Om tillid

Torsdag morgen vågner jeg op til stor undren over mine valg. Jeg er på vej til Ørslev Kloster på forlænget weekend. Jeg har ingen planer med mig denne gang. Det eneste jeg skal er til frisør på vej derop,  smukkefiseres så godt det nu kan lade sig gøre og så i kloster. Det synes jeg faktisk er en herre sjov beslutning.

En praktisk og ikke så humoristisk del af mig vil imidlertid gerne vide hvorfor jeg skal i kloster, når jeg i forvejen tager livtag med aleneheden.

Jeg har ikke noget svar.

Så derfor tager jeg også tarotkort med. Jeg bruger dem ikke på daglig basis, men de dufter af magi, og det kan jeg godt lide. For det meste beder jeg om vejledning, når jeg føler mig rådvild. Og jeg har fået nogle vældig underholdende svar indtil videre.

Lørdag fik jeg direkte besked på at overgive mig til universet. At have tillid.

Nogle gange farer livet derudaf med dig usikkert skøjtende i al for lang line bagefter. Andre gange befinder vi os i et vadested. Det har godt nok taget mig lang tid at forstå, at det kan være en god idé lige at tage en pause der – bare acceptere, at lige nu sker der sørme ikke en skid. Og det passer jo heller ikke. Jeg har bare fokuseret benhårdt på arbejde og penge og oprydning. På at få tingene til at hænge sammen i den fysiske verden i det mindste.

Men ok..  Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg er på vej i en retning eller om jeg går i ring, så jeg kigger på tarotkortet lørdag, lader skuldrene falde og nikker.

Okay, univers, bring it on.

Jeg lover mig selv at være opmærksom på hvad der sker, når jeg holder op med at prøve at styre alting.

Og så begynder jeg at se.

I slutningen af 2014 har jeg fået en lærestreg, er ikke helt ovenpå og taber et af mine to fineste glas.

I lørdags har den café jeg har planlagt at spise frokost på ferielukket, så jeg bliver guidet hen til et andet sted, hvor et tilsvarende glas står og venter på at jeg kommer og tager det med hjem.

Nu har jeg atter en duo.

I dag på arbejdet viser en kollega mig to ret slemme ridser på min LEASEDE bil.

Betalte jeg ekstra penge for at få selvrisikoen ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Både fordi det sådan set var dyrt nok i forvejen, fordi jeg ikke er kørt ind i noget som helst i den tid jeg har haft kørekort, og især fordi jeg nægter at tro det værste.

Der står jeg så på parkeringspladsen på arbejdet og ser på to ridser og må acceptere, at det her kommer til at koste 5000 oveni alle de penge jeg allerede skal betale for bilen. Jeg prøver også at acceptere det, der i mine øjne er meget værre: at et andet menneske laver ridser i en parkeret bil og bare kører derfra.

Det er ikke særligt holistiske tanker, der flyver igennem mit hoved i første omgang. Jeg tænker godt nok karma – men med en topping af ildspruttende drage og generel mayhem.

Det hjælper. Faktisk.

Jeg tager hjem efter sønnen. Vi henter et tv-bord han har købt, spiser junkfood og griner med hinanden.

Så ringer min fars kæreste.

Jeg leaser bil mens jeg venter på at overtage hendes den gamle (meget billigt) i sensommeren, når den nye model hun ønsker sig kommer på markedet.

Jeg behøver kun en måned uden bil, for at forstå, at man som menneske også kan være nødt til at undvære alt for meget. Så jeg beslutter at betale for en hundedyr korttidsleasing, mens jeg venter.

Tilbage i telefonen fortæller hun, at hun har fået et ret godt tilbud på den nuværende model, allerede har skrevet under, får den på mandag og skal de ikke bare køre to biler op i næste uge, hvor de skal til min søns fødselsdag?

Hun har lige sparet mig for en udgift på 12.000 kroner. Selv med ridser og selvrisiko går jeg ud af den her dag med overskud.

Og jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Men det hænger sammen med i lørdags, hvor jeg besluttede mig for tillid. Besluttede mig for at alt nok skal ordne sig. Det betyder ikke, at jeg ikke falder, får uventede udgifter og ryster på hånden og må se ting jeg er glad for falde fra mine hænder.

Det betyder bare at det hele kommer til at gå alligevel.

