Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Engang i 80’erne var det blevet min tur til at få vendt spidserne med krøllejern, få en brugt, hvid kjole på og nye hvide cykelsko. Det var dengang i så gamle dage, at alle naboerne på vejen havde tjek på hinandens børn og sendte telegrammer med lykønskninger og en 50’er. Det gør de måske endnu i visse kredse. Der var (meget) stor familiefest med folk i køkkenet og et tomandsorkester (tromme og keyboard), som bestemt ikke spillede den musik, jeg kunne lide. Jeg havde skrevet en takketekst til melodien fra ’Lille sommerfugl’ (suk), og brugte det meste af tiden efter at alt det officielle og maden var overstået på en trappe med en kærlighedsroman. Jeg kom kun ind til festen, når jeg skulle hente en ny sodavand eller pligtdanse med min far og diverse onkler [Læs eventuelt tidligere tekst om at danse med onkler].

Det var på ingen måde en given sag, at jeg ville lade mig konfirmere. Min far var udtrykt ateist. For ham var Gud på højde med italienere og amerikanere i troværdighed. Hvilket, skal jeg hilse og sige, ikke er til Guds fordel. Min mor var kristen traditionalist. Du véd, hvad det betyder, hvis du gider tænke dig om.

Jeg havde store diskussioner med mig selv og Gud (måske/måske ikke). Jeg troede helt klar på, at der fandtes noget større end mennesket, men den kristne Gud? Som lod sin enormt flinke søn pine? Som satte os ud i søen og skred? Og hvordan i himlens navn kunne det hele pludselig være Evas skyld?

Jeg var ikke fan. Troende, men ikke fan.

Jeg er i slutningen af 30’erne, før jeg opdager, at jeg har fundet på min egen tro. Den er stykket sammen af forskellige (natur-)religioner og mit eget hjertes bud. Mit store problem var jo teksterne omkring troen mere end troen selv. Religionen. Tekster der sagde, at menneskene er nogen værre nogen. At vi er syndere og skal frelses. At nogen vil komme i himlen, andre ikke. At kvinder skal tie stille og holde op med at dele æbler ud til sultne mænd. Det var desuden altid mændene, der fik lov til alt det sjove: de delte vande, så brændende buske og fik lov at trække sig for at meditere i ro og fred på et bjerg.

Jeg har besluttet, at mennesket er en del af noget meget større. Jeg tror, vi er sjæle eller væsener, der lader sig inkarnere i menneskekroppe på jorden for at gøre sig erfaringer gennem menneskelige udfordringer. Men jeg tror ikke, vi bare får lov at sejle i egne søer. Jeg er helt overbevist om, at vi har guider, der enormt gerne vil hjælpe os, hvis vi kan finde ud af at høre efter. Jeg tror også på, at vi kan manifestere. Det vil groft sagt sige, at vi kan forestille os noget så intenst, at det bliver til i virkeligheden. Jeg tror ikke, vi skal gøre os fortjent til universets gaver ved at være afholdende/mådeholdende/tale i tunger/være tavse/have slør, turban, kors på/gå i bestemte bygninger og tilbede en gud på en bestemt måde. Jeg tror vores job på jorden er, at forvalte vores gaver på bedst mulig måde. Ikke bare for os selv. Men for almenvellet. Med de udfordringer og muligheder vi har hver især.

Tanken om at vi kan manifestere alt muligt ind i vores tilværelse, clasher helt sygt meget med min opvækst. Måske også med din. Har jeg overhovedet fortjent flere penge / gaver / venner / overraskelser / kærlighed? Hvem er jeg at bede om noget? Har jeg forvaltet de gaver, jeg hidtil har fået, godt nok til at kunne tillade mig at bede om mere?

Min opvækst i en kristen kulturkreds spænder i dén grad ben for dét, jeg egentlig har valgt at tro. Det er som om jeg kan fornægte den kristne kirkes lære alt det, jeg vil, men derfor sidder den stadig og styrer inde bag det hele.

Indtil i går. I går dukkede ordet ’Ydmyghed’ op i mig. For første gang nogen sinde smagte jeg på det ord uden et gram oprørskhed. Det var en åbenbaring.

