Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Engang i 80’erne var det blevet min tur til at få vendt spidserne med krøllejern, få en brugt, hvid kjole på og nye hvide cykelsko. Det var dengang i så gamle dage, at alle naboerne på vejen havde tjek på hinandens børn og sendte telegrammer med lykønskninger og en 50’er. Det gør de måske endnu i visse kredse. Der var (meget) stor familiefest med folk i køkkenet og et tomandsorkester (tromme og keyboard), som bestemt ikke spillede den musik, jeg kunne lide. Jeg havde skrevet en takketekst til melodien fra ’Lille sommerfugl’ (suk), og brugte det meste af tiden efter at alt det officielle og maden var overstået på en trappe med en kærlighedsroman. Jeg kom kun ind til festen, når jeg skulle hente en ny sodavand eller pligtdanse med min far og diverse onkler [Læs eventuelt tidligere tekst om at danse med onkler].

Det var på ingen måde en given sag, at jeg ville lade mig konfirmere. Min far var udtrykt ateist. For ham var Gud på højde med italienere og amerikanere i troværdighed. Hvilket, skal jeg hilse og sige, ikke er til Guds fordel. Min mor var kristen traditionalist. Du véd, hvad det betyder, hvis du gider tænke dig om.

Jeg havde store diskussioner med mig selv og Gud (måske/måske ikke). Jeg troede helt klar på, at der fandtes noget større end mennesket, men den kristne Gud? Som lod sin enormt flinke søn pine? Som satte os ud i søen og skred? Og hvordan i himlens navn kunne det hele pludselig være Evas skyld?

Jeg var ikke fan. Troende, men ikke fan.

Jeg er i slutningen af 30’erne, før jeg opdager, at jeg har fundet på min egen tro. Den er stykket sammen af forskellige (natur-)religioner og mit eget hjertes bud. Mit store problem var jo teksterne omkring troen mere end troen selv. Religionen. Tekster der sagde, at menneskene er nogen værre nogen. At vi er syndere og skal frelses. At nogen vil komme i himlen, andre ikke. At kvinder skal tie stille og holde op med at dele æbler ud til sultne mænd. Det var desuden altid mændene, der fik lov til alt det sjove: de delte vande, så brændende buske og fik lov at trække sig for at meditere i ro og fred på et bjerg.

Jeg har besluttet, at mennesket er en del af noget meget større. Jeg tror, vi er sjæle eller væsener, der lader sig inkarnere i menneskekroppe på jorden for at gøre sig erfaringer gennem menneskelige udfordringer. Men jeg tror ikke, vi bare får lov at sejle i egne søer. Jeg er helt overbevist om, at vi har guider, der enormt gerne vil hjælpe os, hvis vi kan finde ud af at høre efter. Jeg tror også på, at vi kan manifestere. Det vil groft sagt sige, at vi kan forestille os noget så intenst, at det bliver til i virkeligheden. Jeg tror ikke, vi skal gøre os fortjent til universets gaver ved at være afholdende/mådeholdende/tale i tunger/være tavse/have slør, turban, kors på/gå i bestemte bygninger og tilbede en gud på en bestemt måde. Jeg tror vores job på jorden er, at forvalte vores gaver på bedst mulig måde. Ikke bare for os selv. Men for almenvellet. Med de udfordringer og muligheder vi har hver især.

Tanken om at vi kan manifestere alt muligt ind i vores tilværelse, clasher helt sygt meget med min opvækst. Måske også med din. Har jeg overhovedet fortjent flere penge / gaver / venner / overraskelser / kærlighed? Hvem er jeg at bede om noget? Har jeg forvaltet de gaver, jeg hidtil har fået, godt nok til at kunne tillade mig at bede om mere?

Min opvækst i en kristen kulturkreds spænder i dén grad ben for dét, jeg egentlig har valgt at tro. Det er som om jeg kan fornægte den kristne kirkes lære alt det, jeg vil, men derfor sidder den stadig og styrer inde bag det hele.

Indtil i går. I går dukkede ordet ’Ydmyghed’ op i mig. For første gang nogen sinde smagte jeg på det ord uden et gram oprørskhed. Det var en åbenbaring.

Jeg har ikke kunnet få mig selv til at bede universet om alt muligt, om overflod. Jeg har kun bedt om lidt af gangen, kun sådan til husbehov, sådan at der var nok til alle..

PÅ TRODS AF at jeg siger, jeg tror, at universet har rigeligt til alle.

Så hvorfor kunne jeg ikke give den gas og bede om alt, hvad jeg overhovedet kunne forestille mig af dejligheder?

Fordi jeg nægtede at være ydmyg. Det stammer helt tilbage fra min 13-årige sjæls kamp mod den skrevne samling fortællinger om Gud og hans søn. Jeg insisterede på at ville FORSTÅ. Det skulle give MENING. Så længe man har den holdning til sin tro, så tror man ikke fuldt og helt. Hvis man tror, at der findes noget større end én selv, en højere mening, så må man også erkende, at man ikke kan vide alt. At det ikke er meningen, at man som menneske skal vide alt. Så går al læringen jo tabt. Vi lærer, mens vi går tågevejen. Det er derfor, vi er her. For at lære.

Jeg tror. Jeg er taknemmelig for alt jeg har, og det jeg modtager.

Nu skal jeg lære ydmyghed.

Jeg har det, som om jeg har lagt den sidste brik i et puslespil, jeg har arbejdet på, siden jeg var tretten. Et puslespil, hvor jeg ikke kendte motivet på forhånd. Nu skal jeg lige sidde og tage mit arbejde ind. Og så skal jeg i gang med at øve mig.

