Kunsten ikke at kommunikere

Så jeg har fået krabbet mig selv ind i en kommunikationspause. Kun kommunikation, der er nødvendig er tilladt. Jeg har valgt radiotavshed, fordi jeg har meget svært ved at skelne mellem nødvendig og absolut ikke nødvendig kommunikation. Man er vel kvinde.

Er det fx nødvendig kommunikation, at februar godt snart kunne lyse lidt op?

At min cykel cykler himmelsk?

At jeg hørte solsorten, som vist var lidt forkølet, men hvem er ikke det? (Ja, jeg er faktisk ikke pt) (senere tilføjelse: og så måske alligevel..)

At det hele nok skal gå og endda bedre?

At livet opleves som en slags spiral, hvor de samme ting kommer igen og igen og opgaven består selvfølgelig i at blive bedre til at håndtere dem for hver gang.

At jeg svedte en nat igennem, så nu prøver jeg din dyne i stedet?

Alle har meninger, og nogle af dem overrasker mig.

Jeg har fået en ny telefon.

Bloggen har været blokeret. En tom linje nederst i en fil var skyld i miseren.

…hvilket fik mig til at tænke på, at ingenting kan føre en masse med sig.

I tågen mellem træerne ligner bilernes lygter svævende magiske kugler af lys.

I tavsheden har jeg genopdaget mig selv. Og jeg er sådan set ret dejlig.

Men også en selvcentreret, selvoptaget bastard.

Jeg tumler med, hvordan man kan rense ud i det sidste? Ved at koncentrere sig om andre måske?

Er det nødvendig kommunikation at spørge, om du tilfældigvis ved det?

 

Når du er klar, så kommer hjælpen

Den sidste del af 2015 bruger jeg en grum mængde af min tankeenergi på noget jeg ikke bør. Jeg lader mig simpelthen glide ned i sumpen. Og selvom jeg kan mærke at det ikke gør noget godt for nogen, mindst af alt for mig, så føles det trygt at sidde der og ikke kunne flytte sig meget. Jeg lader mudderet i mit hoved tynge mig ned.

Og det er ikke fordi jeg glemmer alt det, jeg har lært de seneste år. Om hvordan man holder sig selv glad. Jeg er bare skide ligeglad. Jeg har ondt og jeg vil have lov til at have ondt. Stirrer al min samlede erfaring om at leve (godt) lige i øjnene og stikker begge langfingre frem, før jeg vender ryggen til.

Nu ved jeg godt, at hvis det er svært at se en mening med det hele, så starter du med at prøve at se meningen i de små ting. Fokuserer på det, der virker (for der er ALTID noget der virker, din vaskemaskine fx og hvis du synes, det er et åndssvagt eksempel, så bare tænk på hvor nederen det ville være, hvis den ikke gjorde).

Så prøver man at gøre ting, der nærer ens sjæl, som dulmer, som løfter. For nogle er det at rejse. Andre ser på kunst, lytter på vand eller vandrer over klipper.

I årenes løb er jeg ofte stødt på navnet Eckhart Tolle. Manden er af tysk afstamning og lev-i-nuet guru. Jeg har haft hans bog ’Nuets kraft’ med hjem fra biblioteket af flere omgange, fordi jeg i perioder har gigantiske udfordringer med at leve i det her nu.

Det kom der ikke noget kraft ud af. Nærmere et akut søvnbehov.

Jeg har så prøvet at se videoer med manden, men så er der noget andet i vejen.

Han ligner en hobbit.

Og selv hvis jeg kunne komme ud over dén lille umanerligt distraherende detalje, så er der også hans accent.

En hobbitguru med tysk accent er simpelthen.. well.. det er for morsomt til jeg kan tage det alvorligt. Jeg kan ikke HØRE noget.

Men så var der én der postede en video med Tolle forleden. ’Letting Go Of Psychological Ties’. Jeg lyttede uden at blive fældet af min barnlige humor og klokken 13:44 siger han:

’When you create a problem, you create pain. All it takes is a simple choice. A simple decision: No matter what happens I will create no more pain for myself. I will create no more problems. Although it is a simple choice, it is also very radical. You won’t make that choice unless you are truly fed up with suffering, unless you have truly had enough. And you won’t be able to go through with it unless you access the power of the now.’

Da han siger ‘You won’t make that choice unless you are truly fed up with suffering, unless you have truly had enough’ ligger jeg og tuder ind over bordet.

