Kategori: Musik

Bøger eller musik. Hvis du nu skulle vælge?

I sidste uge havde jeg besøg af min første testlæser af min første roman (der er mange første gange i år allerede). Hun havde meldt sig frivilligt til at læse og give feedback. Så er der jo ikke rigtig nogen undskyldninger mere, så jeg lod hende have min bog.
Jeg vidste godt, der nok ville være et par steder, der kunne forbedres, men var kun nervøs for, at hun ville komme tilbage og sige, at det var ’rigtig fint’ og ville være helt perfekt, hvis jeg lige skrev 40 sider mere.

Fordi.. jeg kan ikke bare holde mig til konventionerne og skrive en roman på normallængden 250-399 sider, kan jeg vel?

Nej. Min bog er knap 100 sider. Det var, hvad der var. Det er, som det er.

Min yderst venlige testlæser har haft bogen i flere dage før det går op for mig, at der jo er en risiko for, at hun slet ikke kan lide den.

Altså. Ahem.

Men andre menneskers oplevelser er der jo ikke noget at gøre ved, så jeg dulmer det indledende chok ned til en nervøsitet af overkommelig størrelse. Sådan let kildrende men ikke mere.

Tirsdag kommer hun så. Og jeg holder vejret, og det gør hun også – i omkring fem sekunder og så får jeg en kæmpe krammer og besked om, at alt er godt.

Jeg har jo fået respons før, men det her var usammenligneligt. Jeg var lamslået over at opleve, at jeg havde berørt et andet menneske med mine ord uden at være til stede.

Hun gennemgik teksten ved at læse udvalgte steder op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har stirret sådan på nogen. Det var vidunderligt og åbnende og alting lettede lige der. Uanset hvad der sker herfra, vil jeg altid have den oplevelse. Af et menneske der læser op af min tekst og bliver berørt – igen. IGEN!! Og mig der er lige så berørt samtidig med, at jeg ikke kan holde op med at smile. Jeg ØNSKER ikke at holde op med at smile. Jeg bliver lige der i følelsen og lapper simpelthen rosen i mig. Rosen for det arbejde jeg har udført alene.

I morgen er det så testlæser nummer to. Han meldte sig også frivilligt. So be it. Jeg har en ide om, at han vil gå i kødet på teksten, og jeg er fuld af forventning. Jeg er efterhånden blevet blind på mit eget efter at have gennemskrevet og detaljelæst og omskrevet en god af del af de ufatteligt mange gange, jeg havde brugt ordet ’noget’ (Words ordoptælling kan virkelig bekræfte dine mistanker meget hurtigt) 😀

Datteren på 10 følger levende med, og spørger hvad jeg helst ville undvære: Bøger eller musik?

Den var nemmere end jeg lige troede. Hvis valget står mellem bøger og musik, vælger jeg musikken til. Altid. Måske fordi jeg kan lave fortællinger med ord selv, men musik…

Lige nu lytter jeg til Peter Gabriels fortolkning af Elbows nummer Mirrorball.

Det oprindelige nummer er så dejligt. Så blødt og fint og teksten er.. well: ”we kissed like we invented it” <3

Men så hører jeg Peter Gabriels version, og pludselig står jeg og hulker så hele kroppen ryster. Min vejrtrækning bliver påvirket, varmen stiger mig til hovedet, jeg kan ikke holde mig i ro og synes pludselig himlen er vidunderlig over mig, præcis som den er. Lige nu. Lige her.

Ingen bog har nogen sinde gjort det for mig.

Med bøger er jeg medskaber i mit hoved, mens numre som dette overtager mig. Som om lydene er en fortælling, der driver ind i mig og beordrer mig til at forstå, hvordan denne historie skal opleves.

Jeg har ikke føjet Peter G til min 2018 playliste, for jeg kan ikke gå rundt og bryde i krampegråd over musik, der spiller på både min krop og følelser.

Så i bilen hører vi Elbow.

Til dem der kun orker at høre det ene nummer:

Begge udgaver er skønne. Men hvis du (også) er til det storladne, så vælg Peter Gabriels version.

Til jer der er nysgerrige og har god tid: Tag dem i rækkefølge. Elbows oprindelige udgave først.

Og nu hvor jeg åbner op omkring at være så musikpåvirkelig, at jeg kan bryde i krampegråd, så bliver jeg nysgerrig på, hvem der også får de oplevelser af musik?

Hvis du gør, gider du så smide en titel eller et link og dele oplevelsen med mig?

 

Meninger og hvordan man undgår dem

Hvis du nu går rundt og er meget oppe i hovedet og gerne vil ud af det, så har jeg hørt, at man skal øve sig i at lade være med at have en mening om alting. Så kan man ligesom slappe lidt af med de indre diskussioner. Det lyder fedt. Jeg har i lang tid øvet mig i at undgå alt, der har med Inger Støjbjerg at gøre fx for at undgå at mit indre meningstyranni skulle gå amok og få mit retfærdighedsmåleapperat til at brænde sammen. Igen.

