Eagle Andersen

For længe siden på studenterkursus i Aalborg, skal jeg melde et eller andet på kontoret. Kontordamen skal bruge mit navn, og jeg siger som sandt er ’Christina Andersen’. ’Og..?’, siger hun. ’Øh hvad?’, svarer jeg. ’Ja, hvad hedder du mere?’

Jeg hed ikke andet. Mig og 527 andre i landet har ikke fået nosset os sammen og giftet os til et navn med gods og egenartethed i. Ej heller har vi været ved numerolog og købt os nogle flere konsonanter. Måske har en del af os haft det ganske fint med anonymiteten.

Men jeg har aldrig haft det helt fint med det. I Fredericia i meget gamle dage er jeg studievært på Radio Mælkebøtten, da en ny kommer til. Hun hedder Christina Andersen + noget andet, men når hun er i radioen, præsenterer hun sig kun med de to navne. Altså kommer jeg pludselig til at hænge på noget, hun har lavet, fordi folk bare hører navnet og selvfølgelig går ud fra, det er mig, de har hørt.

Faktisk ikke særligt sjovt. Jeg er stor fan af ’æres den, der æres bør’. Det gælder både fejlsatsninger og pletskud.

Det er heller ikke særligt sjovt at vide, at hvis drømmeprinsen prøver at google mig ud fra mit navn, skal han dælan dulme have en god bunke tålmodighed for at finde frem til mig. Faktisk skal han igennem håndboldspillere, advokater og socialrådgivere. Er han nu lidt smart og bruger billedsøgning, får han på et eller andet tidspunkt set en super hot 50er stylet svensk tatovør, som er så lækker, at jeg ville trygle hende om at tage mig, hvis jeg var til andres bryster.

Så har han sgu da glemt mig, hvis han først har set hende.

Eller også bliver han så chokeret over, hvad Christina Andersener kan finde på, at han beslutter at skrinlægge enhver videre fremdrift. Jeg lavede fx lige en ny google søgning for at opdatere mig selv inden dette indlæg. Søgeresultat nummer syv:

I en periode på to år skød 33-årige Christina Andersen jævnligt paraffinolie ind i sine bryster. I dag har hun mistet begge.

For gud skyld navnesøster, but why?

I første omgang leder jeg selvfølgelig tilbage i familien for at se, om der ikke er et eller andet spændende efternavn, jeg kan genoptage. Min fars familienavn er jo Andersen. Min mors Nielsen. Og jeg kan ikke huske, hvem der hed Jensen, før hun giftede sig med Andersen eller Nielsen, men det er sådan landet ligger.

Altså skal søgningen bredes ud.

Jeg elsker, når andre har helt gakkede navne. Jeg modtager fx mails fra Oyster efter Londonbesøg, der er underskrevet af en Volkan Altinok. Det er da helt umuligt ikke at blive i godt humør af det navn. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at skeje ud med mit.

Jeg er i store vanskeligheder. Det viser sig temmelig hurtigt, at alle de navne jeg kan komme i tanke om er noget, der mistænkeligt lyder som gamle danske adelige navne, noget man sagtens kunne have heddet i Ringenes Herre eller og nu bliver det pinligt – noget der ringer hen af shamanisme.

Hver eneste gang jeg skal finde på et brugernavn af en slags, slår jeg ud. Og ikke med pletter, men med totalt tåbelige idéer. Min google mail er et fremragende eksempel. Den er og hold nu fast: eagleandersen.

Ja…

Jeg gad ikke have en googlekonto, men skulle bruge den i en eller anden sammenhæng. Prøv selv og gæt om der er ledige ’andersen’-adresser? Nej. Og de andre HAR prøvet Andersen1111111superxx@.

Jeg har været ved at dø af skam over den mailadresse. Men det er bedre, at du får en griner, end jeg går og er hemmelig omkring hvor helt igennem åndssvag jeg kan være, når jeg bliver presset. Og jeg ville faktisk bare gerne have noget med en ørn eller en bjørn, og så blev jeg for træt og tænkte whatever (det kan være en god idé at tage en skraber på mindst seks timer, inden man gør noget lige efter at have tænkt ”whatever”).

Når jeg vælger at afsløre min pinlige mail, som ellers har været en af de mest hemmelige emailadresser i emailadressernes historie, er det positiv payback til alle de stakler, der har måttet opgive deres pinlige mailadresser til mig gennem tiderne, når de skulle oprette lånekort.

I er ikke alene <3<3

Jeg kommer jævnligt fra det med navneskiftet gennem årene, fordi det er så svært. Hver gang jeg finder et eller andet pænt, er der under 2000 andre i landet, der har det efternavn, og så må jeg ikke bare tage det. Fx kører jeg forbi et skilt mod landsbyen Bøgedal og syntes, det giver så fint et billede på nethinden. Men jeg tror ærlig talt ikke de 209 som allerede hedder Bøgedal til efternavn, gider dele. Jeg gider ikke engang spørge.

Når jeg nu selv skal ud og vælge, vil jeg gerne have et navn, som giver mindelser til et eller andet, der betyder noget for mig – eller som kan bidrage med noget, jeg godt synes, jeg kan bruge lidt mere af.  Mod fx. Så jeg tænker blomster! Blomsternavne har en betydning. Så jeg kaster mig ud i at søge på blomster og betydning og mod. Og der findes virkelig en meget, meget fin blomst, som symboliserer mod.

Desværre hedder den smukke sag Hanekam, og det er simpelthen for meget. Selv for EagleAndersen. Eller måske netop fordi jeg allerede har taget ét dyrenavn (for meget).

Jeg giver imidlertid ikke bare sådan op, for jeg skal jo have fundet mig et navn. Måske blomstens latinske navn kunne dú?

Det dur så ikke.

Det latinske navn for hanekam er Celosia. Var der nogen, der skreg numerologbesøg ud over det hele lige der? Det tror jeg nok, der var.

Fra tid til anden støder jeg på udtrykket ’Path of Least Resistance’ – i den sammenhæng, at man ikke behøver kæmpe altid. Nogen gange kan man nå samme destination ved at gå uden om bjerget i stedet for at kæmpe sig op over det.

Så måske skal jeg bare hedde Christina Andersen.

Men så er jeg på LinkedIn kursus i a-kassen. Vi får til opgave at søge sidemanden m/k op og give umiddelbar feedback på deres profil.

Jeg finder lynhurtigt min sidemand. Hun har tre navne i en kombination, der kun er hendes.

Gæt hvad der sker, da hun skal finde mig?

Jep. Søgeresultatet viser mindst otte sider med pil videre til infinity and beyond. Jeg fremgår på ingen måde på første side, det gør derimod en Tina Andersen, og ja ja, Tina ligner da også. Det er godt nok op af bakke.

Nu sidder jeg i en situation, hvor en hel masse af det jeg gør eller forestiller mig jeg gør inden for nogle år, kræver, at jeg kan blive fundet af potentielle samarbejdspartnere / købere. Og lige nu er jeg for svær at finde. Det er ikke længere et spørgsmål om, at jeg skal ændre navn en dag. Det skal være nu.

Ovenstående maler forhåbentlig et tydeligt billede af en, der ikke rigtig er i stand til at se klart, når jeg leder på vanlig vis. Jeg går derfor spirituel. Beslutter jeg skal have et nyt navn, beder om hjælp fra the unseen realm, og så slår jeg for en tid tanken ud af hovedet.

Og så dukker et ord op, som virker rigtigt. For mig.

Der er ikke andre i landet, der har det navn. Det eneste der står mellem mig og mit nye navn er en statsansat, der skal godkende det. Jeg tror ikke, det bliver et problem i et land, hvor folk nu godt må hedde Krusemynte.

Og thumbs up til dig Krusemynte for bare at gå med idéen :*

Pia Christina

Redaktionel advarsel. Der vil forekomme ukvemsord og kontant tale i dette indlæg. Pia is in the house.

