Practise What You Preach

I forrige indlæg skrev jeg om slagteren, der beslutter at blive rocker, og om hvor sjovt jeg synes, det er. Altså alt det rockere står for med at lukrere på andre menneskers ulykke, er jo ikke sjovt. Men desperate beslutninger er sjove på sådan en psykologisk interessant måde.

Jow de er.

Det synes jeg stadig nu, hvor jeg har taget min egen rockerbeslutning..

Jeg har sagt mit job op.

Jeg kommer dig bare lige i forkøbet med et par svar:

– Nej, jeg har ikke noget på bedding.

Svaret på spørgsmålet ’jamen hvad skal du så?’, er et klokkeklart og klippefast – det ved jeg ikke.

’Var det ikke mest smart at finde ud af, hvad du så skulle, inden du sagde dit nuværende job op?’

– Det ville sikkert være rigtigt smart. Det er en velafprøvet metode, der har virket for andre. Det virkede ikke for mig.

’Burde du ikke være blevet, til du havde fundet et andet arbejde? Det er altid lettere at få et nyt job, når man er i et?’

– Ingenting stort er nogensinde kommet ud af burde. Og måske skal jeg arbejde for én, der sætter pris på mod og visheden om, at denne medarbejder bliver, fordi hun er helt fjollet med sit arbejde, ikke fordi hun er bange for ’det store ukendte’.

Hvem ved?

Ved du?

I alle forhold hvor vi har investeret noget af os selv, vil der altid være grunde til at blive og grunde til at stå af. Så længe der er langt flest af de første – well hey!

Men ellers – hvis det er ved at være fifty/fifty sådan på daglig basis – er det så godt nok? Er sikkerhed alene nok til at få dig op og ud af sengen og af sted dag efter dag?

Det er det sikkert. Sikkerhed er en stærk motivationsfaktor. Men er du glad?

Jeg kom i tanke om et citat, der nu er ophøjet til mit motto:

 

 

 

Hver anden dag føler jeg mig herre sej og koloenormt beslutningsdygtig.

Resten af tiden kan jeg lige så godt prøve at finde slagterrockerens adresse og forsøge at indlede en korrespondance om dumme beslutninger.

Bortset fra, at jeg inderst inde ved med sikkerhed, at dette ikke er en dum beslutning. Den er heller ikke hovedkulds, men har været længe undervejs.

Når jeg tvivler, er det frygten for det ukendte, der taler, og frygt.. det har vi allerede besluttet ikke må styre vores liv.

Ikke?

Eller hvad?

I aftes blev beskeden om mit snarlige farvel til mit arbejde for første gang mødt af et helhjertet og umiddelbart ’Tillykke’.

Og jeg synes, det var på sin plads.

Tillykke til mig.

Jeg er ikke et træ.

Det er du heller ikke.

 

 

Om termotøj, spurvefugle og solnedgange

Mens jeg voksede op, arbejdede min far et sted, hvor de solgte værktøj og fornuftigt outfit til mænd, der arbejdede i alle slags vejr. Altså de fleste mænd kan arbejde i alle slags vejr. Det var ligesom underforstået, at den omtalte gruppe af mænds arbejdede foregik udenfor en del af tiden. Men altså. Grundet min fars arbejde fik hele familien ofte særdeles kønsneutrale og voldsomt praktiske julegaver. Mine bestod af flere omgange af termosokker og ditto undertøj. Altid i mørk blå. Jeg har siden skiftet termosokkerne ud med uldsokker, men jeg har stadig et sæt mørkeblåt termoundertøj, som jeg ifører mig på dage, hvor jeg hverken har tænkt mig at gå ud eller se nogen. Det er højt værdsatte beklædningsstykker.

Jeg har taget fri indtil i eftermiddag, og til morgen vågnede jeg langsomt. Lå stille og nød intenst at jeg ikke skulle op vel vidende at fra på lørdag, er der én i min stue, der skal luftes fra morgenstunden. Så det skal jeg jo så også. Jeg er ved at peppe mig selv op til at skulle stå op klokken seks, iføre mig det elskede termosæt og få en morgenlufter. Hver dag.

Vi mennesker vil forsøge at fylde for meget frihed ud med noget, vi har ansvar for, hvis vi kan, ikke?

I går aftes ser jeg en TedX video med en 29-årig, der har lungesygdommen cystisk fibrose. Han er ti år gammel, da han læser i en brochure, at han max vil blive 30 år. Han får sin udløbsdato serveret, og det påvirker naturligvis, hvordan han lever sit liv.
Han er ved at afslutte sin fortælling ved at spørge, hvordan du ville leve, hvis du vidste, du havde 20 år tilbage at leve i. Eller ti? Eller fem?

En dump lyd fra terrassedøren.

En lille spurvefugl har ladet sig narre og er fløjet fuld kraft ind i det, den troede var solnedgangen men som kun var en spejling i glasset.

