Første date: Hvad har man så lært

I går aftes var jeg for første gang på date med en fremmed.

Der var et tidspunkt på arbejdet i går, hvor det eneste der holdt mig fast på at overholde aftenens aftale, var min gode opdragelse. Jeg havde det ikke så godt. Tog rigtig mange dybe indåndinger, som ikke gjorde godt for andet, end at jeg begyndte at obsesse over, om for mange dybe indåndinger mon kun bevirker, at kroppen tror vi skal til at motionere overdrevent, siden jeg overilter blodet på den måde, og at jeg dermed bare sætter den i totalt alarmberedskab, hvilket var hvad jeg forsøgte at komme væk fra i første omgang.

Og mens jeg står bøjet over skraldespanden og er ved at gøre klar til aftenlukning, går en af vores faste lånere forbi på vej ud. Vi er på hej og farvel. Men han sætter farten ned og siger ’Farvel, kan du nu have en rigtig god aften’ med tryk på rigtig, hvilket slet ikke er normal procedure.

Jeg får den tanke, at han måske læser med her.

 

Førte date_Baby-shocked-face

Det tager lige ti minutter at få sat tingene i perspektiv.

Men så går det også op for mig, at det jo ikke kan være en hemmelighed, at jeg leder efter én, jeg har lyst til at holde om, og som jeg har lyst til skal holde om mig. Hvordan pokker skal han finde mig, hvis det er en hemmelighed? Og så er jeg rolig igen.

Jeg kommer lidt for tidligt og min date et par minutter for sent. Jeg er slet ikke tryg ved, hvor nemt det er at brænde en fremmed af. Så jeg når at skrive til veninde, om hun eventuelt vil slæbe sig ned og dele en øl med mig, så vi i det mindste kan lade som om jeg aldrig havde planlagt andet end en venindeøl. Hun lover at sende kæresten, hvis det bliver nødvendigt.

Det gør det ikke.

Og det er godt. Ellers ville jeg stadig have min første date til gode. Nu er den tjekket af.

Og første date med fremmed mand samlet op via netdating har føjet et par ting til erfaringslisten:

  • Der er enten kemi – eller ej. Man ved det øjeblikkeligt (ingen kemi = ryk videre til start)
  • Betal ALTID for din egen øl, det gør det så meget mere okay for dig selv, når du brat slår håndfladerne mod cafébordet og siger nå men så, tak for i aften
  • Det kan godt være, at du begynder at tro, du er vildt kræsen, mens du surfer rundt på datingsites. Så vær kræsen. Gå ud fra at eftersom du har gjort dig umage med dit profilbillede, så har de andre nok også. Så hvis du ikke tænker – ja, det kunne faktisk godt være, men nærmere, tjo, det er da ikke så slemt som nogen af de andre – så bare lad være. Afvent :).

Det er gjort. Jeg er ved godt mod. Tænker på om jeg altid vil vælge at drikke ud, selvom jeg godt ved at det her aldrig kommer til at ske.

Vi må se.

 

 

Så jeg graver hvor spruthistorierne peger

På det seneste er jeg blevet mere og mere ophidset. Først var jeg bare forvirret, prøvede at baske det fra mig. Men spruthistorierne trængte sig på. Som minder, i mit arbejde, i mit privatliv.

Jeg har været vidne til så mange drukmåse, drukkenbolte, fulde svin, sorgfulde alkoholikere, snøvlende berusede, medynkvækkende, gramsende, vulgære, triste, druknende, galpende, kamplystne og sårbare fulde mennesker i mit liv.

Hvis jeg er et gennemsnitsmenneske på den front, er der alt for mange, som kommer gennem dagene ved at drikke i det her land.

Da jeg var yngre, festdrak jeg som så mange andre. Det var den hurtigste måde at komme over mig selv og ud på dansegulvet.

Som voksen har jeg hovedsageligt drukket for meget, når jeg ikke vidste hvilket ben jeg skulle stå på i et givent selskab. Og det vidste jeg som regel aldrig.