Da jeg stopper på biblioteket, holder en ven og kollega tale for mig. De bedste taler får folk til at føle sig set, og Annette rammer plet i en grad, så jeg tuder.

Hun lægger ud med at omdøbe mig. Hun syntes ikke rigtigt Christina er dækkende for, hvem jeg er. Så jeg bliver til ’Pia Christina, den intellektuelle motorbølle fra Fredericia. Den følsomme fantast fra den jernhårde provinsby..’ (godt formuleret btw hva?)

Da Annette afslører den del af mig, hun har døbt Pia, er det lige pludselig så dejligt at være mig, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Pia skal have noget mere plads fremover.

Jeg har arbejdet på at integrere hende lige siden.

Vi har alle sammen sider, vi glad og gerne viser frem. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad vi gerne vil kendes for, men der er visse egenskaber, hovedparten af os er enige om er positive: humor, venlighed, evne til at få andre til at føle sig godt tilpas fx.

Derudover har vi nogle sider, som vi er mere eller mindre bevidste om, at vi undertrykker. Nogen gange kan det være til vores alle sammens fælles bedste, at vi lægger låg på.

Christina går fx ind for, at vi må kunne tale os til rette om tingene.

Pia synes voldtægtsmænd skal kastreres. Uden bedøvelse. Med en ske.

Christina synes helt ærligt, at folk har ret til deres holdninger og ser gerne, at alle udtaler sig behersket og med blik for, at vi alle skal kunne være her.

Pia synes, alle der prædiker sandheder; det være sig grøn livsstil / hvilken religion der er den eneste rigtige / er hudfarveudfordrede / ultraliberale eller som ikke kan fatte alvoren i #metoo og at kvinder kun først lige er begyndt at forsvare sig, skal klappe kaje [her anfører en meget intenst stirrende Pia, at hun IKKE sagde ’klappe kaje’, hun sagde ’lukke røven’, og at Christina skal beslutte sig for om alle virkelig skal kunne være her eller ej, eller om det kun gælder, når hun har været inde over og glatte ud og modificere… Christina kan desuden også lukke røven].

Vi er enige om at biler er noget af det bedste, dog af lidt forskellige årsager:

Christina kan godt lide biler med lækkert design.

Pia synes en bil er lækker, når der er seriøs wroooomeffekt og føler decideret antipati mod folk, der ejer den slags biler og ikke kan finde ud af at komme hurtigt af sted, når pæren bag grønne ruder tændes.

Ingen af os opsøger ligefrem konflikter, men Pia forsøger heller ikke undgå dem.

Måske har Christina fået så meget plads, fordi jeg blev født i en kvindekrop i krebsens tegn. Den del af mig der insisterer på fællesskab, kærlighed, venlighed og empati matcher samfundets sådan helt skrevet-i-sten-agtige forventninger til hvordan en kvinde er.

Jeg indrømmer blankt, at det jo også har været det nemmeste. At være likeable.

Eller pleaser, hoster Pia.

Ærligt, jeg har gået og gemt en del af mig, der er rendyrket trucker. Jeg lufter hende kun i så små doser, at de fleste kan sluge dem uden problemer, fordi det kan karakteriseres som ’quirky’.

Forleden blev jeg spurgt, om der ikke var noget, der kunne gøre mig sur. Jeg gled af. Og så tænkte jeg. Det var ikke nødvendigt at tænke over ’om’, men over hvor ofte jeg bider det i mig. Og hvorfor. Jeg bliver da skide sur. Jeg kan blive meget, meget vred.

Christina har virkelig siddet meget vrøvl overhørigt. Hun har ædle idealer om at man ikke slår på nogen, der er mindre eller dummere end én selv (de sidste slår man ikke med ord). Christina bliver så skide trist, når hun ikke altid kan leve op til idealerne.

Pia er langt mere pragmatisk og mener, at hvis en hysterisk hund går efter dig og ikke anerkender størrelsesforholdet, så må den føle det størrelsesforhold på den hårde måde.

Christina mener folk skal have en chance.

Det gider Pia ikke engang svare på.

Så jeg er ved at integrere Pia, som jo bare er en del af mig. Men det er en balancegang, for jeg er ikke trænet i at bruge hende bevidst. Det førte blandt andet til et flovt optrin før jul, hvor jeg overreagerede totalt.

Men det er sådan det er, når man er ved at lære. Så tramper man rundt i spinaten og kan komme til at svine de nærtstående til.

Det er sikkert sådan noget, der engang har fået mig til at bure hende inde.

Jeg er kommet til at såre nogen, jeg ikke ønskede at såre, ved at være – vil jeg gætte på – for aggressiv. Eller også mødte jeg én, hvis aggressivitet totalt tværede min, og så blev jeg bange. Måske.

‘Hvorfor’ i datid er irrelevant, ikke? Det er ‘hvorfor ikke’ i nuet, der gælder.

Men det er sådan, at nogle af de sider vi dømmer ude i os selv, måske er nødvendige i bestemte sammenhænge. Pia er ikke rigtigt bange for noget, eller jow, at få røven i seriøs klemme, men hun går ikke og udskyder og retter ind fordi ’hvad nu hvis’.

I sommers stopper jeg på mit arbejde, fordi det ikke længere gør mig glad. Og det finder jeg deprimerende. Det er jo så meningen, at jeg skal finde ud af, hvad der så skal ind i stedet.

I efteråret 2018 er jeg imidlertid et sted i mit liv, hvor 80% af det jeg har lyst til, tør jeg ikke gå efter.

Hvis liv lever jeg så?

Pia har lovet at hjælpe. Eller hun har informeret mig om, at nu hvor hun er her, hvor hun hele tiden burde have være, skal hun nok sparke den her røv ud over stepperne.

Kaleo – No good (truckers choice <3)

Taknemmelighedsdagbog 01-19

Jeg sidder og klukker, mens jeg overvejer den linje, der byder sig til som begyndelse:

Jeg er så skide fattig.

Efter et halvt år på understøttelse er der godt nok lavvandet i cool cash beholdningen.

Alligevel føler jeg mig rig.

Pt køber jeg ikke tøj til mig selv ud over det absolut nødvendige som termosokker og lignende. Ingen fine kjoler lige nu. Men så er det jo sådan, at jeg har stoffer i skabet. Og det er jo ganske vist, at nød lærer nøgen kvinde at bruge stoffer.

2019 er ikke engang en måned gammel, og så så man lige mig sy for første gang i, well, længere tid end jeg bryder mig om at have dokumenteret af Google forever

Hvis det er længe siden, du har frembragt noget med dine hænder, har du måske glemt, hvor afsindigt tilfredsstillende det er at lave noget praktisk og brugbart, der er præcis, som du ønsker, det skal være.

Jeg er i den forbindelse taknemmelig for:

  • Raglanærmer (den slags ærmer, der starter i halsen i stedet for det normale ved skulderen)
  • Rød. Alle nuancer fra lyserød til pink til orange
  • At jeg, når jeg har penge, køber stof, jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til fordi – well så fiiin en rød wuii!! – og se, flere år efter bliver det røde stof til rød, blød bluse
  • Min symaskine

Nu giver sociale medier os jo diverse raserianfald og en hel del gode grunde til at blive forargede, men jeg er stadig fan. F.eks. fik jeg grineren, fordi en eller anden spøgefugl derude udtænkte og uploadede det her. Det grin er jeg taknemmelig for:


“We will kill you back!” Det holder aldrig op med at være sjovt 😀

Instagram er en daglig kilde til glæde og inspiration. Her er det den norske illustrator og billedkunstner Lisa Aisato (@lisaaisato). Se mere på hendes hjemmeside: https://salg.aisato.no/

Og så døde en digter.