Det samme gælder Trump, ham den anden selvovervurderende ovre i Rusland, politikere, der kalder sig liberale samtidig med, de bliver ved med at stramme statens regler om borgernes bevægelsesfrihed, den nonchalante holdning til global opvarmning..

okay politik generelt og sådan.

Nu er jeg helt nede i at øve mig i ikke at have en mening om de nære ting, der påvirker mig direkte. Trafik er et fremragende eksempel. Det er et langt, sejt træk, det er det. Men det går fremad.

Altså har jeg ikke nogen mening om

  • Bilister der ikke kan finde ud af at komme op i fart, men tusser ud på motorvejen med 85 km i timen.
  • Bilister der drejer ud foran dig fra en sidevej og tvinger dig til at bremse ned, selvom der ikke er en eneste anden bil så langt øjet rækker, og hvis man var sådan én, der mente noget, kunne man jo mene, at det måske havde været en fremragende idé lige at vente med at køre ud, men okay.
  • Bilister der kører slingerkørsel, fordi de kigger på deres mobiltelefon.
  • Den generelle opførsel i rundkørsler. Blink for helvede. BLINK!!!
  • Bilister i store Audier, der ikke kan finde ud af komme op på de 130, de godt må i det mindste. (Hvis du ikke kan lidt at køre bil, så bytter vi fandeme, så får du Picantoen. Du er spild af bil. Sgu da.)
  • Buschauffører der drejer ud fra stoppestedet og vælger at blinke ud EFTER de er begyndt at køre.
  • Fodgængere der ikke bliver stående i midten, men lige skal nå over det sidste stykke af vejen selvom der blev rødt for længst og som på ingen måde kan sætte farten op, så de højresvingende bilister kan nå at komme af sted.

Jeg har naturligvis aldrig gjort noget af det ovennævnte selv. Og ellers ville jeg jo selvfølgelig bare øve mig i ikke at have en mening om det heller.

Hvis der er noget, jeg har glemt ikke at have en mening om, så skriver du bare en besked nedenfor. Jeg har jo ikke tænkt mig at snyde udenom ved at glemme noget, jeg skal huske ikke at have en mening om.

Heldigvis er jeg alene hjemme med Sally lige nu, så det eneste jeg ikke skal have en mening om er, om jeg mon skal holde øje med, hvor hurtigt jeg kan blive sur, og at jeg ellers har en holdning om at holde brok til et minimum.

Men der kan man bare se. Der er stadig langt til tibetansk munkero.

Og måske har jeg faktisk en mening om, at tibetansk munkero måske er lidt til den kedelige side.

Egentlig.

Slagterens midtvejskrise

På biblioteket får jeg en ny bog i hånden om en midtlivskrise af dimensioner. Det er den virkelige historie om denne her granvoksne slagter, der bliver voldsomt træt af sit almindelige liv og melder sig ind i en rockerklub.

For real.

Kan han ikke bare få sig en tatovering, motorcykel, cabriolet, cykeltights eller begynde at løbe maraton(s) som alle os andre, spørger du? Nej. Nej, det kan han faktisk ikke. Han skal være rocker, ja han skal.

Hvilket jo giver helt vildt god mening.

Jeg står bare og griner.

Vi snakker ikke motorcykelhyggeklub. Vi taler melde sig ind i hele moletjavsen med vold, social kontrol og kriminalitet som en helt naturlig del af tilværelsen.

En voksen mand.. Jamen hvad fanden tænkte han på?

Nå, men slagterrockeren finder ud af, at det nok ikke lige var det alligevel, og gæt hvad rockere siger, når man prøver at slå op?

Ja jeg ved ikke præcis, hvad de siger, men det lyder nok hen af ’det bliver der ikke lige noget af, gå du nu hjem og sov den ud, og så fortsætter vi i morgen, som vi plejer’.

Jeg griner videre.

Jeg behøver ikke læse den bog. Jeg gad godt snakke med ham dog, selvom han nok ikke synes, det er lige så sjovt, som jeg gør.

Måske kunne vi have en snak om beslutninger. Om desperate beslutninger. Udveksle tanker om det almindelige liv og mere tilforladelige metoder til at ruske lidt op i det hele.

Gå til yoga fx… Jeg kunne så fortælle ham lidt om kraften i at stille sig i en tilsyneladende fysisk umulig stilling, prøve at hold balancen og opdage hvordan man egentlig føles. Helt indeni, når der ikke er plads til andre tanker i ens hoved end ’hold da op det ben ryster’ og ’det kan hun da ikke mene en krop skal kunne’.