Du har et standpunkt og så har du et nyt

Jeg er atter i Det Lavloftede Værelse på Ørslev Kloster for at skrive. Endnu engang virker radiatoren ikke umiddelbart. Skal finde Gary, så han kan fikse det, bare ikke lige nu. Lige nu fryser jeg gerne. Lige nu suger jeg stedet ind. Den måde et spartansk indrettet rum med hvidkalkede vægge og loft og rå gulvbrædder kan dufte. Den tørre lugt af kalk. Den måde luften er helt anderledes i et rum uden termoruder.

Jeg kan høre fodtrin over mig og ude på gangen. I køkkenet har jeg allerede mødt halvdelen af de andre gæster. En mand spærrer øjnene op hver gang han ser mig. Seriøst. Jeg går ud fra det er et tic, ellers bliver det nok lidt belastende i længden.

Leder forgæves efter Gary, som er den ene halvdel af klosterforvalterparret. Rundt om klostret. Nede i krypten. Ind igen. Stopper op da toner fra flygelet når mig over de brune fliser. Jeg bevæger mig ad gangene, gennem døre, mod den fjerneste ende af klostret og ender foran dobbeltdørene ind til stuen hvor flygelet står.

Sidste gang jeg var i kloster havde jeg høretelefoner med for første gang. Jeg fik hørt en masse musik, men ikke skrevet så meget. Musik fylder mig op. Jeg er totalt åben for lyd. Men så er der ikke så megen plads til de ord jeg skal selv skal finde frem og sætte sammen. Andres idéer fylder al pladsen ud.

Jeg har en aftale med mig denne gang. Ikke noget musik. Eller helst ikke. I hvert fald kun i afmålte mængder.

Da fingrene bag døren slipper tangenterne går jeg ind og giver mig til kende. Det jeg lige har hørt er en del af et nykomponeret stykke med titlen Ørslev Kloster suite.

Nu hvor vi taler om musik er hans tic forsvundet. Han siger jeg gerne må lytte med. Det vil jeg frygteligt gerne og jeg sætter mig til rette ved det store ovale bord. Han tænder de to femarmede lysestager, tager en slurk af rødvinen og stiller glasset fra sig på skænkens marmorplade. Han brummer mens han spiller, og jeg kan nærmest se fortællingerne dukke frem som figurer af røg, mens fingrene danser over tangenterne.

Og her er jeg.

I kloster til privat live koncert og uropførelse på flygel. Dybt berørt over musikken og hvor heldig jeg føler mig.

Jeg skulle have vidst det da den første jeg møder i gården er en komponist på vej hjem. At det med ingen musik aldrig kommer til at gå.

Så af sted med mig hundrede kilometer i timen i den anden retning.

 

 

Farvelberedelse

Så snart jeg træder ud af badet rammes jeg af at det er nu. Det er lige nu. Jeg skal ud i det våde græs, haster hen over engen. Min sjæl føles som udbredte arme ved synet af bænken på bakken badet i lys.
De tunge gummistøvler holder mig til jorden, tvinger tingene ind i en tid. Jeg kan ikke gøre så meget ved det, så jeg øver mig. Træner i at glæde mig over turen.
Og her er jeg så. Svøbt i grønt og fuglekvidder. Bombarderet af sol.
Jeg vil ikke tilbage. Ikke endnu. Er ikke klar.
Lugten af ramsløg har taget turen på den kølige vind fra alléen op mod min næse.
Den måde du har hjemme et sted. Den måde det er intenst på, når du er på tid.
Hvad ringer kirkeklokken for? En ny dag, for solen, for muligheder?
Jeg beslutter den ringer for muligheder. De langsomme slag nu er en påmindelse om, at du skal gribe dem. For der vil altid være et sidste klokkeslag. Den sidste mulighed. Og så vil du gerne vide, at du greb så mange, du kunne nå.
En spyflue har placeret sig på kanten af notesbogen mellem mine fingre. Det er okay. Jeg har ikke noget her, den ikke må sidde på.
Jeg funderer over hvordan det er med steder. At de nogen gange favner dig, som har de bare ventet på du kom hjem, mens andre kræver mange besøg, dagligdag og vane før du kan mærke at her, hører du også hjemme.
Det samme med mennesker. Nogle tager tid.
Jeg vil lægge mig på bænken nu og lytte, og så må det der skal komme komme.
Her. På bænken. I klostret.
Jeg er så klar som jeg kan blive.