Jeg kendte hende ikke, men min sjæl genkender hende via hendes ord. Så tak Mary Oliver, fordi du delte.



Jeg er taknemmelig for de gode bøger, jeg allerede har læst i år. Mere om bøger senere. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu har brudt min blogskriveblokade, som kom af, at jeg ville så meget, og så strittede det i så mange retninger, at det var umuligt at få kaldt til nogenlunde organiseret samling. Men nu kommer det snart: Om bøller, om at favne ens indre Pia, om glæden ved menneskene i mit liv. Om at forsøge at manifestere penge, men blive overøset med værdifulde gaver i stedet for. Om at finde sit navn og mennesker der gider dukke op, når jeg får en ny idé og inviterer til musikquiz i stuen.

Nu genstarter jeg lige med et light-indlæg om taknemmelighed.

Taknemmelighed er sådan et godt fundament for alt det der andet, vi kalder livet.

Og som altid er jeg taknemmelig for musikken:

Aimee Mann – That’s just what you are:

“Acting steady / always ready / to defend your fears
What’s the matter / with the truth / did I offend your ears”


Uopfordret ansøgning

Kære Måne

Igennem længere tid har jeg iagttaget dig og med inderlig interesse bemærket svingningerne i din måde at trænge igennem på. Jeg synes, du er perfekt. Det du gør, gør du fremragende. Lyser vej, forstyrrer nattesøvn, hænger ud og er ved specielle lejligheder orange.

Jeg er tiltrukket af din langsommelighed. At du trods ubrydelige rutiner alligevel er omskiftelig. Jeg er vild med den manglende reelle konkurrence på måneområdet i det nære solsystem. Det vil være en lettelse for mig at arbejde i et system, hvor jeg ikke skal sælge noget. Ikke hele tiden promovere og glasere og lave vinkler og kroge for at fange nogens interesse. Bare være.

Jeg er knap et halvt århundrede gammel talt i menneskeår. Jeg vil kunne underholde med tanker så himmelråbende ungdommelige, at du måske vil mindes en gang, hvor du selv havde set meget mindre, og verden endnu var ny. Humørmæssigt er jeg som udgangspunkt besluttet glad og positivt indstillet, men jeg kan også blive edderspændt, hvilket min tidligere arbejdsgiver, Solen, fandt særdeles underholdende. Det er først, når jeg lukker af, vi har et problem, der skal håndteres. Men det har jeg på fornemmelsen, du kender alt til.

Noget af det bedste mennesket har fundet på er musik. Vi har lydbilleder til enhver lejlighed, og jeg vil med glæde præsentere dig for alt, jeg ved. Jeg kan synge for dig eller synge med, hvis sang er noget, du allerede gør i i forvejen. Jeg kan lave en andenstemme til det meste. Jeg kan også danse. Hvis du har lyst, kan jeg lære dig grundtrinene i blandt andet 1980’er disco (stadig i menneskelig tidsregning), engelsk vals, cha cha cha og jive. Dog tror jeg, du vil synes bedst om wienervals og rumba. Jeg fornemmer, de vil passe dit sind. Vi kan træne bag skyer og holde det helt privat.

Derudover kan jeg tilbyde historier. Dem jeg har set, dem jeg har læst, dem jeg har oplevet. Desuden kan jeg opfinde nye ad hoc.

Jeg kan være talende og stille, rolig og sitrende. Jeg kan puste mig op og helst ville være usynlig. Trænger du efterhånden til at fortælle nogen om alt, hvad du har set og tænkt, er jeg en interesseret tilhører. Jeg kan også tilbyde at agere ghostwriter og skrive dine erindringer: ’Livet set fra Månen. Erindringer so far.’

Jeg har som nævnt været i tjeneste hos Solen, men måtte smide håndklædet i flammerne efter en enkelt årstid. Det stod hurtigt klart, at vi var uovervindeligt væsensforskellige. Tempoet var altid det samme. Det var en meget lærerig ansættelse, der lærte mig, at jeg har brug for variation inden for et veldefineret felt. Solen mere eksploderer ud over det hele i en konstant af energiudladninger. Denne mangel på stille perioder til genopladning var udmattende for mig. Jeg har vedhæftet udtalelse fra Solen, som var træt af at miste mig, selvom jeg tydeligvis var ved at brænde ud. Han syntes, af indlysende årsager, det var et interessant fænomen at iagttage. Udbrænding.

Da du allerede er fremragende til dit job, tænker du måske ikke over at skulle have brug for et menneske. Jeg foreslår, at du alligevel overvejer at ansætte mig på prøve et kredsløbs tid, hvor vi kan se hinanden an. Om end han siger kommunikationen mellem jer har været ’svær’, er Solen indforstået med kontakt i tilfælde af, at du vil forhøre dig om fordele og ulemper ved at have et menneske i stald, inden du beslutter dig.

Jeg har vedhæftet en lydfil med eksempel på jordmusik, der er velegnet til fridans og glædesboost.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

 

Venlige hilsener

Christina

(individ af arten) Menneske

(bosat på) Din blå søsterplanet

Bøger eller musik. Hvis du nu skulle vælge?

I sidste uge havde jeg besøg af min første testlæser af min første roman (der er mange første gange i år allerede). Hun havde meldt sig frivilligt til at læse og give feedback. Så er der jo ikke rigtig nogen undskyldninger mere, så jeg lod hende have min bog.
Jeg vidste godt, der nok ville være et par steder, der kunne forbedres, men var kun nervøs for, at hun ville komme tilbage og sige, at det var ’rigtig fint’ og ville være helt perfekt, hvis jeg lige skrev 40 sider mere.

Fordi.. jeg kan ikke bare holde mig til konventionerne og skrive en roman på normallængden 250-399 sider, kan jeg vel?

Nej. Min bog er knap 100 sider. Det var, hvad der var. Det er, som det er.

Min yderst venlige testlæser har haft bogen i flere dage før det går op for mig, at der jo er en risiko for, at hun slet ikke kan lide den.

Altså. Ahem.

Men andre menneskers oplevelser er der jo ikke noget at gøre ved, så jeg dulmer det indledende chok ned til en nervøsitet af overkommelig størrelse. Sådan let kildrende men ikke mere.

Tirsdag kommer hun så. Og jeg holder vejret, og det gør hun også – i omkring fem sekunder og så får jeg en kæmpe krammer og besked om, at alt er godt.

Jeg har jo fået respons før, men det her var usammenligneligt. Jeg var lamslået over at opleve, at jeg havde berørt et andet menneske med mine ord uden at være til stede.

Hun gennemgik teksten ved at læse udvalgte steder op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har stirret sådan på nogen. Det var vidunderligt og åbnende og alting lettede lige der. Uanset hvad der sker herfra, vil jeg altid have den oplevelse. Af et menneske der læser op af min tekst og bliver berørt – igen. IGEN!! Og mig der er lige så berørt samtidig med, at jeg ikke kan holde op med at smile. Jeg ØNSKER ikke at holde op med at smile. Jeg bliver lige der i følelsen og lapper simpelthen rosen i mig. Rosen for det arbejde jeg har udført alene.

I morgen er det så testlæser nummer to. Han meldte sig også frivilligt. So be it. Jeg har en ide om, at han vil gå i kødet på teksten, og jeg er fuld af forventning. Jeg er efterhånden blevet blind på mit eget efter at have gennemskrevet og detaljelæst og omskrevet en god af del af de ufatteligt mange gange, jeg havde brugt ordet ’noget’ (Words ordoptælling kan virkelig bekræfte dine mistanker meget hurtigt) 😀

Datteren på 10 følger levende med, og spørger hvad jeg helst ville undvære: Bøger eller musik?

Den var nemmere end jeg lige troede. Hvis valget står mellem bøger og musik, vælger jeg musikken til. Altid. Måske fordi jeg kan lave fortællinger med ord selv, men musik…

Lige nu lytter jeg til Peter Gabriels fortolkning af Elbows nummer Mirrorball.