Lige som slagteren er jeg heller ikke helt cool med det. Det almindelige liv. Jeg har fx altid syntes, der helt generelt mangler underlægningsmusik? Jeg tror Fame, Flashdance og Footloose ødelagde min sans for virkelighed. Og før det eftermiddagsfilm på DR med Bing Crosby, Hepburn og Frank Sinatra.

Jeg bliver jo ved med at gå og vente på, at folk skal bryde ud i dans og sang.

Hvorfor GØR vi ikke det?

 

Mens jeg griner af slagterens noget voldsomme løsning på livets trummerum, er der noget, der river sig løs inde i mig, og skubber mig hen mod min helt egen drastiske beslutning..

Jeg har en gæst. En dejlig gæst. Og hun har en gave med (bonuspoint og hjerteikoner all over the place). ’Jeg ved ikke, om det er dig’, siger hun og rækker mig en sammenrullet plakat, ’men jeg tænkte, du skulle have den’.

Jeg fjerner båndet og ruller David Bowie ud. Med skinnende habit, make-up nok og fritz i pang. Jeg stirrer fra ham til hende. Jeg elsker den. Det er bare et billede af en mand, men jeg står og forstår, at man godt kan tage nogle beslutninger, der kan virke til den qwaaazy side, uden der kommer rockere efter dig.

Jeg husker pludselig, at man ikke hænger på den FOR ALTID.

 

 

Bowie tog en beslutning om at klæde sig ud og ligne noget, der ikke lignede så meget andet.

Og efter noget tid holdt han op med at se sådan ud igen.

Den gave var som en af de drømme, vi kan have. En af dem der stiller tingene op i et enkelt billede, hvis betydning står helt skarpt.

Og så tager jeg en drastisk beslutning selv.

 

Fortsættelse følger..

(og så lige gevaldigt humørløft med Dave Matthews Band ↓↓)

Sitrende, gnistrende øjebliksbillede

Ai men hvordan forløber din januar so far?

Min opfører sig lidt som vikingeskibet i en forlystelsespark. Op, ned, op, ned. Jeg har valgt en tur i vikingeskibet i den tro, at det ville være en passende forlystelse for mig. Og et eller andet skal man jo prøve, nu man er her. Men det må være et optisk bedrag. Udefra ser det så roligt og sikkert ud.

Så sætter du dig åndssvagt nok op i båden og opdager præcis hvor gammel og utrænet du er, og at det er dit balancecenter sådan set også. Alting svimler og der sidder du og prøver at fokusere på et bestemt punkt og ikke være for meget nede i maven.

I går aftes krydser et fly himlen som så ofte før. Men dette fly. Glødende i skæret fra en synkende sol. Smuk mod hjertet som en blomsterbuket, der bare står der og aer øjet med sin støvede rosa, en skinnende hvid fugleflok mod mørkt truende himmel, en ny slags øl der smager præcis, som man kunne ønske, den næste øl skulle smage.

Jeg drømmer de vildeste drømme. Vågner rundtosset og elsket sønder og sammen af en eller anden drømmemand – bogstaveligt talt. Jeg er så glad, når jeg vågner, at det er lige før, jeg begynder at tænke, om han måske skulle kunne findes i kød og blod et eller andet sted derude i virkeligheden.

Det tætteste jeg kommer so far er imidlertid yngre fyr fra et land mange kilometer væk, der til gengæld giver den gas på et socialt medie med indledningen:

Oh my god. Finally I found you.

En okay indledning..  det må jeg sige.

Morgentur med hund er kold og skøn. Bugten bruser mørkt og insisterende mod mig. Sitrende glad på stranden. Hænderne tørrer ud i frosten, og jeg har ranket ryggen mod det år, vi forlod. Min gamle veninde der ringer og lige får smidt et net henover mit flyvske hoved og hiver mig ind. Og så holder hun mig fast med kontante spørgsmål, til jeg lige kan nå jorden igen.

I går hørte jeg John Mayer og tudede, når han synger ’It breaks my heart’ anden gang og musikken bliver molsk.

 

I dag er sprængt åben af skarp vintersol og vandet (her før solen havde fået hejst sig op)

og opdagelsen af en sang, der lyder præcis som en bilsang skal lyde for mig..

Selvfølgelig forestiller jeg mig lige, at jeg sidder i noget andet end en sølvgrå Picanto. Jeg kører sørme heller ikke stille og roligt gennem Risskov på vej til arbejde, nej, jeg sidder i et sort lyn med ordentlig syg vroomeffekt, kaffeholder og umanerligt gode højtalere og er i dén grad på vej ud, væk, videre.

Men vi kom fra, hvordan din januar behandler dig?