Jeg er helt vildt spændt på at se, hvad der sker, når man bliver stærk i alle tre discipliner.

Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind

Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

Den stille lykke

Min højre gummistøvle siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem

Kærlighedserklæring til lige her

Søndag den 1. oktober lakker mod enden. Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel. Jeg elsker alt dette her forvirrende og dog så velkendte skiften i farver, i vindstyrke, i temperatur.

I dag fandt jeg mig et stykke med træer og bæk, brune pløjede marker og unge tyre. Lydene. Knirkende, rullende æbler under fødderne. Vand i fuld fart over forhindringer. Rovfugleskrig. Den voldsomme lyd af duer der panikslagent vælter sig ud fra trætoppene. Og den knasende, bragende lyd da en hjort beslutter, at nu opdager jeg nok dens skjulested og pisker ud under busken to meter fra mig og væk langs træerne.

Jeg har stået med nakken tilbage og set musvågen glide over markerne efter mad. Kravlet ind under træer og balanceret på kanten af bækken for at optage lyden til senere, til hjertet. Helt stille på hug under grenene der bukker ind over vandet, ser jeg spurvene komme tættere og tættere på. Min uldfrakke må gå i et med alt det brune og grønne. Eller også bemærker småfugle bare ikke store stille ting.

Ligesom tyrekalvene. Jeg tror de hører mig knække gennem skoven, selvom de ikke kan se mig, for de begynder at larme helt vildt. Sjove, mørke, let knækkende brøl. Måske er deres stemmer gået i overgang. Jeg passerer dem én gang. To gange. Så trisser jeg nærmere for at se, om de vil gå med til lidt håndspålæggelse. En af dem har krøller i panden. Og en fæl tunge. Men ok. Jeg oplever med håndflade og fingerspidser. Den oplever vel sagtens med tungen.

Det er svampetid. Bærtid. Gliden hen over vådt græs og mudder tid. Stykket med skov er ikke så stort, og jeg er først lige begyndt at gå, så jeg fortsætter op langs markerne.

På min væg hænger et af min fars malerier. Det er en skøn sensommergul bakke med et par træer på toppen. En kvinde forelskede sig engang i det billede og fortalte min far, at hun ikke kunne se en bakke uden at hun skulle op på den. Hun måtte se, hvad der lå bag. Jeg forstår, hvad hun mener, men sådan har jeg det ikke. Nogle bakker skal jeg op på, men i dag er jeg tilfreds med bakken i sig selv. Der ligger den. Også i morgen, også til vinter. Til sommer er det nok ikke så godt jeg går her, men jeg har i hvert fald et halvt år at skifte kurs i og traske op på lige den bakke. Når jeg får lyst. I dag er der godt at være i dalene. I de lave områder med vand og læ. Mens jeg går her er det tydeligt, at selvom jeg ikke betragter et enkelt sted som hjemme, så hører jeg hjemme blandt bakker. Jeg går totalt i lykkerus gennem bakket landskab.

Jeg er taknemmelig helt ud i fingerspidserne. For oktober på denne måde. For at få lov at traske rundt i ro og bare være til. For min ven der anbefalede mig præcis dette sted på kloden. For dem der holder stien, så man kan komme frem og dem, der har givet den gas med at lave hyggelige broer på kryds og tværs af bækken.

Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel.

Jeg elsker min breddegrad for meget. Nattevarslet om at oktober er her. Ikke nok til at samle kraven tættere om halsen, bare en gysende antydning af kulden undervejs. Som en duft opfanget med hele dit væsen. Suget ind af kroppen lige nu til alle de forgangne oktobre, lagret i din sjæl.

 

Klap dig selv på skulderen

I fredags begyndte min krop at gæffe op. Snot i hele hovedet, tung krop. Diffus og modvillig måtte jeg gå hjem fra arbejde.

Så sad jeg der i sofaen fredag og lørdag og lavede ikke så meget. Jeg havde sådan set ikke bare én men to deadlines mandag, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. Snot, hoste og temperatursvingninger gjorde det ret svært at tænke og kropumuligt at formulere noget som helst.

Så jeg så et par hurtige tjubang film, den slags der ikke kræver tankevirksomhed, eller indlevelsesevne for den sags skyld, og ellers sov jeg.

Og det går op for mig, at det er første gang i et halvt år, at jeg har haft to dage uden at lave noget som helst – og være okay med det.

Det betyder ikke, at jeg ikke har haft dage, hvor jeg har dovnet den, men jeg har hele tiden været bevidst om, at jeg BURDE lave noget.

Det kunne jeg simpelthen ikke i weekenden. Der var ikke andet at gøre end at hejse det hvide flag og lade kroppen bestemme.

I dag var jeg så på arbejde igen. Lidt mør, men bestemt.

Kl. 15 sidder jeg på terrassen og tænker over, hvad der så egentlig er kommet ud af ikke at slappe af det seneste halve år. Også fordi jeg synes 2017 fløjter af sted som om vi skal nå noget?

Måske er det bare mig.

Men halvårstjek er skide smart. For pludselig forstår du sådan set godt, hvorfor du er gået hen og er blevet lidt træt.

