Når læsset vælter
Jeg har været stille her på bloggen et stykke tid. For jeg tog lige en nedtur eller ja – en depression. Faktisk er jeg stadig midt i den.
Siden børnenes far og jeg gik fra hinanden for tre år siden, har jeg brugt en masse tid på at lede efter glæden. Opdyrke den, snuse til den, spørge til den og dele den hvor jeg kunne.
Så er det altså noget af en bet at få en depression.
Men det har jeg fået. Sådan lige en lille en.
’Du er jo ikke glad’, siger veninde en dag for et par måneder siden.
’Sådan er det bare’, svarer jeg køligt, ’livet’.
Jeg kan da godt se, at det måske ikke er optimalt at græde flere gange på en dag, nu hun lige frem påpeger det. Men den slags vænner du dig til.
’Jeg ser det at græde, lidt som at spise chokolade’, siger jeg. ’Noget er okay, men på et eller andet tidspunkt skal man også stoppe igen’.
Men hun mener, at jeg måske bør overveje om det modsatte kan være tilfældet? At jeg tvært i mod ikke har grædt nok og trænger til tid og ro til at få grædt ud?
Så sender hun mig til læge.
Depression størrelse medium
Når man kommer til læge og siger, at man måske er lidt mere ked af det, end man burde være, får man lov at svare på nogle spørgsmål.
Føler du skyld og selvbebrejdelser? Har du haft svært ved at falde i søvn, vågner du konsekvent for tidligt? Hvordan har du det med at livet fortsætter? Har du svært ved at passe dit arbejde? Er du bekymret, angst, træt?
Øh ja, jeg har skyld og selvbebrejdelser. Jeg er forælder. Goes with the territory. Haha. Og det med arbejdet skyldes bare, at jeg virkelig har brug for sommerferie nu. Og det er nok også derfor, jeg er træt.
Min læge har imidlertid en fin kasse der hedder Let-til-moderat-depression, og den putter hun mig i.
Hun kigger venligt undersøgende på mine grimasser.
Jeg. Er. Rasende.
Svagpisser. Det er, hvad jeg er.
Jeg synes, det er fesent. ’Let til moderat depression’. Det lyder som en light udgave. Ikke engang det kan jeg finde ud af at gøre ordentligt.
Men enlige forældre har ikke tid til depressioner
Hvis jeg sad ved siden af dig. Hvis det var dig, der var ved lægen og svarede det, jeg svarede, ville jeg være fuld af ømhed og måske en lille smule forfærdelse og sige til dig, at du har det jo ikke godt, du må have hjælp og passe på dig selv.
Men nu er det mig. Mig som ellers er blevet så meget klogere. Og stærkere. Og så fandme om jeg ikke knækker. Jeg er knækket uden at opdage det.
Min modne reaktion er at vitse med at så skal jeg jo have T-shirten *Let-til-moderat-depression*
Flot.
Men jeg orker det ganske enkelt ikke. Jeg kan ikke have en depression. Jeg er enlig mor med ansvar for to sjæle. Jeg skal smøre madpakker og sørge for den gode stemning og have overskud for tre. Jeg er for himlens skyld også lige begyndt at date, og jeg skal også gøre alle dem, jeg møder på mit arbejde gladere, for det er det, jeg gør.
Ja, jeg hjælper folk med læsestof og printer og pas, men det jeg i virkeligheden gør er at hjælpe med jeres humør. Jeg smiler og vitser og spørger ind og viser omsorg. For dig med tjek på tingene og dig hvis læsestof afslører, at din verden er væltet.
Et eller andet sted på vejen glemmer jeg at drage omsorg for mig selv.
Fra tid til anden er der emner, der presser på, men som jeg ikke skriver om af forskellige grunde. Og hver gang der er noget, jeg ikke vil skrive om, bliver døren ind til ordene skubbet en smule i. Hvis jeg nægter at skrive om mørket, så lukker jeg også af for lyset. Det har jeg oplevet den ene gang efter den anden. Men det er svært at skrive om en depression, man ikke vil anerkende. Og der er alle mulige hensyn at tage. For eksempel til dig, der læser med her. Jeg vil så nødig gøre dig trist. Jeg vil allerhelst have, at vi kan være glade og trygge sammen.