[…..]

Hvad er det for en banken? Her burde ikke…
Jeg åbner øjnene og løfter hovedet i retning af lyden. Og lige der, på de fældede stammer, en flagspætte på jagt efter morgenmad.

Åh..

 

Et salgspitch og en plan

Jeg må have mig et salgspitch og en plan. Det nytter simpelthen ikke noget, at jeg ikke kan svare kort og præcist, når folk spørger, hvorfor jeg er her. På Ørslev Kloster. Skriverefugium. Arbejdsophold.
– Jeg er her for at skrive. – Hvad skriver du på? – Mjoo, det er sådan lidt tilfældigt, hvad der kommer ud..
For jeg skal lave en bog, ja, men hvilken en af dem? Er du klar over hvordan det lyder, at jeg skriver tekster og publicerer dem på Facebook? At sige Facebook i den sammenhæng lyder rent ud dubiøst.
Jeg kunne lige så godt sige, at jeg smider tøjet i et eller andet baglokale til en skummel kro for et par lokkende ord og en lille classic.
Jeg kan ikke engang komme op med en smart forklaring på hvad det er, jeg så skriver. – Altså hvis mine tekster havde været længere ville det vel være essays. En slags.. Jeg kalder det betragtninger..
Støn.
Men min manglende evne til at fyre et fint klappet abstract af, er jo bare et symptom på, at jeg nægter at beslutte mig. Jeg vil alting på samme tid. Skrive børnebogen som skilsmissebørnene kan spejle sig i. Letlæsningsbøgerne, digtene, kortprosaen og i et øjeblik, hvor jeg bare gerne vil kravle ind i en kasse, der er nem at få plads til på hylden, romanen.
Men det jeg gør, er at tage billeder af alle verdens lokkende detaljer. Af lys. Af farvespil. Og så fyrer jeg kuglen ned i rouletten og tager den derfra.
Jeg har brug for et anker. Har brug for at bestemme mig for, hvor lejren skal slås op, så jeg har et fast udgangspunkt og et sted af vende tilbage til, når tankerne har været på tur.

 

Søvnløs i Vejle

Der ligger du. På en luftmadras i Vejle og stirrer op i loftet. Med en barnearm over brystet fra den ene side og et par børneknæ boret ind i den anden. Fødderne vippende i det fri. Dagen er afsluttet med et fælles klukkeanfald, men beslutninger der ikke var nogen vej uden om, har efterladt alting en anelse blåt. Den slags kommer altid snigende i takt med børnenes dybe vejrtrækninger.
Og det her er dit liv.
Lige om lidt starter det igen. Hverdagen i et nyt år. Og du vil smile til gud og hver mand om morgenen i skolen, til naboerne og kassedamen, berolige dine forvirrede lånere med at man lige skal lære systemet at kende, og du kan sådan set heller aldrig huske dine koder, det behøver ikke have noget med alder at gøre.
Du vil fryse som en gal ved vandet før arbejdstid. Du vil tøve lidt længere for hver gang du sætter bilen i gang. Det vil trække mere og mere i dig efter at komme i havn i Ørslev Kloster. Tænde lys og tage livtag med ordene.
I spænd, fladt på ryggen tænker du, hvorfor du ikke er blevet klog nok til at holde dig fra luftmadrasser. Det er jo ikke fordi du ikke før har tilbragt søvnløse nætter blindt stirrende på luftmadras. Dog aldrig før i Vejle. Og du tænker på at livet har speedet op i forhold til hvor hurtigt erfaringerne kommer flyvende. På om du egentlig kan følge med og på, om det her er et varsel for 2015 eller bare 2014, der smækker døren på vej ud.
 

Delresultat fra skriveophold på Ørslev Kloster

Fortrydelse

Fortrydelse er en vedholdende satan
kommer til frokost
går med i bad
ligger og blomstrer ved din side
når du vågner

på ingen måde inviteret
står hun der
og piber
ønsker sig ting anderledes

et godt greb om realiteterne
og jeg knalder hende ud af mit hus
men hun er en snigende gift
en tågeheks
hver gang du tror
du har gjort kål på hende
manifesterer hun sig i et navn
i duft
i søde ord som hun har tyvstjålet
i dine hemmeligste mindekamre
hvor hun også finder trumfen
i et billede af de smukkeste hænder
du aldrig mere må røre ved