Snehvide, prinsen og den møgsure dværg

Da jeg skriver om, at vi fodres med de vildeste (sygeste) historier om hvordan kærlighed fungerer via de eventyr vi proppes med som børn (Prinsen på den hvide hest) ved jeg godt, at det ikke bliver nemt for mig at droppe drømmen om den eventyrlige redning. Historierne indebærer godt nok onde hekse/stedmødre (også hekse), men så møder prinsen og prinsessen hinanden og ret hurtigt bliver de gift og så lever de jo ellers lykkeligt.

– Skriv hvad der sker, når Snehvide så møder prinsen i virkeligheden, siger han. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker.

Det vil jeg sådan set også gerne.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har advaret mig, så jeg kunne forberede mig på, hvad der var i vente.

For eksempel har prinsen børn fra en tidligere royal forbindelse, og Snehvide kommer sådan set heller ikke til festen uden en del på slæb. Et par dværge for eksempel.

Der er sgu da ingen der i sin vildeste fantasi forestiller sig, at den slags løber af stablen uden nogen former for ballade.

Måske lige bortset fra mig.

For det kan jeg godt sige dig. Dværge der har haft en prinsesse for sig selv i årevis, har ikke nødvendigvis til sinds at opgive eneretten uden kamp.

Så her sidder du så. Med din nye kæreste og en dværg, der slet ikke opfører sig så pænt som du ved dværge kan. Ikke tilnærmelsesvist. Der er himmelvendte øjne. Manglende svar på venligt mente spørgsmål. Oprør og ballade.

snehvide og dværgen

Det er yderst pinagtigt.

Da dværgenes far og jeg gik fra hinanden tænkte jeg, at jeg ikke ville kaste mig ud i et nyt forhold lige med det samme. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem jeg er, og det krævede, i min bog, at jeg var alene om det.

Og så gik tiden.

2½ år kørte jeg solo, så egentlig sad jeg oppe på en meget høj hest og tænkte, at når jeg nu fandt den kæreste, jeg mente, jeg var klar til – ja, så havde dværgene jo haft masser af alenetid med mig og burde kunne rumme en kæreste til mor uden problemer. Det manglede bare.

Det er så ikke sådan det fungerer.

Du bliver nødt til at træne dine unger op. Hvis du, som jeg, vænner dem til treenighed og at du rent faktisk kun fokuserer på dem ud over dit arbejde i de børnefyldte uger, ja, så forventer de, at det fortsætter sådan.

For evigt.

Og hvorfor skulle de ikke det?

Jeg ligger som jeg har redt. Men der er ingen grund til, at du skal gentage mine fejltagelser, hvis du når til det her punkt i livet.

Så. Hop ikke på den med, at du ikke skal slæbe alle mulige mænd (m/k) med hjem og præsentere dem for børnene. Gør endelig det. Hvis du egentlig ikke selv er klar til et nyt forhold så lej/lån eventuelt mænd, som med jævne mellemrum kan agere kæreste, bare så du får trænet dine unger i nye mandlige bekendtskaber. (Du ønsker virkelig at træne dine unger her). Få eventuelt nogle gigantisk nederen typer forbi. Når ham du så rent faktisk super gerne vil være kæreste med dukker op, så kan ungernes suk af lettelse høres i de omkringliggende landsbyer.

 

 

Alt hvad jeg har

Det er aften. Min datter sover ved siden af mig på sofaen. Dynen rodet sammen ved fødderne. Jeg har fået hende tilbage i dag efter en lang juleferie hos far. Det har været en god dag. Jeg henter hende i skole og siger nej til legeaftale. I dag er vores. Bare os to. Kun sammenstød vi selv kan finde på.

Hun har været indblandet i en konflikt med en anden pige. Hendes krop skælver mens hun fortæller, og hun er én stor pulserende, rasende energi. Jeg lader hende tale, brummer lidt og nikker mens jeg samler skoletaske og støvler sammen. Fanger hendes blik. Og jeg kan mærke al hendes uro, men det er en god dag, det er hendes uro, og jeg er her, voksen og rolig og på knæ, og jeg lister hende ind i min favn for at smitte hende lidt med en anden energi.

Det er en god dag. Når mine tanker begynder at vandre ud af veje der ingen steder fører hen, hives jeg tilbage af udførlig genfortælling af en film med en pige og en dreng og en dreng mere og en ny pige og noget konkurrence på snowboard og en masse hunde. Hun taler mig nærværende.

