Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Engang i 80’erne var det blevet min tur til at få vendt spidserne med krøllejern, få en brugt, hvid kjole på og nye hvide cykelsko. Det var dengang i så gamle dage, at alle naboerne på vejen havde tjek på hinandens børn og sendte telegrammer med lykønskninger og en 50’er. Det gør de måske endnu i visse kredse. Der var (meget) stor familiefest med folk i køkkenet og et tomandsorkester (tromme og keyboard), som bestemt ikke spillede den musik, jeg kunne lide. Jeg havde skrevet en takketekst til melodien fra ’Lille sommerfugl’ (suk), og brugte det meste af tiden efter at alt det officielle og maden var overstået på en trappe med en kærlighedsroman. Jeg kom kun ind til festen, når jeg skulle hente en ny sodavand eller pligtdanse med min far og diverse onkler [Læs eventuelt tidligere tekst om at danse med onkler].

Det var på ingen måde en given sag, at jeg ville lade mig konfirmere. Min far var udtrykt ateist. For ham var Gud på højde med italienere og amerikanere i troværdighed. Hvilket, skal jeg hilse og sige, ikke er til Guds fordel. Min mor var kristen traditionalist. Du véd, hvad det betyder, hvis du gider tænke dig om.

Jeg havde store diskussioner med mig selv og Gud (måske/måske ikke). Jeg troede helt klar på, at der fandtes noget større end mennesket, men den kristne Gud? Som lod sin enormt flinke søn pine? Som satte os ud i søen og skred? Og hvordan i himlens navn kunne det hele pludselig være Evas skyld?

Jeg var ikke fan. Troende, men ikke fan.

Jeg er i slutningen af 30’erne, før jeg opdager, at jeg har fundet på min egen tro. Den er stykket sammen af forskellige (natur-)religioner og mit eget hjertes bud. Mit store problem var jo teksterne omkring troen mere end troen selv. Religionen. Tekster der sagde, at menneskene er nogen værre nogen. At vi er syndere og skal frelses. At nogen vil komme i himlen, andre ikke. At kvinder skal tie stille og holde op med at dele æbler ud til sultne mænd. Det var desuden altid mændene, der fik lov til alt det sjove: de delte vande, så brændende buske og fik lov at trække sig for at meditere i ro og fred på et bjerg.

Jeg har besluttet, at mennesket er en del af noget meget større. Jeg tror, vi er sjæle eller væsener, der lader sig inkarnere i menneskekroppe på jorden for at gøre sig erfaringer gennem menneskelige udfordringer. Men jeg tror ikke, vi bare får lov at sejle i egne søer. Jeg er helt overbevist om, at vi har guider, der enormt gerne vil hjælpe os, hvis vi kan finde ud af at høre efter. Jeg tror også på, at vi kan manifestere. Det vil groft sagt sige, at vi kan forestille os noget så intenst, at det bliver til i virkeligheden. Jeg tror ikke, vi skal gøre os fortjent til universets gaver ved at være afholdende/mådeholdende/tale i tunger/være tavse/have slør, turban, kors på/gå i bestemte bygninger og tilbede en gud på en bestemt måde. Jeg tror vores job på jorden er, at forvalte vores gaver på bedst mulig måde. Ikke bare for os selv. Men for almenvellet. Med de udfordringer og muligheder vi har hver især.

Tanken om at vi kan manifestere alt muligt ind i vores tilværelse, clasher helt sygt meget med min opvækst. Måske også med din. Har jeg overhovedet fortjent flere penge / gaver / venner / overraskelser / kærlighed? Hvem er jeg at bede om noget? Har jeg forvaltet de gaver, jeg hidtil har fået, godt nok til at kunne tillade mig at bede om mere?

Min opvækst i en kristen kulturkreds spænder i dén grad ben for dét, jeg egentlig har valgt at tro. Det er som om jeg kan fornægte den kristne kirkes lære alt det, jeg vil, men derfor sidder den stadig og styrer inde bag det hele.

Indtil i går. I går dukkede ordet ’Ydmyghed’ op i mig. For første gang nogen sinde smagte jeg på det ord uden et gram oprørskhed. Det var en åbenbaring.

Jeg har ikke kunnet få mig selv til at bede universet om alt muligt, om overflod. Jeg har kun bedt om lidt af gangen, kun sådan til husbehov, sådan at der var nok til alle..

PÅ TRODS AF at jeg siger, jeg tror, at universet har rigeligt til alle.

Så hvorfor kunne jeg ikke give den gas og bede om alt, hvad jeg overhovedet kunne forestille mig af dejligheder?

