Som landet ligger

Når man sådan er gået hen og er blevet kæresteløs, er der pludselig en masse tid til rådighed, som ellers har været booket. Jeg er god til at være alene, men det har været lidt træls. Jeg kan sådan set godt lide at være sammen med én anden. Det har passet så fint, at jeg har skullet arbejde en del i mit nye bi-job som lektør. Men på et eller andet tidspunkt bliver det hele alligevel lidt for meget arbejde, lidt for lidt sjov.

Så sidder man der og kigger rundt i den børnetomme stue og skal komme i tanke om, hvad der egentlig gør en glad.

Ord. Musik. Film. Mad. Biler.

Så jeg er gået krig med det, der gør mig glad. I dag er jeg for anden gang i skriveklub med Jon. Han mener det alvorligt. Vi kan godt snakke i omkring tre minutter efter jeg er kommet ind af døren, men så glider hans fokus også ned mod papiret foran ham. Det er godt. Jeg har virkelig ikke brug for anden distraktion end den jeg selv kan finde på. Og jeg skal da også skrive på noget ’rigtigt’ altså noget skønlitteratur lige om lidt, jeg skal bare have skrevet det her blogindlæg først

..om datteren som var til fest med sin far og bror på Sjælland sidste år. Det lød som en hyggelig fest, men vel hjemkommet til mors trygge arme deler hun en ærgerlig historie.

En af gæsterne har en Tesla. Min søn og børnenes fætre får en tur, men da de kommer tilbage har bilejeren ikke mere at give af, så Aviaja må undvære.

Ungerne og jeg går op i biler på vores egen måde. Vi går op i udseendet (og lyden, når det er af den slags, der gør fysisk indtryk), ungerne går også op i pris. Når vi er ude at køre, tæller de Teslaer. Og når vi leger hvad-ville-du-gøre-hvis-du-vandt-en-masse-millioner, er den fede bil altid det første, der skal anskaffes.

Jeg prøver godt nok at påpege, at eget hus med en ordentlig have også ville være fint, men okay, bilen kan bringes til veje væsentligt hurtigere, og så kører vi fedt, mens vi kigger hus. Men for at komme tilbage til historien, sidder jeg med en lille datter, hvis læber er presset sammen om uretfærdigheden.

Jeg ved jo ikke, om hun melder tydeligt ud, at hun også virkelig, virkelig gerne vil prøve at køre i en Tesla. Det er ret sandsynligt, at hun er for genert. Men det er også bare helt enormt typisk, at bare fordi man er pige, så skal man virkelig op på tæerne og sige MIG MIG MIG, hvis man er til biler. Hankønsvæsenerne bliver ALTID spurgt først – også selvom de er fløjtende ligeglade.

Og når man ikke har lyst til at skubbe sig frem i nogen som helst kø, hvad så? Skal man så bare snydes for ture i Teslaer?

Det skal blive løgn, skal det, jeg skal fandeme skaffe det barn en Teslatur.

For noget tid siden fik vi nye naboer i rækkehusene. Der holder en mørk Tesla uden for deres dør og i dag gik jeg over til ejeren, fortalte den sørgelige historie om en lille pige, der virkelig godt kan lide biler og spurgte, om han måske ville køre en tur med datteren en dag, eventuelt mod en stor øl.

Han var venlig og dejligt enig i, at det var synd, at hun var blevet snydt for en tur. Næste weekend skal hun rundt om blokken i Tesla.

Jeg glemte at spørge, hvad han hed. Jeg præsenterede knap mig selv, sådan er det når jeg er på mission, alt det der udenom, indledende fedtsnak og smøren, det glemmer jeg totalt. Men måske havde det været meget smart lige at vide, om han overhovedet er til øl i det mindste.

Og for en god ordens skyld skal jeg lige sige, at når jeg beder folk om alle mulige ting, hvis de ser ud til at kunne hjælpe, så gælder det altså også den anden vej. Sidder du nu der og tænker, at du da godt gad en tur rundt om blokken i mit aktuelle køretøj – en Toyota Yaris Hybrid – så siger du bare til, så skal du bare høre hvor meget sådan lille bil kan larme, hvis man tror man skal op i fart lidt hurtigt.

