Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind

Forpustet takkebrev til universet

Kære Univers Ꙭ

Lad mig starte med at sige, at jeg er så taknemmelig for alt, jeg modtager lige nu. Og lad mig endelig også få sagt i en fart, at jeg er helt klar over, at de ting der kommer nu, er noget jeg selv har ønsket mig. Fra dig.

På et eller andet tidspunkt.

Men søde Univers. Hvorfor skal alting altid komme på én gang? Du ved jo, hvor nemt jeg mister overblikket.

Hvis vi så i det mindste kunne have ventet med at lade mig finde pladen med Circa Waves indtil alting ikke stod og bankede på mine porte og råbte i uorganiseret kor: se MIG, TAG mig, tag mig FØRST, JEG ER VIGTIGST, JEG er din glade fremtid, jeg er din glade NUTID (well played).

Du VED, at jeg ikke kan tænke og høre musik samtidig. Du VED, jeg begynder at rokke, prøver at synge med lææænge før jeg kan teksten. Og dette nummer. Jeg går totalt i svingninger og smider alt omkring 2:50, hvor det hele bare bliver så storladent og dejligt, at jeg både har hvinet og tudet, fordi det skaber et kraftfuldt billede i mig af sorg blandet med ren lykke. Jeg ved ikke engang, hvad dét indbærer ud over dette; at du kaster ting efter mig, der fylder mig med glæde og taknemmelighed og håb og tro på mit mod og mine evner og tegn, og at jeg bare skal blive ved med at følge dem og så kommer det endda med et soundtrack til.

Men okay Univers. Nu har jeg skrevet til lokalt spillested og ønsket, at de lytter til og dernæst booker bandet. Du har selv lært mig, at man bare skal ønske løs.

Jeg prøver at lave en plan for at vise dig, at jeg anerkender dine gaver. At det ER gaver, selvom jeg lige stresser lidt ud.

Og så må planlægningen bare blive afbrudt af lufttrommesoloer og hvad ved jeg.

Kærlige hilsener

Christina

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Om tillid

Torsdag morgen vågner jeg op til stor undren over mine valg. Jeg er på vej til Ørslev Kloster på forlænget weekend. Jeg har ingen planer med mig denne gang. Det eneste jeg skal er til frisør på vej derop,  smukkefiseres så godt det nu kan lade sig gøre og så i kloster. Det synes jeg faktisk er en herre sjov beslutning.

En praktisk og ikke så humoristisk del af mig vil imidlertid gerne vide hvorfor jeg skal i kloster, når jeg i forvejen tager livtag med aleneheden.

Jeg har ikke noget svar.

Så derfor tager jeg også tarotkort med. Jeg bruger dem ikke på daglig basis, men de dufter af magi, og det kan jeg godt lide. For det meste beder jeg om vejledning, når jeg føler mig rådvild. Og jeg har fået nogle vældig underholdende svar indtil videre.

Lørdag fik jeg direkte besked på at overgive mig til universet. At have tillid.

Nogle gange farer livet derudaf med dig usikkert skøjtende i al for lang line bagefter. Andre gange befinder vi os i et vadested. Det har godt nok taget mig lang tid at forstå, at det kan være en god idé lige at tage en pause der – bare acceptere, at lige nu sker der sørme ikke en skid. Og det passer jo heller ikke. Jeg har bare fokuseret benhårdt på arbejde og penge og oprydning. På at få tingene til at hænge sammen i den fysiske verden i det mindste.

Men ok..  Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg er på vej i en retning eller om jeg går i ring, så jeg kigger på tarotkortet lørdag, lader skuldrene falde og nikker.

Okay, univers, bring it on.

Jeg lover mig selv at være opmærksom på hvad der sker, når jeg holder op med at prøve at styre alting.

Og så begynder jeg at se.

I slutningen af 2014 har jeg fået en lærestreg, er ikke helt ovenpå og taber et af mine to fineste glas.