Det oprindelige nummer er så dejligt. Så blødt og fint og teksten er.. well: ”we kissed like we invented it” <3

Men så hører jeg Peter Gabriels version, og pludselig står jeg og hulker så hele kroppen ryster. Min vejrtrækning bliver påvirket, varmen stiger mig til hovedet, jeg kan ikke holde mig i ro og synes pludselig himlen er vidunderlig over mig, præcis som den er. Lige nu. Lige her.

Ingen bog har nogen sinde gjort det for mig.

Med bøger er jeg medskaber i mit hoved, mens numre som dette overtager mig. Som om lydene er en fortælling, der driver ind i mig og beordrer mig til at forstå, hvordan denne historie skal opleves.

Jeg har ikke føjet Peter G til min 2018 playliste, for jeg kan ikke gå rundt og bryde i krampegråd over musik, der spiller på både min krop og følelser.

Så i bilen hører vi Elbow.

Til dem der kun orker at høre det ene nummer:

Begge udgaver er skønne. Men hvis du (også) er til det storladne, så vælg Peter Gabriels version.

Til jer der er nysgerrige og har god tid: Tag dem i rækkefølge. Elbows oprindelige udgave først.

Og nu hvor jeg åbner op omkring at være så musikpåvirkelig, at jeg kan bryde i krampegråd, så bliver jeg nysgerrig på, hvem der også får de oplevelser af musik?

Hvis du gør, gider du så smide en titel eller et link og dele oplevelsen med mig?

 

Når vi smider krykken, vakler vi så ikke altid lidt?

Så gik der sørme en måned uden nyt på bloggen. De indlæg jeg har skrevet på var utilfredsstillende. Ordrige på en forkert måde. Mens jeg sidder her stædigt i gang igen, føler jeg mig stadig let svimlende.

Atter har jeg lyst til at skrive udenom. Måske fordi jeg først selv er ved at få sat fingeren på, hvad det er, der sker i mig.

Bæven er hvad der sker. Sårbarhedsudbrud. Spænding og forventning.

Glæde. Lys, inderlig glæde med bobler af håb.

Jeg har sidste arbejdsdag på biblioteket på torsdag. Det ryster mig, at jeg snart skal aflevere nøglen. Jeg har ikke fortrudt. Det er den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at jeg ikke også er rimeligt betuttet.

Folks reaktioner på at jeg har sagt mit job op uden alternativ på hånden, svinger fra beundring, over morskab og undren til vantro og langvarig hovedrysten. Det er derfor, man bliver nødt til at tage de store beslutninger alene. Der er lige så mange holdninger til dit liv, som der er mennesker. Hvis du skal tage dem alle sammen til efterretning, ender du – absolut ingen vegne.

Faktisk har jeg et par gange fået fornemmelsen af, at jeg er gået hen og blevet én, man bør holde en fornuftig sikkerhedsafstand til. Den følelse har jeg ikke haft meget længe.

Måske fordi jeg har været camoufleret i lang tid. Jeg har levet under det sattes trygge og rolige, men måske også bedøvende flag. Når man lever der, er man ikke så farlig for andre mennesker. De behøver ikke tænke så meget.

En gang sagde man ’Lev stærkt, dø ung’. Jeg er på linje med Peter Sommer, når han forvrænger citatet til et mere nutidigt ’Løb stærkt – dø’. Det er også fint at løbe, at give den max gas, hvis du løber mod det, der beriger dig. Men når du opdager, at du har glemt hvorfor..

Stop op?

Dette forår har været vidunderligt. Det har været så udansk. Så tilpas solrigt at vi nu godt kan få os selv til at gå indenfor, MENS solen skinner. Vi har for en gangs skyld fået, så solhatten passer. Græsset ligeså. Ikke en eneste dræbersnegl har jeg set i haven.

Morgenerne på terrassen.. Lærkesangsunderstøttede. Her ønsker jeg ofte at rejse mig og sætte mig ud i et drøn af en vogn. En lang, lang landevej uden fartbegrænsning og et sygt lækkert anlæg. Jeg ønsker givende møder langs min vej. Møder, der giver mig noget at tygge på.

’Men kan man leve af det’?

Jeg ønsker at stå ved foden af trappen og lytte til roligt sovende børneåndedrag og mærke en altomfavnende kærlighed, der lige pt ikke kræver andet af mig end min tilstedeværelse.

’Men kan man leve af det’?

Jeg ønsker at bruge min tid på at gøre en forskel.

’Men kan man leve af det’?

Årh fuck nu off!

Ved du, hvad jeg IKKE kan leve af?

Manglende mening. Gentagelser. Overfladiskhed.

Jeg kan slet ikke leve på ’sådan er det nu engang’. Det slår mig simpelthen i stykker og desuden

– hvem siger det?

I dag sagde jeg farvel til to af mine yndlingslånere. Jeg har set dem uge ud og uge ind i lang, lang tid. Begge har nærmest altid smilet til mig, som jeg smiler til dem. På trods af at alle dage ikke kan være lige lette for dem heller. På trods af regn og bøvl og smerte og trummerum. Så smilede de til mig.

Og så måtte jeg ud bagved og tude.

Mens jeg har puttet mig under hele den der trygge pakke med godt fast job og gode kollegaer og ’du ved, hvad du har, du ved ikke, hvad du får’, har min sårbarhed på en eller anden måde være dulmet. Nu dukker den op for fuld kraft. Men det samme gør et brændende ønske om at mærke livet, ikke bare tulle i hælene på det, men spæne af sted.

Mod nyt land.

Og til alle andre der har valgt at pakke prærievognen og rejse ud for at se, hvad der er på den anden side af der, hvor kortet ender..

Jeg kommer nu.

 

Practise What You Preach

I forrige indlæg skrev jeg om slagteren, der beslutter at blive rocker, og om hvor sjovt jeg synes, det er. Altså alt det rockere står for med at lukrere på andre menneskers ulykke, er jo ikke sjovt. Men desperate beslutninger er sjove på sådan en psykologisk interessant måde.

Jow de er.

Det synes jeg stadig nu, hvor jeg har taget min egen rockerbeslutning..

Jeg har sagt mit job op.

Jeg kommer dig bare lige i forkøbet med et par svar:

– Nej, jeg har ikke noget på bedding.

Svaret på spørgsmålet ’jamen hvad skal du så?’, er et klokkeklart og klippefast – det ved jeg ikke.

’Var det ikke mest smart at finde ud af, hvad du så skulle, inden du sagde dit nuværende job op?’

– Det ville sikkert være rigtigt smart. Det er en velafprøvet metode, der har virket for andre. Det virkede ikke for mig.

’Burde du ikke være blevet, til du havde fundet et andet arbejde? Det er altid lettere at få et nyt job, når man er i et?’

– Ingenting stort er nogensinde kommet ud af burde. Og måske skal jeg arbejde for én, der sætter pris på mod og visheden om, at denne medarbejder bliver, fordi hun er helt fjollet med sit arbejde, ikke fordi hun er bange for ’det store ukendte’.

Hvem ved?

Ved du?

I alle forhold hvor vi har investeret noget af os selv, vil der altid være grunde til at blive og grunde til at stå af. Så længe der er langt flest af de første – well hey!

Men ellers – hvis det er ved at være fifty/fifty sådan på daglig basis – er det så godt nok? Er sikkerhed alene nok til at få dig op og ud af sengen og af sted dag efter dag?

Det er det sikkert. Sikkerhed er en stærk motivationsfaktor. Men er du glad?

Jeg kom i tanke om et citat, der nu er ophøjet til mit motto:

 

 

 

Hver anden dag føler jeg mig herre sej og koloenormt beslutningsdygtig.

