Om termotøj, spurvefugle og solnedgange

Mens jeg voksede op, arbejdede min far et sted, hvor de solgte værktøj og fornuftigt outfit til mænd, der arbejdede i alle slags vejr. Altså de fleste mænd kan arbejde i alle slags vejr. Det var ligesom underforstået, at den omtalte gruppe af mænds arbejdede foregik udenfor en del af tiden. Men altså. Grundet min fars arbejde fik hele familien ofte særdeles kønsneutrale og voldsomt praktiske julegaver. Mine bestod af flere omgange af termosokker og ditto undertøj. Altid i mørk blå. Jeg har siden skiftet termosokkerne ud med uldsokker, men jeg har stadig et sæt mørkeblåt termoundertøj, som jeg ifører mig på dage, hvor jeg hverken har tænkt mig at gå ud eller se nogen. Det er højt værdsatte beklædningsstykker.

Jeg har taget fri indtil i eftermiddag, og til morgen vågnede jeg langsomt. Lå stille og nød intenst at jeg ikke skulle op vel vidende at fra på lørdag, er der én i min stue, der skal luftes fra morgenstunden. Så det skal jeg jo så også. Jeg er ved at peppe mig selv op til at skulle stå op klokken seks, iføre mig det elskede termosæt og få en morgenlufter. Hver dag.

Vi mennesker vil forsøge at fylde for meget frihed ud med noget, vi har ansvar for, hvis vi kan, ikke?

I går aftes ser jeg en TedX video med en 29-årig, der har lungesygdommen cystisk fibrose. Han er ti år gammel, da han læser i en brochure, at han max vil blive 30 år. Han får sin udløbsdato serveret, og det påvirker naturligvis, hvordan han lever sit liv.
Han er ved at afslutte sin fortælling ved at spørge, hvordan du ville leve, hvis du vidste, du havde 20 år tilbage at leve i. Eller ti? Eller fem?

En dump lyd fra terrassedøren.

En lille spurvefugl har ladet sig narre og er fløjet fuld kraft ind i det, den troede var solnedgangen men som kun var en spejling i glasset.

Med 29-årig lungesygs ord i baghovedet om at have fem år tilbage sidder jeg og iagttager en lille gispende spurvefugl uden for mit vindue. Vingerne er foldet ud, som om den prøver at holde balancen siddende på jorden. Den er så fin og skrøbelig og udsat, som den sidder der og svimler og venter på, at verden skal stå stille igen. Jeg tænker på, hvad min far har fortalt mig om meget sårbare fuglenakker, og hvordan man hjælper et fugleliv til at ende hurtigere. Men for nu afventer jeg.

Jeg ser på spurven, og jeg ser mig selv.

Tanken om at have fem år tilbage..

Spurven kommer på vingerne og flyver videre. Den er velsignet. Den har ingen hukommelse. Mennesket har. Vi husker de gange, vi spredte vingerne og fløj bardus ind i noget, der ikke gav efter.

Hver gang vi spreder vingerne, er det på en måde mod bedre vidende.

Jeg tænker livet handler om at blive ved med at fokuserer på idéen, på billedet af at flyve ind i den mest vidunderlige solnedgang vel vidende, at nogle af dem ender med en hjernerystelse.

Og alligevel.

Fem år tilbage.

Så vi spreder atter vingerne og letter.