Den stille lykke

Min højre gummistøvle siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem

Hvis du nu bare følger med..

Sidste sommer. Solen skinner og den tørre duft af gennemvarmet sand, lyng og nåletræer er baggrunden, mens jeg lige tjekker Facebook. Jeg husker det, fordi der stod, at to fremmede mennesker havde accepteret mine venneanmodninger. Jeg mente bestemt ikke, jeg havde anmodet nogen fremmede om venskab.

Det var to meget forskellige mennesker, så vidt jeg lige kunne bedømme.. Syntes det var pinligt. Vil egentlig helst selv bestemme hvilke fremmede jeg søger kontakt til. Jeg havde lyst til at slette dem lige med det samme og lade som om det aldrig var sket. Men så tænkte jeg på, at de her to havde accepteret min anmodning, og så syntes det lidt sjuftagtigt at slette dem som venner.

I know. Taking everything waaaaay to seriously..

Men altså. Den ene af de her to har siden hen virkelig tilføjet saft og kraft til min facebook. Han booker musik og skriver fjollede / følsomme / vildt pinagtig selvudleverende slapstick-rimende-poesi-agtige opdateringer. Og jeg er helt fjollet med det. Så det var jo godt, at jeg blev.

**

For en måned siden begynder jeg at spørge mig for, om der er steder i Aarhus, hvor man kan høre live musik over en frokost.

Jeg har lige et enkelt, men ret væsentligt ønske til: jeg ønsker at spise dejlig mad til live musik i skønne omgivelser. For jeg har været på Eydes Kælder i Horsens og er blevet forvænt.

Jeg må spørge de forkerte, for folk bliver helt blanke i blikket.

Come on folkens.. landets næststørste by??

Njaa…

Men så skriver min surprise facebook ven at der vil være blues på Bådcaféen i Marselisborg havn 2. juli.

Bådcafé??

Og i dag tager jeg så kollega Mette under armen og kører på havnen for at høre blues med Alan Haynes i de dejligste omgivelser, i super venlig stemning. Næste gang tager jeg billeder af interiøret, men jeg opbrugte al strøm på at optage video.

Sorte Louis vandt mig over uden synderligt besvær:

I et pænt stykke tid har jeg også været på udkig efter rum med sjæl til andre formål: Steder hvor man kan holde events af forskellig slags. Steder der bidrager til oplevelsen. Nu har jeg fundet et.

En af dagens gæster var iført en meget smuk kjole, som mindede mig om en idé jeg ikke fik fra jorden engang.

Den kjole, det sted – det var en direkte opfordring til at prøve én gang til. Hvis jeg beslutter at prøve igen, så lader jeg høre. Det gør jeg nok.

Vi hørte dejlig musik i dag. Optagelserne er desværre en lovlig windy oplevelse – på man-skulle-nok-have-været-der-niveau.

Til gengæld har jeg atter slæbt ukendt musik hjem fra biblioteket og Robert Forster her kom med i Picantoen på tur i dag. Jeg skal lige vænne mig til den måde han bruger stemmen på, men det her nummer er altså for dejligt (det er nok 10. gang jeg siger dejligt i dette indlæg – men det ér det – dejligt).

Nummeret har en lyd som sad bandet rent faktisk og spillede sammen under optagelserne – og som om, at man herefter har gjort det helt vilde at lade resultatet stå nogenlunde rent uden at finpudse al sjæl ud af det. Men lyt selv:

Søndagsglæde

Regnen pisker mod ovenlysvinduet på første sal. Jeg lægger nakken tilbage som om jeg kan høre det bedre sådan. Opdager spindelvæv i loftet. Det får lige lov at hænge der lidt endnu, det er ikke øverst på prioriteringslisten. Faktisk er det end ikke på listen.

Jeg skriver blogindlæg, mens jeg samler tankerne om den bog, jeg lige har læst. Om lidt skal jeg skrive lektørudtalelsen. Jep, jeg arbejder en søndag aften tæt på og hen over sengetid. Sådan bliver det ikke i næste uge. Fra næste uge bliver læsset fordelt jævnt.

Sønnen er kommet over en dag tidligere end normalt. Vi har haft en snak ham, hans far og jeg om lommepenge, hvem der skal betale hvad, og hvordan vi synes, det er fedt, at han gerne vil have en opsparing, men at nogle af de ting, vi har lyst til i livet koster penge. Også ens egne 🙂 Vi har talt om ikke at have råd til alle de ting, som andre forældre måske har råd til, og om at hvis han gerne vil op på grilleren og hænge og købe mad, så er det egentlig ret stort, at det må han gerne, og hvis han regner på det, kan han få fire bakker pomfritter for sine lommepenge..

Vi har sat lommepengene op. Fire bakker pomfritter og det er så UDEN at sætte penge i banken, det holder jo ikke for én på tolv. Ikke at han gider dem, pomfritterne. Det viste sig at være en principiel diskussion..

