Det søgende menneske
Det lyner og tordner som var død, helvede og genfødsler lige om hjørnet. Regnen trommer ujævnt mod tagvinduerne, og jeg har verdens mest pjevsede hund om mine fødder, mens jeg forsøger at koncentrere mig om ordene.
Jeg har nu været uden lønarbejde i 376 dage. Lad mig bare sige det, som det er. Jeg savner lønnen. Jeg mangler også at omgås mennesker, jeg aldrig selv ville have valgt at omgås, for lige nu har jeg ingen andre at skyde skylden på, når jeg er i dårligt humør. Jeg har, om man så må sige, overtaget totalentreprisen i mit liv.
Forleden er jeg på vej hen mod bilen efter indkøb. Jeg tænker nu over det, hver gang jeg køber ind. At det koster penge. Det er ikke særligt fedt at være der, hvor penge er noget, man er nødt til at være så bevidst omkring. For første gang siden jeg sagde mit job op (og dermed et trygt, sikkert, fastforankret liv), mærker jeg alvorlig tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at gøre.
Den tvivl ligner bare til forveksling den tvivl, du kan have, når du er kommet ud af et parforhold, du godt ved, ikke er det rigtige for dig og alligevel rammes af jo-men-hvad-nu-hvis? en dag, du føler dig Palle alene i verden.
The Road Less Travelled
Når du vælger ’den slagne vej’. Bliver i det velkendte forhold / job / livsstil, så har du også en formodning om, hvor du ender (der er selvfølgelig aldrig nogen garantier anyway. Du kan gøre ALT efter bogen og alligevel blive fældet af hvad som helst; løbske gnuer fra en dyrepark, et lille lorteinsekt med gift i snablen, din partners heftige midtlivskrise. You name it, life’s got it).
Når du vælger ’the road less travelled’, er du til gengæld helt på det rene med, at der ikke er nogen garantier. Jeg har dage, hvor jeg ikke fatter, hvorfor jeg sætter mig selv i en situation, hvor alt er oppe i luften. Men det er mest de dage, hvor jeg er træt. Så synes jeg ikke, det kan være rigtigt, at jeg skal finde på alting selv. Tænker, at jeg aldrig finder en måde at leve på, hvor jeg glæder mig til at gå på arbejde OG kan leve komfortabelt af det. Men jeg ved det findes, for der var engang, jeg elskede at stå op med visheden om, at dagen skulle bruges på at arbejde på mit bibliotek.
Jeg tog den rigtige beslutning sidste år. Det ved jeg. Jeg er bare blevet lidt nervøs over, at jeg her et år efter ikke er faldet over, hvad jeg så skal. Eller jow, men ikke over hvad jeg så skal, som jeg kan LEVE af.
Og det er sådan det er at være et søgende menneske. Vi går ud af stier de færreste så meget som overvejer at betræde og herre jemini kan det være udmattende at skulle slå sig frem for hvert skridt på en sti, der ikke eksisterer, før du går den.
Men jeg er i live her. I live mens jeg famler mig vej og skal opfinde alt selv. I live mens jeg bygger mig selv op, så jeg står stærkere i en verden, jeg ikke mener, har de optimale vækstbetingelser for mennesket. Som i overhovedet ikke. I live. Lidt forstyrret, en anelse rådvild men i live.
Mennesker der har holdt af mig har ønsket mig ro i sjælen. Fred for hele tiden skulle lede, søge efter noget. Men når jeg stopper med at søge, er det fordi jeg er død.
Hold dig til dem, der søger sandheden. Flygt fra dem, der har fundet den – Vaclav Havel
Jeg ville ikke undvære at være et søgende menneske for noget i verden. Heller ikke når jeg efter et års frivilligt eksil fra arbejdsmarkedet er ved at være godt mør af pengemangel. Jeg synes mennesket, der har fundet ’den rette vej’ har tendens til en stivhed i sindet og en medfølgende manglende forståelse for og accept af, at andres vej måske er en anden. Jeg har ikke den fjerneste lyst til at stivne i en bestemt opfattelse. Jeg vil fortsat kunne bevæges i nye retninger, opdage nye sammenhænge, se et nyt lys.
Jeg er begyndt at læse ’Livskunsten’ af Anders Dræby med undertitlen ’Filosofien om at vågne op til livet’. Det er så en af konsekvenserne ved at gå hjemme. Man begynder at søge svar i filosofien. Den sti er jeg til gengæld ikke alene på, og det føles rart at gå i et spor andre har trådt.
