Brevtjenesten. Et brev om hvorfor

Hjortshøj 7. juni 2015

Kære du
 
’Hvorfor’ skrev du til mig.
Jeg ved ikke hvorfor.
Men jeg ved, at ‘hvorfor?’ har sin tid, og så skal man stede det til hvile.

‘Hvorfor?’ gør dig til et offer eller fastholder følelsen af at være et offer. Et offer for noget eller nogen. Gør dig magtesløs.

‘Hvorfor?’ gror, hvis du giver det opmærksomhed. Det kan gå fra et lille hvorfor, der handler om en helt specifik ting, til at æde sig ind i dig hvor du pludselig er i tvivl om alt. Dine grundholdninger, dig selv, dit værd.

Når du står og er ved at kvæles i ‘hvorfor?’, når du slynger det ud i verden, så lader du verden bestemme, hvordan du skal føle.
Måske findes der også gode svar derude, som du kan nikke til og tage til dig.

Men jeg går ikke ud fra at det er sådan et ‘hvorfor?’, jeg har modtaget fra dig.
Jeg går ud fra at ingen af de svar du får, er tilfredsstillende, at det vækker dig om natten og gør ondt i dit bryst.

‘Hvorfor?’ er som en afart af sorg. Det kommer i bølger.

Man bliver nødt til at se på ‘hvorfor?’ som noget, der er giftigt i for store mængder. Et lille ‘hvorfor?’ er i orden.

Men hvis du har fået et svar, er det så rimeligt at spørge igen? Og igen?
Var svaret ikke godt nok? Knuste det ikke tvivlen i dig og blæste den væk?
Reddede svaret ikke noget og gjorde dig glad igen med et knips?

Så der står du og får enten ikke noget svar, eller også hjalp svaret bare ikke.
‘Hvorfor?’ dukker stadig op sammen med lyden af vækkeuret. Midt i en sang. Når du rører ved dit barn.

Det vedvarende ‘hvorfor?’ er mistillid og modstand mod at acceptere tingenes tilstand. Modstand mod at komme op igen, komme videre, komme igennem. Så længe ‘hvorfor?’ får lov at komme brasende ind i dine stuer, er du fange.
 
Du bliver nødt til at tilbagekalde invitationen.
 
Du bliver nødt til at tage magten over dine følelser hjem igen. Stå godt fast på begge fødder, lukke øjnene og sige, jeg ved ikke ‘hvorfor?’, og jeg vil ikke slås med dig mere. Det skete. Jeg lever med det. Jeg agter at leve bedre og bedre.

Samtidig med at du øver dig i at vise ‘hvorfor?’ hen til døren, når det dukker op uanmeldt, kan du beslutte, at nu hvor du ikke længere spørger ‘hvorfor?’ udad, så spørger du indad, om der er noget, du selv kan gøre.
Hvad ledte frem til det ‘hvorfor?’, der piner dig?
Hvis skæbnen bare har ramt dig ud af det blå, so be it.
Men hvis det ikke er noget helt uden for din kontrol. Hvis dit ‘hvorfor?’ kommer af at blive rystet i din grundvold, fordi verden pludselig har vist sig at se anderledes ud, end du troede.
End du håbede.

Tag den hjem.

Hvordan deltog du selv? Er du tilfreds med din medvirken frem til dette ‘hvorfor?’, som kom til at fylde så meget i dig? Gjorde du selv dit bedste, med hvad du nu kunne og havde at give af? Ville du gøre det på samme måde igen?
Eller er der noget, du ville ændre? Gøre bedre. Hvis der noget, du helt sikkert ikke ville gentage, hvis du fik chancen for at gøre det om i lyset af det, du ved nu, noget du selv har magten over, så gør det anderledes fra nu. Lige nu. Start med det samme. Hvis du har været sødere, end du egentlig havde lyst til. Stop. Ser du, at du aldrig rigtig gad hive din kærligheds flag helt til tops i flagstangen? Så gå i gang. Lige nu.

Det hjælper mig at se på hændelser i mit liv som læring. At det jeg udsættes for skyldes, at der er noget jeg skal erfare. Det betyder ikke at oplevelserne bliver mindre smertefulde. Jeg har mine egne ’hvorfor’, som forfølger mig. Men det er nemmere at acceptere, når jeg tror, der er en grund. Der er noget, jeg skal lære om livet.
Måske kan det også virke for dig?

Tilbage til at mærke fodsålerne mod jorden og følg så kærligt ‘hvorfor?’ ud.
Vi ved godt, når vi ikke kan få et tilfredsstillende svar, selvom vi spørger HVORFOR ti gange mere, tyve, hundrede.

Og så skal det ‘hvorfor?’ stille og roligt følges hen til døren, mens du messer:
Jeg ved ikke ‘hvorfor?’. Du kan ikke blive ved med at komme uanmeldt på denne måde og spørge mig. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil finde et svar, der giver mening nok, og jeg hverken kan eller vil beskæftige mig med det lige nu. Måske aldrig mere. Jeg vil have, du går nu og lader mig være i fred.
Så lukker du døren.

Gentag så længe det er nødvendigt.

♥
 

23