Min liste begyndte med

  • havde en kæreste
  • mistede en kæreste

og så skulle man egentlig tro scenen var sat, men det næste der falder mig ind er, at jeg har skrevet en lektørudtalelse om ugen, hvilket betyder, at jeg ikke har den tid til rådighed, jeg er vant til – men også betyder, at jeg får lært en masse af at læse ny faglitteratur og har en anden slags penge, og jeg brainstormer videre:

  • fik idéen til og afholdt to damesaloner
  • har mediteret forholdsvist regelmæssigt
  • begyndte til yoga (så var der sommerferie) skal huske at genstarte 🙂
  • skriver ordbogsopslag, er begyndt på en roman, skriver rent faktisk videre på en roman!
  • har været til flere dejlige koncerter, med dejlige mennesker – og alene
  • har fundet en at skrive med OG en at diskutere tekster med
  • har haft oplæsningsdebut til Hjortfest (takketale)
  • fået egen bil igen
  • haft to forfattersamtaler, hvoraf den ene gav mig sindssygt dårlige nerver, fordi jeg var starstruck
  • var i kloster

Og alt det er jo VED SIDEN AF almindeligt job og børn og madlavning og alle de timer vi bruger på at sove..

Jeg scanner forbløffet listen over første halvår af 2017.

Så skriver jeg uden den mindste ironiske distance dette med store bogstaver til mig selv i min notesbog:

 

DU HAR GJORT DET FANTASTISK I 1. HALVÅR AF 2017

FREMRAGENDE INDSATS

MED ET SKRAMMET HJERTE

MESTERLIGT

YOU RULE

 

 

Og jeg tænkte, at jeg ville skrive dette indlæg som inspiration til, at du kigger på det halve år, du lige har haft.

Ser på det og dig og din indsats med venlige øjne og en positiv indstilling.

Skriv gerne en kommentar om, hvad der falder dig ind om dit første halvår af 2017. Jeg vil elske at høre det.

Gem

Gem

Taknemmelighedsdagbog 08-17

Det er allerede fire måneder siden, jeg sidst skrev taknemmelighedsindlæg på bloggen (→ læs indlæg fra april). At føre taknemmelighedsdagbog her har den klare fordel, at jeg kan understrege taknemmeligheden med billeder og lyd. Og måske kan det tjene som inspiration 🙂

I dag 4. august 2017 er jeg taknemmelig for:

 

At skrive sit hjertes sprog

Jeg er taknemmelig for, at jeg er ved at have fundet mig godt til rette med ‘sådan som tingene er’, at jeg skriver dem ud og for folk, der forstår, at dette er en god ting

 

Dybe samtaler & mennesker der vil indgå i dem

I denne uge har jeg haft ferie, næsten, fra hovedjobbet i hvert fald og har mødtes med fire kvinder, eftertænksomme, ikke bange for at udveksle glæder, rod og sorg med mig. Og mens jeg skriver dette gennemstrømmes jeg helt bogstaveligt af en gysende taknemmelighed over at få lov at møde andre på denne måde. Så nøgent og ærligt som vi nu engang er i stand til lige nu og her.

 

Arbejdet

Jeg er taknemmelig for, at selv når jeg er træt og ugidelig og mangler tid fordi idéer og aftaler vælter ind, men jeg skal læse en bog i forbindelse med mit arbejde, så er det helt afsindigt dejligt, at timingen så vil, at lige netop denne bog er lærerig og understøtter noget, jeg går og funderer over anyway

Bogen handler om at vi overordnet tiltrækkes af to ting i et andet menneske. Den bevidste del tiltrækkes af noget den anden er i besiddelse af, en side eller en evne som vi gerne selv vil have eller fremelske, men som er svær for os at udvikle. Dén del er vi alle sammen med på. Men samtidig tiltrækkes det ubevidste af et menneske, der kan trykke på lige netop dén knap, der aktiverer gammel smerte og undertrykte sider af vores personlighed, som vi engang har gemt helt væk for at føle os værdige til kærlighed.

Og det Jytte siger er, at det er her. I konflikterne. At vi har mulighed for at vokse. Vokse, sammen. Finde tilbage til os selv og hele, gennem konflikterne med det elskede og kropumulige menneske, som vi ubevidst har valgt PRÆCIS fordi de aktiverer den gamle frygt og fortrængning.

Bogen udkommer 14. august hos Gyldendal.

 

Gaver

Min kollega og ven der kommer hjem fra ferie med en fødselsdagsgave, der rammer mig lige der, hvor der er blødest, hvor jeg føler mig set:

Og ex-svoger, der sender mig bøger, han synes, jeg skal læse. Altså BÅDE en bog OG en pakke i postkassen, det kan næsten ikke blive bedre for mig:

 

Og som altid evig taknemmelig over musikken

Jeg åbnede iTunes, som jeg ellers kun bruger til meditationer nu og scannede de sange, jeg hørte sidst. Genfandt en skøn, skøn sag, som jeg har sunget meget højt til – og nu gør jeg det så igen, om denne fyr der er så bange for sommerfuglene i maven, at han sover på en pude af pesticider:

For I have been killing those butterflies / Is that what I’m willing to Sacrifice, to sacrifice, to sacrifice / What don’t kill only makes us stronger / I guess I’m stronger now

 

Elsk hvad der er

Dette lands natur, dammit, det her ligner sgu da en hver anden safari 😀

 

August

Og jeg er først lige begyndt. Jeg er taknemmelig for små frøer i haven og i min hånd. For hundehvalpe. For at blive kontaktet af og nu har en lille skriveklub med et dejligt menneske. August er kun lige trådt ind på scenen, men sammen med slutningen af juli har jeg fået så meget luuuv fra universet, at jeg nu er ved at lave en plan for, hvordan jeg så håndterer al den opmærksomhed :D. Der er tegn alle steder.

Fx møder jeg en klovn i køen i brugsen. Vi mødes ellers aldrig.

“Det er sjovt”, siger hun, “jeg har lige tænkt på dig i dag, jeg ved ikke hvorfor”.