Resten af tiden kan jeg lige så godt prøve at finde slagterrockerens adresse og forsøge at indlede en korrespondance om dumme beslutninger.

Bortset fra, at jeg inderst inde ved med sikkerhed, at dette ikke er en dum beslutning. Den er heller ikke hovedkulds, men har været længe undervejs.

Når jeg tvivler, er det frygten for det ukendte, der taler, og frygt.. det har vi allerede besluttet ikke må styre vores liv.

Ikke?

Eller hvad?

I aftes blev beskeden om mit snarlige farvel til mit arbejde for første gang mødt af et helhjertet og umiddelbart ’Tillykke’.

Og jeg synes, det var på sin plads.

Tillykke til mig.

Jeg er ikke et træ.

Det er du heller ikke.

 

 

Slagterens midtvejskrise

På biblioteket får jeg en ny bog i hånden om en midtlivskrise af dimensioner. Det er den virkelige historie om denne her granvoksne slagter, der bliver voldsomt træt af sit almindelige liv og melder sig ind i en rockerklub.

For real.

Kan han ikke bare få sig en tatovering, motorcykel, cabriolet, cykeltights eller begynde at løbe maraton(s) som alle os andre, spørger du? Nej. Nej, det kan han faktisk ikke. Han skal være rocker, ja han skal.

Hvilket jo giver helt vildt god mening.

Jeg står bare og griner.

Vi snakker ikke motorcykelhyggeklub. Vi taler melde sig ind i hele moletjavsen med vold, social kontrol og kriminalitet som en helt naturlig del af tilværelsen.

En voksen mand.. Jamen hvad fanden tænkte han på?

Nå, men slagterrockeren finder ud af, at det nok ikke lige var det alligevel, og gæt hvad rockere siger, når man prøver at slå op?

Ja jeg ved ikke præcis, hvad de siger, men det lyder nok hen af ’det bliver der ikke lige noget af, gå du nu hjem og sov den ud, og så fortsætter vi i morgen, som vi plejer’.

Jeg griner videre.

Jeg behøver ikke læse den bog. Jeg gad godt snakke med ham dog, selvom han nok ikke synes, det er lige så sjovt, som jeg gør.

Måske kunne vi have en snak om beslutninger. Om desperate beslutninger. Udveksle tanker om det almindelige liv og mere tilforladelige metoder til at ruske lidt op i det hele.

Gå til yoga fx… Jeg kunne så fortælle ham lidt om kraften i at stille sig i en tilsyneladende fysisk umulig stilling, prøve at hold balancen og opdage hvordan man egentlig føles. Helt indeni, når der ikke er plads til andre tanker i ens hoved end ’hold da op det ben ryster’ og ’det kan hun da ikke mene en krop skal kunne’.

Lige som slagteren er jeg heller ikke helt cool med det. Det almindelige liv. Jeg har fx altid syntes, der helt generelt mangler underlægningsmusik? Jeg tror Fame, Flashdance og Footloose ødelagde min sans for virkelighed. Og før det eftermiddagsfilm på DR med Bing Crosby, Hepburn og Frank Sinatra.

Jeg bliver jo ved med at gå og vente på, at folk skal bryde ud i dans og sang.

Hvorfor GØR vi ikke det?

 

Mens jeg griner af slagterens noget voldsomme løsning på livets trummerum, er der noget, der river sig løs inde i mig, og skubber mig hen mod min helt egen drastiske beslutning..

Jeg har en gæst. En dejlig gæst. Og hun har en gave med (bonuspoint og hjerteikoner all over the place). ’Jeg ved ikke, om det er dig’, siger hun og rækker mig en sammenrullet plakat, ’men jeg tænkte, du skulle have den’.

Jeg fjerner båndet og ruller David Bowie ud. Med skinnende habit, make-up nok og fritz i pang. Jeg stirrer fra ham til hende. Jeg elsker den. Det er bare et billede af en mand, men jeg står og forstår, at man godt kan tage nogle beslutninger, der kan virke til den qwaaazy side, uden der kommer rockere efter dig.

Jeg husker pludselig, at man ikke hænger på den FOR ALTID.

 

 

Bowie tog en beslutning om at klæde sig ud og ligne noget, der ikke lignede så meget andet.

Og efter noget tid holdt han op med at se sådan ud igen.

Den gave var som en af de drømme, vi kan have. En af dem der stiller tingene op i et enkelt billede, hvis betydning står helt skarpt.

Og så tager jeg en drastisk beslutning selv.

 

Fortsættelse følger..

(og så lige gevaldigt humørløft med Dave Matthews Band ↓↓)

Sitrende, gnistrende øjebliksbillede

Ai men hvordan forløber din januar so far?

Min opfører sig lidt som vikingeskibet i en forlystelsespark. Op, ned, op, ned. Jeg har valgt en tur i vikingeskibet i den tro, at det ville være en passende forlystelse for mig. Og et eller andet skal man jo prøve, nu man er her. Men det må være et optisk bedrag. Udefra ser det så roligt og sikkert ud.

Så sætter du dig åndssvagt nok op i båden og opdager præcis hvor gammel og utrænet du er, og at det er dit balancecenter sådan set også. Alting svimler og der sidder du og prøver at fokusere på et bestemt punkt og ikke være for meget nede i maven.

I går aftes krydser et fly himlen som så ofte før. Men dette fly. Glødende i skæret fra en synkende sol. Smuk mod hjertet som en blomsterbuket, der bare står der og aer øjet med sin støvede rosa, en skinnende hvid fugleflok mod mørkt truende himmel, en ny slags øl der smager præcis, som man kunne ønske, den næste øl skulle smage.

Jeg drømmer de vildeste drømme. Vågner rundtosset og elsket sønder og sammen af en eller anden drømmemand – bogstaveligt talt. Jeg er så glad, når jeg vågner, at det er lige før, jeg begynder at tænke, om han måske skulle kunne findes i kød og blod et eller andet sted derude i virkeligheden.

Det tætteste jeg kommer so far er imidlertid yngre fyr fra et land mange kilometer væk, der til gengæld giver den gas på et socialt medie med indledningen:

Oh my god. Finally I found you.

En okay indledning..  det må jeg sige.

Morgentur med hund er kold og skøn. Bugten bruser mørkt og insisterende mod mig. Sitrende glad på stranden. Hænderne tørrer ud i frosten, og jeg har ranket ryggen mod det år, vi forlod. Min gamle veninde der ringer og lige får smidt et net henover mit flyvske hoved og hiver mig ind. Og så holder hun mig fast med kontante spørgsmål, til jeg lige kan nå jorden igen.

I går hørte jeg John Mayer og tudede, når han synger ’It breaks my heart’ anden gang og musikken bliver molsk.

 

I dag er sprængt åben af skarp vintersol og vandet (her før solen havde fået hejst sig op)

og opdagelsen af en sang, der lyder præcis som en bilsang skal lyde for mig..

Selvfølgelig forestiller jeg mig lige, at jeg sidder i noget andet end en sølvgrå Picanto. Jeg kører sørme heller ikke stille og roligt gennem Risskov på vej til arbejde, nej, jeg sidder i et sort lyn med ordentlig syg vroomeffekt, kaffeholder og umanerligt gode højtalere og er i dén grad på vej ud, væk, videre.

Men vi kom fra, hvordan din januar behandler dig?

 

Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

En brugt hund flytter ind

Jeg starter dagen i dybeste alvor med trykken for brystet. Jeg venter på en livsændring. Én af dem man selv har bestilt.

Det er ikke et anfald af kolde fødder. Det er bare den der følelse, der dukker op, lige før alting bliver lavet om. For mig og for mine børn.

Og for en seks år gammel Labrador Retriever som vi er ved at adoptere.

Sally.

