Bøger eller musik. Hvis du nu skulle vælge?

I sidste uge havde jeg besøg af min første testlæser af min første roman (der er mange første gange i år allerede). Hun havde meldt sig frivilligt til at læse og give feedback. Så er der jo ikke rigtig nogen undskyldninger mere, så jeg lod hende have min bog.
Jeg vidste godt, der nok ville være et par steder, der kunne forbedres, men var kun nervøs for, at hun ville komme tilbage og sige, at det var ’rigtig fint’ og ville være helt perfekt, hvis jeg lige skrev 40 sider mere.

Fordi.. jeg kan ikke bare holde mig til konventionerne og skrive en roman på normallængden 250-399 sider, kan jeg vel?

Nej. Min bog er knap 100 sider. Det var, hvad der var. Det er, som det er.

Min yderst venlige testlæser har haft bogen i flere dage før det går op for mig, at der jo er en risiko for, at hun slet ikke kan lide den.

Altså. Ahem.

Men andre menneskers oplevelser er der jo ikke noget at gøre ved, så jeg dulmer det indledende chok ned til en nervøsitet af overkommelig størrelse. Sådan let kildrende men ikke mere.

Tirsdag kommer hun så. Og jeg holder vejret, og det gør hun også – i omkring fem sekunder og så får jeg en kæmpe krammer og besked om, at alt er godt.

Jeg har jo fået respons før, men det her var usammenligneligt. Jeg var lamslået over at opleve, at jeg havde berørt et andet menneske med mine ord uden at være til stede.

Hun gennemgik teksten ved at læse udvalgte steder op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har stirret sådan på nogen. Det var vidunderligt og åbnende og alting lettede lige der. Uanset hvad der sker herfra, vil jeg altid have den oplevelse. Af et menneske der læser op af min tekst og bliver berørt – igen. IGEN!! Og mig der er lige så berørt samtidig med, at jeg ikke kan holde op med at smile. Jeg ØNSKER ikke at holde op med at smile. Jeg bliver lige der i følelsen og lapper simpelthen rosen i mig. Rosen for det arbejde jeg har udført alene.

I morgen er det så testlæser nummer to. Han meldte sig også frivilligt. So be it. Jeg har en ide om, at han vil gå i kødet på teksten, og jeg er fuld af forventning. Jeg er efterhånden blevet blind på mit eget efter at have gennemskrevet og detaljelæst og omskrevet en god af del af de ufatteligt mange gange, jeg havde brugt ordet ’noget’ (Words ordoptælling kan virkelig bekræfte dine mistanker meget hurtigt) 😀

Datteren på 10 følger levende med, og spørger hvad jeg helst ville undvære: Bøger eller musik?

Den var nemmere end jeg lige troede. Hvis valget står mellem bøger og musik, vælger jeg musikken til. Altid. Måske fordi jeg kan lave fortællinger med ord selv, men musik…

Lige nu lytter jeg til Peter Gabriels fortolkning af Elbows nummer Mirrorball.

Det oprindelige nummer er så dejligt. Så blødt og fint og teksten er.. well: ”we kissed like we invented it” <3

Men så hører jeg Peter Gabriels version, og pludselig står jeg og hulker så hele kroppen ryster. Min vejrtrækning bliver påvirket, varmen stiger mig til hovedet, jeg kan ikke holde mig i ro og synes pludselig himlen er vidunderlig over mig, præcis som den er. Lige nu. Lige her.

Ingen bog har nogen sinde gjort det for mig.

Med bøger er jeg medskaber i mit hoved, mens numre som dette overtager mig. Som om lydene er en fortælling, der driver ind i mig og beordrer mig til at forstå, hvordan denne historie skal opleves.

Jeg har ikke føjet Peter G til min 2018 playliste, for jeg kan ikke gå rundt og bryde i krampegråd over musik, der spiller på både min krop og følelser.

Så i bilen hører vi Elbow.

Til dem der kun orker at høre det ene nummer:

Begge udgaver er skønne. Men hvis du (også) er til det storladne, så vælg Peter Gabriels version.

Til jer der er nysgerrige og har god tid: Tag dem i rækkefølge. Elbows oprindelige udgave først.

Og nu hvor jeg åbner op omkring at være så musikpåvirkelig, at jeg kan bryde i krampegråd, så bliver jeg nysgerrig på, hvem der også får de oplevelser af musik?

Hvis du gør, gider du så smide en titel eller et link og dele oplevelsen med mig?

 

Practise What You Preach

I forrige indlæg skrev jeg om slagteren, der beslutter at blive rocker, og om hvor sjovt jeg synes, det er. Altså alt det rockere står for med at lukrere på andre menneskers ulykke, er jo ikke sjovt. Men desperate beslutninger er sjove på sådan en psykologisk interessant måde.

Jow de er.

Det synes jeg stadig nu, hvor jeg har taget min egen rockerbeslutning..

Jeg har sagt mit job op.

Jeg kommer dig bare lige i forkøbet med et par svar:

– Nej, jeg har ikke noget på bedding.

Svaret på spørgsmålet ’jamen hvad skal du så?’, er et klokkeklart og klippefast – det ved jeg ikke.

’Var det ikke mest smart at finde ud af, hvad du så skulle, inden du sagde dit nuværende job op?’

– Det ville sikkert være rigtigt smart. Det er en velafprøvet metode, der har virket for andre. Det virkede ikke for mig.