“Det er fordi, jeg går og tænker på dig”, svarer jeg og tager en dyb indånding og spørger om noget, jeg allerede opdagede jeg ville spørge hende om for længe siden. Om jeg må interviewe hende om at være klovn.

Det må jeg gerne.

Nu er jeg herre nervøs for rent faktisk at skulle gøre min idé, og for at jeg potentielt forkludrer det.

Men når tegnene begynder at komme som store skilte på pinde til demonstrationer, så bør vi lytte.

And start doing what needs to be done.

 

Gem

Gem

Forpustet takkebrev til universet

Kære Univers Ꙭ

Lad mig starte med at sige, at jeg er så taknemmelig for alt, jeg modtager lige nu. Og lad mig endelig også få sagt i en fart, at jeg er helt klar over, at de ting der kommer nu, er noget jeg selv har ønsket mig. Fra dig.

På et eller andet tidspunkt.

Men søde Univers. Hvorfor skal alting altid komme på én gang? Du ved jo, hvor nemt jeg mister overblikket.

Hvis vi så i det mindste kunne have ventet med at lade mig finde pladen med Circa Waves indtil alting ikke stod og bankede på mine porte og råbte i uorganiseret kor: se MIG, TAG mig, tag mig FØRST, JEG ER VIGTIGST, JEG er din glade fremtid, jeg er din glade NUTID (well played).

Du VED, at jeg ikke kan tænke og høre musik samtidig. Du VED, jeg begynder at rokke, prøver at synge med lææænge før jeg kan teksten. Og dette nummer. Jeg går totalt i svingninger og smider alt omkring 2:50, hvor det hele bare bliver så storladent og dejligt, at jeg både har hvinet og tudet, fordi det skaber et kraftfuldt billede i mig af sorg blandet med ren lykke. Jeg ved ikke engang, hvad dét indbærer ud over dette; at du kaster ting efter mig, der fylder mig med glæde og taknemmelighed og håb og tro på mit mod og mine evner og tegn, og at jeg bare skal blive ved med at følge dem og så kommer det endda med et soundtrack til.

Men okay Univers. Nu har jeg skrevet til lokalt spillested og ønsket, at de lytter til og dernæst booker bandet. Du har selv lært mig, at man bare skal ønske løs.

Jeg prøver at lave en plan for at vise dig, at jeg anerkender dine gaver. At det ER gaver, selvom jeg lige stresser lidt ud.

Og så må planlægningen bare blive afbrudt af lufttrommesoloer og hvad ved jeg.

Kærlige hilsener

Christina

Når vi laver magi

Det er den vildeste onsdag i mands minde. Her til aften har jeg afholdt Damesalon nummer to. Jeg kendte mine gæster på forhånd i varierende grad. Fra et årelangt forhold til kun at have snakket et par timer. De kendte ikke hinanden.

Fem kvinder kom med mad og fortællinger. De var hver især blevet bedt om at møde op og bruge ti minutter på at dele noget med os andre. Noget der fylder i deres liv.

Det gjorde vi så. Delte. Musik og erindringer. Kampe og livssår, kærlighed og væren. Tilgivelse (tilgivelse, måske?). Korte uddrag af liv, der har efterladt mig totalt forpustet og benovet over, hvad livet kan give os, hvis vi byder op til dans.

Den oplevelse vi delte her til aften var, som den ene deltager siger, magisk. Og det var den, fordi vi alle seks gav noget af os selv. Og vi lyttede. Levede med. Lo og sad i lamslået tavshed. Og beundring.

Jeg satte remedierne frem, men det er ikke mig, der laver magien alene.

Jeg tror, vi alle kan lave den lille magi alene.

Stor magi kræver to eller flere.

Og når vi lægger gode intentioner og kræfter i… så kan vi lave stor, forrygende, rystende, voldsom og bragende magi.

Også på en onsdag.

Jeg aner aldrig, hvad mine idéer kan føre med sig. Det viste aftenens Damesalon med al tydelighed.

Nu er jeg helt færdig. Dybt taknemmelig for mine gæster. Fordi de sagde ja. Fordi de er så skide fantastiske og modige.

Og taknemmelig for den store idegenerator som fodrer mig med løsninger, når jeg synes livet er lidt fladt.

Lige nu er livet et bakket landskab med eng og åer og fuglekvidder og advarende rovfugleskrig.

Præcis som jeg kan lide det.

Tak.

Søndagsglæde

Regnen pisker mod ovenlysvinduet på første sal. Jeg lægger nakken tilbage som om jeg kan høre det bedre sådan. Opdager spindelvæv i loftet. Det får lige lov at hænge der lidt endnu, det er ikke øverst på prioriteringslisten. Faktisk er det end ikke på listen.

Jeg skriver blogindlæg, mens jeg samler tankerne om den bog, jeg lige har læst. Om lidt skal jeg skrive lektørudtalelsen. Jep, jeg arbejder en søndag aften tæt på og hen over sengetid. Sådan bliver det ikke i næste uge. Fra næste uge bliver læsset fordelt jævnt.

Sønnen er kommet over en dag tidligere end normalt. Vi har haft en snak ham, hans far og jeg om lommepenge, hvem der skal betale hvad, og hvordan vi synes, det er fedt, at han gerne vil have en opsparing, men at nogle af de ting, vi har lyst til i livet koster penge. Også ens egne 🙂 Vi har talt om ikke at have råd til alle de ting, som andre forældre måske har råd til, og om at hvis han gerne vil op på grilleren og hænge og købe mad, så er det egentlig ret stort, at det må han gerne, og hvis han regner på det, kan han få fire bakker pomfritter for sine lommepenge..