Med hænderne fulde af poser med hundesager siger hendes gamle menneskemor, at hun har grædt det meste nu. Men det bliver hårdt alligevel. Jeg giver kaffe, og vi tager en lang snak om forældreroller, skilsmisser, kærester og hunde. Der er ikke tid til lege fremmede, når hun skal sige farvel til sin hund, og det er mig, hun er ved at overlade ansvaret.

Døren lukkes efter hende, og der står jeg og er helt sikker på Sally og en god del i tvivl om mig selv og mine evner som hundeejer. Hun piber lidt. Jeg gør, hvad jeg kan for at trøste med hænder og stemme. Så tager jeg hende med ud over markerne, det plejer at hjælpe på mig selv.

Mudder under fødderne fjerner fokus fra mudder indeni.

Jeg har næsten lige modtaget en ren, glat og lyspelset hund. Det tager ti minutter alene med mig, så har hun mørkebrune poter. Den lange pels under maven er plasket til i mudder.

Men der er ingen af os der piber mere.

En hare sponser ud fra en græstue en meter foran Sallys snude og styrtløber væk over marken. Og den her fantastiske hund jeg har for enden af snoren, er interesseret, det er hun, men det er ikke svært at holde hende på plads.

Samme reaktion med hare nummer to.

Ved hare nummer tre tror jeg faktisk, hun overvejer, om jeg mon har taget hende med herud, FORDI hun skal fange en hare?

Hjemme igen. Jeg skal altså ikke have langhåret hund i møblerne, men hun skal heller ikke være alene nede på gulvet. Så jeg sætter mig ned til hende og lærer hende at kende. Lidt kortere, tykke hår under ørene. Blød hud over snuden, mellem øjnene. Det kilder åbenbart helt afsindigt, hvis man rører bagpoterne. Blødheden ned langs siden. De lange, lange hår på halen. Det er som at forelske sig igen. Jeg suger alting ind med hænderne.

Her til aften bliver hun lidt trist.

Så jeg børster og aer og aer mere, og så græder jeg lidt og lover, at jeg passer på, og alt bliver godt, og i morgen køber vi noget legetøj, vi kan trække tov i.

Jeg prøvede at tage et billede. Men hun er ikke rigtig med på det der ståen model lige i dag.

Så jeg snød lidt, og sådan her har jeg tilbragt en god del af dagen. Enten med ben eller arme eller begge dele omkring en hund.

 

Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

November… hvorfor skal det altid være sådan med os to?

Forleden har jeg en aftale med min tandplejer. Jeg kan virkelig ikke lide, når hun pudser fire specifikke tænder. Det føles som om hun sliber direkte på nerverne. Men hver gang smiler jeg alligevel pænt til hende, lægger troligt hænderne på min mave, husker mig selv på at trække vejret og tænker,

jeg kan klare det her..

Men denne gang har jeg ikke lyst.

’Jeg har ikke lyst til at være tapper i dag’, siger jeg til hende, ’har du ikke et eller andet, du kan give mig, så jeg ikke mærker noget’?

Så jeg får tryllecreme på gummerne. Lige som børnene.

Det er en lille bitte ting i det store verdensbillede. At nægte at være tapper hos tandplejeren. Men der er et eller andet, der rykker på plads i mig, da jeg

1) erkender at jeg synes, det er voldsomt ubehageligt at få slebet tænder

2) den eneste grund jeg har til at bide ubehaget i mig er en gammel ufokuseret fornemmelse af, at de voksne synes, det er bedst, hvis jeg er tapper

3) fuck tapper

Jeg kan love dig for, at jeg aldrig mere er tapper hos tandplejeren. Hvis hun har stoffer, så skal jeg have de stoffer. Og måske er jeg også ved at være færdig med at være tapper i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg er træt for pokker.

Sidste uge var en underlig uge. Den helt store følelsesmæssige rutsjebane med loop og skarpe sving og det hele. Det tog mig lige lidt tid at opdage, at det nok bare er november, der har fået ram på mig.

Igen.

Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste, der bliver påvirket på denne årstid, er hermed et udvalg af, hvad der indtil videre har løftet mit hektisk svingende novemberhumør.

På Instagram har jeg fundet nordmanden @espenpalervaag, der kan få mig til at prustegrine (ugetjek på den). Husk at læse teksten med.

 

Her til aften er datteren min kommet hjem efter to uger i Thailand med sin far. Ikke et øjeblik for tidligt, I might add.

Hjertet der begynder at pumpe hurtigere, mens jeg først går så halvløber langs togstammen og stirrer ind i fremmede ansigter bag ruderne i eftersøgningen af det ene elskede.

Og så er hun der. Lysende og rundkindet og berejst med ’MOR’ ud over det hele og snart et døgn uden søvn i bagagen. Det er så vildt med den kærlighed. Når det eneste jeg kan er at suge hendes ansigt ind med øjnene og så hele hendes krop i min favn.

Nu sover hun. Hun nåede lige at blive irriteret over, at vi ikke skulle have en snak om den post-it der hænger på døren om en aftale med universet og at se efter tegn 😀

Men der skal også være historier til i morgen. Desuden viste den historie sig højst at være god nok til et udkast til en historie, jeg vil acceptere. Eller et indledende kapitel.

Men der skal som sagt også være historier til i morgen.

Det næstbedste ved andre folks rejser (det bedste er, når de kommer hjem til mig igen) er gaverne. Jeg var hviiinende glad over denne her. Ægte overnuttet plasticskrammel. Elsker den

 

 

Ellers har selv vandet har haft svært ved at vende stemningen. Men jeg har alligevel givet det en chance

 

Til sidst to af de numre jeg skamhørte i sidste uge. Klasse videoer til begge to 🙂

 

 

Tips mod novemberblues modtages hjertens gerne i kommentarfelt, per mail, sms, FB, ‘live’ (også kaldet IRL), snap, Insta whatever.

Og ellers bare pøj pøj med efteråret derude.

 

Gem

Gem

Hvad vil du have?

Kære du

Du har måske været her mange gange. Måske er det første gang. Og du har det sikkert fint med, at jeg hælder ud, og så lytter du. Og normalt er det også okay med mig. Jeg kan godt lide at sætte ord sammen. Jeg kan godt lide, at nogen lytter.

Men jeg kan også godt lide respons. Jeg kan godt lide at mærke andre. Ellers kan jeg lige så godt tale til mig selv. Hvilket jeg gør under alle omstændigheder (…) nå, men det rykker i mig af utålmodighed for tiden.

Og nu er jeg også utålmodig med dig.

Hvad vil du have?

Jeg vil fx have en uge. En uge kun til musik. Til det mindeomspundne og til det nye. Til toner der bedst høres i tavshed, og sange du synger til, længe før du kan teksten. Men jeg vil ikke have den uge lige nu. Lige nu skriver jeg. Musikken må vente. Jeg vil have en mark, der kun er min. Med knirkende sne til egne fodspor. Og måske vil jeg have én der går med mig én dag og lokker mig tilbage med mad og en varm, fast favn en anden. Jeg vil skrive min bog færdig, udgive den og sætte et kæmpe stort kryds på mit livs ønskeliste. Jeg vil læse meget mere op, selvom jeg har det fysisk dårligt to timer op til, og ikke kan spise, fryser og har det varmt, og nu rumler maven, højt, så jeg ender med at spise en kage og drikke kaffe til, så blodsukker og energi skøjter rundt i kroppen på mig. Og jeg vil høre min ven Marie-Louise læse op igen og igen, for hendes ord er blottede nerver, der sætter mine i svingninger.

Jeg vil have borgerløn og kærlighed til alle. Og jeg vil have, at vi alle sammen lever efter, at hvis vi ikke har noget godt at sige, så holder vi mund (med mindre vi snakker forhold, hvor noget nødvendigvis skal siges, fordi tavsheden ellers nok vil nå sin endelige udgave).