 

Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

Bønner

Jeg kaldes ovenpå af stille gråd. Datter græder over drøm.

– Jeg har haft den før, mor. Jeg skal finde én. Der er noget, jeg skal spørge om. Men jeg ved ikke, hvordan personen ser ud, og jeg er bange for ikke at nå det. Der er sorte prikker over det hele, de har form som et menneske. Mor jeg er bange for at spørge de forkerte, for jeg har kun tre chancer.

Jeg fortæller hende, at selvom hun har fået det indtryk, at hun kun har tre chancer, så passer det ikke. I virkeligheden er det sådan, at når man har brugt sine tre chancer, så får man tre nye. Man kan slet ikke løbe tør for chancer. Ligesom i Hay Day. Når man har brugt sine diamanter, så får man altid nye.

Jeg fortæller hende, at når jeg er forvirret, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, så prøver jeg at tænke, at alting nok skal ordne sig. Jeg ved bare ikke lige hvordan lige nu.

Jeg fortæller hende, at hun vil kunne kende den person, hun leder efter, når hun ser ham eller hende. At det måske ligner de andre sorte pletter, men lige denne her plet lyser. Hun vil vide det. Hun skal bare gå roligt videre, se på alle prikkerne indtil den er der. At det godt kan være, at det ikke er i den næste drøm, eller den næste igen, men måske i drøm nummer tre finder hun den, hun skal spørge.

Bag hendes varme ryg er jeg begyndt at tude.
Jeg håber sådan, hun forstår mit sprog, som jeg forstår hendes drømme.

Forpustet takkebrev til universet

Kære Univers Ꙭ

Lad mig starte med at sige, at jeg er så taknemmelig for alt, jeg modtager lige nu. Og lad mig endelig også få sagt i en fart, at jeg er helt klar over, at de ting der kommer nu, er noget jeg selv har ønsket mig. Fra dig.

På et eller andet tidspunkt.

Men søde Univers. Hvorfor skal alting altid komme på én gang? Du ved jo, hvor nemt jeg mister overblikket.

Hvis vi så i det mindste kunne have ventet med at lade mig finde pladen med Circa Waves indtil alting ikke stod og bankede på mine porte og råbte i uorganiseret kor: se MIG, TAG mig, tag mig FØRST, JEG ER VIGTIGST, JEG er din glade fremtid, jeg er din glade NUTID (well played).

Du VED, at jeg ikke kan tænke og høre musik samtidig. Du VED, jeg begynder at rokke, prøver at synge med lææænge før jeg kan teksten. Og dette nummer. Jeg går totalt i svingninger og smider alt omkring 2:50, hvor det hele bare bliver så storladent og dejligt, at jeg både har hvinet og tudet, fordi det skaber et kraftfuldt billede i mig af sorg blandet med ren lykke. Jeg ved ikke engang, hvad dét indbærer ud over dette; at du kaster ting efter mig, der fylder mig med glæde og taknemmelighed og håb og tro på mit mod og mine evner og tegn, og at jeg bare skal blive ved med at følge dem og så kommer det endda med et soundtrack til.

Men okay Univers. Nu har jeg skrevet til lokalt spillested og ønsket, at de lytter til og dernæst booker bandet. Du har selv lært mig, at man bare skal ønske løs.

Jeg prøver at lave en plan for at vise dig, at jeg anerkender dine gaver. At det ER gaver, selvom jeg lige stresser lidt ud.

Og så må planlægningen bare blive afbrudt af lufttrommesoloer og hvad ved jeg.

Kærlige hilsener

Christina

Themesong

Nu er ungerne proppet i minibilen, og vi er kørt ud i landet for at se, hvad sommeren har til os. Vi kører mod Viborg, alene fordi jeg kan huske brosten og ved, de har en domkirke og søer. Good enough for me. Hvad der så skal ske herefter bliver op til tilfældet.

Synes du generelt, der er for langt mellem opdateringerne her på bloggen, det synes jeg nogen gange selv nemlig, så skriver jeg kortere på Instagram som @ordfeen 🙂 Så kan du jo kigge over.

Mens du laver, hvad du nu laver, og hører det soundtrack, der passer dig bedst, fyldes Picantoen mindst én gang om dagen med lyden af Mighty Mighty Boss Tones. De laver altid en fest i anlægget. Nogle gange en lidt hård en af slagsen, men dette nummer er mit.

Fordi horn ikke, rytmen.. og teksten:

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

God sommer derude. Må du opdage ny gåsehudsfremkaldende musik under solen.

