Verden er magisk (fordi jeg siger det)

J.K. Rowling åbner en dør inden i mig med den første bog om troldmandslærlingen Harry Potter. Alt er større bag den dør. Urimelighederne. Mulighederne. Det vi tror, er hele verden, er bare en lille del af noget større, som måske ikke kan ses med det blotte øje, men det er der alligevel. Det er nu ti år siden, jeg læser sagaen om Harry til ende med følelsen af tab. Jeg føler mig efterladt. I en grå og frygteligt verdslig verden. Og så tuder jeg.

En voksen dame ja men

Det er som at lukke døren til magien, og nu har jeg jo lige fundet den.

Det er svært at lede efter noget, man ikke engang ved eksisterer. Efter noget man ikke kan se. Men jeg har altid søgt alligevel.

Jeg kan godt lide tanken om, at der er nogen eller noget der passer på os. Jeg har brug for at tro på noget større. Noget der lyser og glimter og ikke ligger under for husleje og omstillingsparathed og skiftende politiske interesser og egoflimmer. Noget der bare er godt. Vedvarende. Kærligt.

Og så er det jo at det måske nok begynder at blive lidt langhåret for nogen, men når det virker for mig, virker det måske også for en anden derude:

Jeg beslutter, at jeg har en bjørn. Eller måske beslutter bjørnen det, det er ikke til at sige. Bjørnen er mit kraftdyr. Lidt ligesom nogle mennesker taler om, at vi har skytsengle, så findes der også kraftdyr, der fungerer som en slags beskyttere eller vejledere.

Det er ikke fordi bjørnen går og giver mig råd vel, det er en bjørn, den SIGER ikke meget. Men ved at være til stede som bjørn: luntende, nysgerrig, rolig og tung, til tider legesyg, ofte ret døsig, giver dens selskab mig noget jeg mangler. Ro og jordforbindelse.

Jeg finder bjørnen, eller den finder mig, i en meditation. Lige da jeg bliver alene, er det som den slags er. Der er en tom plads i mig, og jeg er urolig for, hvad jeg mon kan finde på at fylde den plads ud med, hvis jeg ikke passer rigtig meget på, så jeg tvinger mig selv til at meditere. Det går ikke altid lige godt med det. Faktisk får jeg sovet en hel del, når jeg har sat mig for at meditere.

Denne gang virker det. Det føles som at blanke sit hoved. Tanker, væk. Følelser, væk. I den tilstand vælger jeg så at placere mig selv på en strand i en bugt. Temperaturen passer til min påklædning, vandet er roligt, sandet blødt. Et godt stykke foran mig trisser en bjørn rundt og leder efter spændende ting med snuden i sandet.

I det øjeblik jeg ser den, ved jeg, den hører til hos mig.

Den har været i min nærhed lige siden.

Jeg er ligeglad med, om det er noget jeg finder på. Fuldstændig totalt inderligt ligeglad. Det er irrelevant. Jeg har fået den mest trofaste følgesvend, som altid er der, når jeg har brug for det. Hvad den ellers laver aner jeg ikke. Den bliver ikke ligefrem liggende som en trofast hund i spænd under bordet, mens jeg er optaget af at finde min vej i det her jordiske liv. Jeg føler mig helt og aldeles accepteret og tryg. Bjørne går ikke rundt og dømmer nogen, det eneste denne bjørn skal er at passe på mig, og det føles luksuriøst og ganske fantastisk.

I perioder glemmer jeg magien. Jeg glemmer at puste til støvet, som konstant lægger sig som en fedtet hinde over os, når vi bliver for optaget af det praktiske: arbejde, rengøring, transport, madpakker, penge, kroppe. Når jeg kommer i tanke om magien igen udvides verden øjeblikkeligt.

Jeg anerkender at ’skør’ ligger lige for, når man som voksen vælger at have en usynlig ven, som oven i købet er en bjørn.

Men skader det nogen at jeg har fået en bjørn?

Gør det mig godt?

Så jeg har en bjørn.

Den gider ikke engang kigge på mig nu. Den er inderligt ligeglad med blogindlæg og afsløringer.

Den vidste præcis, hvad den gik ind til.

Kunstner: Elin Engelsen → Se flere billeder hos hende på FB

 

Gem

Men jeg skriver os glade

Vi bor i hver sin by med hver vores sæt delebørn, og sådan vil det være i lang tid fremover, med mindre vi kan få os selv til at gøre fire børn ulykkelige ved at hive dem op med rode – igen.

Så vi er på skema ham og mig, ligesom ungerne er det. Alting skal planlægges.

Jeg håndterer det stadig dårligere.

’Du er et hud og hår menneske’, siger min veninde til mig, og det er jeg.