Vi har sat lommepengene op. Fire bakker pomfritter og det er så UDEN at sætte penge i banken, det holder jo ikke for én på tolv. Ikke at han gider dem, pomfritterne. Det viste sig at være en principiel diskussion..

Søn kan ikke lide regn, gæffer han oppe fra værelset. Han burde sove. Jeg skal arbejde. Og lyden af regn når man er under dynen i et regntæt miljø, er da noget af det bedste? Han kan IKKE lide regn. Hvad nu hvis det begynder at dryppe på hans seng? Som sagt: han burde sove, jeg skal arbejde, og jeg er en brøkdel af et sekund fra at negligere, at der er et eller andet, der forhindrer ham i at sove, men egentlig skal jeg jo ikke sidde der og bestemme hvad.

Jeg inviterer ham ned. Kan du huske da du var lille? I kolonihaven? Vi stillede os ud i regnen? Han kan ikke huske det. Jeg skal gå ud først, smider tøjet, to store spring ud i regnen og hviner til lyden af hans latter. Han kommer jo ikke ud. Ikke denne gang. Men på et eller andet tidspunkt gør han, og så vil han kunne smutte ned under dynen bagefter og høre regnen mod ruderne på en helt anden måde end han gør nu. Det ved jeg bare.

Jeg behøver ikke at kaste mig ud fra klippe med elastik for at føle mig i live. Gyset ved regn mod huden er rigeligt. Du skulle tage at stille dig ud i regnen, lukke øjnene og bare mærke. Mærke regnen og hvordan alt andet fordufter fra kværnehjernen, mens du står der og bare er. Lille menneske under uendelig himmel.

Det har været en besynderlig uge. En ugen-derpå-uge. Jeg har fået blomster. Sådan med kurér og det hele. Og en flaske og kort med tak. Det er ikke lige noget jeg sådan er forvænt med. Faktisk startede jeg ud med at stirre på de cellofanklædte blomster og tænke, at jeg ikke kunne huske, hvornår det var sket sidst. Indtil det gik op for mig, at det jo er lige meget. Sidst er irrelevant. Det er nu der gælder. Så græd jeg lige en lille smule over at være modtager af så dejlig og uventet en gestus.

Jeg har også fået tomatplanter. Tre stk. Hjemmedyrkede. En af mine damesalongæster fortalte om sin (ret) store interesse for tomatplanter, der hvert år resulterer i for mange frø og for mange planter til familiens forbrug. Jeg havde fået lov at komme forbi efter nogen, men så står hun pludselig der på arbejdet med planter, hvis blades duft er noget af det allerbedste jeg ved. Hold nu maul jeg var glad. Hoved-og-fingre-helt-ind-i-planten-og-ryste-duften-op-glad.

Og jeg har fået skaffet mig en badeværelseskompatibel bluetooth højtaler, så nu kan mine naboer rigtig få glæde af mine playlister.

Så mangler jeg bare ordentlig lyd i Picantoen, men jeg kan mærke, at jeg forbinder ordentlig lyd med en helt anden bil, så den lader vi lige stå lidt længere til jeg er blevet mør.

Lige om lidt er det mandag.

Er du også klar?

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Takketale

Tale holdt til Pop-up festival i Hjortshøj 3. juni 2017

Jeg har valgt at skrive en tekst til lejligheden. En takketale. Et taknemmeligheds skriv. Da Johs spørger, om jeg vil læse noget af mit op i dag, bliver jeg så glad og nervøs, at jeg først svarer et par dage efter, at det vil jeg gerne, men det kan godt være jeg dukker op besoffen for lige at tage den værste nervøsitet.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg er ikke fuld. Jeg har bare duftet lidt til et par skarpe inden jeg kom.

Nej jeg har da ej..

Der findes mennesker, der får opfyldt deres ønsker, og så er de bare glade.

Og så findes der os andre, jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange vi er, der beder om universet om noget, får det, og så vælger vi så at gå i fuldbyrdet panik.

Hvad skal jeg læse op. Jeg har ikke noget at læse op. Skal jeg læse noget gammelt, noget sjovt, noget sært ingen forstår, men som får mig til at fremstå helt forfatteragtig nu ingen forstår, hvad jeg siger?

Men alle der ved noget om kreativitet siger, at man skal skrive / male / synge det man ved noget om. Det der fylder.

Jeg ved noget om taknemmelighed.

Og her vil jeg straks afbryde mig selv og lige prøve at få jer, publikum, i den rette stemning.

[hiv sprut og glas frem]

Jeg ved da godt, at jeg ikke kan købe mig til venner, det sagde min mor i hvert fald. Jeg må vel have afprøvet mulighederne eftersom vi skulle have den snak, og det er heller ikke meningen her. Men jeg synes en takketale kræver, at man har noget at skåle i. Så hvis I lige vil lade flasken gå på omgang, så taler jeg videre imens.

Taknemmelighed.

For fem år siden ville en takketale fra min side være overstået rimeligt hurtig. Jeg var utrænet, grøn, uskarp på alle de ting, der er at takke for i sådan et helt almindeligt menneskeliv.

Mit tyveårige jeg ville nok ikke have sagt så meget til det her, bare tænkt sit og ladt mig om at være mærkelig, mens hun gik ud og blev fuld.

Og jeg er taknemmelig for at være 45. Sådan virkelig. Sådan heeelt ind i knoglerne. Taknemmelig for at alt for helvede er blevet så meget bedre efter de fyrre.

Tak for de grå hår, som endelig ENDELIG giver mit fine nordiske hår lidt kant, og læg mærke til, at det er ’fint’ nordisk hår, vi siger. Vi siger IKKE noget tyndt nordisk lyst pjaskværk. Nej, fint nordisk hår, nu med stive grå strå i.