Jeg har ikke kunnet få mig selv til at bede universet om alt muligt, om overflod. Jeg har kun bedt om lidt af gangen, kun sådan til husbehov, sådan at der var nok til alle..

PÅ TRODS AF at jeg siger, jeg tror, at universet har rigeligt til alle.

Så hvorfor kunne jeg ikke give den gas og bede om alt, hvad jeg overhovedet kunne forestille mig af dejligheder?

Fordi jeg nægtede at være ydmyg. Det stammer helt tilbage fra min 13-årige sjæls kamp mod den skrevne samling fortællinger om Gud og hans søn. Jeg insisterede på at ville FORSTÅ. Det skulle give MENING. Så længe man har den holdning til sin tro, så tror man ikke fuldt og helt. Hvis man tror, at der findes noget større end én selv, en højere mening, så må man også erkende, at man ikke kan vide alt. At det ikke er meningen, at man som menneske skal vide alt. Så går al læringen jo tabt. Vi lærer, mens vi går tågevejen. Det er derfor, vi er her. For at lære.

Jeg tror. Jeg er taknemmelig for alt jeg har, og det jeg modtager.

Nu skal jeg lære ydmyghed.

Jeg har det, som om jeg har lagt den sidste brik i et puslespil, jeg har arbejdet på, siden jeg var tretten. Et puslespil, hvor jeg ikke kendte motivet på forhånd. Nu skal jeg lige sidde og tage mit arbejde ind. Og så skal jeg i gang med at øve mig.

Jeg er helt vildt spændt på at se, hvad der sker, når man bliver stærk i alle tre discipliner.

Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Råb for mig

Bedemanden har høgenæse og slanke hænder. En passende statur for en bedemand. Det er rent ud mistænkeligt, hvis en bedemand er for velnæret.
Solen er samarbejdsvillig. Dukker op ved ruden lige da præsten siger, at Finn Andersen var enken og datterens lys.
Vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde, vitser vi til færre og færre per gang.
Når det bliver min tur så råb. Gør mig den sidste tjeneste. Råb, syng højt og indædt og skab jer, for alle de gange jeg var tavs.
Råb som står du alene mod Vesterhavet i råbekonkurrence. Om hvem der kan fortælle historien med den værste smerte. Og du vil tabe, for du er så ung. Kun en enkelt menneskealder.
Gør det alligevel. Råb og syng for mig.

 

Sjælland – ølland

Jeg kommer fra en almindelig kernefamilie med to stk. voksne og to tilhørende børn. Etplans villa, ligusterhæk, græsplæne, undulat efterfulgt af gadekryds efterfulgt af katte, garage, veludstyret tilbygget værksted, en kæmpe birk ved starten af indkørslen og et par kirkegårdsplanter ved gæstedøren. Alting var meget trygt. Og ordentligt. Tilsammen havde mine forældre 17 søskende + de halve. Alle bosat på Sjælland. Min mor og far emigrerede til Jylland før jeg eksisterede, for at starte nyt og måske også lidt for at slippe for alt det roderi, der hører med til store familier.

Fra tid til anden skulle vi så til Sjælland. Kadetten blev pakket, min lillebror og jeg gjorde vores bedste for at slå hinanden ihjel på bagsædet, indtil far vendte sig om og råbte meget, meget højt. Dér kan jeg bare sige, at historien har tendens til gentagelse, nu er det bare mig der knurrer fra forsædet.

Farmor boede i et lavloftet gammelt hus med stokroser op af de hvidkalkede mure og en fantastisk gynge som jeg har tilbragt mange timer på. Jeg har også tilbragt mange timer på husets eneste toilet med en bog for at få fred, men det var senere.
To af min fars granvoksne brødre boede her også. Den ene havde sit værelse i den ene ende af huset. Jeg kan faktisk ikke huske hans seng. Jeg kan kun huske et mørkt rum med reoler proppet med Lp’er. Denne onkel sendte blandede kassettebånd til min fortabte, emigrerede far med det resultat, at jeg i dag kan synge med på en hel del Herman Hermits og Rolling Stones. Beatles blev altid optaget over på egne bånd i fuld længde.

