Status lige nu: hvis jeg var dødeligt udmattet fredag, da jeg oprettede min første (og sidste by god) datingprofil, så nærmer jeg mig stresstilstand nu.
Jeg bestiller ikke andet end at baske mænd af mig der, lad os bare sige det som det er, skyder over mål, forudsat deres profilbilleder matcher virkeligheden.
Hav det nu bare lidt sjovt, kys nogen frøer siger de – ekstroverte – jeg kender. Men jeg synes ikke det er sjovt lige nu.
Lige nu føles datinglivet sådan cirka som at sidde på en beverding iført pænt kropsnær kjole og prøve at ignorere ham med de urolige hænder og det hårde liv malet ud over ansigtet. Ham som utroligt gerne vil fortælle dig om det. Snøvlende. Fra dag 1. Og ret meget om hans mor. Ham som btw ikke synes alderen er et problem, hvis bare kemien er der.
….
Men okay de er søde og de taler pænt. Det gør de.
Jeg ser på mine børn i sofaen. Den måde de bare kaster sig ind i hinanden på. Deres fortrolighed med hinanden. Det er dét jeg længes efter. Ikke lige de gentagne slag på samme sted eller råberiet a la neeeej stoooop (man råber så ens mor kan høre at der bliver begået overgreb – lige her, lige nu i sofaen, så hjælp dog!) – vel – men den der fortrolighed med en andens krop. At man kender en anden så godt, at man ikke tøver med at smide sig på ham.
Lige nu kan jeg se én kæmpe stor fordel ved at afprøve netdating. Det ender med at jeg godt tør prøve at samle en fremmed op ude i den virkelige verden, for det kan umuligt blive værre end det her.
