Et nyt år lige om lidt

Så står 2018 og buldrer på døren. Jeg har haft en del nytår i ophøjet ligegyldighed. Flere med munter insisteren på at alt er godt. De sidste mange med erkendelsen af, at årene et langt stykke hen af vejen bliver, hvad vi gør dem til.

I år kæmper jeg. Kæmper videre kunne man fristes til at sige. Jeg kæmper med at få styr på 2017. Jeg vil så gerne kunne putte ting i nydelige kasser med label og så op på hylden til de andre. Man er vel bibliotekar. Men det er som om det år, der er slut lige om lidt, stritter imod at blive pakket sammen. Det er som at forsøge at få en blæksprutte i en kasse. Eller sin hund ind i brusekabinen efter en lang mudret skovtur. Der er ting, der bliver ved med at floppe ud og vil ses på.

2017 var.. meget. Bare rigtig rigtig meget for mig. Jeg har tænkt og følt, arbejdet, fået ideer og udført dem og kæmpet som en gal. Hovedsageligt med mig selv. Nogle ting bliver godt at efterlade i dette år. Noget startede jeg op og det skal vandes og plejes fremover, så det kan vokse. Andre ting ved jeg ikke engang, om jeg fik ordentligt hold på.

Men ved vi nogensinde det før tiden har lagt sig imellem?

Kære 2017

Du SKAL gå nu. Du kan holde fast med kløerne i nogle timer endnu, men så slipper du.

Folks hjerter, 2017. Man leger ikke bare sådan med dem og smasher dem ud over sidelinjen. Var du helt sikker på, at der ikke var andre måder jeg kunne lære det, jeg skulle lære?

Og har jeg lært det?

Hvis jeg skal komme dig lidt i møde 2017 så nej, det var ikke kun din skyld. Det var virkelig 2016, der startede.

Jeg satser på, at jeg har lært noget af dig. Lige nok til at undgå de værste faldgruber fremover.

Jeg kan ikke give dig skylden for ting 2017, hvis jeg ikke også lader dig få del i æren. Jeg synes selv, jeg er ret fair på det område. Så tak for

Fantastisk musik. Okay musik. Dansenumre og tudesange. Nostalgiske tangenter og stikkende vers.

De mennesker, der har givet mig af deres tid i år. Så mange nye sjæle. Så mange nye historier.

De 34 bøger jeg har lavet lektørudtalelse på. Al den viden jeg har suget til mig om hjernen, maven, huden, selvhjælp og filosofi fra klassisk videnskabelige bøger til en hel del ret alternative tilgange til verden. At tjene penge på at lære og udvide sin horisont er faktisk en pænt god deal.

Jeg sukker lidt tøvende, mens jeg skriver videre her 2017. For første gang i mit liv valgte jeg helt bevidst at arbejde mig gennem smerte. Jeg var nødt til det. Mellem mit hjerte og mit hoved kan alting lynhurtigt blive enormt følelsesfuldt og ikke særligt konstruktivt. Du lærte mig at knokle for at nå et mål. Og jeg har nået et stort i år og arbejder ufortrødent på et andet.

Romanen. Da jeg ikke kan rejse mig ved det træ jeg faldt, eftersom det er gået.., beslutter jeg at rejse mig ved et andet. Jeg tager min drøm ud af tankeverdenen og gøre den virkelig. Udgangspunktet er mit eget liv og jeg giver min hovedperson et punkteret hjerte at starte ud med. Ikke særligt venligt måske, men det er da noget jeg kender.

Så beslutter jeg at skrive hende her lykkelig. Fordi det har jeg magten til.

På helt forunderlig vis vokser jeg med hende. Hun starter ud med at få lov at kæmpe mine kampe, tage livtag med min tvivl og så overhaler historien livet indenom. Jeg skriver hende et liv med mennesker, der skubber. Mennesker, der ikke bare taler om vejret og siger nå men hej så, når de opdager, at det ikke bare er liflig rislende bæk og brusende bølger mod stranden det hele, for søen har dybde og kender til en mørk, skræmmende kulde. Der findes understrømme der hiver og slider. . Jeg skriver provokationer ind i hendes verden, som tvinger hende ud af alt det blå.

Så skriver jeg hende en hund.

Da jeg læser hvad det gør ved hende at få ansvaret for en omgang med pels, beslutter jeg at høre efter et af de mottoer, jeg selv har strikket sammen, og som jeg bruger, når hjernen virkelig er gået i selvsving.

Spørgsmålet er ikke hvorfor. Spørgsmålet er hvorfor ikke.

Og så lader jeg romanen flyde ud i den virkelige verden og skaffer en hund til mig selv.

Når jeg er så tøvende omkring at sige farvel til dig 2017, er det fordi, jeg  ikke ved, om jeg lærte det, jeg skulle. Om jeg helt forstod, hvad der var at forstå.

Men med et andet motto:

The only way out is through

Nu vil jeg køre til den anden ende af byen og fejre nytår med et menneske, der rakte hånden ud i år og anmodede om mit venskab. Bare sådan. Jeg kender ikke de andre, der kommer, men jeg må have Sally med, og jeg glæder mig.

Farvel 2017.

Jeg kommer ikke til at savne dig.

C