Ude bag ved i et lille aftægtshus boede en anden onkel. Man kom ind i en lille gang (også mørk) hvor der stod et par kasser med Tuborg. Til venstre lå værkstedet, til højre min onkels rum. Hvis vejret var dårligt, hentede jeg min far og hans brødre i værkstedet, når der var mad. Nogen gange sad de udenfor på bænken. Så hentede jeg dem der. Der er rigtig mange ting i sådan et værksted, man kan bruge til at åbne en øl med. Eller en sodavand. For han var rigtig sød, min onkel, til også at knappe noget op til os børn.

Når vi var hos farmor havde de voksne nok i sig selv. Kvinderne forsøgte at tømme vandhanerne for vand til kaffe i køkkenet. Mændene fortrak til et eller andet sted med øl. Bag ved huset om sommeren. Ind i onkels mørke hule om vinteren. Når man lader børn klare sig selv, begynder nogen af dem at se. Hvad skal man ellers give sig til?

Onkel B var den første jeg sådan rigtigt lagde mærke til som menneske. Jeg noterede mig, at han stak ud i selskabet. At de andre nogen gange talte til ham som om han havde sagt noget helt åndssvagt, selvom jeg ikke kunne se, hvad det var, der var så meget anderledes end det de andre sagde. At han talte på én måde først på dagen, og en anden senere, når brødrene havde drukket mange øl hurtigt, for at de ikke skulle nå at blive varme i solen på bænken. Hans blik var som udgangspunkt vendt mod jorden og mod det uendelige, når Tuborgflaskens bund blev vippet mod himlen. Men jeg kan huske han så mig ind i øjnene, når han rakte mig en nyåbnet citronvand. Hans øjne alvorlige, når de ramte mig.

Som barn stiller du dig ikke kritisk an til de voksnes øl. Det er bare sådan det er. Ligesom man altid bliver spurgt om man har husket passet, når man er kommet med færgen fra Jylland. Hver. Eneste. Gang.

Jeg ved ikke hvorfor han drak. Jeg har set mange grunde til at drikke. Kedsomhed, usikkerhed, fordi det er sjovt, fordi resten af selskabet gør det, smerte, ensomhed, fordi verden simpelthen er for tung at bære, fordi hvorfor ikke?

Jeg ved ikke om han følte sig ved siden af eller om jeg projicerede, fordi jeg følte mig ved siden af.
Måske var øl bare det bedste han vidste?
I så fald stod han op til og gik i seng på sin bedste ven, mens dagene, bedøvede, listede sig forbi ham og hvad end det var, han ikke ville mærke.

Onklerne

De lugter af øl, og jeg ved ikke hvad de vil, men jeg er godt opdraget, bøjelig og danser med dem alle til keyboardets hysteriske trummerum
Én kan jeg godt lide. Han prøver at drukne sig selv indefra og drikker med determineret intensitet. Han danser glad og røgen fra de tusinde cigaretter står som en nærmest fysisk aura om hans tynde krop
Én kigger ned på mig med et strengt blik og danser stift som om han udøver en pligt, men overfor hvem i hvert fald ikke for mig, men så er vi to dansende i pligtsumpen
Én taler som et vandfald, selvom han ikke råber, brøler alt ved ham. Alt er stort; skægget, maven, bevægelserne, afstanden mellem højre og venstre ben i polka rundt, armenes styrke. Jeg flyver
Én elsker jeg
Én stirrer over min skulder og holder mig forkert. Ingen har fortalt mig at man kan sige stop. At man kan gå. At man kan forlade klamme stoddere på et dansegulv. At klamme stoddere findes til familiefester
Én taler og taler og taler og jeg mærker hans smerte gennem alle de rasende svadaer mod landet og politikerne og postvæsenet og arbejdsgiverne, men min mor er en dejlig kvinde, og det er hans også, og jeg ved ikke endnu, at jeg mange år senere stadig vil lytte til ham eller at hans smerte ved alt det uforløste vil vokse i takt med mig
Jeg leder stadig efter en dansepartner der lytter. Til rytmen i min krop og forandringer i mit blik. Som kan svinge mig mod himlen og danse mig til ro. Som ved hvor hånden skal ligge
Det er ikke altid samme sted