’Burde du ikke være blevet, til du havde fundet et andet arbejde? Det er altid lettere at få et nyt job, når man er i et?’

– Ingenting stort er nogensinde kommet ud af burde. Og måske skal jeg arbejde for én, der sætter pris på mod og visheden om, at denne medarbejder bliver, fordi hun er helt fjollet med sit arbejde, ikke fordi hun er bange for ’det store ukendte’.

Hvem ved?

Ved du?

I alle forhold hvor vi har investeret noget af os selv, vil der altid være grunde til at blive og grunde til at stå af. Så længe der er langt flest af de første – well hey!

Men ellers – hvis det er ved at være fifty/fifty sådan på daglig basis – er det så godt nok? Er sikkerhed alene nok til at få dig op og ud af sengen og af sted dag efter dag?

Det er det sikkert. Sikkerhed er en stærk motivationsfaktor. Men er du glad?

Jeg kom i tanke om et citat, der nu er ophøjet til mit motto:

 

 

 

Hver anden dag føler jeg mig herre sej og koloenormt beslutningsdygtig.

Resten af tiden kan jeg lige så godt prøve at finde slagterrockerens adresse og forsøge at indlede en korrespondance om dumme beslutninger.

Bortset fra, at jeg inderst inde ved med sikkerhed, at dette ikke er en dum beslutning. Den er heller ikke hovedkulds, men har været længe undervejs.

Når jeg tvivler, er det frygten for det ukendte, der taler, og frygt.. det har vi allerede besluttet ikke må styre vores liv.

Ikke?

Eller hvad?

I aftes blev beskeden om mit snarlige farvel til mit arbejde for første gang mødt af et helhjertet og umiddelbart ’Tillykke’.

Og jeg synes, det var på sin plads.

Tillykke til mig.

Jeg er ikke et træ.

Det er du heller ikke.

 

 

November… hvorfor skal det altid være sådan med os to?

Forleden har jeg en aftale med min tandplejer. Jeg kan virkelig ikke lide, når hun pudser fire specifikke tænder. Det føles som om hun sliber direkte på nerverne. Men hver gang smiler jeg alligevel pænt til hende, lægger troligt hænderne på min mave, husker mig selv på at trække vejret og tænker,

jeg kan klare det her..

Men denne gang har jeg ikke lyst.

’Jeg har ikke lyst til at være tapper i dag’, siger jeg til hende, ’har du ikke et eller andet, du kan give mig, så jeg ikke mærker noget’?

Så jeg får tryllecreme på gummerne. Lige som børnene.

Det er en lille bitte ting i det store verdensbillede. At nægte at være tapper hos tandplejeren. Men der er et eller andet, der rykker på plads i mig, da jeg

1) erkender at jeg synes, det er voldsomt ubehageligt at få slebet tænder

2) den eneste grund jeg har til at bide ubehaget i mig er en gammel ufokuseret fornemmelse af, at de voksne synes, det er bedst, hvis jeg er tapper

3) fuck tapper

Jeg kan love dig for, at jeg aldrig mere er tapper hos tandplejeren. Hvis hun har stoffer, så skal jeg have de stoffer. Og måske er jeg også ved at være færdig med at være tapper i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg er træt for pokker.

Sidste uge var en underlig uge. Den helt store følelsesmæssige rutsjebane med loop og skarpe sving og det hele. Det tog mig lige lidt tid at opdage, at det nok bare er november, der har fået ram på mig.

Igen.

Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste, der bliver påvirket på denne årstid, er hermed et udvalg af, hvad der indtil videre har løftet mit hektisk svingende novemberhumør.

På Instagram har jeg fundet nordmanden @espenpalervaag, der kan få mig til at prustegrine (ugetjek på den). Husk at læse teksten med.

 

Her til aften er datteren min kommet hjem efter to uger i Thailand med sin far. Ikke et øjeblik for tidligt, I might add.

Hjertet der begynder at pumpe hurtigere, mens jeg først går så halvløber langs togstammen og stirrer ind i fremmede ansigter bag ruderne i eftersøgningen af det ene elskede.

Og så er hun der. Lysende og rundkindet og berejst med ’MOR’ ud over det hele og snart et døgn uden søvn i bagagen. Det er så vildt med den kærlighed. Når det eneste jeg kan er at suge hendes ansigt ind med øjnene og så hele hendes krop i min favn.

Nu sover hun. Hun nåede lige at blive irriteret over, at vi ikke skulle have en snak om den post-it der hænger på døren om en aftale med universet og at se efter tegn 😀

Men der skal også være historier til i morgen. Desuden viste den historie sig højst at være god nok til et udkast til en historie, jeg vil acceptere. Eller et indledende kapitel.

Men der skal som sagt også være historier til i morgen.

Det næstbedste ved andre folks rejser (det bedste er, når de kommer hjem til mig igen) er gaverne. Jeg var hviiinende glad over denne her. Ægte overnuttet plasticskrammel. Elsker den

 

 

Ellers har selv vandet har haft svært ved at vende stemningen. Men jeg har alligevel givet det en chance

 

Til sidst to af de numre jeg skamhørte i sidste uge. Klasse videoer til begge to 🙂

 

 

Tips mod novemberblues modtages hjertens gerne i kommentarfelt, per mail, sms, FB, ‘live’ (også kaldet IRL), snap, Insta whatever.