Mighty Mighty Boss Tones – Let’s face it <3

Well it’s so hard to face
That in this day and age
Somebody’s race can trigger somebody’s rage

And somebody’s preference
Can drive some total stranger
To make somebody somehow feel the wrath of their anger

Why were we put here?
What for? We’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

Now why so cut and dry
A simple concept missed
Give tolerance a try
This confusion still exists ignorant mongers
No area’s gray
Couldn’t be any wronger in this age and day

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate
Get that straight

Now how far have we come?
How come there still are some
Who won’t let some
March to the beat of a different drum
To face it, it’s so hard
You must be on your guard
It’s not okay
And you’re not free to be a different way

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

Let’s try to erase it, it’s time that we face it
If we don’t, then who will? Shame on us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
Let’s face it, the time is upon us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
If we don’t, then who will? Shame on us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
Let’s face it, the time is upon us

Hvis du nu bare følger med..

Sidste sommer. Solen skinner og den tørre duft af gennemvarmet sand, lyng og nåletræer er baggrunden, mens jeg lige tjekker Facebook. Jeg husker det, fordi der stod, at to fremmede mennesker havde accepteret mine venneanmodninger. Jeg mente bestemt ikke, jeg havde anmodet nogen fremmede om venskab.

Det var to meget forskellige mennesker, så vidt jeg lige kunne bedømme.. Syntes det var pinligt. Vil egentlig helst selv bestemme hvilke fremmede jeg søger kontakt til. Jeg havde lyst til at slette dem lige med det samme og lade som om det aldrig var sket. Men så tænkte jeg på, at de her to havde accepteret min anmodning, og så syntes det lidt sjuftagtigt at slette dem som venner.

I know. Taking everything waaaaay to seriously..

Men altså. Den ene af de her to har siden hen virkelig tilføjet saft og kraft til min facebook. Han booker musik og skriver fjollede / følsomme / vildt pinagtig selvudleverende slapstick-rimende-poesi-agtige opdateringer. Og jeg er helt fjollet med det. Så det var jo godt, at jeg blev.

**

For en måned siden begynder jeg at spørge mig for, om der er steder i Aarhus, hvor man kan høre live musik over en frokost.

Jeg har lige et enkelt, men ret væsentligt ønske til: jeg ønsker at spise dejlig mad til live musik i skønne omgivelser. For jeg har været på Eydes Kælder i Horsens og er blevet forvænt.

Jeg må spørge de forkerte, for folk bliver helt blanke i blikket.

Come on folkens.. landets næststørste by??

Njaa…

Men så skriver min surprise facebook ven at der vil være blues på Bådcaféen i Marselisborg havn 2. juli.

Bådcafé??

Og i dag tager jeg så kollega Mette under armen og kører på havnen for at høre blues med Alan Haynes i de dejligste omgivelser, i super venlig stemning. Næste gang tager jeg billeder af interiøret, men jeg opbrugte al strøm på at optage video.

Sorte Louis vandt mig over uden synderligt besvær:

I et pænt stykke tid har jeg også været på udkig efter rum med sjæl til andre formål: Steder hvor man kan holde events af forskellig slags. Steder der bidrager til oplevelsen. Nu har jeg fundet et.

En af dagens gæster var iført en meget smuk kjole, som mindede mig om en idé jeg ikke fik fra jorden engang.

Den kjole, det sted – det var en direkte opfordring til at prøve én gang til. Hvis jeg beslutter at prøve igen, så lader jeg høre. Det gør jeg nok.

Vi hørte dejlig musik i dag. Optagelserne er desværre en lovlig windy oplevelse – på man-skulle-nok-have-været-der-niveau.

Til gengæld har jeg atter slæbt ukendt musik hjem fra biblioteket og Robert Forster her kom med i Picantoen på tur i dag. Jeg skal lige vænne mig til den måde han bruger stemmen på, men det her nummer er altså for dejligt (det er nok 10. gang jeg siger dejligt i dette indlæg – men det ér det – dejligt).

Nummeret har en lyd som sad bandet rent faktisk og spillede sammen under optagelserne – og som om, at man herefter har gjort det helt vilde at lade resultatet stå nogenlunde rent uden at finpudse al sjæl ud af det. Men lyt selv:

Mandagsgrublerier

Egernet er tilbage, dræbersneglene snegler sig atter over græsset, jeg har liljer der kravler ind i mig ved hver eneste vejrtrækning

Jeg kan ikke engang lide liljer, eller jow, de må godt være i verden, men så tæt på er de alt for meget uh se nu lige mig smide kronbladene helt HELT op og SE dog mine støvdragere, hvor de strutter og hey.. du.. HEY.. se på mig (jeg HAR set på dig lilje, jeg har ting, jeg skal, jeg ved, du er der, det er nok).. lilje sukker og kigger ud af vinduet og sukker igen, og for hvert suk breder duften sig stadig mere voldsomt i min stue, og det er under alle omstændigheder for sent nu, at se på hende, hun har vundet, hun fylder alt.

