Når vi smider krykken, vakler vi så ikke altid lidt?

Så gik der sørme en måned uden nyt på bloggen. De indlæg jeg har skrevet på var utilfredsstillende. Ordrige på en forkert måde. Mens jeg sidder her stædigt i gang igen, føler jeg mig stadig let svimlende.

Atter har jeg lyst til at skrive udenom. Måske fordi jeg først selv er ved at få sat fingeren på, hvad det er, der sker i mig.

Bæven er hvad der sker. Sårbarhedsudbrud. Spænding og forventning.

Glæde. Lys, inderlig glæde med bobler af håb.

Jeg har sidste arbejdsdag på biblioteket på torsdag. Det ryster mig, at jeg snart skal aflevere nøglen. Jeg har ikke fortrudt. Det er den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at jeg ikke også er rimeligt betuttet.

Folks reaktioner på at jeg har sagt mit job op uden alternativ på hånden, svinger fra beundring, over morskab og undren til vantro og langvarig hovedrysten. Det er derfor, man bliver nødt til at tage de store beslutninger alene. Der er lige så mange holdninger til dit liv, som der er mennesker. Hvis du skal tage dem alle sammen til efterretning, ender du – absolut ingen vegne.

Faktisk har jeg et par gange fået fornemmelsen af, at jeg er gået hen og blevet én, man bør holde en fornuftig sikkerhedsafstand til. Den følelse har jeg ikke haft meget længe.

Måske fordi jeg har været camoufleret i lang tid. Jeg har levet under det sattes trygge og rolige, men måske også bedøvende flag. Når man lever der, er man ikke så farlig for andre mennesker. De behøver ikke tænke så meget.

En gang sagde man ’Lev stærkt, dø ung’. Jeg er på linje med Peter Sommer, når han forvrænger citatet til et mere nutidigt ’Løb stærkt – dø’. Det er også fint at løbe, at give den max gas, hvis du løber mod det, der beriger dig. Men når du opdager, at du har glemt hvorfor..

Stop op?

Dette forår har været vidunderligt. Det har været så udansk. Så tilpas solrigt at vi nu godt kan få os selv til at gå indenfor, MENS solen skinner. Vi har for en gangs skyld fået, så solhatten passer. Græsset ligeså. Ikke en eneste dræbersnegl har jeg set i haven.

Morgenerne på terrassen.. Lærkesangsunderstøttede. Her ønsker jeg ofte at rejse mig og sætte mig ud i et drøn af en vogn. En lang, lang landevej uden fartbegrænsning og et sygt lækkert anlæg. Jeg ønsker givende møder langs min vej. Møder, der giver mig noget at tygge på.

’Men kan man leve af det’?

Jeg ønsker at stå ved foden af trappen og lytte til roligt sovende børneåndedrag og mærke en altomfavnende kærlighed, der lige pt ikke kræver andet af mig end min tilstedeværelse.

’Men kan man leve af det’?

Jeg ønsker at bruge min tid på at gøre en forskel.

’Men kan man leve af det’?

Årh fuck nu off!

Ved du, hvad jeg IKKE kan leve af?

Manglende mening. Gentagelser. Overfladiskhed.

Jeg kan slet ikke leve på ’sådan er det nu engang’. Det slår mig simpelthen i stykker og desuden

– hvem siger det?

I dag sagde jeg farvel til to af mine yndlingslånere. Jeg har set dem uge ud og uge ind i lang, lang tid. Begge har nærmest altid smilet til mig, som jeg smiler til dem. På trods af at alle dage ikke kan være lige lette for dem heller. På trods af regn og bøvl og smerte og trummerum. Så smilede de til mig.

Og så måtte jeg ud bagved og tude.

Mens jeg har puttet mig under hele den der trygge pakke med godt fast job og gode kollegaer og ’du ved, hvad du har, du ved ikke, hvad du får’, har min sårbarhed på en eller anden måde være dulmet. Nu dukker den op for fuld kraft. Men det samme gør et brændende ønske om at mærke livet, ikke bare tulle i hælene på det, men spæne af sted.

Mod nyt land.

Og til alle andre der har valgt at pakke prærievognen og rejse ud for at se, hvad der er på den anden side af der, hvor kortet ender..

Jeg kommer nu.

 

Når du indhentes af gamle løfter

På lørdag skal jeg læse op til Pop-up festival i Hjortshøj. Det skal jeg, fordi jeg er blevet spurgt og fordi dengang vi havde den ’store’ organiserede festival i byen, og jeg var en del af planlæggergruppen bag litteraturscenen, lovede jeg mig selv, at næste år ville jeg læse op af mit eget.

Næste år kom aldrig. Festivalen lukkede.

Åh!

Pyyyyyyyh… pokkers?… Pyyyyyyh!!