Med 29-årig lungesygs ord i baghovedet om at have fem år tilbage sidder jeg og iagttager en lille gispende spurvefugl uden for mit vindue. Vingerne er foldet ud, som om den prøver at holde balancen siddende på jorden. Den er så fin og skrøbelig og udsat, som den sidder der og svimler og venter på, at verden skal stå stille igen. Jeg tænker på, hvad min far har fortalt mig om meget sårbare fuglenakker, og hvordan man hjælper et fugleliv til at ende hurtigere. Men for nu afventer jeg.

Jeg ser på spurven, og jeg ser mig selv.

Tanken om at have fem år tilbage..

Spurven kommer på vingerne og flyver videre. Den er velsignet. Den har ingen hukommelse. Mennesket har. Vi husker de gange, vi spredte vingerne og fløj bardus ind i noget, der ikke gav efter.

Hver gang vi spreder vingerne, er det på en måde mod bedre vidende.

Jeg tænker livet handler om at blive ved med at fokuserer på idéen, på billedet af at flyve ind i den mest vidunderlige solnedgang vel vidende, at nogle af dem ender med en hjernerystelse.

Og alligevel.

Fem år tilbage.

Så vi spreder atter vingerne og letter.

 

Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

.. og så skruer du låget godt til

Forleden så jeg denne bøtte til salg hos Sisters Retro på Facebook. Det gibbede i mig. Man skulle have sådan en bøtte, tænke jeg. Til at putte alt det i der ikke er til at holde ud. Så kunne man brænde indholdet af på månedsbasis.

(Man skal huske at brænde af for ikke at brænde inde)

Jeg går så straks i fuldbyrdet panik ved tanken om, at nogen skal finde på at købe den her herre grimme brune og hvide bøtte til SURT foran næsen på mig.

Som om..

Mens jeg venter på den kommer hjem fra Randers, bliver jeg i tvivl.

Ér det nu også en god ide ligefrem at GEMME det sure i en bøtte? Det går lidt imod alt det med taknemmelighedsøvelser, smile til verden og fokusere på det positive (fordi vi bliver, hvad vi tænker, ikk å’).

[og så gik der mange dage uden flere ord, men med masser af tvivl]

I dag var jeg til kaffe. Jeg var usikker på, om jeg egentlig skulle, for jeg var tung og mørk. Burde jeg belemre hende med mig i den tilstand?

Men hun kender mørket. Og nu ved jeg præcis, hvad SURT bøtten skal bruges til.

Vi har gang i den slags samtale, hvor man godt kan sige ‘jeg er tung og mørk, jeg forstår faktisk ikke hvorfor, måske kan du hjælpe mig’ og mens vi taler, begynder jeg at forstå. Jeg forstår det først helt analytisk:

Jeg er begyndt at gøre ting, jeg ikke har turdet før, måske ikke engang tør nu. Men jeg gør dem alligevel. Det giver en vis sitren i kroppen, og nogle gange et decideret ubehag, fordi jeg er i ukendt land.

Det reagerer reptilhjernen på:

Hun føler UBEHAG?? Så er det FARLIGT! VI SKAL STRAKS HAVE DET DER NYE NOGET TIL AT STOPPE, SÅ VI KAN KOMME TILBAGE TIL STATUS QUO. ALLE MAND TIL FRONTEN. FÅ HENDE TIL AT STOPPE. BRUG ALLE TILGÆNGELIGE MIDLER.

Så når vi forsøger at gå nye steder hen. Steder vi ønsker at udforske, men som vi ikke ved om vi kan håndtere, så bliver vi nervøse og ligefrem ubehageligt til mode alt efter hvor vigtigt det er for os.

En del af vores hjerne er skabt til at beskytte os. Holde os langt væk fra alt der er farligt.

Nu er det bare også sådan, at den del af hjernen ikke rigtig skelner mellem frygten for en pisse sur drage, der så absolut har planer om at æde dig og så det at stille sig op på en scene f.eks. Eller søge et nyt job. Eller gå efter et andet menneske. Nej. Den del af hjernen reagerer på AL slags ubehag med højeste alarmberedskab.
Og den vil have dig til at stoppe.
Så midt i at du gør nye ting. Fordi du gerne vil. Fordi du har lyst til noget andet. Så bliver du pludselig ramt af den sorteste tvivl:

Reptilhjernen in action.

Min samtalepartnerske beskriver det, så resten af mig forstår. Hun siger, det er mørket. Når vi rækker ud efter lyset, så reagerer mørket.

Men når man bare ved det, så kan man stå fast og sige nej. Nej tak Mørke, jeg har hængt ud med dig alt for længe, nu skal jeg en anden vej.

Jeg gik fra hende i dag tung på en anden måde end da jeg kom. Tung af lang dyb samtale der lige skal have tid til at synke ned. Men mørket forsvandt.

Og nu ved jeg også det. At næste gang jeg går ud på søen uden at vide om isen holder, for jeg agter at blive ved med at gå ud på de skide søer, så ved jeg mørket vil komme som en tyk tåge og forsøge at skubbe mig tilbage på sikker grund. Eller reptilhjernen. Kald det hvad der passer dig bedst.
Men som altid er det så meget lettere at bekæmpe noget, når man ved, hvad det er.