I lørdags har den café jeg har planlagt at spise frokost på ferielukket, så jeg bliver guidet hen til et andet sted, hvor et tilsvarende glas står og venter på at jeg kommer og tager det med hjem.

Nu har jeg atter en duo.

I dag på arbejdet viser en kollega mig to ret slemme ridser på min LEASEDE bil.

Betalte jeg ekstra penge for at få selvrisikoen ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Både fordi det sådan set var dyrt nok i forvejen, fordi jeg ikke er kørt ind i noget som helst i den tid jeg har haft kørekort, og især fordi jeg nægter at tro det værste.

Der står jeg så på parkeringspladsen på arbejdet og ser på to ridser og må acceptere, at det her kommer til at koste 5000 oveni alle de penge jeg allerede skal betale for bilen. Jeg prøver også at acceptere det, der i mine øjne er meget værre: at et andet menneske laver ridser i en parkeret bil og bare kører derfra.

Det er ikke særligt holistiske tanker, der flyver igennem mit hoved i første omgang. Jeg tænker godt nok karma – men med en topping af ildspruttende drage og generel mayhem.

Det hjælper. Faktisk.

Jeg tager hjem efter sønnen. Vi henter et tv-bord han har købt, spiser junkfood og griner med hinanden.

Så ringer min fars kæreste.

Jeg leaser bil mens jeg venter på at overtage hendes den gamle (meget billigt) i sensommeren, når den nye model hun ønsker sig kommer på markedet.

Jeg behøver kun en måned uden bil, for at forstå, at man som menneske også kan være nødt til at undvære alt for meget. Så jeg beslutter at betale for en hundedyr korttidsleasing, mens jeg venter.

Tilbage i telefonen fortæller hun, at hun har fået et ret godt tilbud på den nuværende model, allerede har skrevet under, får den på mandag og skal de ikke bare køre to biler op i næste uge, hvor de skal til min søns fødselsdag?

Hun har lige sparet mig for en udgift på 12.000 kroner. Selv med ridser og selvrisiko går jeg ud af den her dag med overskud.

Og jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Men det hænger sammen med i lørdags, hvor jeg besluttede mig for tillid. Besluttede mig for at alt nok skal ordne sig. Det betyder ikke, at jeg ikke falder, får uventede udgifter og ryster på hånden og må se ting jeg er glad for falde fra mine hænder.

Det betyder bare at det hele kommer til at gå alligevel.

Dage med taknemmelighed

Det er gode dage.

Også selvom jeg indtil videre kun har udført én af de tre ting på dagens liste, så krydsede jeg alle tre på gårsdagens:

  • Mediter – tjek
  • Book ophold på Ørslev Kloster – tjek
  • Lease en bil. Fra lørdag er jeg kørende igen (wuhuuuu) – tjek

I går aftes går jeg i seng med de koldeste fødder i mands minde.

Når udbrydere fra kernefamilierne får en kæreste, er det ikke kun et nyt voksent menneske, vi tager stilling til. Der kan også være nye børn. Jeg mødte to styks dejlige unger, som imponerede mig i al deres forskellighed og ved helt basalt at være gode mennesker.

Når man går op og ned af hinanden. Deler morgenmad, bilture og badeværelse, så kan man nærmest ikke undgå at komme tættere på, end man gør med de fleste andre, der krydser ens vej.

Og så kan de voksne ikke finde ud af det – sammen – og så er det pludselig væk.

I går var jeg klar til at skrive det farvel, jeg ikke nåede ansigt til ansigt. Jeg blev nødt til at sikre mig, at hun ved, hvor sej hun er. At jeg synes, hun er dejlig, med alt hun nu er.

1 ½ time senere ligger jeg i min seng med et overspændt hoved. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor min hjerne bombarderer mig med tvivl, helt latterlige forsøg på at underminere en besked jeg har sendt fra hjertet til et andet derude. For hvad i himlens navn kan der være galt i det?

Indtil det går op for mig, at alle advarselslamper lyser, fordi jeg har tilladt mig selv at være helt åben og ærlig = sårbar.