Nu er festivalen erstattet af noget andet, noget mere uorganiseret, hvor dem der har lyst planlægger loppemarked, løb, børneunderholdning, musik og oplæsninger rundt omkring i landsbyen.

Og jeg bliver så spurgt, om jeg vil komme og læse op i år. Og jeg kan jo for pokker ikke sige nej. Jeg har et flere år gammelt løfte til mig selv liggende. Ulmende. Og jeg vil jo også gerne. Jeg har gemt mig længe nok.

Men samtidig har jeg lyst til at grave et meget, meget dybt hul. Så dybt, at jeg umuligt, kan nå at være kravlet op igen på lørdag..

Det er så min bedste undskyldning indtil nu..

Så har jeg tænkt på eventuelt at bedøve mig selv på en eller anden måde, så jeg glemmer, hvor nervøs det gør mig at skulle stå frem med mit eget, når jeg nu er vant til at promovere andres. Men jeg bor her i byen, og mine børn kommer nok, så jeg bliver nødt til at køre den hjem på viljestyrke.

Det jeg imidlertid KAN gøre er at bedøve publikum. Så i dag har jeg været ude og investere i et lille publikum-kick-starter-kit:

Når jeg så har fået alle fire til at grine, hvad skal jeg så fortælle?

Kan jeg fortælle om at være dybt taknemmelig for alt det sorgarbejde, jeg måtte igennem for snart fire år siden, da jeg mistede mere på meget koncentreret tid, end jeg før havde mistet samlet i årtier? Kan jeg forklare hvordan den erfaring fylder mig med taknemmelighed nu, fordi nu kender jeg tab. Jeg kender sorg.

Kender dens kringlede måde at bevæge sig på. Hvordan den bliver væk i dagevis, og at du vænner dig til at være glad. Hey! Jeg er glad. Jeg er mega glad. Og så pludselig midt i glæden mærker du en sugen. En tanke, en følelse klasker lige ind i al det lyserøde og grå kravler frem. Jeg genkender sorg. Den kan stadig overraske mig med sine små surprise visitter, men nu ved jeg, at den går igen. Vil jeg fortælle at det gør hele forskellen?

Vil jeg fortælle om glæden ved at glo ud over vindbølger i en umoden mark. Eller om at starte de fleste morgener med at køre til vandet og mærke fødderne mod sand, mod siv og tang og skaller. Glæde sig til dén dag, hvor vinden fører en hel klar hørbar sætning ind til mig fra roerne derude. Om duftene. Om måger og kraner og om trangen til at køre modsat arbejdet for at komme over på den anden side og kigge tilbage mod der hvor jeg står lige nu.

Om hvor frygtelig et skrig ræven har i min baghave om natten, hvor fasanerne skræpper op under solen, som havde man egen halvvilde hønsegård. Om spurvehøgens skrigen. Når det er tid til at lave nye spurvehøge. Når junior kalder på mad. Om duernes ugraciøse klasken rundt i træerne, om egernet, mus og harer. Lyden af lærker, stjerner på klare nætter, månen fuld, månen orange, månen klædt løst i skyer.

Måske vil jeg fortælle lidt om solsorten. Solsorten hvis stemme hiver minder frem fra alle de steder jeg har hængt jakken og mine sko har haft en plads. Hvordan det hele flyder sammen i lyden af smukke toner fra en undselig sortklædt fugl i mellemstørrelse.

Hvordan jeg elsker at blive ældre? Hvordan perspektivet ændres. Alting bliver federe. Koklokke og trianglen fx – musik i folkeskolen. Du kunne vælge mellem triangel, claves eller koklokke. Du gad fanden gale mig ikke spille noget af det. Det var åndssvagt. Verdens kedeligste rytmeboks var det du kunne blive. Som voksen er man meget mere – ai, vil du gerne have mig til at spille claves? Jamen det vil da jeg gerne? Med mindre selvfølgelig du nu ved, at claves bliver det aldrig, nej, du er født til noget andet, du er født til.. ja, du har ikke rigtig fundet ud af, hvad du helt specifikt er født til endnu, men claves er det dælme ikke.

**

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige på lørdag. Jeg skal nok være klar. Det bliver jeg sådan set altid.

For ikke det skal være løgn, skal vi være i et af de fineste telte, jeg nogensinde har set. Billedet er tyvstjålet fra arrangøren, men nu krediterer jeg ham, og håber på det bedste.

Ønsk mig godt mod på lørdag. Et hjerteligt publikum med løse kraver og let adgang til hjertet. Selv ønsker jeg bare, at jeg nu er gammel nok.

Foto: Johs Thorst

Danmarksindsamling. Pitch

I år samler vi ind til svage hjerter. Til utålmodige og alt for blødsødne hjerter.

