Coronaskills

‘Hvordan går det ellers hos dig’, spørger hun, og jeg svarer, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskrive det. På den ene side er jeg fuld af en rolig accept af tingenes tilstand. Under det ulmer et kontant konstant spørgsmål om økonomi. Jeg savner at afholde musikquiz. Jeg savner at kunne lægge planer – fordi dem jeg gerne vil lægge planer med, ikke er et sted, hvor de kan planlægge noget. Jeg keder mig. Men jeg er også ret glad.

Det er ved at være tid til, at jeg finder mig et arbejde, der indebærer kontakt til andre mennesker. Jeg ved det, for mit forhold til dyreriget er begyndt at tage en drejning. Lad mig bare sige det sådan, at de coronaskills jeg opøver nok ikke lige er noget, der vil fremgå af en top-ti over ting, folk har valgt at fokusere på i coronakarantæneepoken.

Coronaskills – udvidet kommunikation

Har du lagt mærke til at humlebierne er usædvanligt store i år? Eller måske er det bare den, der bor i området bag mit hjem. Den har en størrelse, der ligger mellem en hasselnød, som jeg vil mene er almindelig humlebi størrelse, og en valnød. Så den er stor. Måske giver den dåsen med hårlak et ekstra skud, inden den flyver hjemmefra. For ekstra fylde.

Humlebien kom på besøg i stuen. Jeg opdagede det på grund af hørbart oprør i børnebefolkningen. Der var noget hvin og noget kalden på en mor. Eftersom jeg var den eneste mor i lokalet, måtte jeg jo tage rollen på mig, være den voksne og gribe ind.

Og det er så her jeg begynder at blive klar over, at jeg altså skal se at komme ud blandt andre mennesker igen. Forleden tog jeg mig selv i at forvente samarbejde fra min madras (læs: Karantæneliv – den døde murer), denne gang forventede jeg det fra en humlebi. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om, at humlebien faktisk samarbejdede.

Jeg trisser hen til den og holder en lille meters afstand. Siger noget i retning af, at det ikke er så godt, at den er herinde, og nu følger jeg den lige ud. ‘Kom’, siger jeg, og begynder at gå for at vise vej hen til terrassedøren som var det en hund ikke et insekt. Humlebien summer efter mig. Når den er ved at tage et sving i forkert retning, begynder jeg at tale igen og lokke, jeg sværger, den drejer straks tilbage mod mig og lader sig lede ud.

Egentlig gør jeg det for at drille ungerne. De er 12 og 15 og deres udgangspunkt over for mig er – lad os kalde det skeptisk. Hvis de under alle omstændigheder tror, jeg er gak, hvorfor så ikke give dem noget at have det i? Ergo taler jeg til humlebien.

Men humlebien ser ud til at forstå, og det var kæmpe fedt, og det er sådan livet er blevet nu. Nu taler vi til insekterne. Eller jeg gør, jeg har jo ingen anelse om, hvad du har udvidet livet med på det seneste. En veninde har lært sig selv både at løbe og lave surdejsbrød. Det giver enormt god mening, at bruge denne anderledes tid til at lære noget praktisk. Men måske ender det med at komme mig til gode en dag, at jeg kommunikerer med andre væsener end dem i menneskelig form.

Ahem.

Dagens musikindlæg er Dancing Barefoot fra 1979. Giv den et lyt. Mens Patti Smith brummer så smid en kommentar til mig og fortæl, hvad du har fået af coronaskills. Er du blevet god til at se serier på streamingtjenester? Har du genoptaget syning? Lært hele familien girafsprog fordi det var ved at blive et spørgsmål om familieenhedens overlevelse? Har du lært tage afslappet på det, du alligevel ikke har indflydelse på?