Søn kan ikke lide regn, gæffer han oppe fra værelset. Han burde sove. Jeg skal arbejde. Og lyden af regn når man er under dynen i et regntæt miljø, er da noget af det bedste? Han kan IKKE lide regn. Hvad nu hvis det begynder at dryppe på hans seng? Som sagt: han burde sove, jeg skal arbejde, og jeg er en brøkdel af et sekund fra at negligere, at der er et eller andet, der forhindrer ham i at sove, men egentlig skal jeg jo ikke sidde der og bestemme hvad.

Jeg inviterer ham ned. Kan du huske da du var lille? I kolonihaven? Vi stillede os ud i regnen? Han kan ikke huske det. Jeg skal gå ud først, smider tøjet, to store spring ud i regnen og hviner til lyden af hans latter. Han kommer jo ikke ud. Ikke denne gang. Men på et eller andet tidspunkt gør han, og så vil han kunne smutte ned under dynen bagefter og høre regnen mod ruderne på en helt anden måde end han gør nu. Det ved jeg bare.

Jeg behøver ikke at kaste mig ud fra klippe med elastik for at føle mig i live. Gyset ved regn mod huden er rigeligt. Du skulle tage at stille dig ud i regnen, lukke øjnene og bare mærke. Mærke regnen og hvordan alt andet fordufter fra kværnehjernen, mens du står der og bare er. Lille menneske under uendelig himmel.

Det har været en besynderlig uge. En ugen-derpå-uge. Jeg har fået blomster. Sådan med kurér og det hele. Og en flaske og kort med tak. Det er ikke lige noget jeg sådan er forvænt med. Faktisk startede jeg ud med at stirre på de cellofanklædte blomster og tænke, at jeg ikke kunne huske, hvornår det var sket sidst. Indtil det gik op for mig, at det jo er lige meget. Sidst er irrelevant. Det er nu der gælder. Så græd jeg lige en lille smule over at være modtager af så dejlig og uventet en gestus.

Jeg har også fået tomatplanter. Tre stk. Hjemmedyrkede. En af mine damesalongæster fortalte om sin (ret) store interesse for tomatplanter, der hvert år resulterer i for mange frø og for mange planter til familiens forbrug. Jeg havde fået lov at komme forbi efter nogen, men så står hun pludselig der på arbejdet med planter, hvis blades duft er noget af det allerbedste jeg ved. Hold nu maul jeg var glad. Hoved-og-fingre-helt-ind-i-planten-og-ryste-duften-op-glad.

Og jeg har fået skaffet mig en badeværelseskompatibel bluetooth højtaler, så nu kan mine naboer rigtig få glæde af mine playlister.

Så mangler jeg bare ordentlig lyd i Picantoen, men jeg kan mærke, at jeg forbinder ordentlig lyd med en helt anden bil, så den lader vi lige stå lidt længere til jeg er blevet mør.

Lige om lidt er det mandag.

Er du også klar?

Søndagsoprydning

Finder en ældre seddel, hvor jeg har skrevet “Nogens mor har fået en kæreste”…

Og det var godt nok en vild oplevelse at blive kæreste med en efter at have fået børn med en anden. Jeg ved ikke med dig, men enlig mor var sørme ikke noget, jeg gik og forestillede mig i NOGEN dagdrømme om fremtiden.

Og jeg har drømt en del.

Da jeg så har vænnet mig til at være i en uventet fremtid, så havde jeg på ingen måde gennemskuet, at denne kæreste så ikke var en keeper.

Hvilket vil sige, at nogens mor nok på et tidspunkt får en kæreste.. mere…

Jeg ved godt, at det er meget normalt. Men normalt er vel i virkeligheden altid en tilvænningssag?

Så jeg sidder der i fantastisk søndagsvejr på terrassen og stornyder at det endelig er tid til bare ben. Nyder soltørrende vasketøj. Nyder alt det grønne og frodige, at have tid til en bog og kommer til at tænke på det, der stod på den seddel og på mulige fremtider og på at have noget at spejle sig i.

Overvejer at omskrive Snehvide, hvis mor jo helt klart ikke er død, hun er bare flyttet. Når prinsen bøjer sig for at kysse med damen i glaskisten, farer en slank hånd frem og lukker sig om hans strubehoved på særdeles ugæstfri facon. – Man spørger fandeme om lov først, hvæser hun, som slet ikke er død, men ved at optage et installationskunstagtigt indlæg til sin YouTube kanal. Nu jeg er ved det.. Snevide bor sammen med syv mænd i en ikke nærmere defineret tidsperiode.  Mon ikke hun er gået hen og har fået godt gammeldags vænnet sig til (mindst) én af dem og ikke er en dyt interesseret i nogen prins?

Måske lidt for meget reality-tv over den version til at jeg selv kan holde den ud? Jeg arbejder videre med hende…

Nu vil jeg tilbage til ‘Odinsbarn’ og læse mig fra en dejlig søndag helt ind i mandag.

Og til dig – en dejligt sunget sang 🙂