Og ellers bare pøj pøj med efteråret derude.

 

Gem

Gem

Taknemmelighedsdagbog 04-17

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog. Ikke hver dag, men jævnligt.  Det gør jeg fordi taknemmelighed gør mig til et gladere menneske. Hjælper mig til at fokusere på livets goder i stedet for manglerne. Evnen til taknemmelighed kan trænes, fx ved at skrive dagbog. Du kan vælge at være taknemmelig for alt muligt. Hverdagsting er fine at øve sig i at se på med taknemmelighed, men også i de tilfælde, hvor det ærligt føles som om livet er løbet lidt fra dig. Så skriver du i din taknemmelighedsdagbog, at du er taknemmelig for: solskin (eller fine skyer), kaffe (eller te, eller rindende vand), chokolade, smil, tulipaner. Det var fem.

Dagens taknemmelighedsdagbog føres hermed på bloggen. Så kunne der sørme også komme billeder og lyd på og dét er jeg også taknemmelig for.

I dag 23. april 2017 er jeg taknemmelig for:

Oprah Winfreys stemme

En Facebook-ven omtalte en 21 dages gratis meditationer med Oprah Winfrey og Depak Chopra. Meditationerne handler om håb. Det er ikke fordi jeg syntes, håb var noget, jeg gik og manglede, men jeg var klar på 21 dages forpligtende meditation. Hver dag indleder Oprah Winfrey med en lille fortælling. De første par gange græd jeg, mens hun talte. Jeg ELSKER hendes stemme. Hun lyder så fuld af omsorg, barmhjertighed og kærlighed. Og det smitter direkte af på den følelse, jeg bagefter mediterer med.

Maya Angelous ord

Amerikansk digter (1928-2014) som jeg opdagede via Oprah Winfrey. Nogle af Angelous ord er blevet et af mine livscitater: Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. Men her er det et nyt, som også trigger mig:

 

Musik – her Händel

Musik kan få os til at bruse over af energi, af aggressivitet, af danselyst, af sorg, længsel, minder og bare af en følelse af at verden er vidunderlig, når den skaber sådan en lyd. Jeg tudede lidt over skønheden i dette her i dag. Det bliver nok heller ikke sidste gang..

 

Trygve Skaug

Norsk musiker/lyriker, hvis ord gang på gang bjergtager mit romantiske hjerte. Find ham på på Instagram (@trygveskaug)

 

Følsomheden

Og jeg klandrer den og ærgres, og ville ønske ting anderledes, for det er min følsomhed der får mig til at tude over en stemme, over ord, over et stykke musik. Det er imidlertid de samme grunde, jeg har for at være taknemmelig for følsomheden i dag:

Tænk at kunne mærke ting så stærkt, at man tuder over en stemme, over ord, over et stykke musik.

 

Fjollet snekugle med banan 🙂

Din tur 🙂

 

Søndag

Jeg havde tænkt mig at skrive noget om særligt sensitive, eller en ny idé jeg går og tumler med, om ensomhed, eller om den gåtur jeg var på med en fremmed i dag (samlet op via gruppen Menneskemødet), som jeg egentlig havde forventet ville vare lidt over en time, men den endte på knap tre.

Men for at skrive den slags skal jeg have tid til at tænke, og nu snakkede jeg tre timer + min mor kom på surprise visit med hund og kage. Så der snakkede jeg også. Jeg kan godt få masser af ideer af gode samtaler, men at få dem sat i system og perspektiveret kræver altså ro.

Og ro har været en mangelvare, for resten af dagen er gået med at læse lektørbog om hvordan mennesket via meditation kan lære sig selv at føle empati for andre end lige de nærmeste. Når vi føler empati med andre, vil vi gerne have at de har det godt, og forfatterens vision er, at vi træner os selv i global empati – hvilket (krydsede fingre) skulle få mennesker med overskud til frivilligt at give afkald til fordel for dem i underskud.

Vi snakker rimeligt højt lix-tal her, og mit hoved er tungt nu, fordi jeg bedst kan beskrive bogen med super let tilgængelige ord som paradigmeskift og abstraktionsniveau. Og så skal man jo helst være sikker på, at man bruger ordene ordentligt. Det ville være sygt pinligt at blive taget i at bruge et ord man ikke har tjek på.

Og så bliver jeg sgu lidt træt.

Jeg har genlyttet Kitty her et stykke tid i bilen, så den vil havde jeg planlagt at dele. Men YouTube….

… foreslår mig en ny med John Mayer, hvilket er ret godt spottet, eftersom det er længe siden jeg har set videoer med ham – men hey – måske har en eller anden cookie sladret til en anden cookie om at jeg skal koncert i Herning. You never know.

Og lige nu håber jeg sørme vi skal stå op, for den der rytmeguitar er da svært dansabel.

Skulle du have lyst til at lege YouTube og foreslå anden musik til lytning er kommentarfeltet helt utroligt åbent for forslag. Som ovenstående udvalg måske antyder har jeg en bred smag.

Jeg pakker mine ord ind til dig

Vi er knyttet til mennesker, vi aldrig har mødt. Sjæle derude hvis ord og billeder på sociale medier stykkes sammen i vores hoveder til vi føler, vi kender dem. For mig betyder et udvalg af disse mennesker noget. Ofte er det dem der giver af sig selv. Dem der knalder ud lige som mig. Dem som deler, når de mister, når de glædes, når de rystes eller giver sig tid til at svare andre på deres råb.