Det er ikke fordi jeg tror vi kan undgå problemer og smerte. Det er heller ikke det han siger. Han siger bare, at vi kan vælge ikke at gøre det værre end det allerede er. Den magt besidder vi.

Og det ved jeg jo godt. Og jeg har virkelig fået nok nu.

Jeg går ned af trappen om aftenen for at hente noget frugt til min søn og min verden begynder at skride. Der på trappen, begynder mine tanker at vandre, som en anden tøjte jeg uheldigvis både er dybt forelsket i og afhængig af. Men så husker jeg på den tyske hobbits ord og tvinger mig selv tilbage til det undseelige nu ved at tænke: her er trappen, jeg går på trappen, jeg henter en banan, jeg er her, med Tue, det er det jeg gør nu, det er det jeg er og det er nok.

Fokus er atter på aftenen, på min søn, på at der stadig er nogle timer tilbage af denne dag til at skrive i, læse i og lytte musik i og lige her, lige nu, er jeg ikke forpint.

Det virker, det der med nuet. Jeg har brugt det flittigt før. For ikke så længe siden. Før jeg snublede.

Og dagen efter sidder du så og ser eftermiddagssolen vælte gennem pudsetrængende ruder og mærker varmen brede sig ved synet af lyset mod væggen, over puderne i sofaen.

Du henter barn gennem aftenmørket og synes snefnuggene i billygterne er så smukke og du kunne lige så godt være på vej gennem universet i warp speed (når man flyver meget hurtigt i sit rumskib i Star Trek).

Og jeg tror virkelig på at hjælpen altid kommer. Når du er klar til at tage imod.

Og hvis den kommer i form af en lille tysk hobbit, so be it.

 

 

Ned og op igen

Til morgen slår jeg udhvilet og glad øjnene op. Og jeg har det så dejligt lige der og jeg tænker, her bliver jeg sgu lidt længere. Jeg kan sagtens opretholde den fede stemning.
Nej.
Fakta er, det kan jeg overhovedet ikke. Hvis jeg ikke har gang i et eller andet; en tekst, en tur rundt om Engsøen eller ned til Kankbølle (som er et fantastisk navn btw), oprydning eller opfølgning på alle de ting, der skal følges op på i et almindeligt liv, så finder min hjerne på noget selv. Og 98 % af gangene er det min hjerne så finder på, meget langt fra rosenflor, stor glæde og tilfredshed.
 

Jeg gik mod denne påske med en blanding af vild glæde og nervøs hjertebanken over fire dages frihed. Alene, uden aftaler. Og jeg flejner totalt. Når jeg har meget tid på hånden hænder det, at jeg ikke får lavet noget som helst. I notesbogen er der en alenlang liste over ting jeg skal og/eller gerne vil, men af en eller anden grund, ender jeg foran en skærm eventuelt i selskab med chokolade.
Når jeg gør det, er der livsgaranti på reaktionen. Jeg går ned med flaget.
Jeg obsesser over at jeg ikke kan finde ud af noget som helst. Prøver at udrede gamle situationer som jeg ellers har accepteret, at jeg aldrig vil forstå. Tænker jeg er en dåååårlig mor, fordi jeg ikke udnytter min alenetid til at fylde mig selv op, så jeg kan være totalt overskudsagtig når ungerne kommer. Og så bliver det jo heller aldrig til noget med at udgive bøger..
 

Jeg iagttager mariehønens vandring over terrassens fliser. Den kan ikke se en skid andet end fliser afløst af en stribe jord og flere fliser. Alligevel trasker den bare videre med solen og vinden som eneste selskab, indtil den rammer græsset.
Jeg vil skrumpe ind til jeg kan sidde på ryggen af den mariehøne. Med håndflader og spredte fingre mod dens solvarme røde skjold, hvor de sorte pletter næsten brænder for varmt mod mine lår. Lægge nakken bagover og lade solen varme mod mit allerede let påskebrankede ansigt og ikke tænke mere. Bare mærke mariehønen gynge under mig, indtil det er dét, der er det væsentlige. At vi er på tur. Vi rejser gennem en fliseørken, men vi ved den ikke varer evigt. – Det gør ørkener aldrig, brummer mariehønen, og jeg stoler på, at den ved hvad den snakker om. Faktisk aner jeg allerede noget grønt i det fjerne.