Jeg kan ikke nøjes med 10 dejlige dage om måneden de næste mange år. Jeg vil hellere have 30 halvsløje. Jeg vil have det hele: fødselsdage, grå og blå dage, solskinsdage, feriedage, morgensure dage og sygedage. Jeg vil have fællesvask og fælles venner, fælles glæde over et gedigent tordenvejr, lægge puslespil sammen fordi vi ikke kan finde på andet lige nu, og fordi vi har masser af tid. Jeg vil kramme og knappes op, når jeg er fuld af glæde over et nyt job. Og jeg vil være der til at hente øl og nikke, når kollegaerne har været nogle fjolser.

Hver. Skide. Dag.

Jeg kan ikke bære tanken om to hjem de næste mange år. Hele tiden være på farten. Hele tiden være ude af sync. Til sidst ved jeg ikke, hvor jeg er, når jeg vågner, eller hvor mange børn der eventuelt er i huset. Finder sjældent ro længe nok til turde sætte mig med mit. Vi er på tid. Hele tiden på tid.

Det flår mig fra hinanden og overskygger glæden ved os.

**

Det passer med, at jeg skal starte på en ny notesbog, lige da vores forhold slutter. Det er da planlægning, der vil noget.

Tak univers.

Godt, kan jeg høre dig sige: ny notesbog – nyt fokus. Hvor smart.

Ja okay, jeg vælger så at starte min nye notesbog med at skrive alle de gode ting jeg kan komme i tanke om ved ham og mig sammen.

Fordi jeg ved, vi glemmer. Fordi jeg ved, der kommer dage, hvor jeg ikke kan huske andet end alt det latterlige. De gange jeg blev ked af det. De gange jeg gjorde ham ked af det.

De dage hvor det er de dumme tanker, der holder én oppe: At man fandeme heller ikke ville have det.

Men det har vi ikke fortjent.

Når vi var gode sammen, var vi sindssygt gode sammen.

**

Og når så alt det er skrevet og det hele måske bliver lidt hen af knuget, så er der altid musikken. Denne her er til dig og mig. Hvis du ikke kan finde noget at holde af i denne video er dit hjerte forstenet, og så skal du se at komme op af stolen og danse fjollet i en fart og med følelse, til du bliver hel blødt grinende af al den silliness.

Vintertab

Hvis du ikke snart skriver på bloggen, mister du alle dine læsere, siger han.

Men jeg kan ikke koncentrere mig, og måske vil jeg også helst se sådan på det, at de mennesker vi siger noget her i livet nok skal finde tilbage til os?

Jeg tror nærmere, vi skulle have snakket om

Hvis du ikke snart tager en timeout for at prøve at forstå, hvad der kun er i dit hoved, og hvad der i virkeligheden foregår, mister du dig selv.

Men sådan er der jo så meget, man skulle have gjort og sagt, som først virker helt indlysende, når båden er sejlet, løbet er kørt, mælken er blevet sur og bonden er faldet om på marken.

Jeg er lige kommet ud af mit første post-kernefamilie forhold.

En blog som denne er jo en helt indlysende dokumentation på indehaverens form for liv. Lange perioder uden blogindlæg kan betyde, at hun bare har haft andet at tænke på, eller måske nærmere, at hun har haft for travlt med at leve til at fundere.

Jeg er løbende begyndt på indlæg de sidste mange måneder, men den ro og eftertanke det kræver af mig at færdiggøre, indse hvor jeg vil hen med ordene og endelig finpudse, har ikke været til stede.

Jeg har seriøst haft andet at tænke på.

I alle de forhold vi indgår i, er der noget at lære. Det gælder de lange nære og touch-and-go forholdene med folk, der aldrig bliver andet end fremmede. Der er altid noget at hente.

Og hold nu helt op det har været en lærerig omgang.

Jeg har lært hvordan det føles at få opfyldt behov, jeg hidtil ikke har fået dækket, hvordan det kan løfte alting. Jeg har lært, at jeg virkelig er villig til at indgå nogle store kompromiser for at glæde dem jeg har en relation til. Jeg har også lært, at når man er sådan, er det ret vigtigt at de mennesker man binder sig til, også er indstillet på kompromis.

Ellers kan det godt gå hen og blive skævt.

Jeg har også lært, at på nogle punkter, kan jeg ikke gå på kompromis uden at blive storulykkelig. Det var ikke sjovt at være midt i, men i længden er det nok meget godt, at jeg har fået identificeret et absolut-ikke-muligt-at-indgå-kompromis-område-med-mindre-du-vil-se-til-mens-din-sjæl-krymper.

Så slipper man måske for at gå derind igen.

Siden vi opgav at få tingene til at virke mellem os, har jeg været i gang med flere indlæg. Nu er jeg glad for, jeg ikke postede dem.

Tab har sine veje. Når vi står midt i efterdønningerne, må vi ind i en masse blindgyder i eftersøgningen på MENINGEN. De fører jo per definition ikke nogen steder hen – blindgyder – men på en eller anden måde skal de betrædes, før vi kan komme ud på en af hovedvejene igen.