Og det er dét SURT bøtten skal bruges til:
Reptilhjernens automatreaktioner.
Det er bare surt du. Jeg ser dig nu.
Ned i bøtten med dig.

*

Det her ved jeg:
En stor, rolig hest kan få mig til at falde fuldstændig til ro i mig selv.
Duften og fornemmelsen af hud mod udetørret sengetøj sletter alt mørke fra mit sind. Med øjeblikkelig virkning.
En del af mig er bange og mørk og vil hellere blive i et lille liv, et velkendt liv, et liv hvor jeg højst dør af manglende udfordringer end at vove.
At jeg ikke længere kan.

*

Kan du?

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Dating for dummies

I et stykke tid har jeg googlet dating for dummies. Ledt efter gode råd og andres historier.

Jeg ender altid steder, hvor glatte typer fortæller overfladisk om bare at give den gas. Artiklerne er fyldt med modelbilleder af smarte, tyve år yngre udseende mennesker med store solbriller og mobiler. Hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Og hvad så med os der er så gamle, at sidst vi var single, talte alle i Nokia og Sony Ericsson UDEN stor skærm? Hey sidst jeg var single, tror jeg ikke engang nogen brugte ordet single.

Og ingen skriver til den slags mennesker, der ikke bare springer fra båd til båd.

Romantikerne, de følsomme typer, som gerne vil lære, men uden at blive hårde. Som mig. Hvad pokker skal vi så gøre?

Så jeg skriver det her for dig der heller ikke er god til at være fremme i skoene. For dig der flytter forvildede larver fra fliserne ud i græsset. Måske har du også prøvet at redde en sensommertung humlebi ved at sætte den midt i en blomst i håb om, at den bare er sulten? Dig der taler til folk, hvis de ser ud til at have brug for det.

På datingportalen finder jeg mig selv værende lige så tilbageholdende som ude i den virkelige verden. I går måtte jeg indhente hjælp fra ekstrovert veninde, så jeg i det mindste fik klikket på ’interesseret’-knappen mere end en enkelt gang.

Det er rent ud ynkeligt, men det er jo fordi jeg synes ‘en ting af gangen’, så det er bare sådan det er.

På lidt over halvanden uge med datingprofil har jeg accepteret, at et billede er knald eller fald. At der ikke er nogen garanti for, at den du skriver med kun er fokuseret på dig, faktisk er det sikkert usandsynligt at han/hun ikke har gang i flere samtaler på samme tid. At du bliver nødt til at gå til sagen uden de store forventninger og bare håbe på at det i det mindste bliver lidt sjovt. Endvidere kan jeg faktisk godt se idéen i at have mere end én date linet op – hvis nu tirsdagsdaten falder til jorden, så skal man jo kun vente et par dage på næste chance.

Se det er præcis sådan jeg ikke har lyst til at være.

Jeg har ikke engang lyst til at tænke sådan.

For noget tid siden stødte jeg ind i en fyr online. Han havde været alene i laaaang tid og vores udgangspunkter var så forskellige som de overhovedet kunne være. Jeg havde ingen anelse om, at det kunne være et problem. Men det var det. Vi talte ganske enkelt ikke samme sprog. På et tidspunkt siger han noget i retning af at ’vi kommunikerer bare, ingen forventninger’. Her mente jeg godt nok vi var på et helt andet stadie. Så jeg sagde nogle mindre pæne ting tilbage og så stoppede ’kommunikationen’ der.

Hvad jeg allerede havde fornemmelsen af dengang – og som bare er blevet forstærket af at komme på et datingsite er, at jeg ikke er til ’ingen forventninger’. Jeg kan overhovedet ikke se meningen i at indlade sig med noget eller nogen, man ikke har forventninger til?

At have forventninger betyder at man håber på mere, at man satser. Det betyder at man tør åbne op, fordi man gerne vil tættere på, at have lyst til at komme tættere på, at give noget en fair chance.

Giver man noget en fair chance, når man holder på flere heste på samme tid? Risikerer man ikke bare at klatvinde lidt her og der, men den store gevinst – den som kræver at du går all in – den opdager du aldrig, fordi du ikke længere forstår kunsten at fokusere?

Jeg har sagt til mig selv, at jeg prøver det her af en måned. Nu hvor jeg har  opdaget, at min værdier skrider, så må jeg jo bare få fat i tøjlerne igen.

Jeg har også opdaget, at jeg er blevet mere modig på halvanden uge. Mere skal der åbenbart ikke til. Man bliver simpelthen mere modig, når man har gjort noget man egentlig ikke tør.

Så alt i alt vil jeg stadig sige, at det er godt at få prøvet af. Man skal bare huske at have sig selv med, og huske at det har de andre også. Hvad det så indebærer.

Ham her lyder til gengæld ret fokuseret, måske er det derfor jeg så godt kan lide sangen.

arrow_left