Jeg købte liljerne da de stadig var slanke og lysegrønne pupper. Havde glemt hvad de gemte på. Igen.

Jeg plejer at have gode mandage. Jeg kan godt lide mandage. Men denne her var en dizzy oplevelse lige fra morgenstunden. Vækkeuret gik af midt i at jeg var på vej et eller andet sted hen på mountainbike (hvilket, hvis man kender mig IRL vil vide er heeelt hen i vejret). Det var ekstremt vigtigt, at jeg kom det der sted hen, men en gammel, skide irriterende mand, blev ved med at gå i vejen for min fremdrift.

Det ved alle. Sådan en drøm, hvor man ikke når frem, er totalt udmattende.

Jeg flejnede på arbejdet, fordi jeg skal af med min torsdags eftermiddagsvagt for tredje gang på ingen tid. Og fordi det altid er de samme ganske få, der ikke selv har en vagt den dag, og hvis velvilje jeg dermed bliver afhængig af. Det er ikke dem. De siger ja, når de kan. Det er mig.. Jeg flejnede, fordi det er mega træls at vide, at det egentlig er noget bøvl, hvis ens barn har fødselsdag på en torsdag (som han havde), at man skal på kursus på en torsdag (som chefen godt nok sendte mig på), og fordi jeg skal bede om en bytter for at komme til skolefest, hvilket jeg altså ikke så godt kan lide (tidligere indlæg: død ved skolefester kan man læse om her), men datteren på ni, med nakken tilbage, og øjne der var ved at drukne, sagde, mor, I kom heller ikke sidste år, vi havde kun mormor med.

Og hvad skal man gøre?

Men mest af alt gakker jeg nok ud, fordi jeg allerede har brugt en masse energi på forberedelse og på at være nervøs for at skulle interviewe den norske forfatter Helga Flatland på fredag. Folk har sagt til mig i månedsvis, at man saaaagtens kan forstå norsk, men min norske erfaring siger mig sgu, at jeg ikke forstår en meter, og så blokerer jeg totalt på forhånd.

Så som forberedelse til samtalen har jeg så set Skam (som er lige præcis så fantastisk som folk siger), for lige at vænne mig til den norske lyd.

Det jeg så har fået ud af at være halvvejs i sæson 2 er, at hvis tv-serien Skam og Helga Flatlands bøger er et bare nogenlunde sandfærdigt billede på nordmænd, så er det kun en ud af 289, der tilnærmelsesvist kan finde ud af at sige, hvad de føler eller tænker.

Jeg VED godt, at hvis jeg ikke fatter norsk, så slår vi over i engelsk, måske er jeg en anelse starstruck..

Som Newt lige sagde i Fantastiske Væsener

hvis du bekymrer dig, så lider du to gange..

Men oven i liljernes bedøvelsesangreb, sneglenes ulideligt langsomme ditto og generel præstationsangst, er jeg atter ramt af samme voldsomme vilde altomsiggribende utålmodighed som ramte for to år siden. Og for to år siden tog tingene pludselig fart på op til flere livsområder, og det gør mig både glad spændt og bare-glem-det-jeg-magter-ikke-at-være-rummelig-over-for-nyt-nu (an)spændt.

Har du prøvet det? At gå og undres under voldsom utålmodighed, som er ramt uden nogen påviselig grund – og så pludselig vender vinden? I dén grad?

Nå, måske er det bare mig. Heldigvis virker Instagram også på en mandag @9gag:

 

Og musikken virker også. Jeg har fundet noget nyt halvgammelt musik, som kan få selv sådan en old-school mandagspanik til at dæmpe sig:

Taknemmelighedsdagbog 04-17

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog. Ikke hver dag, men jævnligt.  Det gør jeg fordi taknemmelighed gør mig til et gladere menneske. Hjælper mig til at fokusere på livets goder i stedet for manglerne. Evnen til taknemmelighed kan trænes, fx ved at skrive dagbog. Du kan vælge at være taknemmelig for alt muligt. Hverdagsting er fine at øve sig i at se på med taknemmelighed, men også i de tilfælde, hvor det ærligt føles som om livet er løbet lidt fra dig. Så skriver du i din taknemmelighedsdagbog, at du er taknemmelig for: solskin (eller fine skyer), kaffe (eller te, eller rindende vand), chokolade, smil, tulipaner. Det var fem.

Dagens taknemmelighedsdagbog føres hermed på bloggen. Så kunne der sørme også komme billeder og lyd på og dét er jeg også taknemmelig for.