Her hvor jeg er, er der forholdsvist roligt. Jeg skal aktivt opsøge frustration, hvis jeg vil den noget.

Det vil jeg ikke rigtig.

Jeg har været så rigeligt frustreret, at jeg tror det kunne mærkes i tilstødende dimensioner.

Det der virker overvældende vigtigt at huske nu er, at tingene kan gå helt galt, når vi overhører vores intuition eller mavefornemmelsen – kald det hvad du vil.

Hvis jeg har en fornemmelse af at noget er galt, så er der sandsynligvis noget galt. Det er ikke sikkert, det præcis er det jeg tror (det kan sagtens være meget værre, ahem), men et eller andet er ude af kurs.

Og her til morgen må jeg så erkende, at jeg har ignoreret en lektie, jeg ellers havde været omkring:

Du kan lige så godt spørge.

Måske endda når du er allermest bange for svaret. skal du spørge.

Svaret kommer under alle omstændigheder. Hvis du spørger, bestemmer du i det mindste selv hvornår.

 

 

At kende sit hjerte

Forleden skrev jeg, at der i det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. At man kunne sige jeg var lidt utrænet i tab.
 
Fra sommeren 2013 blev min tabsopsparing så udbetalt. Jeg mistede min onkel til efterlivet. Jeg mistede min familieenhed, da vi brød kernefamilien op. Blev forladt af en højt elsket veninde og nåede lige at komme tæt nok på en fremmed til at opdage, han slet ikke var fremmed alligevel.
Og så var det væk.
Det var lidt som at tage en master i sorg. Men når man tager en master i sorg, så opdager man også en masse om kærlighed.
 
Jeg ved ikke om ikke det er meget normalt at tvivle på sin evne til at elske – og sin elskelighed – når et langt forhold slutter? Når man giver op. Kaster det berømte håndklæde. Jeg tvivlede i hvert fald.
I lang tid skrev jeg på fire tekster om hvad jeg lærte om kærlighed ved at miste. Jeg kæmpede en voldsom kamp med den ene. Jeg syntes, jeg havde fundet et fint billede på dette tab. At det at komme sig her, var som at skulle gennem en lang gang af sammenhængende værelser. I hvert rum er der en ny slags smerte, der skal håndteres, før du kan komme videre til det næste. Men en dag åbner du endnu en dør og bag den er et uindrettet rum – klar til en ny begyndelse.
 
Jeg genlæste og slettede. Genlæste og tilføjede, men det var ikke rigtigt.
Fordi jeg prøvede at gemme mig bag ordene. Prøvede at skrive det ud, uden at skrive hvad der skete. Her til aften, under en vidunderligt orange måne, prøver jeg at stå fast.
 
Jeg mødte et menneske, der vadede lige ind i mit hjerte. Jeg ville ikke have det. Timingen var elendig, jeg havde forpligtelser der handlede om andre end mig selv, og jeg var, som Chris Martin synger det, ’scared, tired and underprepared’. Og mand, var det bare ærgerligt, om jeg ville eller ej.
 
Den sorg du slet ikke vil anerkende. Der hvor du bliver slæbt skrigende og sparkende mod erkendelsen. Den hvor du kæmper mod det hele. Følelserne, tabet, sorgen. Du vil ikke have noget at gøre med noget af det. Den her slags sorg gør nas.
På min tur gennem smertens værelser lærte jeg at vi virkelig ikke selv bestemmer hvem vi falder for – eller hvornår. Punktum. At slå sig selv oven i hovedet ved at tro at det er et valg man har, er heeeelt hen i vejret.
Men det gjorde jeg.
 
Ét rum var fyldt med lede. Herinde kaldte jeg mig selv en frygtelig masse grimme ting, fordi jeg havde afleveret mit hjerte uden at tjekke om der var nogen der var i stand til at tage imod. Jeg måtte jo være dum. Til det er der kun at sige, at sådan fungerer det ikke. Hvis du venter på bekræftelser, på at kysten er klar, på at alt er sikkert, så kommer du ikke i nærheden. Du bliver nødt til selv at være pivåben for at kunne give – og modtage.
 
Ikke?
 
Der var et tilsyneladende endeløst værelse fyldt med kvinder, der måske ville få det jeg ikke kunne få. De havde mange ansigter, bredder og aldre. Min jalousi var generøs.
Så var der det rum hvor du skal lære at acceptere at det du føler er du alene om, men at følelserne hverken opløses eller bliver mindre kraftfulde af den grund. Og at det er okay.
Jeg blev nødt til at blive herinde i ret lang tid.
Og så står jeg i et nøgent rum. Åbent, tavst, afventende.
 
Jeg er tungere nu. Ligger mere stabilt i søen efter turen gennem tabsland. Jeg ved, hvad jeg er i stand til. Jeg ved hvad jeg behøver og hvad der virkelig ikke bidrager til den generelle livsglæde.
Jeg har accepteret mit hjertes væsen.
 
That’s kinda big.