Hvor heldigt er det ikke, at jo flere buler og streger og ar jeg render rundt med (ting som en 20-årig ikke engang aner kan bule), jo mere tilfreds er jeg overordnet med hele situationen.

Da jeg var 17 og slank med verdens mindste topmave, var den elendige topmave det eneste jeg kunne se. Nu tænker jeg, ja, hvad fanden, med topmave følger større bryster – og tak for det.

Tak for hænder og tænder

Tak for farver. Tak for forårsgrøn, vindbølger i umoden mark, for grønne øjne. Tak for de mennesker, der dukker op i farver på en helt almindelig hverdag og lyser op.

Tak for ekstra chancer.

Da vi lavede litteraturscenen på Hjortshøj Festival, havde jeg besluttet at læse noget af mit eget op næste år. Men næste år blev ikke til noget. Festivalen lukkede. Optræden aflyst. Så tak til for mennesker der ikke vil acceptere en lukning og opfinder noget nyt. Tak til Johs for at tænke mig ind og til universet for en chance til.

Og tak til mig selv for at være blevet gammel og vis nok nu til at vide, at hvis du misser chancen første gang, så skal du dælanduleme sige tak og amen og ja for fanden, hvis den kommer igen.

Når jeg er dødtræt, og jeg ikke engang forstår hvorfor – men hey – jeg er bare træt, om lidt ryger jeg og så på hovedet i nyvasket, forårstørret sengetøj og DET er jeg taknemmelig for. Glæden ved at vaske tøj på en solskinsdag. Alene tanken om duften, den nærmest fysiske glæde ved at lægge sig i udetørret frisk luft duftende sengetøj, at rulle rundt i solskin og fuck jeg elsker præcis denne plet på denne breddegrad i foråret og endelig ENDELIG brænder kinderne på terrassen, og vi ved de ikke burde, kinderne, brænde, vi skal gå ind nu, men solen er tilbage, efter mørket og kulden og solen.. vi går fandme ikke ind, nul, nixen, og jeg er taknemmelig for den følelse hvert eneste år.

Jeg er taknemmelig for alle de ja’er jeg får. Dem der ligger i et smil. I et blik der holdes lidt længere. For kram og for de gange du tager telefonen, når jeg ringer. Taknemmelig for likes og kommentarer på diverse sociale medier, for hjemmelavede gaver, buketter..

Jeg er taknemmelig for at blive bedt om at lade være med at udskyde mere, for at nægte at love noget, og for at stole så meget på spørgerens kærlighed, at jeg nu holder, hvad jeg ikke har lovet.

Og derfor er jeg nu hver aften taknemmelig over at terrassedøren ikke længere lyder som en rotterede fuld af klynkesultne unger. Fordi jeg har puttet olie på hængslerne. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet gammel nok til at fikse knirkende terrassedøre, forholdsvist hurtigt.

Forholdsvis er også noget at være taknemmelig for.

Det kunne jo være værre – og forholdsvismæssigt set kan man faktisk være på vej hen mod et bedre sted.

Jeg læste et digt på en opslagstavle for 22 år siden i Aalborg. Det handler om at vi fødes som os selv. Så bliver vi formet, klappet, skubbet, pudset, ledt og rettet til, så vi kan gå ud i samfundet helt firkantede og super tilpassede.

Resten af livet bruger vi så på at finde tilbage til os selv.

Mens jeg skriver på det her dukker udtrykket ’at skrue ned for charmen’ frem fra et gammelt kammer i hjernen. Det har bare ligget der og ventet på en lejlighed til at dukke op. Er du vimmer, man kan brug mange kræfter på at justere den charme. Mens man er halvvoksen. Mens man er ung. Jeg er så taknemmelig for ikke at være ung længere..

skruer man ned for charmen for ikke at være for ufeminin. Ikke grine for højt. Ikke insistere på taletid, heller ikke selvom man helt klart er den klogeste i rummet. Ikke hæve stemmen.

Så skruer man op for at blive set.

Så skruer man ned igen, fordi det var de forkerte, der fik øje på én, og så op igen for ingen opmærksomhed er altså også for trist.

Og imens går tiden. Opdragelsen har fået dig klappet godt firkantet, så du kan stables og passes ind.

Og hvis det mindste stikker ud, sørger vi sørme selv for at skære det til.

Vi justerer charmen.

De af os, der er gode til at opfange, hvad andre er fyldt af, risikerer at skrue rigtig meget ned, fordi vi hele tiden mærker, hvordan andre reagerer på os.

Jeg justerede charmen i en grad, så jeg endte hjemløs i mit eget liv.

Men så er jeg pludselig over fyrre. Enlig mor til to. Stiller skoene hver dag i socialt boligbyggeri. Tjener penge ved at være offentligt ansat. Alt sammen ikke ligefrem noget der får nogen til at tænke

Uh.. sexet..

Nej, men til gengæld er jeg dødhamrende taknemmelig for at have fået skrællet en masse socialisering af mig, for at have fået gravet og slæbt mig ind til kernen og at have opdaget, at man aldrig skal skrue ned for charmen.

Aldrig.

Dem der ikke kan tåle mosten, er ikke dine mennesker. Lad dem ligge og rode med deres løftede øjenbryn og deres trang til at dæmpe alt omkring sig.

Imens går du et andet sted hen og giver den gas.

Jeg er taknemmelig for børnene. Dem kan man altid takke for. Tænk hvor kedeligt livet ville være uden dem at bekymre sig om.

Der er dage, hvor taknemmelighed ikke ligger lige for.

Dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være her igen.

Den slags dage ender du med at være taknemmelig for et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

Tak for mine 10 minutter.

Tak til jer der lytter med i dag, det er ligesom at få et like, bare ude i virkeligheden.

Skål.

For livet.

Taknemmelighedsdagbog 04-17

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog. Ikke hver dag, men jævnligt.  Det gør jeg fordi taknemmelighed gør mig til et gladere menneske. Hjælper mig til at fokusere på livets goder i stedet for manglerne. Evnen til taknemmelighed kan trænes, fx ved at skrive dagbog. Du kan vælge at være taknemmelig for alt muligt. Hverdagsting er fine at øve sig i at se på med taknemmelighed, men også i de tilfælde, hvor det ærligt føles som om livet er løbet lidt fra dig. Så skriver du i din taknemmelighedsdagbog, at du er taknemmelig for: solskin (eller fine skyer), kaffe (eller te, eller rindende vand), chokolade, smil, tulipaner. Det var fem.

Dagens taknemmelighedsdagbog føres hermed på bloggen. Så kunne der sørme også komme billeder og lyd på og dét er jeg også taknemmelig for.

I dag 23. april 2017 er jeg taknemmelig for:

Oprah Winfreys stemme

En Facebook-ven omtalte en 21 dages gratis meditationer med Oprah Winfrey og Depak Chopra. Meditationerne handler om håb. Det er ikke fordi jeg syntes, håb var noget, jeg gik og manglede, men jeg var klar på 21 dages forpligtende meditation. Hver dag indleder Oprah Winfrey med en lille fortælling. De første par gange græd jeg, mens hun talte. Jeg ELSKER hendes stemme. Hun lyder så fuld af omsorg, barmhjertighed og kærlighed. Og det smitter direkte af på den følelse, jeg bagefter mediterer med.

Maya Angelous ord

Amerikansk digter (1928-2014) som jeg opdagede via Oprah Winfrey. Nogle af Angelous ord er blevet et af mine livscitater: Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. Men her er det et nyt, som også trigger mig:

 

Musik – her Händel

Musik kan få os til at bruse over af energi, af aggressivitet, af danselyst, af sorg, længsel, minder og bare af en følelse af at verden er vidunderlig, når den skaber sådan en lyd. Jeg tudede lidt over skønheden i dette her i dag. Det bliver nok heller ikke sidste gang..

 

Trygve Skaug

Norsk musiker/lyriker, hvis ord gang på gang bjergtager mit romantiske hjerte. Find ham på på Instagram (@trygveskaug)

 

Følsomheden

Og jeg klandrer den og ærgres, og ville ønske ting anderledes, for det er min følsomhed der får mig til at tude over en stemme, over ord, over et stykke musik. Det er imidlertid de samme grunde, jeg har for at være taknemmelig for følsomheden i dag:

Tænk at kunne mærke ting så stærkt, at man tuder over en stemme, over ord, over et stykke musik.

 

Fjollet snekugle med banan 🙂

Din tur 🙂

 

Jeg pakker mine ord ind til dig

Vi er knyttet til mennesker, vi aldrig har mødt. Sjæle derude hvis ord og billeder på sociale medier stykkes sammen i vores hoveder til vi føler, vi kender dem. For mig betyder et udvalg af disse mennesker noget. Ofte er det dem der giver af sig selv. Dem der knalder ud lige som mig. Dem som deler, når de mister, når de glædes, når de rystes eller giver sig tid til at svare andre på deres råb.

Forleden røg en facebook status direkte ind et sted jeg kender. Det sted hvor man næsten ikke kan bære vægten af sig selv. Og eftersom afsenderen og jeg ikke er forbundet andre steder end online, svarer jeg dig nu online.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ender der, hvor du er nu, og hvor jeg var i foråret. Jeg ved bare, at

Kære du

Jeg har også siddet der. Knækket under bruseren. Jeg tror, du trænger til varme arme, og alt jeg har at tilbyde dig er ord. Men så får du dem. Du kan gemme dem, til du er klar.

Når det tunge og grå har spredt sig til hele kroppen, og det er svært at trække vejret frit. Når det har lagt sig som en hinde over dit udsyn, dit håb og din tro. Når du ikke kan se meningen med noget som helst eller nogen.

Så bliver du nødt til at række ud.

Find frem til de mennesker, der holder af dig og lav aftaler med dem. De behøver ikke være der 24/7, men sørg for at ses med nogen, der kan give dig omsorg. Hver dag. Sæt en uge af til en begyndelse, så det ikke bliver for overvældende, og endnu et krav. Lav aftalerne. Erkend hvordan du har det – også over for dem – og bed om omsorg.

Jeg fulgte det råd i foråret og opdagede flere ting. Jo dårligere jeg har det, jo mere overbevist er jeg om, at jeg skal kunne klare alting selv.

Jeg opdagede også, at folk tager sig af mig fra det sekund, jeg siger, at det har jeg brug for. De gør det endda som om det bare manglede.

Tit drejer det sig jo ikke om, at du nødvendigvis har lyst til eller er klar til at tale om det. Hvad end dét er. Når du først er blevet grå, føler du dig nærmest som en omvandrende smittebærer. Og hvem er tjent med et menneske, der spyr nedtrykt sindstilstand ud over alt og alle i umiddelbar nærhed? Men DE kan klare det. For DE er ikke grå. De ryster grå af sig og fortsætter.

Det kommer du også til igen.

Start en taknemmelighedsdagbog. Jeg mener det. Det kan godt være, det lyder som en enormt tøset hippieting. Men det virker. Hver dag skriver du tre ting, du er taknemmelig for. Det virker, jeg lover det. Ikke lige med det samme men stille og roligt, vil det fjerne fokus fra din følelse af mangel.