Nå det er bare dig, Sårbarhedsangst, gamle svinger.

Så er det okay igen. Jeg kan sove.

I dag.. Arbejdet er godt. Der bliver grinet. Og delt. Så ind til byen med Annette for at genbrugsshoppe. Hun har fundet ud af, at Mathilde Falch giver minikoncert på Kvindemuseet i forbindelse med Kvindernes Kampdag. Så vi går med.

Så står hun der, Falch, smuk bag sin guitar. Griner og fortæller om voldsomme nedture, om misbrug og om at rejse sig og elske ham derhjemme. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke universet for alle de eksempler det serverer på, at folk der tør vise deres sårbarhed nærmest summer af styrke.

I mine øjne.

Mine øjne ser at alle jeg smiler til i dag i Aarhus smiler tilbage.

Jeg køber en blå bluse med perler og pallietter. Og en storblomstret retrokjole, der ligner en ret festlig sommer. I den ene butik spiller de en 90er liste, hvor jeg kan synge med på samtlige numre. Det gør jeg så. I den anden butik spiller de noget der er nyt for mig. Dejlig lyd som jeg må have med hjem. Video følger.

Der er et rødt 1 tal ud for Messenger ikonet på telefonen. På vej hjem læser jeg svaret på gårsdagens besked. Jeg har modtaget de fineste og mest venlige ord som svar på mine, så der sidder jeg så i bussen og tørrer kinder med begge håndflader.

Med nakken mod sædet og blikket ud i et regngråt tusmørke falder jeg til ro i visheden om, at jeg har gjort, hvad jeg kan nu. Gjort hvad jeg kan, med det jeg har at gøre med.

Bussen nærmer sig stationen. Foran mig på gangen ligger en pink fjer. Jeg glor lidt på den, så bøjer jeg mig og samler den op. Jeg har en pink fjer i min hånd og den gør mig simpelthen så skide glad.

Passageren foran mig vender sig mod mig uden for bussen. ’Den der må da bringe lykke’, nikker hun mod fjeren og smiler med øjne og mund ud under huen i en kun tilsyneladende grå aften.

Og det har den dermed allerede gjort.

Jeg vil slutte for i dag med et råd til hvordan man kan være glad:

Du bliver glad ved at samle de pink fjer og smil op du støder på. Og ved at fortælle dine mennesker, at du holder en plads til dem i dit hjerte.

Jeg læser Thøger Jensens roman Ludwig, fordi jeg skal have forfatteren på besøg på biblioteket i morgen. Vi skal tale om hans bøger, tanker og meningen med alting, set ud under hans kasket.

Jeg ved ikke, om han ville have sagt ja til at komme, hvis han vidste, at jeg går til biddet i denne slags samtaler. Man kan spørge om yndlings-alting, valget af karriere og betydningen af at rejse. Man kan spørge om forholdet til fugle og både, hvorvidt man vil karakterisere sig selv som indadvendt – eller i det mindste tilbageholdende – og hvordan det virker med sådan et sind i disse selvsælgende tider. Og om hovedpersonerne egentlig selv er med på, hvad der foregår?

Men jeg læser altså Ludwig. Bogen er opkaldt efter en schäfer, som ender med at bide hovedpersonen i hånden, og det fører til et brud med kæresten, Hanne, som er schäferens ejer, og det handler rigtig meget om mænd og kvinder og helt basale forskelle.

Hanne har fx lige været oprørt over, at hun savner sin kæreste, når de ikke er sammen, og hun tror ærligt talt godt han kan undvære hende. “Der er et eller andet skævt i det her”, siger hun. Vores hovedperson kan godt mærke, at nu trækker det op og prøver bare at undgå ballade ved at pakke sig. Desværre bekræfter det Hanne i sine formodninger.

Men Niels Christian er ikke ligeglad.

 

Hanne og jeg tog lige en tur med samme båd. At læse en bog der rammer rent hvor du selv er, er en ret vild oplevelse.

Fra tid til anden taler universet altså med pænt store bogstaver.