Fordi jeg nægtede at være ydmyg. Det stammer helt tilbage fra min 13-årige sjæls kamp mod den skrevne samling fortællinger om Gud og hans søn. Jeg insisterede på at ville FORSTÅ. Det skulle give MENING. Så længe man har den holdning til sin tro, så tror man ikke fuldt og helt. Hvis man tror, at der findes noget større end én selv, en højere mening, så må man også erkende, at man ikke kan vide alt. At det ikke er meningen, at man som menneske skal vide alt. Så går al læringen jo tabt. Vi lærer, mens vi går tågevejen. Det er derfor, vi er her. For at lære.

Jeg tror. Jeg er taknemmelig for alt jeg har, og det jeg modtager.

Nu skal jeg lære ydmyghed.

Jeg har det, som om jeg har lagt den sidste brik i et puslespil, jeg har arbejdet på, siden jeg var tretten. Et puslespil, hvor jeg ikke kendte motivet på forhånd. Nu skal jeg lige sidde og tage mit arbejde ind. Og så skal jeg i gang med at øve mig.

Jeg er helt vildt spændt på at se, hvad der sker, når man bliver stærk i alle tre discipliner.

Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

(Visited 180 times, 1 visits today)

2 tanker om “Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.”

  1. Så gjorde du det igen. Ramte ned i mine tanker med dine ord.
    Min datter blev døbt. Ikke fordi jeg ville det, men fordi det var vigtigt for hendes far. Jeg prøver gang på gang at forstyrre hendes kristne tro, så hun om to år vælger en humanistisk konfirmation.
    Det med dåben medførte en vidtrækkende mailkorrespondance med præsten. Det startede okay, men så begik han den fejl at sige, at min datter skulle have vasket arvesynden af sig. Min ikke engang seks måneder gamle datter. Hold da lige k…. Var manden tilhænger af den gammeltestamentelige Gud eller hvad? Ham er jeg nemlig ikke vild med. Sådan en barnlig, hævngærrig, gammel fyr/fyrinde. Nej tak. Stik mig til nåde Jesus, som mener, at næstekærlighedsbuddet er det vigtigste, det er okay. Men små børn der skal tilgives andre menneskers synder. Rend mig et vist sted!
    Forleden sad jeg så i en bunker og så Der Untergang. Det var stærkt. Især fordi jeg lige havde set en programrække om højreekstremister i USA. Jeg blev interviewet af en antropologistuderende, der meget gerne ville have mig til at sige, at det var en væsentlig faktor, at jeg så filmen i en bunker. Jeg gav hende nul og niks. I stedet snakkede jeg stolpe op og stolpe ned om menneskesyn, fattigdom, nordens stigende tilslutning til nationalisme. Hun snakkede løs om bunkeren, så meget at jeg var nødt til at gå hjem og undersøge, hvad en antropolog laver. Jeg var skuffet. Hvorfor ville hun ikke i dialog om det, der i virkeligheden var vigtigt? Om ord. Om deres evne til at så tanker i andre mennesker. Gode tanker eller røvsyge, fremmedfjendske tanker. Om mødre, der slår deres egne børn ihjel på grund af tanker og visioner. Og om nye venner, der slår tanker i stykker i gamle, forstokkede sind. Så meget, så de heldigvis må melde sig ud af de højreekstremistiske partier.
    Ord og tanker er altid vigtigere end bunkere. Bunkeren er et monument. Men uden tanke for dens bevæggrund, uden forståelse for menneskene bag og aktiv stillingtagen til dens funktion er den intet. Monumenter er okay, men vi må altid se tankerne bag, ellers lærer vi intet og så vil historien nok desværre gentage sig selv.

  2. Jeg er enig.
    (Overvejede bare at stoppe der :D) Jeg har også været særdeles udfordret på, at dåben var det lille barns vej til frelse. Må jeg være fri. Barnet er uskyldigt. Det er helt sindssygt at se på en lille baby som værende fuld af synd.
    Vi har valgt at fortælle børnene, hvad vi hver især tror på. Bedsteforældre byder også ind, så vi repræsenterer i fællesskab en af de store religioner, mit sammenkog og ateisme. Derudover fortæller vi dem, hvad vi ved om andres opfattelser. Og så prøver vi at lade det være op til børnene selv, hvad de synes giver mening.
    Angående bunkeren.. lyder nu ret fedt i mine ører. Det var sådan noget, jeg også godt kunne finde på at arrangere. Men jeg kan godt høre, at mens antropologen var ude og lave en slags kulturel feltundersøgelse, var du i gang med en voldsom indre kamp om det gode og det onde.. og så er det lidt op af bakke, når jeres udgangspunkter er så langt fra hinanden. Godt du kæmper!!.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.