Forleden røg en facebook status direkte ind et sted jeg kender. Det sted hvor man næsten ikke kan bære vægten af sig selv. Og eftersom afsenderen og jeg ikke er forbundet andre steder end online, svarer jeg dig nu online.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ender der, hvor du er nu, og hvor jeg var i foråret. Jeg ved bare, at

Kære du

Jeg har også siddet der. Knækket under bruseren. Jeg tror, du trænger til varme arme, og alt jeg har at tilbyde dig er ord. Men så får du dem. Du kan gemme dem, til du er klar.

Når det tunge og grå har spredt sig til hele kroppen, og det er svært at trække vejret frit. Når det har lagt sig som en hinde over dit udsyn, dit håb og din tro. Når du ikke kan se meningen med noget som helst eller nogen.

Så bliver du nødt til at række ud.

Find frem til de mennesker, der holder af dig og lav aftaler med dem. De behøver ikke være der 24/7, men sørg for at ses med nogen, der kan give dig omsorg. Hver dag. Sæt en uge af til en begyndelse, så det ikke bliver for overvældende, og endnu et krav. Lav aftalerne. Erkend hvordan du har det – også over for dem – og bed om omsorg.

Jeg fulgte det råd i foråret og opdagede flere ting. Jo dårligere jeg har det, jo mere overbevist er jeg om, at jeg skal kunne klare alting selv.

Jeg opdagede også, at folk tager sig af mig fra det sekund, jeg siger, at det har jeg brug for. De gør det endda som om det bare manglede.

Tit drejer det sig jo ikke om, at du nødvendigvis har lyst til eller er klar til at tale om det. Hvad end dét er. Når du først er blevet grå, føler du dig nærmest som en omvandrende smittebærer. Og hvem er tjent med et menneske, der spyr nedtrykt sindstilstand ud over alt og alle i umiddelbar nærhed? Men DE kan klare det. For DE er ikke grå. De ryster grå af sig og fortsætter.

Det kommer du også til igen.

Start en taknemmelighedsdagbog. Jeg mener det. Det kan godt være, det lyder som en enormt tøset hippieting. Men det virker. Hver dag skriver du tre ting, du er taknemmelig for. Det virker, jeg lover det. Ikke lige med det samme men stille og roligt, vil det fjerne fokus fra din følelse af mangel.

Der hvor du er nu, kan det være virkeligt svært at være taknemmelig. Så vidt jeg husker, vrængede jeg de første ting ud, da jeg startede op med taknemmelighedsøvelser. Nu er det en vane. Det ligger også godt til mig, taknemmelighed. Måske du vil opdage det samme.

Bare tag det roligt. Jeg har nogle helt gratis forslag til forsigtig opstart med taknemmelighed:

Ting at være taknemmelig for:

  • du har en bruser at tude under
  • basgange
  • blødheden mod håndfladen over kattehoved

Andre ting at være taknemmelig for, når ingenting fylder alting:

Solsortesang. Dine ben (jow, prøv lige at forestil dig livet uden). Yndlingsbukserne. Duften af kaffe, flimrende sol gennem ruden, månen ved at sprænges eller ved at starte op igen, et smil fra en fremmed, hvor mange nuancer der findes af grøn, musik der får dig til at sitre, bilen der bringer dig frem, skyer, taget over dit hoved, dynen, stearinlys, mad, varme sokker, forår, træer, græs, mos, spirende forårsløg, de gode oplevelser du har haft – find dem frem, trøst dig ved dem, at du er gammel nok nu til at købe alt det slik du vil, gode film, vand: bække, åer, støvregn og slagregn, brusende vand ved vestvendte kyster og rolig skvulpen ved østvendte.

Og ord.

Og at der findes mennesker herude der forstår. Du er ikke alene.

Venligtsindede hilsener

Din virtuelle ven

Dage med taknemmelighed

Det er gode dage.

Også selvom jeg indtil videre kun har udført én af de tre ting på dagens liste, så krydsede jeg alle tre på gårsdagens:

  • Mediter – tjek
  • Book ophold på Ørslev Kloster – tjek
  • Lease en bil. Fra lørdag er jeg kørende igen (wuhuuuu) – tjek

I går aftes går jeg i seng med de koldeste fødder i mands minde.

Når udbrydere fra kernefamilierne får en kæreste, er det ikke kun et nyt voksent menneske, vi tager stilling til. Der kan også være nye børn. Jeg mødte to styks dejlige unger, som imponerede mig i al deres forskellighed og ved helt basalt at være gode mennesker.

Når man går op og ned af hinanden. Deler morgenmad, bilture og badeværelse, så kan man nærmest ikke undgå at komme tættere på, end man gør med de fleste andre, der krydser ens vej.

Og så kan de voksne ikke finde ud af det – sammen – og så er det pludselig væk.

I går var jeg klar til at skrive det farvel, jeg ikke nåede ansigt til ansigt. Jeg blev nødt til at sikre mig, at hun ved, hvor sej hun er. At jeg synes, hun er dejlig, med alt hun nu er.

1 ½ time senere ligger jeg i min seng med et overspændt hoved. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor min hjerne bombarderer mig med tvivl, helt latterlige forsøg på at underminere en besked jeg har sendt fra hjertet til et andet derude. For hvad i himlens navn kan der være galt i det?

