Weekend

21 gange har jeg denne weekend hørt, at jeg er irriterende. Fem gange har jeg svaret, det er du sørme også. To gange det er du eddermame også, hvoraf jeg var ret sur den ene gang.
En enkelt telefonsamtale har jeg prøvet at gennemføre kun afbrudt to gange først af søskendesammenstød, senere af barn der skulle have pistacienødder nu. NU. NU. NU.
I det mindste spørger hun. Jeg véd det.
Sjovt nok har jeg fået ro til at stoppe en stabel strømpebukser.
Det vil ikke komme bag på mig hvis nattens drømme har en barnestemme kørende på repeat, kaldende mooooaaar, må han godt det der?
 

Børn må have en korttidshukommelse på størrelse med Klokkeblomsts lillefingernegl. Nyklippet. Mine børn har set mig tegneserieagtigt vred, damp-ud-af-ørerne, vilde-øjne-og-hiven-i-eget-hår-vred over, at de bliver ved med at tirre hinanden. Jeg vil bare gerne være i mit eget hjem uden at have en konflikt kørende i baggrunden hele tiden. Selv når der ikke er én i gang ved jeg, at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg føler mig nødsaget til at smide hvad jeg har i hænderne og kaste mig ind mellem unger og diverse våben, fysiske eller verbale, de forsøger at knække hinanden med.
 

Jeg har leget ballonleg og vi skal lyse på hinanden med lygterne og så mister man point når man bliver ramt af lyskeglen -leg og en all time favorit – rollespilsleg – som pt. foregår med Lego Friends.
 

Prøvlioghør. Det gider jeg sgu ikke. Det tager tusind år at stille op og få forklaret hvordan landet ligger, hvem man skal spille, og hvor meget man må sige – hvilket aldrig er særligt meget og alle de fede ting besluttes af mennesker under 1 m og 40.
Så mit legoego, der er på venindeferie i ’Asien’, flygter ud på toilettet med sin drink.
Jeg forstår simpelthen ikke, de gider lege med mig. Jeg lukker mig inde og drikker på toilettet, og hvis jeg først giver den gas, synes jeg, det er vildt sjovt at forskrække dem i mørke/lommelygteleg. Jeg er nederen at lege med. Hvorfor fiser det ikke ind?
Hvor er det heldigt de giver så gode krammere når det er sovetid. Og at deres latter får alt til at blive varmt og lyst i mig. Lyst nok til at blænde så længe at jeg glad vakler mod endnu en dag, som jo helt klart bliver fyldt af ro og harmoni og fuglekvidder.
 

safe haven
 

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.