Så jeg graver hvor spruthistorierne peger

På det seneste er jeg blevet mere og mere ophidset. Først var jeg bare forvirret, prøvede at baske det fra mig. Men spruthistorierne trængte sig på. Som minder, i mit arbejde, i mit privatliv.

Jeg har været vidne til så mange drukmåse, drukkenbolte, fulde svin, sorgfulde alkoholikere, snøvlende berusede, medynkvækkende, gramsende, vulgære, triste, druknende, galpende, kamplystne og sårbare fulde mennesker i mit liv.

Hvis jeg er et gennemsnitsmenneske på den front, er der alt for mange, som kommer gennem dagene ved at drikke i det her land.

Da jeg var yngre, festdrak jeg som så mange andre. Det var den hurtigste måde at komme over mig selv og ud på dansegulvet.

Som voksen har jeg hovedsageligt drukket for meget, når jeg ikke vidste hvilket ben jeg skulle stå på i et givent selskab. Og det vidste jeg som regel aldrig.

Det er mange år siden jeg holdt op med bevidst at drikke mig i hegnet. Jeg stoppede med at gemme mig bag en brandert. Nu har jeg det sådan, at hvis jeg ikke kan være i noget uden at være fuld, så går jeg. Og hvis jeg finder mig selv i et selskab der nok ikke vil kunne huske hvad de har delt med mig, når de atter vågner, så går jeg sådan set også. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke have det.

Mine forældre drak kun ved festlige lejligheder. Jeg er ikke vokset op med en hverdag af utryghed og snøvlen eller en hverdag, hvor ordet aftale er noget der skal slås op i en fremmedordbog.

Hvorfor er jeg så så vred?

Kan man blive vred af at samle op af andres smerte? Blandet sammen med ens egen fornemmelse af tabte muligheder? Er jeg vred fordi jeg fandme også synes livet har været en udfordring af dimensioner, men det får jo ikke mig til altid at have spiritus på lager. Er jeg vred over de gange hvor hele den store familie var samlet og der pludselig blev skruet op for alting. Stemmer, vrede, latter, glæde, gamle historier. Vred over at jeg ikke følte mig tryg, fordi de voksne jeg skulle stole på, ikke var de rigtige voksne mere, men nogen andre, nogen mere udflydende voksne, med blikke der skøjtede hen over mig?

Er jeg vred over min onkel der står og kigger ned på min baby, så fuld og fyldt af kærlighed, at det går op for mig, at han må elske mig, når han kan se sådan på min nye søn, men også at han står der og har drukket sine egne muligheder for en familie væk?

Er jeg vred over et afbrudt spirende venskab, fordi jeg ikke kan holde ud at se dig fuld med klapvogn klokken formiddag, for satan i helvede? Er jeg vred over de historier jeg har oplevet på anden hånd, når børn af drikkende mennesker fortæller deres forskellige historier, som altid ALTID indeholder savn og fortabthed? Eller over at du prøver at drukne det sårbare menneske jeg kan se i dig i stedet for at deale med det. Sårbarheden. Smerten?

Eller er jeg vred, fordi jeg er misundelig? Fordi jeg ikke kan vælge at slingre mig gennem tilværelsen, fordi jeg har set at det uden undtagelse ender i en blindgyde. En blindgyde hvor du sidder beslutsomt forsumpet, blind og døv for de dele af andre mennesker, der er fanget i gyden sammen med dig. Fanget af deres kærlighed, selvom de er gået for længst.