Danmarksindsamling. Pitch

I år samler vi ind til svage hjerter. Til utålmodige og alt for blødsødne hjerter.

Vi samler ind til skrammede hjerter, bange hjerter, til forstenede og knugede. Til snublende, tidligere jublende, nu grublende hjerter. Til flåede, forsmåede, forgæves attrående.

I år sætter vi fokus på fladtrådte hjerter, på kyniske og blåt lyriske hjerter. Fortabte, forstummede og stille hjerter, higende og skrigende, bare lidt trætte hjerter.

Vi vil flå sagesløst menneske op på scenen og holde ham fast. Presse mikrofonen mod hans bryst og forlange tavshed fra publikum og det eneste der lyder gennem salen over hundreder af tilbageholdte åndedræt og et par halvkvalte hulk, er et hjertes duk duk.

Festklædt kendisvært vil spørge ’Kan du høre det’. Indtrængende. Lige ind i almindeligt menneskes ansigt med kendisånde og kamera 2.

Duk duk.

’KAN DU HØRE DET?’

Vi vil invitere sprogforskere og hjertelæger ind for at bevise, at det er forkert sprogbrug når vi siger, et hjerte knuses.

Hjertet knuses ikke. Hjertet kan blive skrammet og klemt, få mørke pletter og bløde, javel, men knuses kan kun noget, der er hårdt.

KAN. DU. HØRE. DET?

ja..

Forknytte, fortabte, forpulet ustoppelige hjerte

duk duk

Så ring ind nu, du kan gribe en sjæl.

Giv en hånd, giv to.. eller meld dig frivilligt til vores telefonlinje, hvor indehavere af udsatte hjerter kan ringe ind og få trøst ved lyden af din ømhedsdryppende smertefavnende gentagelse af det eneste, der egentlig hjælper:

‘Nååå, søde lille hjerte. Nååå.’

duk duk

 

Jeg pakker mine ord ind til dig

Vi er knyttet til mennesker, vi aldrig har mødt. Sjæle derude hvis ord og billeder på sociale medier stykkes sammen i vores hoveder til vi føler, vi kender dem. For mig betyder et udvalg af disse mennesker noget. Ofte er det dem der giver af sig selv. Dem der knalder ud lige som mig. Dem som deler, når de mister, når de glædes, når de rystes eller giver sig tid til at svare andre på deres råb.

Forleden røg en facebook status direkte ind et sted jeg kender. Det sted hvor man næsten ikke kan bære vægten af sig selv. Og eftersom afsenderen og jeg ikke er forbundet andre steder end online, svarer jeg dig nu online.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ender der, hvor du er nu, og hvor jeg var i foråret. Jeg ved bare, at

Kære du

Jeg har også siddet der. Knækket under bruseren. Jeg tror, du trænger til varme arme, og alt jeg har at tilbyde dig er ord. Men så får du dem. Du kan gemme dem, til du er klar.

Når det tunge og grå har spredt sig til hele kroppen, og det er svært at trække vejret frit. Når det har lagt sig som en hinde over dit udsyn, dit håb og din tro. Når du ikke kan se meningen med noget som helst eller nogen.

Så bliver du nødt til at række ud.

Find frem til de mennesker, der holder af dig og lav aftaler med dem. De behøver ikke være der 24/7, men sørg for at ses med nogen, der kan give dig omsorg. Hver dag. Sæt en uge af til en begyndelse, så det ikke bliver for overvældende, og endnu et krav. Lav aftalerne. Erkend hvordan du har det – også over for dem – og bed om omsorg.

Jeg fulgte det råd i foråret og opdagede flere ting. Jo dårligere jeg har det, jo mere overbevist er jeg om, at jeg skal kunne klare alting selv.

Jeg opdagede også, at folk tager sig af mig fra det sekund, jeg siger, at det har jeg brug for. De gør det endda som om det bare manglede.

Tit drejer det sig jo ikke om, at du nødvendigvis har lyst til eller er klar til at tale om det. Hvad end dét er. Når du først er blevet grå, føler du dig nærmest som en omvandrende smittebærer. Og hvem er tjent med et menneske, der spyr nedtrykt sindstilstand ud over alt og alle i umiddelbar nærhed? Men DE kan klare det. For DE er ikke grå. De ryster grå af sig og fortsætter.

Det kommer du også til igen.

Start en taknemmelighedsdagbog. Jeg mener det. Det kan godt være, det lyder som en enormt tøset hippieting. Men det virker. Hver dag skriver du tre ting, du er taknemmelig for. Det virker, jeg lover det. Ikke lige med det samme men stille og roligt, vil det fjerne fokus fra din følelse af mangel.

