer, og nu FØLER vi edderbroderemig følgerne af os selv.

Men der sker et skift i mig. Jeg forsøger ellers virkelig at lade være med at tænke. Jeg synes allerede, jeg har tænkt så rigeligt. Men måske er det netop fordi, jeg ikke prøver at tænke mig frem til svar, at ét dukker op af sig selv:

JEG SYNES KUN, JEG ER SKØR, NÅR JEG SAMMENLIGNER MIG SELV MED ANDRE MENNESKER

Hvis man dømmer en fisk ud fra dens evne til at klatre i træer..

Der er da helt klart dele af min personlighed og mine reaktionsmønstre, der godt kunne optimeres, lige som dele af dig nok også kunne trænge til en opstrammer, men JEG forstår mig godt.

Jeg er jo ganske enkelt overvældet af byrden af mine egne valg og tilbøjeligheder. Overvældet af at være alene om al den tvivl der følger med, når jeg atter slår ind på nye veje. Overvældet af ikke at have én at hælde essensen af dagens udfordringer over på, som kan se mig lige i øjnene og minde mig om, hvorfor jeg har taget de valg, jeg har, og så knalde den sidste rest uro ud af mig.

Overvældet af den konstante balancegang med penge. Af at skulle suge luft ind så usynligt som muligt, når et af børnene helt reelt har brug for nyt tøj (igen, igen fuck mand, hvad med MOR???), eller når bilen koster 10.000 at få gennem syn. Og jeg er ikke engang rigtigt fattig, for jeg finder altid pengene eller modtager tilskud og gaver left and right. Men det hænger kun sammen med neglene, og jeg har været meget træt. Og træt er altså ikke det fede brændstof.

Handlemod

I aftes er min foredrags- og koncertpartner Annette og jeg på Kvindemuseet til et par timer med handlemodsfortællinger. Ordet er opfundet af det Aarhusianske firma Handlemod, der lever af at få folk til at forstå, at mod er noget, man vælger.

’Vi er alle sammen modige’, siger Peter Matzen fra Handlemod. Jeg lader den ligge, fordi det der foregår på scenen faktisk er mere interessant end mine meninger. Men nu er taletiden min, og jeg må bare lige pointere, at vi ikke alle sammen er modige. Gu er vi ej. Selv de modige er ikke modige hele tiden. Det er død udmattende at være modig.

Evnen til at være modig virker lidt ligesom muskler gør. Den ene dag kan du ikke holde planken i 15 sekunder uden at forbande dine forfædre, den nar der opfandt planken i første omgang, dig selv for at være sådan en ufattelig slapsvans plus selvfølgelig universet. Efter nogle ugers træning er 15 sekunder ikke noget at hidse sig op over. Barren er rykket.

Vi har alle evnen til at være modige, men det er først, når vi GØR det, vi egentlig ikke tør, at vi er modige.

Handlemod havde inviteret tre gæster, der alle på den ene eller anden måde er gået mod normerne. Anne Sofie laver feministisk porno, Sofia er hjemmegående husmor og Asbjørn er skater og går med glimmer på øjnene.

Når vi begynder at ligne os selv

Det er interessant at se, at det du betragter som mod, betragter ’den modige’ ikke nødvendigvis som mod, men som en nødvendighed. Men helt objektivt har de haft modet til at handle. Mod til at gå mod strømmen og op mod samfundets og egne forventninger til, hvordan de burde agere.

Læs indlæg om at være et umodigt kvartalsskvat

Fælles for deres historier er, at de har været nødt til at se på, hvem de er under den gennemsocialiserede overflade. Jeg relaterer til den ensomhed Asbjørn taler om. En ensomhed han først er ved at få bugt med, da han flytter til København, hvor han begynder at møde folk, der ligner ham.

Jeg tænker, at han måske også er begyndt at møde folk, der ligner ham, fordi han er begyndt at ligne sig selv.

Og jeg tænker på, hvordan pokker jeg skal få råd til et par højhælede guldsko, som jeg er helt hundrede på enhver musikquizmaster med respekt for sig selv bør have i sin garderobe.

I de sko vil jeg ligne mig selv.