Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

En brugt hund flytter ind

Jeg starter dagen i dybeste alvor med trykken for brystet. Jeg venter på en livsændring. Én af dem man selv har bestilt.

Det er ikke et anfald af kolde fødder. Det er bare den der følelse, der dukker op, lige før alting bliver lavet om. For mig og for mine børn.

Og for en seks år gammel Labrador Retriever som vi er ved at adoptere.

Sally.

Med hænderne fulde af poser med hundesager siger hendes gamle menneskemor, at hun har grædt det meste nu. Men det bliver hårdt alligevel. Jeg giver kaffe, og vi tager en lang snak om forældreroller, skilsmisser, kærester og hunde. Der er ikke tid til lege fremmede, når hun skal sige farvel til sin hund, og det er mig, hun er ved at overlade ansvaret.

Døren lukkes efter hende, og der står jeg og er helt sikker på Sally og en god del i tvivl om mig selv og mine evner som hundeejer. Hun piber lidt. Jeg gør, hvad jeg kan for at trøste med hænder og stemme. Så tager jeg hende med ud over markerne, det plejer at hjælpe på mig selv.

Mudder under fødderne fjerner fokus fra mudder indeni.

Jeg har næsten lige modtaget en ren, glat og lyspelset hund. Det tager ti minutter alene med mig, så har hun mørkebrune poter. Den lange pels under maven er plasket til i mudder.

Men der er ingen af os der piber mere.

En hare sponser ud fra en græstue en meter foran Sallys snude og styrtløber væk over marken. Og den her fantastiske hund jeg har for enden af snoren, er interesseret, det er hun, men det er ikke svært at holde hende på plads.

Samme reaktion med hare nummer to.

Ved hare nummer tre tror jeg faktisk, hun overvejer, om jeg mon har taget hende med herud, FORDI hun skal fange en hare?

Hjemme igen. Jeg skal altså ikke have langhåret hund i møblerne, men hun skal heller ikke være alene nede på gulvet. Så jeg sætter mig ned til hende og lærer hende at kende. Lidt kortere, tykke hår under ørene. Blød hud over snuden, mellem øjnene. Det kilder åbenbart helt afsindigt, hvis man rører bagpoterne. Blødheden ned langs siden. De lange, lange hår på halen. Det er som at forelske sig igen. Jeg suger alting ind med hænderne.

Her til aften bliver hun lidt trist.

Så jeg børster og aer og aer mere, og så græder jeg lidt og lover, at jeg passer på, og alt bliver godt, og i morgen køber vi noget legetøj, vi kan trække tov i.

Jeg prøvede at tage et billede. Men hun er ikke rigtig med på det der ståen model lige i dag.

Så jeg snød lidt, og sådan her har jeg tilbragt en god del af dagen. Enten med ben eller arme eller begge dele omkring en hund.