Jeg vil (for det meste) have en hund. Have råd til en hund. Min egen have igen, et sted med udsigt ved et skrivebord, jeg ikke behøver at rydde, for det er mit. En sort Ford Mustang årgang 2017. Jeg vil have magien, og jeg skal nok finde den.

Og jeg ønsker at vide, hvad du vil have.

Hvad vil du have?

En ny seng? Fred? Og i så fald, er det så den store fred, eller bare en lille bitte, for dig selv, en enkelt aften om ugen bare. En tur ud i rummet? At nogen ville komme ud af busken. At du turde det samme? Lave verdens bedste brød, få en ven, lære at sy, dykke, lade være med at sparke rundt med dig selv? I hvert fald bare lidt mindre eventuelt?

Der er et kommentarfelt nedenfor, som jeg ønsker, du bruger i dag. Del et af dine ønsker.

Fordi du dermed vil opfylde et af mine.

Hvis mit spørgsmål får dig til at indse, at du ønsker noget, du ikke engang har turdet sige for dig selv, så er det fordi det er på tide, at du ser på det ønske.

Men den slags ønsker behøver du ikke dele med mig og de andre her. Med mindre du bliver overvældet af et øjebliks heftige mod.

Bare tag et stille et fra listen så.

Mere chokolade fx.

Hvad vil du have?

Ugen der spunsede af sted med mig flagrende efter sig

Mandag

Mein gott, følelsen af ikke at kunne følge med. Sådan er det altid ugen efter 7-dages arbejdsuge.

12-årig søn kommer over. Han er ikke glad.

Satans også. Satan og helvedes også.

Jeg drømmer at min søn, hans far og jeg skal nå en færge. Vi kan ikke finde ud af, hvor vi skal parkere bilen, og jeg begynder at stresse lidt. Jeg ved, at der går en anden færge en time efter, men jeg vil bare gerne nå denne her. Vi er så tæt på at nå det.

3½ minut for sent..

Ja, der kommer en færge til.

Men det bør vel aldrig forhindre os i at gøre en indsats for at nå den første??

 

Tirsdag

Hvis Arbeit macht frei, hvorfor føler jeg mig så svinebundet?

Hjem. Sidde og stirre ud i luften. Datteren kommer hjem fra skole. Glad. Det er hun næsten altid. Min lille lyse nummer to.

Til forældremøde i søns klasse. Først præsentation af endnu et offentligt it-system, der skal holde landets børn i pæne kolonner. Min Uddannelse hedder det.

Jeg kan nærmest ikke være i min krop. Jeg er med på, at systemet måske kan give lærerne nemmere overblik, når de altså først lige har plottet alle millioner milliarder oplysninger om eleverne ind. Men jeg har lyst til at rejse mig op. Stille mig med ryggen til inspektøren mod de andre forældre og spørge om de synes det her er okay?

De går i 6. klasse. Folkeskolen. Det er meningen de skal lære det basale, også menneskelig dannelse, lære at gebærde sig. Når de kommer i gymnasiet eller skal i lære SÅ kan vi tale uddannelse.

Men alle de andre sidder så stille, mens jeg reagerer spjættende af ubehag på flere regler og flere Excel-ark.

Især dem der er beregnet til mennesker.

Især dem der er beregnet til de små begyndermennesker.

Hjemme igen ved ungerne. 9-årig datter på maven i sengen med en bog om YouTuberen Rasmus Brohave. Jeg lægger mig ved siden af hende og læser højt. Han har mig næsten med det samme. Han fortæller om et photoshoot, hvor han beder fotografen lade være med at photoshoppe hans modersmærker i ansigtet væk. De er jo en del af ham? Han forstår det simpelthen ikke.

Siger godnat.

Taler lidt med søn.

Siger godnat.

Datter kan ikke sove. Savner sin far. Jeg trøster og vejleder, men jeg vil ikke have hende i min seng som i sidste uge.

Jeg er så træt.

Datter kan stadig ikke sove.

Træt. Træt. Træt.

 

Onsdag

Arbejde. Hjem. Køre drenge til bordtennis i Risskov. Falder i søvn over telefonen i en stol i foyeren. Prøver med en Twix. Går over på den anden side af gaden og køber fisk. Drengene kommer fnisende ud. Hjem. Lave mad. Til forældremøde i 3. klasse.

Jeg sniger mig væk, da alle skal ind i gymnastiksalen og have udleveret sedler med spørgsmål. Det er kun fordi jeg ikke synes datter skal gå i seng alene igen, men jeg må sige, at jeg ikke begræder at misse kluddermutter med de andre forældre.

Jeg vil faktisk gerne selv bestemme, hvem jeg skal så tæt på.

Putte datter.

Snakke med søn og så går han i seng.

Datter kan ikke sove.

Træt. For himlens skyld, der er ting jeg skal, ting jeg gerne vil.

Så træt.

Datter sover stadig ikke.

 

Torsdag

Møder ind på arbejde og opdager, at jeg har vagten i Egå i stedet for Risskov. Bliver irriteret. Jeg skal direkte til Vejle til koncert efter arbejde, og nu skal jeg lige have en tur med fra Egå. Men så tanker jeg også op. Dagens trøst: Bananer, lakridspiber og kakaomælk.

Vagten er slut kl. 18. Af sted til Risskov og hente musikmedlytter. Heldigvis gider hun godt køre bilen til Vejle. Selv med uprøvede nye hæle på.

Det regner næsten ikke mere. Det er godt. Små biler ligger altså ikke trygt og tungt på regnglatte veje.

Bygningen i Vejle har et lille enormt hyggeligt spillested, men man skal først lige igennem et butikscenter. Jeg overvejer at lukke øjnene næste gang og lade mig føre over fliser forbi glas og skarpt lys og først åbne, når jeg rammer runde borde og dæmpet belysning.

Vi hører Høxbro og Stik Op. Digt og rap til musik. De har en sangerinde/musiker med. Moniquemai, med en så skøn stemme, at man jo nærmest sidder der og rammes af et girlcrush.

Stik Op rapper om at gå på arbejde og hænge sjælen på knagerækken.

Jeg tænker konstant i tegn.

Hjem til Aarhus og Hjortshøj og min mor, der er barnepige.

Hun er glad.

Snakke med søn. Han er okay. Hvor meget okay er godt nok?

Træt nu.

Glad, men træt.

 

Fredag

Frifredag. Har aftale med en dejlig dame på barsel i de riges kvarter. Jeg har totalt glemt, hvor meget jeg elsker hendes hus. Det er en gammel gård. Gennemrenoveret, alt er bare helt vidunderligt smagfuldt og jeg kunne blive ude på badeværelset med de gyldne og lyserøde detaljer og de skønne vinduer under loftet for evigt, hvis ikke det ville virke så sært. Og det ville også være træls for dem, at være nødt til at bede mig gå sådan hen på aftenen.

Jeg kigger på den trætte, sultne lille menneskepige, der ikke kan koncentrere sig om brystet.

Jeg havde glemt det.

Hvordan store babyer får svært ved at fastholde interessen. De suger mælken til og så slipper de bare. Spildt mælk ud over det hele.

Dagens anden aftale har aflyst. Hun er blevet syg. Det er både ret ærgerligt, for vi skulle mødes for første gang for at give kritik på hinandens tekster. Men det er også ret godt, for jeg har faktisk ikke flere kræfter.

Fik jeg sagt træt?

Aften. Datter falder faktisk okay hurtigt i søvn. Det tager kun to timer. Hun synes selv det er sejt. Så det synes jeg så også.

På vej ud til tandbørsten ramler jeg ind i duften af en ukendt mandeparfume. Der er ikke nogen mand i huset og med mindre min mor har lavet ballade, var der heller ikke nogen i går. Men det er rart. Det er en dejlig afdæmpet duft. Er holdt op med at undre mig over hvor den slags kommer fra for længe siden.

