Og så gik hun

I nat stoppede hendes hjerte. Vi fik det at vide til morgenmødet. Kaffen var lige hældt op. Kagen klar på tallerkenen. Endnu et møde skulle gennemføres, og i stedet stoppede tiden.

Jeg nåede at tænke, at jeg ville sende en besked og høre hvad hun troede, hun havde gang i.

Hun var ikke særlig stor, men hun fyldte. Hun vidste præcis hvor grænsen gik, og så stak hun næven ind over og uglede.

Vi blev alene samme sæson. Vores livsomstændigheder var på ingen måde ens, men vi var lige blanke på, hvordan det skulle gå alt sammen. Vi talte om at komme på benene. Så talte vi om at blive stående. Om ansvaret. Så om hvad der skulle til for at kunne tro på kærlighed og turde den. Vi talte mens vi lærte at gå selv. Voksne kvinder der talte styrke ind i hinanden. En styrke vi genopdagede efterhånden som vi tilbageerobrede os selv.

Jeg tænker livet havde tæret så meget på hendes hjerte, at det ikke rigtigt kunne rumme tumulten, da glæden kom og blev.

Jeg troede, vi havde masser af tid.

Der er folk i hendes liv der er meget hårdere ramt end mig i dag. Jeg ved bare, at en stor del af latteren i mit liv er væk nu. Det er ikke så godt.

Det føles som om hun gik midt i en samtale

 

 

Om at stå fast over for sorg

Det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. Man kan sige jeg var lidt utrænet i tab.
 

Jeg troede det var min amatørstatus udi tab, der gjorde mig en anelse ufølsom over for den sorg, andre kunne være i. Faktisk er det en underdrivelse at sige at det kun var en anelse. Jeg kunne godt SE det gjorde ondt, men havde rigtig svært ved at relatere. Ikke indledningsvis, men efter et stykke tid.
 

Det var ikke en side af mig, jeg var specielt stolt af.
 

I efteråret stoppede jeg så op og så det grimme i øjnene. Så på HVORFOR jeg ikke kunne være i andres sorg. Kiggede på to fremragende eksempler, hvor jeg havde fejlet og prøvede at finde ud af, om der var noget der var ens i begge tilfælde som kunne forklare, at jeg ikke opførte mig, som jeg forventer af mig selv.

Og der var en stor fællesnævner:
Jeg kunne ikke afhjælpe deres sorg. Kunne ikke få den til at gå væk. Jeg kunne knap mindske den.
 

Jeg er vant til at kunne hjælpe. Jeg er god til at se en følelsesbelastet situation udefra og sige noget der styrker og hjælper den der roder rundt i sumpen. Og det var simpelthen ubærligt for mig at være i noget, hvor intet jeg sagde eller gjorde kunne afhjælpe et andet menneskes smerte. Jeg følte mig uduelig.
Det kom til at handle om mig..
 
YRKS
 
Jeg holder fast i mit favorit-citat ever
 

Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. – Maya Angelou

Når jeg kan mærke nu, at jeg bliver frustreret over at stå over for den vedholdende smerte, så ved jeg hvorfor. Jeg behøver ikke føle dyb afsky for mig selv mens jeg trækker mig. For nu står jeg fast. Jeg tager imod urimeligheder og taler videre for sorgdøve ører og minder mig selv om, at det jeg føler, er et sandkorn i forhold til den dinosaurlort min ven sidder med.
 
Så må tiden vise om dem der har brug for mig kunne mærke jeg var der, mens de sloges for at holde sig gående.
 

Hvad jeg har lært om kærlighed af at miste 1

Min yndlingsonkel døde. Jeg ved ikke hvorfor jeg elskede ham så højt. Kan ikke sætte fingeren på bestemte episoder. Måske var det fordi han lignede min far. Måske fordi han altid satte en høj standard for sig selv i det horrible morads af strittende, gibbende sjæle, der var vores familie.
Jeg så ham sjældent og kun én gang i mit liv valgte jeg selv at besøge ham.
Der er et eller andet med kærlighed som jeg stadig kæmper med at forstå. Jeg vil så gerne kunne sætte fingeren på hvad det er, der får os til at elske et menneske.
Er det måden du fastholder mit blik? Eller hvordan du undviger andres brok? Eller har du set mig lige dér, hvor jeg følte mig allermest usynlig?
Men at vi ikke kan sætte et øjeblik eller en værdi på, gør det ikke mindre sandt.
Under gravøllet går jeg ud i den faldefærdige tilbygning og ser på spindelvævene, de vindflåede blondegardiner og de avisudklip du har hængt op på væggen med kuglepenskommentarer skråt langs kanterne. Og så kan jeg mærke du er der. Jeg tænker først bagefter. Lige der lader jeg blikket glide indad og lader mig fylde af den kærlighed jeg altid har haft til dig.
Så er fornemmelsen væk.
Jeg fortryder ikke at jeg ikke prøvede at se dig noget mere, at vi ikke talte sammen, at jeg ikke lærte dig at kende voksen til voksen.
Jeg elskede dig. Jeg ved ikke om du vidste det før. Det betyder ikke så meget. Vi ved det nu.
Alt er ok.