Tonen er slået an

På gulvet i mit køkken står en hvid, bugnende bibliotekspose med bøger, der på den ene eller anden måde berører ensomhed. Egentlig troede jeg, de skulle bruges til et foredrag om emnet, og posens indhold er research.

Men som det gik, da jeg troede, jeg skulle holde foredrag om dating, når jeg havde samlet en ordentlig omgang erfaring, fes grundlaget ud under mig.

Eller måske ikke.

Ensomhed er et grundlæggende vilkår for os alle, og den kommer i mange variationer og til tider ganske uventet – og uvelkomment – når vi er midt iblandt andre.

Det presserende har forladt mig. Men posens indhold står jo der, og jeg har ikke lyst til at aflevere bøgerne ubetragtede.

Det grundlæggende og vedholdende ved ensomheden kan jeg alligevel aldrig rende fra, så jeg vil egentlig gerne være forberedt, næste gang jeg mærker ensomheden kradse mod min dør.

Den trælse ensomhed vel og mærke. For at være ensom er også en forudsætning for et utal af skriverier og ideer, der ofte kommer ud af en mangel – et tomt rum, der kalder på indhold.

Så jeg studerer nu ensomhed gennem andres tekster, malerier og musik.

Det er en smuk, solrig lørdag med varm vind om benene. Jeg tager bogen øverst i posen, kaffe, notesbog og solbriller og sætter mig ud på terrassen.

“Den blå ild. Ensomhedens længsel og skønhedens smerte” – Essays og malerier af Jørn Henrik Olsen

Jeg læser indledningen og bladrer frem til første maleri af blåt og må lægge bogen fra mig. Det jeg læser, rammer så rent i mig, at jeg må holde pause, inden jeg kan fortsætte. Dette er ikke en bog jeg kan slippe om ved at scanne overskrifter og udvalgte afsnit.

Og måske er det også bare for meget, sådan helt uventet at finde sig selv bjergtaget på terrassen en lørdag, hvor jeg lige om lidt kører afsted med et par 9-årige tøser for at se på amerikanerbiler i Brædstrup.

Fra forordet:

Sproget giver let efter for slitage. Selv i det fortættede, stille skriveskjul dukker denne erfaring op. Sproget indordner sig ikke helt. Ord der er tiltænkt at skulle inddæmme og udfolde dybe eksistentielle følelser virker svage og uduelige. Næsten undvigende som emnet selv. 
[...]

Tilværelsen bliver aldrig skyggeløs. Dybde og vækst er ikke mulig uden smerte og tab, og kunst ikke uden en stærk længsel. Overgiv dig gerne til langsom læsning og refleksion. En forudsætning for justeringer er, at vi stopper op og får rede på, hvor vi befinder os.

Og således rammer bogen øverst fra posen, præcis hvor jeg er. Jeg kan næsten ikke rumme fornemmelsen af og forventningen til de knap 200 sider, der venter mig.

Tænk hvis teksterne bliver ved med at ramme strenge i mig på denne måde. Så ender jeg jo som et summende, sitrende, anslået instrument.

(Visited 13 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.