I dag 23. april 2017 er jeg taknemmelig for:

Oprah Winfreys stemme

En Facebook-ven omtalte en 21 dages gratis meditationer med Oprah Winfrey og Depak Chopra. Meditationerne handler om håb. Det er ikke fordi jeg syntes, håb var noget, jeg gik og manglede, men jeg var klar på 21 dages forpligtende meditation. Hver dag indleder Oprah Winfrey med en lille fortælling. De første par gange græd jeg, mens hun talte. Jeg ELSKER hendes stemme. Hun lyder så fuld af omsorg, barmhjertighed og kærlighed. Og det smitter direkte af på den følelse, jeg bagefter mediterer med.

Maya Angelous ord

Amerikansk digter (1928-2014) som jeg opdagede via Oprah Winfrey. Nogle af Angelous ord er blevet et af mine livscitater: Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. Men her er det et nyt, som også trigger mig:

 

Musik – her Händel

Musik kan få os til at bruse over af energi, af aggressivitet, af danselyst, af sorg, længsel, minder og bare af en følelse af at verden er vidunderlig, når den skaber sådan en lyd. Jeg tudede lidt over skønheden i dette her i dag. Det bliver nok heller ikke sidste gang..

 

Trygve Skaug

Norsk musiker/lyriker, hvis ord gang på gang bjergtager mit romantiske hjerte. Find ham på på Instagram (@trygveskaug)

 

Følsomheden

Og jeg klandrer den og ærgres, og ville ønske ting anderledes, for det er min følsomhed der får mig til at tude over en stemme, over ord, over et stykke musik. Det er imidlertid de samme grunde, jeg har for at være taknemmelig for følsomheden i dag:

Tænk at kunne mærke ting så stærkt, at man tuder over en stemme, over ord, over et stykke musik.

 

Fjollet snekugle med banan 🙂

Din tur 🙂

 

Female blues (the)

Når vi møder nye mennesker, er der en god chance for også at blive introduceret til nye ting. Jeg har fx gået en del til blues i det forgangne år. Eftersom jeg på forhånd kun kendte ganske få blues sange, har jeg ikke kunnet skråle med til koncerterne og har derfor været nødt til at flytte opmærksomheden.

Jeg har lyttet til rytmer og tekster og betragtet publikum. Her er hvad jeg har lært so far:

Bluesteksten synes i vid udstrækning at være en langsom og følende sag. Sangeren undersøger en bestemt følelse. Helt i bund. Lader sig glide ind i smerten/forvirringen/længslen ved at gentage ord igen og igen, gerne i duet med en guitar.

Blues har ingen fine fornemmelser og er bestemt ikke bange for at give den gas med hjerte/smerte. Det er faktisk helt vildt så meget av, der kan være i sådan en blues koncert, hvis man bare lige gider høre efter, hvad der egentlig foregår.

I en blues sang skal man indlede med at sætte stemningen fx:

‘I’ve got the blues’

Blues publikummer kan godt finde på at SVARE sangeren, med et medlevende Yeah!. Det er sjovt.

Og jeg mener det, når jeg siger, at bluesfolket ikke sparer på smerten. Jeg bed fx mærke til en sang, hvor vi ikke alene har the blues men:

‘The bluest blues”

Av for den. Tjek lige sangen ud. Den er dejlig.

Det kan godt blive sådan lidt rigeligt med al den der minutiøse afsøgen af hjertets smertekroge.

Fx sad sangskriveren tilsyneladende helt fast i denne tekst, som jeg ikke kender hverken ophavsmanden eller titel på, men igen og igen synges der:

‘I’ll give you what you want

but what do you want baaaaby’

Det er faktisk en udmærket melodi, og den udgave jeg hørte, var dejligt fremført, men her blev jeg altså en anelse utålmodig. Synes måske sangskriveren skulle tage at klemme ballerne sammen og tage noget initiativ i stedet for at vente på at hans kvinde forærer ham en drejebog.

Ud fra det jeg har samlet op, har jeg øvet mig lidt på en indledning til en blues tekst:

‘They say the sun’s always shining

somewhere in the sky

but I can’t see any yellow

Got clouds in my eye’

Hvad ellers?

Blues er bedst live. Al nerven ligger her. Synet af fingerspidser mod basstrenge, svedige t-shirts over keyboards og et publikum der fandeme er med!

Jeg har også skrevet starten på en female blues. Teksten kommer senere. Baggrunden er følgende:

Til blueskoncert. Jeg får et knus, fordi jeg står ved siden af. Et bonuskram / et medfølgende / der falder et kram af til mig også. Her er ikke noget med hulbryst eller rumbaafstand. Det her er overraskende tangotæthed og fingerspidser mod siden af mit bryst.

Hvordan i hele hule helvede kan det overhovedet lade sig gøre? Så korte arme er der sgu da ingen der har. Jo en dværg – men han ville i så fald strejfe mine hofter.

