Båndet om mit håndled
Helt indlysende stod jeg bagerst i køen da ’Kom-frisk-videre’ blev delt ud. Jeg har sikkert overset, at man skulle skrive sig op på en eller anden liste. Haft travlt med at vitse med dem foran, nervøs for hvad der måtte komme og for hvordan jeg ville klare mig i det kommende liv. Hvilke egenskaber ville jeg mon have at gøre med?
Tydeligvis var De Store Uddelere også løbet tør for evnen ’Forstå reglerne’.
Faktisk ser det heller ikke ud som om der var så meget tilbage af den egenskab til dig.
Måske var det dig, der stod foran mig køen og måske var der et eller andet ved os to sammen, der gjorde det hele værre. Måske de blev virkelig sure på os over at vi ikke tog reinkarnationsegenskabsuddelingen alvorligt. Måske havde vi allerede strammet den i timerne, hvor man lærer om de forskellige egenskabers fordele og ulemper, så man kan sammensætte en fornuftig pakke. Jeg ser tydeligt for mig, hvordan jeg stirrer på din nakke og forsøger at finde på ting, der kan få dig til at vende dig om og trykke på mine knapper én gang til. Eller måske var det dig, der blev ved at kalde for at få min opmærksomhed. Måske var vi lige gode om det.
Nu kan jeg ikke svare dig. Ikke engang en sjov bemærkning tillader jeg mig. Patetisk er det, at jeg overhovedet får lyst. Jeg har idømt mig tavshed. Ledt mig selv tilbage til cellen, hvorfra jeg holder mund, holder på mine ord og alt der ligger bag dem. Lader hvad der måtte ulme kvæles i en dyne af ikke-svar.
Dette festivalarmbånd. Hver gang jeg ser båndet om mit håndled er reaktionen voldsom. Jeg har lyst til at flå i det med neglene og kyle det af helvede til. Opdage at man ikke kan kaste sådan et let bånd særligt langt. Fjendtligt se det flagre ned lige for fødderne af mig. Trampe hen til det, flå det op fra gulvet, tabe det et par gange, mine bevægelser alt for voldsomme til et uanseeligt papirbånd, endnu mere rasende tage det med udenfor, og se om det så kan brænde.
Jeg kan ikke holde ud at det stadig er der.
Så må jeg vel klippe det over.
Igen.