Vi hjælper hinanden med at tømme bilen for pap og jern på genbrugsstationen. Hun kan se Netto-skiltet i rundkørslen og på en eller anden måde lykkes det mig alligevel at dreje ned af den forkerte vej. Sikke en omvej siger hun. Flere gange. Ser på mig. Skeptisk og munter.

Hun læser en bog i bilen, mens jeg handler ind. Jeg er helt vild med hun læser en bog mens jeg handler ind. At vide hun sidder derude på parkeringspladsen og underholder sig selv. At alt er okay..

På vej hjem. Over bakkerne, rundt i svingene taler hun videre. Hjemme lægger hun op til brydekamp og det er godt for os, vi får kæmpet os ind på hinanden. Hun klasker mig på ballen og siger drillende at det hele altså ryster. Jeg siger, at det siger man altså ikke til en dame, og så gør hun det igen. Jeg svarer igen med min mund som pustehvisker mod hendes ene øre, mens jeg kilder hendes hals, så hun ikke ved hvilken side hun skal dreje hovedet til for at komme væk. Så er vi der, hvor vi skal være. Varme, grinende og helt tæt på.

Det er en god dag. Vi ser resten af Drengen og Jernkæmpen, mens vi spiser pitabrød. Det er ved at være sengetid og hun bliver ked af det og siger, at nu tænker hun igen på det med at dø. Hun vil ikke dø. Hun vil ikke ligge alene i en kiste uden os. Et lille lyst kraftcenter af en datter i min favn. Hun vil ikke dø nej, men i dag går jeg ikke ind i det. Jeg taler om praktiske ting. Om hendes kommende fødselsdag, om hvilken bog vi skal læse til godnatning. Jeg foreslår, hun falder i søvn på sofaen ved siden af mig.

Og hun falder i søvn. Hun er bare ben og arme og langt lyst hår og kærlighed ved min side.

Jeg er ikke altid den mor, jeg gerne vil være. Den mor jeg synes, hun har fortjent. Men hun får alt hvad jeg har. Altid. I dag var en god dag. I dag var jeg nok. Mere end nok.

Om lidt løfter jeg hende op og bærer hende op i seng.

Og inden jeg falder i søvn takker jeg for hende. For os.

For kærligheden.

 

Togture

Jeg skal på kursus i weekenden og ungerne skal besøge mormor i Vejle. Det er første gang de skal køre alene med toget. Jeg kan lige så godt sige at den yngste føler sig svigtet og den ældste synes jeg er dybt uansvarlig.
Nu er jeg selv sådan én der tjekker den relevante togafgang omkring tusind gange inden jeg skal af sted. Og pladsbilletterne er altid knuget i hånden. Jeg ved ikke rigtig om det er erfaring der gør det eller manglende tillid til at jeg ikke svæver væk på vej et eller andet sted hen og pludselig sidder alene på endestationen i en mørk bus, mens chaufføren er inde i chaufførskuret for at få sin kaffe.
Totalt nederen fætter ikke at invitere mig med ind, egentlig. Især når nu lyset i bussen slukkede da han gik.
 

Men tilbage i toget. Jeg elsker at køre i tog. Det var sjovere dengang man kunne købe kaffe ved rullebordet, men stadigvæk. Jeg læste næsten alle mine lektier i toget, da jeg gik på Biblioteksskolen i Aalborg. Og med min lektiemoral, er det klart turene med DSB, jeg kan takke for min eksamen.
Jeg har også lyst til at fortælle ungerne hvor sjovt det er at sidde og bare betragte de andre passagerer. F.eks. har jeg haft den vildeste optur af at sidde i firmandsgruppe med tre ret tatoverede fyre på udgang.
For ikke at tale om alle de sider man kan nå i sin bog.
 

Men man ser det alt for tydeligt for sig. Børnenes vantro blikke mens jeg prøver at sælge en togtur med hvor skønt det er at få styr på sine lektier, læse romaner og hænge ud med banditter.
Så jeg erkender, at jeg nok er præcis lige så mærkelig som de påstår og beslutter, at vi ikke behøver trampe rundt i det. Tager morhatten på og sælger den med snacks og tryghed jeg-følger-jer-ind-på-plads-og-mormor-henter-jer og i-kan-jo-altid-ringe, Ipad og Anders And blad.
Men alligevel.. alle de sider man kan nå i sin bog.