Indtil det går op for mig, at alle advarselslamper lyser, fordi jeg har tilladt mig selv at være helt åben og ærlig = sårbar.

Nå det er bare dig, Sårbarhedsangst, gamle svinger.

Så er det okay igen. Jeg kan sove.

I dag.. Arbejdet er godt. Der bliver grinet. Og delt. Så ind til byen med Annette for at genbrugsshoppe. Hun har fundet ud af, at Mathilde Falch giver minikoncert på Kvindemuseet i forbindelse med Kvindernes Kampdag. Så vi går med.

Så står hun der, Falch, smuk bag sin guitar. Griner og fortæller om voldsomme nedture, om misbrug og om at rejse sig og elske ham derhjemme. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke universet for alle de eksempler det serverer på, at folk der tør vise deres sårbarhed nærmest summer af styrke.

I mine øjne.

Mine øjne ser at alle jeg smiler til i dag i Aarhus smiler tilbage.

Jeg køber en blå bluse med perler og pallietter. Og en storblomstret retrokjole, der ligner en ret festlig sommer. I den ene butik spiller de en 90er liste, hvor jeg kan synge med på samtlige numre. Det gør jeg så. I den anden butik spiller de noget der er nyt for mig. Dejlig lyd som jeg må have med hjem. Video følger.

Der er et rødt 1 tal ud for Messenger ikonet på telefonen. På vej hjem læser jeg svaret på gårsdagens besked. Jeg har modtaget de fineste og mest venlige ord som svar på mine, så der sidder jeg så i bussen og tørrer kinder med begge håndflader.

Med nakken mod sædet og blikket ud i et regngråt tusmørke falder jeg til ro i visheden om, at jeg har gjort, hvad jeg kan nu. Gjort hvad jeg kan, med det jeg har at gøre med.

Bussen nærmer sig stationen. Foran mig på gangen ligger en pink fjer. Jeg glor lidt på den, så bøjer jeg mig og samler den op. Jeg har en pink fjer i min hånd og den gør mig simpelthen så skide glad.

Passageren foran mig vender sig mod mig uden for bussen. ’Den der må da bringe lykke’, nikker hun mod fjeren og smiler med øjne og mund ud under huen i en kun tilsyneladende grå aften.

Og det har den dermed allerede gjort.

Jeg vil slutte for i dag med et råd til hvordan man kan være glad:

Du bliver glad ved at samle de pink fjer og smil op du støder på. Og ved at fortælle dine mennesker, at du holder en plads til dem i dit hjerte.

Dating for dummies

I et stykke tid har jeg googlet dating for dummies. Ledt efter gode råd og andres historier.

Jeg ender altid steder, hvor glatte typer fortæller overfladisk om bare at give den gas. Artiklerne er fyldt med modelbilleder af smarte, tyve år yngre udseende mennesker med store solbriller og mobiler. Hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Og hvad så med os der er så gamle, at sidst vi var single, talte alle i Nokia og Sony Ericsson UDEN stor skærm? Hey sidst jeg var single, tror jeg ikke engang nogen brugte ordet single.

Og ingen skriver til den slags mennesker, der ikke bare springer fra båd til båd.

Romantikerne, de følsomme typer, som gerne vil lære, men uden at blive hårde. Som mig. Hvad pokker skal vi så gøre?

Så jeg skriver det her for dig der heller ikke er god til at være fremme i skoene. For dig der flytter forvildede larver fra fliserne ud i græsset. Måske har du også prøvet at redde en sensommertung humlebi ved at sætte den midt i en blomst i håb om, at den bare er sulten? Dig der taler til folk, hvis de ser ud til at have brug for det.

På datingportalen finder jeg mig selv værende lige så tilbageholdende som ude i den virkelige verden. I går måtte jeg indhente hjælp fra ekstrovert veninde, så jeg i det mindste fik klikket på ’interesseret’-knappen mere end en enkelt gang.

Det er rent ud ynkeligt, men det er jo fordi jeg synes ‘en ting af gangen’, så det er bare sådan det er.

På lidt over halvanden uge med datingprofil har jeg accepteret, at et billede er knald eller fald. At der ikke er nogen garanti for, at den du skriver med kun er fokuseret på dig, faktisk er det sikkert usandsynligt at han/hun ikke har gang i flere samtaler på samme tid. At du bliver nødt til at gå til sagen uden de store forventninger og bare håbe på at det i det mindste bliver lidt sjovt. Endvidere kan jeg faktisk godt se idéen i at have mere end én date linet op – hvis nu tirsdagsdaten falder til jorden, så skal man jo kun vente et par dage på næste chance.

Se det er præcis sådan jeg ikke har lyst til at være.

Jeg har ikke engang lyst til at tænke sådan.

For noget tid siden stødte jeg ind i en fyr online. Han havde været alene i laaaang tid og vores udgangspunkter var så forskellige som de overhovedet kunne være. Jeg havde ingen anelse om, at det kunne være et problem. Men det var det. Vi talte ganske enkelt ikke samme sprog. På et tidspunkt siger han noget i retning af at ’vi kommunikerer bare, ingen forventninger’. Her mente jeg godt nok vi var på et helt andet stadie. Så jeg sagde nogle mindre pæne ting tilbage og så stoppede ’kommunikationen’ der.