Der hvor du er nu, kan det være virkeligt svært at være taknemmelig. Så vidt jeg husker, vrængede jeg de første ting ud, da jeg startede op med taknemmelighedsøvelser. Nu er det en vane. Det ligger også godt til mig, taknemmelighed. Måske du vil opdage det samme.

Bare tag det roligt. Jeg har nogle helt gratis forslag til forsigtig opstart med taknemmelighed:

Ting at være taknemmelig for:

  • du har en bruser at tude under
  • basgange
  • blødheden mod håndfladen over kattehoved

Andre ting at være taknemmelig for, når ingenting fylder alting:

Solsortesang. Dine ben (jow, prøv lige at forestil dig livet uden). Yndlingsbukserne. Duften af kaffe, flimrende sol gennem ruden, månen ved at sprænges eller ved at starte op igen, et smil fra en fremmed, hvor mange nuancer der findes af grøn, musik der får dig til at sitre, bilen der bringer dig frem, skyer, taget over dit hoved, dynen, stearinlys, mad, varme sokker, forår, træer, græs, mos, spirende forårsløg, de gode oplevelser du har haft – find dem frem, trøst dig ved dem, at du er gammel nok nu til at købe alt det slik du vil, gode film, vand: bække, åer, støvregn og slagregn, brusende vand ved vestvendte kyster og rolig skvulpen ved østvendte.

Og ord.

Og at der findes mennesker herude der forstår. Du er ikke alene.

Venligtsindede hilsener

Din virtuelle ven

Dage med taknemmelighed

Det er gode dage.

Også selvom jeg indtil videre kun har udført én af de tre ting på dagens liste, så krydsede jeg alle tre på gårsdagens:

  • Mediter – tjek
  • Book ophold på Ørslev Kloster – tjek
  • Lease en bil. Fra lørdag er jeg kørende igen (wuhuuuu) – tjek

I går aftes går jeg i seng med de koldeste fødder i mands minde.

Når udbrydere fra kernefamilierne får en kæreste, er det ikke kun et nyt voksent menneske, vi tager stilling til. Der kan også være nye børn. Jeg mødte to styks dejlige unger, som imponerede mig i al deres forskellighed og ved helt basalt at være gode mennesker.

Når man går op og ned af hinanden. Deler morgenmad, bilture og badeværelse, så kan man nærmest ikke undgå at komme tættere på, end man gør med de fleste andre, der krydser ens vej.

Og så kan de voksne ikke finde ud af det – sammen – og så er det pludselig væk.

I går var jeg klar til at skrive det farvel, jeg ikke nåede ansigt til ansigt. Jeg blev nødt til at sikre mig, at hun ved, hvor sej hun er. At jeg synes, hun er dejlig, med alt hun nu er.

1 ½ time senere ligger jeg i min seng med et overspændt hoved. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor min hjerne bombarderer mig med tvivl, helt latterlige forsøg på at underminere en besked jeg har sendt fra hjertet til et andet derude. For hvad i himlens navn kan der være galt i det?

Indtil det går op for mig, at alle advarselslamper lyser, fordi jeg har tilladt mig selv at være helt åben og ærlig = sårbar.

Nå det er bare dig, Sårbarhedsangst, gamle svinger.

Så er det okay igen. Jeg kan sove.

I dag.. Arbejdet er godt. Der bliver grinet. Og delt. Så ind til byen med Annette for at genbrugsshoppe. Hun har fundet ud af, at Mathilde Falch giver minikoncert på Kvindemuseet i forbindelse med Kvindernes Kampdag. Så vi går med.

Så står hun der, Falch, smuk bag sin guitar. Griner og fortæller om voldsomme nedture, om misbrug og om at rejse sig og elske ham derhjemme. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke universet for alle de eksempler det serverer på, at folk der tør vise deres sårbarhed nærmest summer af styrke.

I mine øjne.

Mine øjne ser at alle jeg smiler til i dag i Aarhus smiler tilbage.

Jeg køber en blå bluse med perler og pallietter. Og en storblomstret retrokjole, der ligner en ret festlig sommer. I den ene butik spiller de en 90er liste, hvor jeg kan synge med på samtlige numre. Det gør jeg så. I den anden butik spiller de noget der er nyt for mig. Dejlig lyd som jeg må have med hjem. Video følger.

Der er et rødt 1 tal ud for Messenger ikonet på telefonen. På vej hjem læser jeg svaret på gårsdagens besked. Jeg har modtaget de fineste og mest venlige ord som svar på mine, så der sidder jeg så i bussen og tørrer kinder med begge håndflader.

Med nakken mod sædet og blikket ud i et regngråt tusmørke falder jeg til ro i visheden om, at jeg har gjort, hvad jeg kan nu. Gjort hvad jeg kan, med det jeg har at gøre med.

Bussen nærmer sig stationen. Foran mig på gangen ligger en pink fjer. Jeg glor lidt på den, så bøjer jeg mig og samler den op. Jeg har en pink fjer i min hånd og den gør mig simpelthen så skide glad.

Passageren foran mig vender sig mod mig uden for bussen. ’Den der må da bringe lykke’, nikker hun mod fjeren og smiler med øjne og mund ud under huen i en kun tilsyneladende grå aften.

Og det har den dermed allerede gjort.

Jeg vil slutte for i dag med et råd til hvordan man kan være glad:

Du bliver glad ved at samle de pink fjer og smil op du støder på. Og ved at fortælle dine mennesker, at du holder en plads til dem i dit hjerte.