Der hvor du er nu, kan det være virkeligt svært at være taknemmelig. Så vidt jeg husker, vrængede jeg de første ting ud, da jeg startede op med taknemmelighedsøvelser. Nu er det en vane. Det ligger også godt til mig, taknemmelighed. Måske du vil opdage det samme.

Bare tag det roligt. Jeg har nogle helt gratis forslag til forsigtig opstart med taknemmelighed:

Ting at være taknemmelig for:

  • du har en bruser at tude under
  • basgange
  • blødheden mod håndfladen over kattehoved

Andre ting at være taknemmelig for, når ingenting fylder alting:

Solsortesang. Dine ben (jow, prøv lige at forestil dig livet uden). Yndlingsbukserne. Duften af kaffe, flimrende sol gennem ruden, månen ved at sprænges eller ved at starte op igen, et smil fra en fremmed, hvor mange nuancer der findes af grøn, musik der får dig til at sitre, bilen der bringer dig frem, skyer, taget over dit hoved, dynen, stearinlys, mad, varme sokker, forår, træer, græs, mos, spirende forårsløg, de gode oplevelser du har haft – find dem frem, trøst dig ved dem, at du er gammel nok nu til at købe alt det slik du vil, gode film, vand: bække, åer, støvregn og slagregn, brusende vand ved vestvendte kyster og rolig skvulpen ved østvendte.

Og ord.

Og at der findes mennesker herude der forstår. Du er ikke alene.

Venligtsindede hilsener

Din virtuelle ven

Når læsset vælter

Jeg har været stille her på bloggen et stykke tid. For jeg tog lige en nedtur. Faktisk er jeg stadig midt i den.

Siden børnenes far og jeg gik fra hinanden for tre år siden har jeg brugt en masse tid på at lede efter glæden. Opdyrke den, snuse til den, spørge til den og dele den hvor jeg kunne.

Så er det altså noget af en bet at få en depression.

Men det har jeg fået. Sådan lige en lille en.

’Du er jo ikke glad’, siger veninde en dag for et par måneder siden.

’Sådan er det bare’, svarer jeg køligt, ’livet’.

Jeg kan da godt se, at det måske ikke er optimalt at græde flere gange på en dag, nu hun lige frem påpeger det. Men den slags vænner du dig til.

’Jeg ser det at græde, lidt som at spise chokolade’, siger jeg. ’Noget er okay, men på et eller andet tidspunkt skal man også stoppe igen’.

Men hun mener, at jeg måske bør overveje om det modsatte kan være tilfældet. At jeg tvært i mod ikke har grædt nok og trænger til tid og ro til at få grædt ud?

Så sender hun mig til læge.

Når man kommer til læge og siger, at man måske er lidt mere ked af det, end man burde være, får man lov at svare på nogle spørgsmål.

Føler du skyld og selvbebrejdelser? Har du haft svært ved at falde i søvn, vågner du konsekvent for tidligt? Hvordan har du det med at livet fortsætter? Har du svært ved at passe dit arbejde? Er du bekymret, angst, træt?

Øh ja, jeg har skyld og selvbebrejdelser. Jeg er forælder. Goes with the territory. Haha. Og det med arbejdet skyldes bare at jeg virkelig har brug for sommerferie nu. Og det er nok også derfor jeg er træt.

Min læge har imidlertid en fin kasse der hedder Let-til-moderat-depression og den putter hun mig i.

Hun kigger venligt undersøgende på mine grimasser.

Jeg. Er. Rasende.

Svagpisser. Det er hvad jeg er.

Jeg synes det er fesent. ’Let til moderat depression’. Det lyder som en light udgave. Ikke engang det kan jeg finde ud af at gøre ordentligt.

Hvis jeg sad ved siden af dig. Hvis det var dig der var ved lægen og svarede det, jeg svarede, ville jeg være fuld af ømhed og måske en lille smule forfærdelse og sige til dig, at du har det jo ikke godt, du må have hjælp og passe på dig selv.

Men nu er det mig. Mig som ellers er blevet så meget klogere. Og stærkere. Og så fandme om jeg ikke knækker. Jeg er knækket uden at opdage det.

Min modne reaktion er at vitse med at så skal jeg jo have T-shirten *Let-til-moderat-depression*

Flot.

Men jeg orker det ganske enkelt ikke. Jeg kan ikke have en depression. Jeg er enlig mor med ansvar for to sjæle. Jeg skal smøre madpakker og sørge for den gode stemning og have overskud for tre. Jeg er for himlens skyld også lige begyndt at date, og jeg skal også gøre alle dem, jeg møder på mit arbejde gladere, for det er det jeg gør.