Vi samler ind til skrammede hjerter, bange hjerter, til forstenede og knugede. Til snublende, tidligere jublende, nu grublende hjerter. Til flåede, forsmåede, forgæves attrående.

I år sætter vi fokus på fladtrådte hjerter, på kyniske og blåt lyriske hjerter. Fortabte, forstummede og stille hjerter, higende og skrigende, bare lidt trætte hjerter.

Vi vil flå sagesløst menneske op på scenen og holde ham fast. Presse mikrofonen mod hans bryst og forlange tavshed fra publikum og det eneste der lyder gennem salen over hundreder af tilbageholdte åndedræt og et par halvkvalte hulk, er et hjertes duk duk.

Festklædt kendisvært vil spørge ’Kan du høre det’. Indtrængende. Lige ind i almindeligt menneskes ansigt med kendisånde og kamera 2.

Duk duk.

’KAN DU HØRE DET?’

Vi vil invitere sprogforskere og hjertelæger ind for at bevise, at det er forkert sprogbrug når vi siger, et hjerte knuses.

Hjertet knuses ikke. Hjertet kan blive skrammet og klemt, få mørke pletter og bløde, javel, men knuses kan kun noget, der er hårdt.

KAN. DU. HØRE. DET?

ja..

Forknytte, fortabte, forpulet ustoppelige hjerte

duk duk

Så ring ind nu, du kan gribe en sjæl.

Giv en hånd, giv to.. eller meld dig frivilligt til vores telefonlinje, hvor indehavere af udsatte hjerter kan ringe ind og få trøst ved lyden af din ømhedsdryppende smertefavnende gentagelse af det eneste, der egentlig hjælper:

‘Nååå, søde lille hjerte. Nååå.’

duk duk

 

Da De Jyske Helte smeltede al modstand

Jeg ved ikke hvor gøglerne var i Fredericia, hvor jeg kommer fra. Måske var der ikke nogen. Måske genkendte jeg bare ikke gøgl, når jeg så det. Måske var jeg allerede stukket af ved antydning af bjælder, bjæfferi og overdreven make-up.

 

Blå mascara var det vildeste personlige farveudtryk brugt i min barndoms parcelhusby. Hvor jeg voksede op med en udpræget fornemmelse af, at man skulle passe på ikke at træde ved siden af. Og at jeg gjorde det konstant uanset, hvor meget jeg forsøgte at lade være, simpelthen ved min måde at være i verden på.

 

De ting man ikke rigtig har nogen forudsætninger for at kende, kan nemt virke skræmmende. De kan synes voldsomme, uforståelige i al deres fremmedartethed. Man forstår ikke, hvad det fremmede har gang i og hvad hensigten er med den måde, det fører sig frem på.

 

Sådan havde jeg det med gøglere. Der var ikke noget så uforståeligt og meningsløst som en mimer, der bare stiller sig op og står og overlader alt initiativ til mig.

 

Hvad?

 

Hvad VIL du? Hvad vil DU? Er du klar over, at vi godt kan se dig? At du står der alene, klædt ud og så frygteligt afklædt på samme tid?

 

Og vi går alle sammen forbi, fordi vi ikke forstår, hvad du har gang i, og vi er bange for du smitter af jo. Men nogen må jo se på dig, for himlens skyld, vi kan ikke bare lade dig stå der. Jeg kan ikke bare lade dig stå der.

 

Åh himmelske kræfter hvor jeg afskyede det.

 

Som granvoksen dame flytter jeg til Det økologiske andelssamfund i Hjortshøj. Stedet lægger ligesom op til at man kan klæde sig ud og lege hvad man vil. Så en rimelig stor koncentration af gøgl var nok forventeligt.

 

Jeg kom mig over min gøglerangst en pinsedag. Hjortshøj afholdt for første gang festival i Andelssamfundet til fordel for den nye bogruppe for udviklingshæmmede. Jeg sad på græsset ved siden af en dejlig dame og så på to mænd i badutspringerudstyr. De kravlede rundt på hinanden på tåbeligste vis.

 

Men nu kan jeg godt lide når nogen har gjort sig umage. Virkelig gjort et ordentligt forarbejde. Her var styrke, koordination og koncentration. Alt sammen med det ene formål at få mennesker til at grine. De fik al deres arbejde til at se så legende let ud, og jeg var så imponeret.

 

Lige der på græsset glemte jeg, at voksne ikke må lege og gøre sig selv til grin. Glemte jeg, at være bange for om de uregerlige gøglertyper nu kunne finde på at involvere mig i deres barnligt frydefulde klovnerier. Glemte jeg, hvorfor det er så farligt at være fjollet. Jeg grinede ærmerne våde. De Jyske Helte kurerede mig for min angst for gøglerens helt åbenlyse demonstration af sårbarhed.