Og nu skal jeg skrive noget andet, men først lige musik med bil og kvindelig fører:

 

So you do what you have to do

I syv år har jeg haft hende tæt. Helt tæt. Så tæt at jeg fra tid til anden har skubbet til hende for at få luft. Siden hun lærte at gå har hendes hånd været i min. En lille hånd der altid er der. Jeg har aldrig været nødt til at tænke over, om min hånd ville blive afvist her. Om det var passende at ville holde i hånd. Om det var for meget. Jeg rækker hånden ud og møder hendes. Det har været som at trække vejret. En forlængelse af mig selv.

– Er du ikke glad for at du har fået sådan en stor pige, siger hun.

At starte i første klasse betyder man er stor. Og det er dejligt og smertefuldt, for nu holder vi ikke længere automatisk hinandens hænder. Når vi gør, så er det mest mig der holder. Hendes hånd ligger bare i min, nogle gange er det kun fingerspidserne hun holder med.

Hun kan godt stå selv nu. Mere end nogensinde er det min rolle at være fyrtårn. Jeg skal bare stå fast og sende lys ud, så hun altid kan finde mig i mørke.
Og det gør jeg så.

Mine mure trænger gevaldigt til en kærlig hånd. Alt jeg ikke har fået på plads, flyder på trappen og minder mig om, at det er noget rod. Hele vejen op. Rod. Hvad jeg har af kræfter går lige nu til at pudse vinduerne og sikre mig at teknikken virker. Selv der fejler jeg fra tid til anden. Jeg råber. Lyset går ud.

Jeg kender rod. Jeg ved det på magisk vis vokser, når man ser væk. Jeg ved at når der er rod, så vil du falde over det og føle dig uduelig. Så jeg ved også, at jeg skal have ryddet op. Smidt ud og få alting sorteret og pakket hvor det hører hjemme.

Det kommer jeg til.

Først skal systemet tjekkes, og så skal jeg hvile mig lidt, så jeg er klar når hun kommer.

Hjem til mig igen.

2015-08-21 10.49.30

Be who you needed when you where younger

bewhoyouneededwhenyouwhereyonger

 

Hvem havde du brug for, da du var yngre?

Da jeg var yngre, var jeg aldrig helt sikker på, at der var nogen, der havde min ryg i det offentlige rum – uanset min opførsel..

Så jeg vil se på, om jeg opfører mig, så de unger jeg har under vingerne kan mærke, virkelig kan mærke, at jeg er der for dem, lige meget hvor tåbeligt de opfører sig.

Skolefester

Jeg vågner op til morgen med en grim fornemmelse af at have mistet noget vigtigt. Føler mig alene og glemt og presset og har lyst til at informere alle om, at nu trækker jeg mig. Måske lige med et par undtagelser. Men jeg ved godt at det ikke kan passe at hele verden bør slettes. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg ved godt at jeg i flere uger har arbejdet nærmest konstant, når jeg kom hjem fra lønarbejdet, og til alt for sent. Og jeg ved også godt, at jeg ikke har taget mig tid til at tænke. Ikke taget mig tid til at skrive livet ud. Få det sat i system. Få det ned på ord, væk fra mig, få afstand på, så jeg kan håndtere det.
I går var nok dråben.
 

Hvert år holder skolen en festival hvor børnene underholder med musik og dans på scenen. Det koster en tyver at komme ind og så kan man købe ungernes hjemmelavede kreationer og øl og pølse og popcorn. Pengene går til folk i nød.
Jeg synes sådan helt teoretisk at idéen er super. Ungerne lærer at stå på en scene eller også lærer de hvad det vil sige at have sceneskræk. De lærer at de kan gøre noget for at hjælpe andre. Og de vælter rundt og prøver fiskedam og står i kø en tyve minutter for popcorn og alt muligt. Og både kammerater og lærere og forældre er der. Alt går ligesom op i en højere enhed.
Men mine børns voksne mor. En moden dame. Gråt hår, smilerynker og alting, er decideret utryg ved den slags. Jeg vil hellere gå alene ind på en bodega i en fremmed by, sætte mig op til baren og indlede en samtale med den første den bedste ildelugtende stang bacardi stamkunde end at gå rundt på en sportsplads til fælles festivitas på en skole. Hell, jeg vil hellere gennemføre en udesidning i en granplantage en lang regnfuld nat end at være til den slags, og jeg synes faktisk granplantager er meget uhyggelige. Det er hele det der udenoms noget med at konversere, mingle og networke og jeg skal komme efter dig.. Alt i mig stivner.
 

Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.
 
Jeg kan stå foran halvfjerds mennesker og holde et foredrag uden problemer. Jeg ved hvad der skal ske. Tilhørerne ved (nogenlunde) hvad der skal ske. Rollerne er fordelt. Ingen problem.
Men det her. Jeg håber virkelig ikke nogen forsøger at komme sådan rigtig i kontakt med mig til sådan en seance, for selvom jeg smiler og prøver at gå rundt og opføre mig menneskeligt er jeg robot indeni. Programmeret til at søge mod hjem, men støder hele tiden ind i forhindringer. En af forhindringerne er at jeg har to børn der er nødt til at være der, så det er jeg jo også. En anden af forhindringerne er følelsen af at jeg burde kunne slappe af. Hvorfor satan i helvede kan jeg ikke bare slappe af??
 

Jeg har ni skolefester tilbage. Én om året til den yngste skal videre i systemet.
 

Jeg overvejer rent faktisk at snuppe en pille næste gang skolen har en eller anden fælles seance for 600+ elever og deres tilhørende. Jeg er sikker på nogen af de mennesker jeg kender der har arbejdet i sygehusvæsenet præcis ved hvilken slags der skal til.
 
Hvis du klikker på Will her får du også et billedversion af hvordan jeg ser ud inden i til fællesseancer på folkeskole.

giphy
 

Weekend

21 gange har jeg denne weekend hørt, at jeg er irriterende. Fem gange har jeg svaret, det er du sørme også. To gange det er du eddermame også, hvoraf jeg var ret sur den ene gang.
En enkelt telefonsamtale har jeg prøvet at gennemføre kun afbrudt to gange først af søskendesammenstød, senere af barn der skulle have pistacienødder nu. NU. NU. NU.
I det mindste spørger hun. Jeg véd det.
Sjovt nok har jeg fået ro til at stoppe en stabel strømpebukser.
Det vil ikke komme bag på mig hvis nattens drømme har en barnestemme kørende på repeat, kaldende mooooaaar, må han godt det der?
 

Børn må have en korttidshukommelse på størrelse med Klokkeblomsts lillefingernegl. Nyklippet. Mine børn har set mig tegneserieagtigt vred, damp-ud-af-ørerne, vilde-øjne-og-hiven-i-eget-hår-vred over, at de bliver ved med at tirre hinanden. Jeg vil bare gerne være i mit eget hjem uden at have en konflikt kørende i baggrunden hele tiden. Selv når der ikke er én i gang ved jeg, at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg føler mig nødsaget til at smide hvad jeg har i hænderne og kaste mig ind mellem unger og diverse våben, fysiske eller verbale, de forsøger at knække hinanden med.
 

Jeg har leget ballonleg og vi skal lyse på hinanden med lygterne og så mister man point når man bliver ramt af lyskeglen -leg og en all time favorit – rollespilsleg – som pt. foregår med Lego Friends.
 

Prøvlioghør. Det gider jeg sgu ikke. Det tager tusind år at stille op og få forklaret hvordan landet ligger, hvem man skal spille, og hvor meget man må sige – hvilket aldrig er særligt meget og alle de fede ting besluttes af mennesker under 1 m og 40.
Så mit legoego, der er på venindeferie i ’Asien’, flygter ud på toilettet med sin drink.
Jeg forstår simpelthen ikke, de gider lege med mig. Jeg lukker mig inde og drikker på toilettet, og hvis jeg først giver den gas, synes jeg, det er vildt sjovt at forskrække dem i mørke/lommelygteleg. Jeg er nederen at lege med. Hvorfor fiser det ikke ind?
Hvor er det heldigt de giver så gode krammere når det er sovetid. Og at deres latter får alt til at blive varmt og lyst i mig. Lyst nok til at blænde så længe at jeg glad vakler mod endnu en dag, som jo helt klart bliver fyldt af ro og harmoni og fuglekvidder.
 

safe haven