Hvad jeg allerede havde fornemmelsen af dengang – og som bare er blevet forstærket af at komme på et datingsite er, at jeg ikke er til ’ingen forventninger’. Jeg kan overhovedet ikke se meningen i at indlade sig med noget eller nogen, man ikke har forventninger til?

At have forventninger betyder at man håber på mere, at man satser. Det betyder at man tør åbne op, fordi man gerne vil tættere på, at have lyst til at komme tættere på, at give noget en fair chance.

Giver man noget en fair chance, når man holder på flere heste på samme tid? Risikerer man ikke bare at klatvinde lidt her og der, men den store gevinst – den som kræver at du går all in – den opdager du aldrig, fordi du ikke længere forstår kunsten at fokusere?

Jeg har sagt til mig selv, at jeg prøver det her af en måned. Nu hvor jeg har  opdaget, at min værdier skrider, så må jeg jo bare få fat i tøjlerne igen.

Jeg har også opdaget, at jeg er blevet mere modig på halvanden uge. Mere skal der åbenbart ikke til. Man bliver simpelthen mere modig, når man har gjort noget man egentlig ikke tør.

Så alt i alt vil jeg stadig sige, at det er godt at få prøvet af. Man skal bare huske at have sig selv med, og huske at det har de andre også. Hvad det så indebærer.

Ham her lyder til gengæld ret fokuseret, måske er det derfor jeg så godt kan lide sangen.

arrow_left

 

Status over et gaveblødgjort hårdt år

Vi er 20 dage inde i et nyt år. Jeg er flad, har allerede været forkølet og er pt. indehaver af et bygkorn i det ene øje. Venstre halvdel af ansigtet ser derfor ud som om jeg repræsenterer en stamme fra de mongolske sletter. Desuden får tyngden på øjelåget mig til at tro at jeg konstant er træt. Men hey, om en måned har jeg glemt det. Og det ved jeg, fordi jeg har gjort status over 2015 og fået mindet mig selv om at vi glemmer ting. Vi glemmer, at sådan som det er lige nu, har det ikke altid været. Ergo vil det heller ikke være sådan lige om lidt.

Da 2014 er ved at være forbi, går alting rigeligt stærkt for mig. Jeg er en anelse bævende, men også spændt på at se, om det bare er 2014 der smækker med døren på vej ud, eller om det er en advarsel om at 2015 vil blive en udfordring.

Og åh jow.

Den sidste del af 2015 er op af bakke. Jeg arbejder og prøver at holde mig ude af andet rod end det min hjerne selv finder på. Og det er sådan set også mere end nok.

Men det gode ved et årsskifte er, at det er et helt indlysende tidspunkt at gøre status på, og når du ser et helt år efter i sømmene er der en pænt god chance for, at det hele ikke har været noget bæ.

(Og hvis det har, så skal det fanden gale mig være løgn at det skal fortsætte..)

2015 lærte mig at finde en vej uden om en begrænsning. Når det ikke lige er så praktisk at få en hund, på grund af det sted man bor fx, fordi det ville være økonomisk uansvarligt fx, og fordi man egentlig godt kan lide sin frihed, så kan man låne en. Et par timer med pels og grundglæde at begrave hoved og hænder i gør underværker. Og så kan man aflevere ansvaret pænt igen, når man er fyldt op.

Og mens jeg kigger på det brugte år, opdager jeg at det måske også er ok at have skruet ned for blusset i sidste halvdel, for starten af året var presset.

 

JEG LAVEDE SGU DA DENNE BLOG

!

status enb1status enb2

 

Fik sat en ny version af Bogrummet.dk i søen efter år (ÅR SIGER JEG DIG) med tænders gnidsel over tingenes ulideligt rigide (s)tilstand. Og nu kører Bogrummet så smukt og inspirerende videre på grund af nogle andres utrættelige arbejde.

BOGRUMMET.DK

status_bogrummet

 

Og så går det op for mig at det regner ned over mig med gaver. I udvalg:

Et par fine hjemmelavede perlearmbånd. Et hav af børnetegninger (en flodbølge faktisk). En kjole. Vi ‘arver’ en rigtig god vinterfrakke, som min søn kan passe næste år. Et uventet julebrev med gaver til ungerne. En privattime hos en skøøøn fitness instruktør (I kid you not), som lægger timen ud med at hive smøgerne frem. Det er som at komme i himlen. Jeg har fået noget der faktisk ligner en penneven, hvilket berører mig langt mere, end jeg havde forudset.

Så giver Helle mig en gave i form af en anbefaling, og jeg begynder at skrive klummer i Aarhus Onsdags Nord sektion. Tænk at én derude stoler nok på mine ord til at anbefale mig. Og den gave har ført andre med sig. Ros og kommentarer på arbejdet, hos købmanden, på Facebook. Jeg har genopdaget den del af mig selv som kan skrive med deadlines. Som faktisk nok har det allerbedst med deadlines, også selvom det næsten altid indebærer sene skrivenætter.

2015 var en rutchebanetur. Med en lang, mørk tunnel. Men der var også latter og sus og nysgerrighed og ord og dans og glæde.

Modtog du noget der glædede dig sidste år? Husker du det? Husker du at der findes forventningens glæde, glæden i øjeblikket og glæden ved mindet?