 

I morges så jeg klovnevideo på Facebook. Den var slået op på Andelssamfundet side. Jeg følger stadig med, selvom jeg er flyttet til normalland i den anden ende af landsbyen. Klovnevideoen var en lille indvielses happening af et nyt affaldsskur med udvidet affaldssortering.

De to kvindelige klovne havde fjollet sig ud med ting på bryster og baller og hoppede glade op i skraldespandene for at uddybe pointen.

 

Og jeg har et hul i maven.

Jeg savner den slags mennesker, der trasker ud i verden med en rød plastickugle på næsen. Som virkelig giver den gas og indvier affaldssortering på en ordentlig måde. Savner at blive skubbet til. Savner at blive inspireret af gøglerens mod til at stille sig op og være fjollet og sårbar.

Og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre ved det.

Jeg ved ikke hvor man ansøger om at blive gøgler hang around.

?

 

At holde op med at slå igen

I de ældste klasser i folkeskolen havde jeg en træner. Vi gik i klasse sammen til og med 10. og de sidste år var han efter mig. Jeg husker ikke ordene, jeg husker bare, at jeg det ene øjeblik sad og gjorde, hvad jeg nu gjorde. Det næste var jeg under angreb.

Han var hurtig, og han var skarp.

Jeg har sikkert været en spade fra tid til anden. Det er ligesom sådan en egenskab teenagers bare har. Men i så fald var jeg en spade, som altid blev totalt overrasket, når hans ord pludselig ramte mig ud af det blå.

De verbale bagholdsangreb blev så utålelige, ikke bare for min sjælefred, men også for mit ego (jeg havde jo ligesom en position at opretholde i klassen) – at jeg begyndte at give igen. Og ligesom ham er jeg hurtig og med tiden blev jeg også skarp. Meget skarp.

Han lærte mig at slå med ord.

Jeg trænede selvforsvar, javel, men ikke desto mindre handlede det til sidst om at gøre så meget skade på ham, at han ikke kunne komme igen lige foreløbig.

Hvorfor give din modstander en chance for at få flere slag ind? Nej. Han startede.

Jeg lærte at afslutte på knockout.

I årtier takkede jeg ham i al stilhed for at have været den bedste træner, man kunne ønske sig. Jeg var ekstremt bevidst om, at min skarpe tunge og min evne til at se andre menneskers ømme punkter gav mig et ansvar. Lige som man ikke slår på folk der er mindre end én selv, skar jeg ikke folk ned, med mindre de var stærke nok til at kunne yde rimelig modstand.

Og jeg har tænkt at det var fint. At det var en fin aftale at have med sig selv.

Det er længe siden jeg har haft sådan en sparringspartner. De fleste voksne går ikke sådan rundt og stikker til dig. Og hvis de gør, kan man bare bede dem klappe i, eller kigge længe på dem med løftede øjenbryn, det virker på de fleste.

Men så fra tid til anden. Hvis jeg føler at nogen ikke respekterer at jeg er åben over for dem og dermed sårbar, så ryger jeg tilbage til det gamle forsvar. Der bliver ikke lagt op til dialog. Jeg fokuserer på misdæderen og så lukker jeg den.

Det er utilfredsstillende.

Jeg har det meget dobbelt. På den ene side er jeg fuldstændig kold i forhold til at hvis du slår på nogen, så må du regne med at få igen. Det synes jeg sådan set bare er fair nok. Er ret gammeltestamentlig på det punkt.

Men indeni mig, bagefter, er det ikke så godt. Jeg føler mig ikke stærkere efter jeg har ’skåret igennem’. Nærmere at jeg har tabt. Tabt mig selv.

Vi vinder ikke noget, når vi skjuler, hvor sårbare vi er. Jeg har vidst det et stykke tid nu, men det er virkelig svært at lade være med at bruge våben. Når man nu er så god til at bruge dem, og man haft dem så længe.

Jeg ønsker ikke længere at trække mig, når jeg ikke forstår, hvad der foregår eller er ved at blive ked af det. Jeg ønsker ikke at trække mig, og hvis det ikke bliver opfanget, at noget er skævt, – at lange ud. Jeg ønsker fremover at sige, jeg forstår ikke, hvorfor du behandler mig sådan. Jeg kan ikke lide det. Hvis du bliver ved, så melder jeg mig ud af den her relation.

Ønsker at anerkende at jeg faktisk er mere end stærk nok til at vise når noget rammer mig. Stærk nok til at sige pænt farvel og lade være med at smække med døren (man kan jo altid sparke til noget, når man kommer i enrum).

Og det er så vildt provokerende for min sårbarhed at lægge det her indlæg ud, men nu gør jeg det alligevel.

For jeg tror, jeg (midlertidigt) har glemt, at vi er aller stærkest, når vi tør undlade at bruge de våben, vi hver især ligger inde med.