Men nu er den ude. Depression anerkendt. Tid til at hele.
Læs mere hos Psykiatrifonden.
Jeg kunne sige et eller andet fortærsket om, at det kræver en enorm styrke at være svag. Eller at du sagtens kan få en ordentlig depression, men at du heldigvis har en god veninde, der bremsede inden nedturen var komplet.
Men jeg vil fortælle, at dit indlæg ikke gør mig trist, men varm inden i. Varm over at vide at du er på vej til at hele, fordi du har styrken til at se din situation i øjnene og til at være åben omkring det.
Kære Susanne.
Tak fordi du mener, at jeg snildt vil være i stand til at få en ordentlig depression. Din tiltro til mig får mig til at grine 🙂
At mit indlæg virker på dig, som det gør.. jeg har svært ved at sætte ord på, hvor godt det er for mig at høre. Vi har jo alle et verdensbillede, som vi slæber rundt med. Det er utroligt hvor ofte jeg glemmer, at det er når vi tør være åbne omkring, hvordan vi ser tingene, at andres verdensbillede kan sætte vores eget i perspektiv.
Tak for dine ord. Meget glad for dem <3
Kæreste Christina.
Som “former member” af selvsamme box, kan jeg fortælle dig, at jeg selv blev rasende og fortvivlet over vattetheden, – svagheden. Mild til moderat depression. Hvad fa… betød det? Var det ikke bare et udtryk for at have ladet livet tage magten lidt fra een og netop ikke være i stand til at gøre netop det.. Magte det!? Jeg følte mig svag, underdrejet og ikke stærk nok. Og fortalte mig selv det var for dårligt…. MEEEEN…. Jeg havde også altid forsøgt at holde mig stærk – alt for stærk. Og endte dér hvor der ikke blev plads til sårbarheden. Jeg skriver et brev til dig om dette.. Snart. Jeg går lige og summer over det – og over dit brev, som gjorde mig så glad… Og så svarer jeg lige om snart. Om hvad kassen i virkeligheden indeholdt af gaver, og hvordan jeg fandt ud af at åbne den, så jeg kunne modtage dem. Men bare vent.. Du finder ud af, at der virkelig er gaver derinde.. Det kræver blot lidt mod og sårbarhed, så kommer de. Du er uden tvivl kvinden der nok skal forstå at modtage dem. Man er klar, når man er klar ikke? Sender kæmpe kram, og velkommen i box-klubben. Det er et ret godt sted at være, når man først er landet ?
Jo Sarah. Man er klar når man er klar. Jeg har det som om du lige har givet mig en kæmpe gave med din kommentar. Hvis du forestiller dig sådan en tyk, flydende væske, der er så varm, at der kommer store fede bobler op til overfladen for så at ploppe? Sådan føles mit hjerte lige nu på grund af dig. Glæder mig til du har summet færdigt og jeg kan læse med. KRAM
Tak for bloggen. Lige, hvad jeg skulle læse på en dag, hvor smerten i hvert åndedrag er ulidelig og selvbebrejdelserne over øjensynligt at være sådan en, der aldrig nogensinde kommer til at ‘knækker koden til livet’, hagler ned over mig. Hold kæft, hvor er det dejligt at blive mindet om, at jeg ikke er alene. Det hjælper. Jeg synes ikke det er rart, at du har fået dig en kasse at bokse rundt med, men jeg håber du smadrer den, Christina.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, at jeg bliver nødt til at fortælle, som jeg gør her på bloggen. En del af mig vil meget hellere sidde og spille cool, solo henne i hjørnet med løftede øjenbryn og en altid parat langemand. Men når jeg så læser din kommentar, så ved jeg det alligevel. Ingen af os har samme oplevelse med det her liv-noget. Og dét kan være så koloenormtuforståeligtensomt. Så jeg skriver åbenbart for dig denne gang. Vi kan håndtere tæt tåge. Det skal vi jo. Men manner hvor er det bare federe at VIDE, at der render nogen andre rundt i den også. Så selvom tågen ikke letter så hurtigt som man kunne ønske, eller vi er fortvivlede over, at den er der igen, så ved vi nu, at det er et spørgsmål om tid. Så ramler vi ind i noget andet blødt derinde…. Kys GT og tak fordi du giver igen.