Ja, jeg hjælper folk med læsestof og printer og pas, men det jeg i virkeligheden gør er at hjælpe med jeres humør. Jeg smiler og vitser og spørger ind og viser omsorg. For dig med tjek på tingene og dig hvis læsestof afslører, at din verden er væltet.

Et eller andet sted på vejen glemmer jeg at drage omsorg for mig selv.

Fra tid til anden er der emner, der presser på, men som jeg ikke skriver om af forskellige grunde. Og hver gang der er noget, jeg ikke vil skrive om, bliver døren ind til ordene skubbet en smule i. Hvis jeg nægter at skrive om mørket, så lukker jeg også af for lyset. Det har jeg oplevet den ene gang efter den anden. Men det er svært at skrive om en depression, man ikke vil anerkende. Og der er alle mulige hensyn at tage. For eksempel til dig, der læser med her. Jeg vil så nødig gøre dig trist. Jeg vil allerhelst have, at vi kan være glade og trygge sammen.

Men nu er den ude. Depression anerkendt. Tid til at hele.

 

 

En god uges ende

Det har været en dejlig uge. Vejret har nærmest ikke været generende. Ungerne har haft det godt. Jeg har genoptaget meditation og faldt i søvn begge gange (så måske forsøgt genoptaget?). Men en veninde siger, det ikke handler om modstand mod selve meditationen, bare at jeg er træt. Den køber jeg. Jeg er altid villig til at købe alt, der kan gøre mit syn på mig selv mildere. Jo mildere vi ser på os selv, des mildere ser vi også på verden. Og hvor er jeg heldig at have ikke bare én men flere i mit liv, der bare siger nej, når jeg siger, er jeg ikke bare ringe.

I dag har vi været i sydbyen og købe et brugt skrivebord til Aviaja som fylder otte lige om lidt. Det mindede mig om, hvor tæt et forhold jeg havde til mit eget skrivebord, da jeg voksede op. Det var malet orange, med skuffer i den ene side og en hylde ovenover til bøger og nips. Min far havde lavet det til mig. Når jeg sad ved det skrivebord, var der intet i verden, der kunne røre mig. Jeg tegnede, skrev dagbog og klippe-klistrede. At genkalde følelsen af at sidde der ved lampen. Ingen krav eller forstyrrelser. Kun mig, min fantasi og mine hænders evne til at udføre, hvad min hjerne dikterer. Hvordan resten af værelset, resten af verden holder op med at eksistere. Indtil min mor kalder til aftensmad.

Nu er det så Aviajas tur til at putte ting i skuffer og sætte på hylder. Hun spørger lige et par gange hvor jeg synes, hendes notesbog skal stå, men igen af os er egentlig interesserede i, at jeg kommer med forslag. Det er hendes skrivebord. Hendes lille verden i et hjørne af vores fælles værelse. Tænk, hvis hun får det samme forhold til sit skrivebord, som jeg havde til mit. Hun hviler i sig selv og er god til selvaktivering. God til at tegne. Hun skal nok få lavet sin egen lille boble, og nu er det så mig der kalder til aftensmad.

Jeg havde trailer-debut i dag. Glemte at der hang noget fast i jydekrogen i det sekund jeg kørte fra parkeringspladsen, men opdagede det igen på grund af ændringen i gearskiftet. Det føles så godt at kende sin bil. Ex’en var med til at bære. På vej hjem bliver jeg meget træt og begynder at snakke om kød. Vi sætter skrivebordet ind til væggen hjemme ved mig, og kører tilbage til datterens andet hjem med trailer og ex. Så steger han kalve-bacon til mig. Ikke andet. Bare kød, som vi alle fire spiser med tandstikker.

Lige der er jeg en stor pose blandede følelser. Jeg er nærmest grædefærdig af en dyb og inderlig taknemmelighed over at han ved, at jeg nok falder sammen, hvis jeg ikke får noget at spise. At han bare hører hvad der skal til og fikser det. At han gider tage sig af det efter al den tid hver for sig. Og det kan godt være, at alle forhold indebærer tider med sammenbidte tænder, himmelvendte øjne, dyb skuffelse og gå hjem hver for sig. Og til sidst for vores vedkommende til hjem hver for sig. Men jeg var altid opmærksom på hvor fantastisk det er at have én der laver mad til dig.

Og selvom jeg kan låne og køre en trailer. Lave min egen mad og hamre et brugt skrivebord sammen så det står fint igen. Passe mig selv og mine. Så mindede i dag mig om, at selvom man godt kan alting selv, så kan man godt ønske sig én, der har lyst til at gå ved siden af og brumme, mens man gør det.

2016-01-28 08.50.40