Det er mange år siden jeg holdt op med bevidst at drikke mig i hegnet. Jeg stoppede med at gemme mig bag en brandert. Nu har jeg det sådan, at hvis jeg ikke kan være i noget uden at være fuld, så går jeg. Og hvis jeg finder mig selv i et selskab der nok ikke vil kunne huske hvad de har delt med mig, når de atter vågner, så går jeg sådan set også. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke have det.

Mine forældre drak kun ved festlige lejligheder. Jeg er ikke vokset op med en hverdag af utryghed og snøvlen eller en hverdag, hvor ordet aftale er noget der skal slås op i en fremmedordbog.

Så hvorfor er jeg så så vred?

Kan man blive vred af at samle op af andres smerte? Blandet sammen med ens egen fornemmelse af tabte muligheder? Er jeg vred fordi jeg fandme også synes livet har været en udfordring af dimensioner, men det får jo ikke mig til altid at have spiritus på lager. Er jeg vred over de gange hvor hele den store familie var samlet og der pludselig blev skruet op for alting. Stemmer, vrede, latter, glæde, gamle historier. Vred over at jeg ikke følte mig tryg, fordi de voksne jeg skulle stole på ikke var de rigtige voksne mere, men nogen andre, nogen mere udflydende voksne, med blikke der skøjtede hen over mig?

Er jeg vred over min onkel der står og kigger ned på min baby, så fuld og fyldt af kærlighed, at det går op for mig, at han må elske mig, når han kan se sådan på min nye søn, men også at han står der og har drukket sine egne muligheder for en familie væk? Er jeg vred over et afbrudt spirende venskab fordi jeg ikke kan holde ud at se dig fuld med klapvogn klokken formiddag, for satan i helvede? Er jeg vred over de historier jeg har oplevet på anden hånd, når børn af drikkende mennesker fortæller deres forskellige historier, som altid ALTID indeholder savn og fortabthed? Eller over at du prøver at drukne det sårbare menneske jeg kan se i dig i stedet for at deale med det. Sårbarheden. Smerten?

Eller er jeg vred fordi jeg er misundelig? Fordi jeg ikke kan vælge at slingre mig gennem tilværelsen, fordi jeg har set at det uden undtagelse ender i en blindgyde. En blindgyde hvor du sidder beslutsomt forsumpet, blind og døv for de dele af andre mennesker, der er fanget i gyden sammen med dig. Fanget af deres kærlighed, selvom de er gået for længst.

 

 

Sjælland – ølland

Jeg kommer fra en almindelig kernefamilie med to stk. voksne og to tilhørende børn. Etplans villa, ligusterhæk, græsplæne, undulat efterfulgt af gadekryds efterfulgt af katte, garage, veludstyret tilbygget værksted, en kæmpe birk ved starten af indkørslen og et par kirkegårdsplanter ved gæstedøren. Alting var meget trygt. Og ordentligt. Tilsammen havde mine forældre 17 søskende + de halve. Alle bosat på Sjælland. Min mor og far emigrerede til Jylland før jeg eksisterede, for at starte nyt og måske også lidt for at slippe for alt det roderi, der hører med til store familier.

Fra tid til anden skulle vi så til Sjælland. Kadetten blev pakket, min lillebror og jeg gjorde vores bedste for at slå hinanden ihjel på bagsædet, indtil far vendte sig om og råbte meget, meget højt. Dér kan jeg bare sige, at historien har tendens til gentagelse, nu er det bare mig der knurrer fra forsædet.

Farmor boede i et lavloftet gammelt hus med stokroser op af de hvidkalkede mure og en fantastisk gynge som jeg har tilbragt mange timer på. Jeg har også tilbragt mange timer på husets eneste toilet med en bog for at få fred, men det var senere.
To af min fars granvoksne brødre boede her også. Den ene havde sit værelse i den ene ende af huset. Jeg kan faktisk ikke huske hans seng. Jeg kan kun huske et mørkt rum med reoler proppet med Lp’er. Denne onkel sendte blandede kassettebånd til min fortabte, emigrerede far med det resultat, at jeg i dag kan synge med på en hel del Herman Hermits og Rolling Stones. Beatles blev altid optaget over på egne bånd i fuld længde.