Månen lyser bag skyer formet som en kæmpe søstjerne. Jeg kan se tre af armene, men de er for store til at fange med kameraet.

Okay så. Så må jeg fange dem med ord.

 

Lørdag

Ungerne skal over til fætter/kusine fest hos deres far. Fætrene fra København er kommet. Jeg er også inviteret, men kan ikke klare mere i den her uge. Skal også arbejde. Jeg læser lektørbog om Akasha-arkivet. Et ’arkiv’ der indeholder alt der nogen sinde er sket og vil ske. Alle følelser, handlinger, tider. Det er ikke et statisk arkiv. Man kan ændre ens filer. Både dem der er skrevet i andre liv, i dette og i fremtidige. Det er noget af det mest syrede, jeg længe har læst. Og spændende. Når jeg engang ikke er så træt mere, vil jeg dykke ned i den påstand og prøve at forstå konsekvenserne, hvis det er sandt. Jeg regner med ikke at være så træt mere omkring 2018½.

Når det er hårdt med ekstrajobbet lader jeg op ved at kigge på min økonomi. Minder mig selv om hvorfor jeg arbejder. Jeg har styr på det her. Så går det lidt igen.

Datter falder forholdsvist hurtigt i søvn.

Det gør jeg også.

Jeg ved, jeg drømmer helt vildt for tiden, men kan intet huske. Det er usædvanligt. Måske kan jeg bare ikke kapere mere end det der sker i vågen tilstand. Det er nok præcis sådan det er.

 

Søndag

Vi gør rent ovenpå. Ungerne hænger lidt ud ovre ved deres far og fætrene. Mere lektørbog. Vi spiser pasta med kødsovs. Kører til stranden og slås med tang. Jeg synes, det er sjovt. Jeg kan godt lide tang nu. Det er jo bare en plante. Ikke så fed at få mellem tæerne, når man ikke kan se, hvad den gemmer på. Men faktisk helt okay at få i hovedet.

Der bor ret store biller i haven. Sorte. Rasler i bladene, så jeg i starten troede, det var mus. Jeg ser noget bevæge sig i græsplænen. På hug iagttager jeg med lige dele rædsel og fascination en bille, der tygger i ryggen af en levende dræbersnegl. Jeg så engang en film, hvor en okse var fanget i mudder. Løverne var begyndt at spise den fra ryggen, mens oksen brægede af smerte og angst. Jeg har svært ved at se hvad forskellen er fra okse og løver til snegl og bille. Den eneste forskel er mig.

Jeg henter spaden. Kniber øjnene sammen og hugger sneglen over. Der bliver ikke noget med at spise nogen, mens de er levende. Not on my watch.

 

Ugens soundtrack

Bilen: 100 80’er Hits lånt på bib. Først på ugen Wham – I’m your man. Sidst på ugen Falco – Der Kommissar.. Er begyndt at savne tysk (du kan spørge, men der er ingen svar..)

Hjemme: Spotify. Playlisten 2017. Nedenfor link til den jeg lytter mest til i denne uge. Faktisk har jeg haft den med i ørerne ved stranden også, hvilket jeg ellers aldrig har. Men jeg ikke kan få nok. Der er en stemning i den sang, der rammer rent.

Ryley Walker – The Great and Undecided (2016)

 

.. og så skruer du låget godt til

Forleden så jeg denne bøtte til salg hos Sisters Retro på Facebook. Det gibbede i mig. Man skulle have sådan en bøtte, tænke jeg. Til at putte alt det i der ikke er til at holde ud. Så kunne man brænde indholdet af på månedsbasis.

(Man skal huske at brænde af for ikke at brænde inde)

Jeg går så straks i fuldbyrdet panik ved tanken om, at nogen skal finde på at købe den her herre grimme brune og hvide bøtte til SURT foran næsen på mig.

Som om..

Mens jeg venter på den kommer hjem fra Randers, bliver jeg i tvivl.

Ér det nu også en god ide ligefrem at GEMME det sure i en bøtte? Det går lidt imod alt det med taknemmelighedsøvelser, smile til verden og fokusere på det positive (fordi vi bliver, hvad vi tænker, ikk å’).

[og så gik der mange dage uden flere ord, men med masser af tvivl]

I dag var jeg til kaffe. Jeg var usikker på, om jeg egentlig skulle, for jeg var tung og mørk. Burde jeg belemre hende med mig i den tilstand?

Men hun kender mørket. Og nu ved jeg præcis, hvad SURT bøtten skal bruges til.

Vi har gang i den slags samtale, hvor man godt kan sige ‘jeg er tung og mørk, jeg forstår faktisk ikke hvorfor, måske kan du hjælpe mig’ og mens vi taler, begynder jeg at forstå. Jeg forstår det først helt analytisk:

Jeg er begyndt at gøre ting, jeg ikke har turdet før, måske ikke engang tør nu. Men jeg gør dem alligevel. Det giver en vis sitren i kroppen, og nogle gange et decideret ubehag, fordi jeg er i ukendt land.

Det reagerer reptilhjernen på:

Hun føler UBEHAG?? Så er det FARLIGT! VI SKAL STRAKS HAVE DET DER NYE NOGET TIL AT STOPPE, SÅ VI KAN KOMME TILBAGE TIL STATUS QUO. ALLE MAND TIL FRONTEN. FÅ HENDE TIL AT STOPPE. BRUG ALLE TILGÆNGELIGE MIDLER.

Så når vi forsøger at gå nye steder hen. Steder vi ønsker at udforske, men som vi ikke ved om vi kan håndtere, så bliver vi nervøse og ligefrem ubehageligt til mode alt efter hvor vigtigt det er for os.

En del af vores hjerne er skabt til at beskytte os. Holde os langt væk fra alt der er farligt.

Nu er det bare også sådan, at den del af hjernen ikke rigtig skelner mellem frygten for en pisse sur drage, der så absolut har planer om at æde dig og så det at stille sig op på en scene f.eks. Eller søge et nyt job. Eller gå efter et andet menneske. Nej. Den del af hjernen reagerer på AL slags ubehag med højeste alarmberedskab.
Og den vil have dig til at stoppe.
Så midt i at du gør nye ting. Fordi du gerne vil. Fordi du har lyst til noget andet. Så bliver du pludselig ramt af den sorteste tvivl:

Reptilhjernen in action.

Min samtalepartnerske beskriver det, så resten af mig forstår. Hun siger, det er mørket. Når vi rækker ud efter lyset, så reagerer mørket.

Men når man bare ved det, så kan man stå fast og sige nej. Nej tak Mørke, jeg har hængt ud med dig alt for længe, nu skal jeg en anden vej.

Jeg gik fra hende i dag tung på en anden måde end da jeg kom. Tung af lang dyb samtale der lige skal have tid til at synke ned. Men mørket forsvandt.

Og nu ved jeg også det. At næste gang jeg går ud på søen uden at vide om isen holder, for jeg agter at blive ved med at gå ud på de skide søer, så ved jeg mørket vil komme som en tyk tåge og forsøge at skubbe mig tilbage på sikker grund. Eller reptilhjernen. Kald det hvad der passer dig bedst.
Men som altid er det så meget lettere at bekæmpe noget, når man ved, hvad det er.

Og det er dét SURT bøtten skal bruges til:
Reptilhjernens automatreaktioner.
Det er bare surt du. Jeg ser dig nu.
Ned i bøtten med dig.

*

Det her ved jeg:
En stor, rolig hest kan få mig til at falde fuldstændig til ro i mig selv.
Duften og fornemmelsen af hud mod udetørret sengetøj sletter alt mørke fra mit sind. Med øjeblikkelig virkning.
En del af mig er bange og mørk og vil hellere blive i et lille liv, et velkendt liv, et liv hvor jeg højst dør af manglende udfordringer end at vove.
At jeg ikke længere kan.

*

Kan du?