Og man kan jo altid sørge for at få en sindssvagt god gave, ved at give én til sig selv. Da Kia’en bogstaveligt talt begynder at falde fra hinanden overtager jeg min fars gamle bil. For skrotpengene giver jeg mig selv en bilradio med DAB og mulighed for at tilslutte min telefon. Så nu hører jeg atter det musik, der passer mig bedst (den slags der ikke afbrydes konstant af reklamer), herunder P6 Beat som er en gave i form af ny musik.

Måske lyder ’Soft and Hard’ med danske Shy Shy Shy også som en gave for dig.

 

 

Et nyt år

Sidste år havde jeg to store nytårsforsætter. Jeg missede begge. Det er sgu en ynk.
Jeg har taget ved lære og har derfor kun et enkelt for 2016:
Spise chokolade.
Det skulle være til at opfylde. Selv med mig som med/modspiller.
Til gengæld har jeg lavet en rituel afbrænding på terrassen.
I mørket iagttog jeg seks sedler blusse op i gul og orange. Seks sedler med ord for ting jeg ønsker at efterlade i 2015.
Imponeret kan jeg rapportere, at skyld virkelig brænder godt.

Du har et standpunkt og så har du et nyt

Jeg er atter i Det Lavloftede Værelse på Ørslev Kloster for at skrive. Endnu engang virker radiatoren ikke umiddelbart. Skal finde Gary, så han kan fikse det, bare ikke lige nu. Lige nu fryser jeg gerne. Lige nu suger jeg stedet ind. Den måde et spartansk indrettet rum med hvidkalkede vægge og loft og rå gulvbrædder kan dufte. Den tørre lugt af kalk. Den måde luften er helt anderledes i et rum uden termoruder.

Jeg kan høre fodtrin over mig og ude på gangen. I køkkenet har jeg allerede mødt halvdelen af de andre gæster. En mand spærrer øjnene op hver gang han ser mig. Seriøst. Jeg går ud fra det er et tic, ellers bliver det nok lidt belastende i længden.

Leder forgæves efter Gary, som er den ene halvdel af klosterforvalterparret. Rundt om klostret. Nede i krypten. Ind igen. Stopper op da toner fra flygelet når mig over de brune fliser. Jeg bevæger mig ad gangene, gennem døre, mod den fjerneste ende af klostret og ender foran dobbeltdørene ind til stuen hvor flygelet står.

Sidste gang jeg var i kloster havde jeg høretelefoner med for første gang. Jeg fik hørt en masse musik, men ikke skrevet så meget. Musik fylder mig op. Jeg er totalt åben for lyd. Men så er der ikke så megen plads til de ord jeg skal selv skal finde frem og sætte sammen. Andres idéer fylder al pladsen ud.

Jeg har en aftale med mig denne gang. Ikke noget musik. Eller helst ikke. I hvert fald kun i afmålte mængder.

Da fingrene bag døren slipper tangenterne går jeg ind og giver mig til kende. Det jeg lige har hørt er en del af et nykomponeret stykke med titlen Ørslev Kloster suite.

Nu hvor vi taler om musik er hans tic forsvundet. Han siger jeg gerne må lytte med. Det vil jeg frygteligt gerne og jeg sætter mig til rette ved det store ovale bord. Han tænder de to femarmede lysestager, tager en slurk af rødvinen og stiller glasset fra sig på skænkens marmorplade. Han brummer mens han spiller, og jeg kan nærmest se fortællingerne dukke frem som figurer af røg, mens fingrene danser over tangenterne.

Og her er jeg.

I kloster til privat live koncert og uropførelse på flygel. Dybt berørt over musikken og hvor heldig jeg føler mig.

Jeg skulle have vidst det da den første jeg møder i gården er en komponist på vej hjem. At det med ingen musik aldrig kommer til at gå.

Så af sted med mig hundrede kilometer i timen i den anden retning.

 

 

Sjælland – ølland

Jeg kommer fra en almindelig kernefamilie med to stk. voksne og to tilhørende børn. Etplans villa, ligusterhæk, græsplæne, undulat efterfulgt af gadekryds efterfulgt af katte, garage, veludstyret tilbygget værksted, en kæmpe birk ved starten af indkørslen og et par kirkegårdsplanter ved gæstedøren. Alting var meget trygt. Og ordentligt. Tilsammen havde mine forældre 17 søskende + de halve. Alle bosat på Sjælland. Min mor og far emigrerede til Jylland før jeg eksisterede, for at starte nyt og måske også lidt for at slippe for alt det roderi, der hører med til store familier.

Fra tid til anden skulle vi så til Sjælland. Kadetten blev pakket, min lillebror og jeg gjorde vores bedste for at slå hinanden ihjel på bagsædet, indtil far vendte sig om og råbte meget, meget højt. Dér kan jeg bare sige, at historien har tendens til gentagelse, nu er det bare mig der knurrer fra forsædet.

Farmor boede i et lavloftet gammelt hus med stokroser op af de hvidkalkede mure og en fantastisk gynge som jeg har tilbragt mange timer på. Jeg har også tilbragt mange timer på husets eneste toilet med en bog for at få fred, men det var senere.
To af min fars granvoksne brødre boede her også. Den ene havde sit værelse i den ene ende af huset. Jeg kan faktisk ikke huske hans seng. Jeg kan kun huske et mørkt rum med reoler proppet med Lp’er. Denne onkel sendte blandede kassettebånd til min fortabte, emigrerede far med det resultat, at jeg i dag kan synge med på en hel del Herman Hermits og Rolling Stones. Beatles blev altid optaget over på egne bånd i fuld længde.