Ude bag ved i et lille aftægtshus boede en anden onkel. Man kom ind i en lille gang (også mørk) hvor der stod et par kasser med Tuborg. Til venstre lå værkstedet, til højre min onkels rum. Hvis vejret var dårligt, hentede jeg min far og hans brødre i værkstedet, når der var mad. Nogen gange sad de udenfor på bænken. Så hentede jeg dem der. Der er rigtig mange ting i sådan et værksted, man kan bruge til at åbne en øl med. Eller en sodavand. For han var rigtig sød, min onkel, til også at knappe noget op til os børn.

Når vi var hos farmor havde de voksne nok i sig selv. Kvinderne forsøgte at tømme vandhanerne for vand til kaffe i køkkenet. Mændene fortrak til et eller andet sted med øl. Bag ved huset om sommeren. Ind i onkels mørke hule om vinteren. Når man lader børn klare sig selv, begynder nogen af dem at se. Hvad skal man ellers give sig til?

Onkel B var den første jeg sådan rigtigt lagde mærke til som menneske. Jeg noterede mig, at han stak ud i selskabet. At de andre nogen gange talte til ham som om han havde sagt noget helt åndssvagt, selvom jeg ikke kunne se, hvad det var, der var så meget anderledes end det de andre sagde. At han talte på én måde først på dagen, og en anden senere, når brødrene havde drukket mange øl hurtigt, for at de ikke skulle nå at blive varme i solen på bænken. Hans blik var som udgangspunkt vendt mod jorden og mod det uendelige, når Tuborgflaskens bund blev vippet mod himlen. Men jeg kan huske han så mig ind i øjnene, når han rakte mig en nyåbnet citronvand. Hans øjne alvorlige, når de ramte mig.

Som barn stiller du dig ikke kritisk an til de voksnes øl. Det er bare sådan det er. Ligesom man altid bliver spurgt om man har husket passet, når man er kommet med færgen fra Jylland. Hver. Eneste. Gang.

Jeg ved ikke hvorfor han drak. Jeg har set mange grunde til at drikke. Kedsomhed, usikkerhed, fordi det er sjovt, fordi resten af selskabet gør det, smerte, ensomhed, fordi verden simpelthen er for tung at bære, fordi hvorfor ikke?

Jeg ved ikke om han følte sig ved siden af eller om jeg projicerede, fordi jeg følte mig ved siden af.
Måske var øl bare det bedste han vidste?
I så fald stod han op til og gik i seng på sin bedste ven, mens dagene, bedøvede, listede sig forbi ham og hvad end det var, han ikke ville mærke.

Onklerne

De lugter af øl, og jeg ved ikke hvad de vil, men jeg er godt opdraget, bøjelig og danser med dem alle til keyboardets hysteriske trummerum
Én kan jeg godt lide. Han prøver at drukne sig selv indefra og drikker med determineret intensitet. Han danser glad og røgen fra de tusinde cigaretter står som en nærmest fysisk aura om hans tynde krop
Én kigger ned på mig med et strengt blik og danser stift som om han udøver en pligt, men overfor hvem i hvert fald ikke for mig, men så er vi to dansende i pligtsumpen
Én taler som et vandfald, selvom han ikke råber, brøler alt ved ham. Alt er stort; skægget, maven, bevægelserne, afstanden mellem højre og venstre ben i polka rundt, armenes styrke. Jeg flyver
Én elsker jeg
Én stirrer over min skulder og holder mig forkert. Ingen har fortalt mig at man kan sige stop. At man kan gå. At man kan forlade klamme stoddere på et dansegulv. At klamme stoddere findes til familiefester
Én taler og taler og taler og jeg mærker hans smerte gennem alle de rasende svadaer mod landet og politikerne og postvæsenet og arbejdsgiverne, men min mor er en dejlig kvinde, og det er hans også, og jeg ved ikke endnu, at jeg mange år senere stadig vil lytte til ham eller at hans smerte ved alt det uforløste vil vokse i takt med mig
Jeg leder stadig efter en dansepartner der lytter. Til rytmen i min krop og forandringer i mit blik. Som kan svinge mig mod himlen og danse mig til ro. Som ved hvor hånden skal ligge
Det er ikke altid samme sted