Og nu jeg tænker over det, har jeg stadig til gode at høre en kvindelig bluessanger, og selvom bluesteksterne med al deres følsomhed er særdeles relaterbare for kvinder, så er det alligevel sådan lidt…

Nå, så jeg har lavet et udkast til en female blues. En boob-blues.

 

The Boob Blues

You walk in as a human being

boobs get in the way

You think you’re wise’n funny

but clearly – not today

Everytime you’re trying to speak

boobs get in the way

like a million dollar firework’s

on your chest’s blocking

whatever you have to say

Jaja, der skal arbejdes med rytmen, men jeg har på fornemmelsen at bluespublikummet vil sætte stor pris på den tekst 😀

Til sidst lidt anbefalinger.

Hvis du er helt grøn, men gerne vil give blues’n et forsøg, så kunne jeg slet ikke sidde stille, da jeg hørte Ole Frimer live. Her følger to eksempler. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt nummer to, ‘Hvor smukt hun ta’r sig ud’, egentlig er blues, men det er så fint et eksempel på følsomheden, så det kommer med.

Thorbjørn Risager er lidt mere rå og ligger tættere på hvad jeg normalt ville høre:

Og hvis du nu går rundt og synes at den danske stand-up scene generelt er lam, så gå ud og hør blues med Kent Thomsen & De Dyre Drenge. De har et herligt show kørende internt på scenen og skønne tekster:

Det var alt herfra.

Eller næsten.

TAK! til jer mega søde blues mennesker som rykkede sammen, så der også var plads til mig

Et nyt år

Sidste år havde jeg to store nytårsforsætter. Jeg missede begge. Det er sgu en ynk.
Jeg har taget ved lære og har derfor kun et enkelt for 2016:
Spise chokolade.
Det skulle være til at opfylde. Selv med mig som med/modspiller.
Til gengæld har jeg lavet en rituel afbrænding på terrassen.
I mørket iagttog jeg seks sedler blusse op i gul og orange. Seks sedler med ord for ting jeg ønsker at efterlade i 2015.
Imponeret kan jeg rapportere, at skyld virkelig brænder godt.

Du har et standpunkt og så har du et nyt

Jeg er atter i Det Lavloftede Værelse på Ørslev Kloster for at skrive. Endnu engang virker radiatoren ikke umiddelbart. Skal finde Gary, så han kan fikse det, bare ikke lige nu. Lige nu fryser jeg gerne. Lige nu suger jeg stedet ind. Den måde et spartansk indrettet rum med hvidkalkede vægge og loft og rå gulvbrædder kan dufte. Den tørre lugt af kalk. Den måde luften er helt anderledes i et rum uden termoruder.

Jeg kan høre fodtrin over mig og ude på gangen. I køkkenet har jeg allerede mødt halvdelen af de andre gæster. En mand spærrer øjnene op hver gang han ser mig. Seriøst. Jeg går ud fra det er et tic, ellers bliver det nok lidt belastende i længden.

Leder forgæves efter Gary, som er den ene halvdel af klosterforvalterparret. Rundt om klostret. Nede i krypten. Ind igen. Stopper op da toner fra flygelet når mig over de brune fliser. Jeg bevæger mig ad gangene, gennem døre, mod den fjerneste ende af klostret og ender foran dobbeltdørene ind til stuen hvor flygelet står.

Sidste gang jeg var i kloster havde jeg høretelefoner med for første gang. Jeg fik hørt en masse musik, men ikke skrevet så meget. Musik fylder mig op. Jeg er totalt åben for lyd. Men så er der ikke så megen plads til de ord jeg skal selv skal finde frem og sætte sammen. Andres idéer fylder al pladsen ud.

Jeg har en aftale med mig denne gang. Ikke noget musik. Eller helst ikke. I hvert fald kun i afmålte mængder.

Da fingrene bag døren slipper tangenterne går jeg ind og giver mig til kende. Det jeg lige har hørt er en del af et nykomponeret stykke med titlen Ørslev Kloster suite.

Nu hvor vi taler om musik er hans tic forsvundet. Han siger jeg gerne må lytte med. Det vil jeg frygteligt gerne og jeg sætter mig til rette ved det store ovale bord. Han tænder de to femarmede lysestager, tager en slurk af rødvinen og stiller glasset fra sig på skænkens marmorplade. Han brummer mens han spiller, og jeg kan nærmest se fortællingerne dukke frem som figurer af røg, mens fingrene danser over tangenterne.

Og her er jeg.

I kloster til privat live koncert og uropførelse på flygel. Dybt berørt over musikken og hvor heldig jeg føler mig.

Jeg skulle have vidst det da den første jeg møder i gården er en komponist på vej hjem. At det med ingen musik aldrig kommer til at gå.

Så af sted med mig hundrede kilometer i timen i den anden retning.