Ude bag ved i et lille aftægtshus boede en anden onkel. Man kom ind i en lille gang (også mørk) hvor der stod et par kasser med Tuborg. Til venstre lå værkstedet, til højre min onkels rum. Hvis vejret var dårligt, hentede jeg min far og hans brødre i værkstedet, når der var mad. Nogen gange sad de udenfor på bænken. Så hentede jeg dem der. Der er rigtig mange ting i sådan et værksted, man kan bruge til at åbne en øl med. Eller en sodavand. For han var rigtig sød, min onkel, til også at knappe noget op til os børn.

Når vi var hos farmor havde de voksne nok i sig selv. Kvinderne forsøgte at tømme vandhanerne for vand til kaffe i køkkenet. Mændene fortrak til et eller andet sted med øl. Bag ved huset om sommeren. Ind i onkels mørke hule om vinteren. Når man lader børn klare sig selv, begynder nogen af dem at se. Hvad skal man ellers give sig til?

Onkel B var den første jeg sådan rigtigt lagde mærke til som menneske. Jeg noterede mig, at han stak ud i selskabet. At de andre nogen gange talte til ham som om han havde sagt noget helt åndssvagt, selvom jeg ikke kunne se, hvad det var, der var så meget anderledes end det de andre sagde. At han talte på én måde først på dagen, og en anden senere, når brødrene havde drukket mange øl hurtigt, for at de ikke skulle nå at blive varme i solen på bænken. Hans blik var som udgangspunkt vendt mod jorden og mod det uendelige, når Tuborgflaskens bund blev vippet mod himlen. Men jeg kan huske han så mig ind i øjnene, når han rakte mig en nyåbnet citronvand. Hans øjne alvorlige, når de ramte mig.

Som barn stiller du dig ikke kritisk an til de voksnes øl. Det er bare sådan det er. Ligesom man altid bliver spurgt om man har husket passet, når man er kommet med færgen fra Jylland. Hver. Eneste. Gang.

Jeg ved ikke hvorfor han drak. Jeg har set mange grunde til at drikke. Kedsomhed, usikkerhed, fordi det er sjovt, fordi resten af selskabet gør det, smerte, ensomhed, fordi verden simpelthen er for tung at bære, fordi hvorfor ikke?

Jeg ved ikke om han følte sig ved siden af eller om jeg projicerede, fordi jeg følte mig ved siden af.
Måske var øl bare det bedste han vidste?
I så fald stod han op til og gik i seng på sin bedste ven, mens dagene, bedøvede, listede sig forbi ham og hvad end det var, han ikke ville mærke.

Kærlighedskursus

Jeg har ikke villet skrive hvad det var for et kursus jeg er på i weekenden. Fordi det er mega privat og ikke kommer nogen ved. Og så gad jeg heller ikke at nogen tænkte hende der, hun har jo ikke styr på en skid.
Men da jeg kom hjem i dag gik det op for mig, at det ikke handler om mig og mine issues. Det handler om at dele sin viden, når man støder ind i noget godt.
Jeg er stødt ind i noget godt.
Jeg har haft en forrygende dag på kærlighedskursus.
Ja.

 

K Æ R L I G H E D S K U R S U S

 

Gys ikke? Gider jeg godt holde den slags for mig selv?
Jeg ved jo godt at ingen af jer har nogen som helst problemer med kærligheden. Slet ikke. Det kører upåklageligt. Couldn’t be happier. Det er rise and shine hver eneste morgen. I har ikke de samme skænderier om og om igen. Det falder ikke dig ind, om det her ikke kunne være bare lidt bedre. Om du ikke burde være gladere. Om ikke din kæreste fortjener en helt anden, egentlig, eftersom du tydeligvis trykker på alle de forkerte knapper.
Og hvis du er alene, så er det selvfølgelig fordi, sådan vil du bare gerne have det.
Men så siger vi bare at det kun handler om mig.

 

I sensommeren læste jeg, at hvis ens forhold havde en tendens til at følge samme mønster, så var der nok en god chance for at det ikke var kæresterne der var problemet, men noget der hørte til i én selv. Jeg fik forfatteren Charlotte Fruergaard til at komme og holde foredrag om kærlighed på biblioteket, og nu er jeg så hendes storøjede og superkoncentrerede tilhører.
På weekendkursus. I kærlighed. I Risskov. Jow jeg er. Put mig i kassen, jeg er faktisk ligeglad.
Jeg er på kursus for at lære hvordan jeg bliver bedre til at elske.

 

På kurset identificerer vi de destruktive reaktionsmønstre vi render rundt med i rygsækken. Ting vi samlede op da vi var små og følte os uelskede, og som nu forfølger os i vores voksne kærlighedsliv. Og når vi først har erkendt hvad vi har gang i, kan vi nægte at lege med mere. Det siger Charlotte, og jeg kan mærke hun har ret.
Vi kan ikke undgå at blive uenige og sårede og vrede i vores forhold. Og det er fair nok, at jeg ikke kan undgå ballade resten af mit liv, men så lad det i det mindste være en ny slags ballade.
Jeg er ganske enkelt på kursus for at undgå at gentage mig selv.
Jeg glæder mig så meget til at vågne op til at lære mere i morgen.

 

Som afrunding på dagens afsløring er her en meget glad believer sang fra da far var ung.