Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind

Om tillid

Torsdag morgen vågner jeg op til stor undren over mine valg. Jeg er på vej til Ørslev Kloster på forlænget weekend. Jeg har ingen planer med mig denne gang. Det eneste jeg skal er til frisør på vej derop,  smukkefiseres så godt det nu kan lade sig gøre og så i kloster. Det synes jeg faktisk er en herre sjov beslutning.

En praktisk og ikke så humoristisk del af mig vil imidlertid gerne vide hvorfor jeg skal i kloster, når jeg i forvejen tager livtag med aleneheden.

Jeg har ikke noget svar.

Så derfor tager jeg også tarotkort med. Jeg bruger dem ikke på daglig basis, men de dufter af magi, og det kan jeg godt lide. For det meste beder jeg om vejledning, når jeg føler mig rådvild. Og jeg har fået nogle vældig underholdende svar indtil videre.

Lørdag fik jeg direkte besked på at overgive mig til universet. At have tillid.

Nogle gange farer livet derudaf med dig usikkert skøjtende i al for lang line bagefter. Andre gange befinder vi os i et vadested. Det har godt nok taget mig lang tid at forstå, at det kan være en god idé lige at tage en pause der – bare acceptere, at lige nu sker der sørme ikke en skid. Og det passer jo heller ikke. Jeg har bare fokuseret benhårdt på arbejde og penge og oprydning. På at få tingene til at hænge sammen i den fysiske verden i det mindste.

Men ok..  Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg er på vej i en retning eller om jeg går i ring, så jeg kigger på tarotkortet lørdag, lader skuldrene falde og nikker.

Okay, univers, bring it on.

Jeg lover mig selv at være opmærksom på hvad der sker, når jeg holder op med at prøve at styre alting.

Og så begynder jeg at se.

I slutningen af 2014 har jeg fået en lærestreg, er ikke helt ovenpå og taber et af mine to fineste glas.

I lørdags har den café jeg har planlagt at spise frokost på ferielukket, så jeg bliver guidet hen til et andet sted, hvor et tilsvarende glas står og venter på at jeg kommer og tager det med hjem.

Nu har jeg atter en duo.

I dag på arbejdet viser en kollega mig to ret slemme ridser på min LEASEDE bil.

Betalte jeg ekstra penge for at få selvrisikoen ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Både fordi det sådan set var dyrt nok i forvejen, fordi jeg ikke er kørt ind i noget som helst i den tid jeg har haft kørekort, og især fordi jeg nægter at tro det værste.

Der står jeg så på parkeringspladsen på arbejdet og ser på to ridser og må acceptere, at det her kommer til at koste 5000 oveni alle de penge jeg allerede skal betale for bilen. Jeg prøver også at acceptere det, der i mine øjne er meget værre: at et andet menneske laver ridser i en parkeret bil og bare kører derfra.

Det er ikke særligt holistiske tanker, der flyver igennem mit hoved i første omgang. Jeg tænker godt nok karma – men med en topping af ildspruttende drage og generel mayhem.

Det hjælper. Faktisk.

Jeg tager hjem efter sønnen. Vi henter et tv-bord han har købt, spiser junkfood og griner med hinanden.

Så ringer min fars kæreste.

Jeg leaser bil mens jeg venter på at overtage hendes den gamle (meget billigt) i sensommeren, når den nye model hun ønsker sig kommer på markedet.

Jeg behøver kun en måned uden bil, for at forstå, at man som menneske også kan være nødt til at undvære alt for meget. Så jeg beslutter at betale for en hundedyr korttidsleasing, mens jeg venter.

Tilbage i telefonen fortæller hun, at hun har fået et ret godt tilbud på den nuværende model, allerede har skrevet under, får den på mandag og skal de ikke bare køre to biler op i næste uge, hvor de skal til min søns fødselsdag?

Hun har lige sparet mig for en udgift på 12.000 kroner. Selv med ridser og selvrisiko går jeg ud af den her dag med overskud.

Og jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Men det hænger sammen med i lørdags, hvor jeg besluttede mig for tillid. Besluttede mig for at alt nok skal ordne sig. Det betyder ikke, at jeg ikke falder, får uventede udgifter og ryster på hånden og må se ting jeg er glad for falde fra mine hænder.

Det betyder bare at det hele kommer til at gå alligevel.