Meninger og hvordan man undgår dem

Hvis du nu går rundt og er meget oppe i hovedet og gerne vil ud af det, så har jeg hørt, at man skal øve sig i at lade være med at have en mening om alting. Så kan man ligesom slappe lidt af med de indre diskussioner. Det lyder fedt. Jeg har i lang tid øvet mig i at undgå alt, der har med Inger Støjbjerg at gøre fx for at undgå at mit indre meningstyranni skulle gå amok og få mit retfærdighedsmåleapperat til at brænde sammen. Igen.

Det samme gælder Trump, ham den anden selvovervurderende ovre i Rusland, politikere, der kalder sig liberale samtidig med, de bliver ved med at stramme statens regler om borgernes bevægelsesfrihed, den nonchalante holdning til global opvarmning..

okay politik generelt og sådan.

Nu er jeg helt nede i at øve mig i ikke at have en mening om de nære ting, der påvirker mig direkte. Trafik er et fremragende eksempel. Det er et langt, sejt træk, det er det. Men det går fremad.

Altså har jeg ikke nogen mening om

  • Bilister der ikke kan finde ud af at komme op i fart, men tusser ud på motorvejen med 85 km i timen.
  • Bilister der drejer ud foran dig fra en sidevej og tvinger dig til at bremse ned, selvom der ikke er en eneste anden bil så langt øjet rækker, og hvis man var sådan én, der mente noget, kunne man jo mene, at det måske havde været en fremragende idé lige at vente med at køre ud, men okay.
  • Bilister der kører slingerkørsel, fordi de kigger på deres mobiltelefon.
  • Den generelle opførsel i rundkørsler. Blink for helvede. BLINK!!!
  • Bilister i store Audier, der ikke kan finde ud af komme op på de 130, de godt må i det mindste. (Hvis du ikke kan lidt at køre bil, så bytter vi fandeme, så får du Picantoen. Du er spild af bil. Sgu da.)
  • Buschauffører der drejer ud fra stoppestedet og vælger at blinke ud EFTER de er begyndt at køre.
  • Fodgængere der ikke bliver stående i midten, men lige skal nå over det sidste stykke af vejen selvom der blev rødt for længst og som på ingen måde kan sætte farten op, så de højresvingende bilister kan nå at komme af sted.

Jeg har naturligvis aldrig gjort noget af det ovennævnte selv. Og ellers ville jeg jo selvfølgelig bare øve mig i ikke at have en mening om det heller.

Hvis der er noget, jeg har glemt ikke at have en mening om, så skriver du bare en besked nedenfor. Jeg har jo ikke tænkt mig at snyde udenom ved at glemme noget, jeg skal huske ikke at have en mening om.

Heldigvis er jeg alene hjemme med Sally lige nu, så det eneste jeg ikke skal have en mening om er, om jeg mon skal holde øje med, hvor hurtigt jeg kan blive sur, og at jeg ellers har en holdning om at holde brok til et minimum.

Men der kan man bare se. Der er stadig langt til tibetansk munkero.

Og måske har jeg faktisk en mening om, at tibetansk munkero måske er lidt til den kedelige side.

Egentlig.

Du har et standpunkt og så har du et nyt

Jeg er atter i Det Lavloftede Værelse på Ørslev Kloster for at skrive. Endnu engang virker radiatoren ikke umiddelbart. Skal finde Gary, så han kan fikse det, bare ikke lige nu. Lige nu fryser jeg gerne. Lige nu suger jeg stedet ind. Den måde et spartansk indrettet rum med hvidkalkede vægge og loft og rå gulvbrædder kan dufte. Den tørre lugt af kalk. Den måde luften er helt anderledes i et rum uden termoruder.

Jeg kan høre fodtrin over mig og ude på gangen. I køkkenet har jeg allerede mødt halvdelen af de andre gæster. En mand spærrer øjnene op hver gang han ser mig. Seriøst. Jeg går ud fra det er et tic, ellers bliver det nok lidt belastende i længden.

Leder forgæves efter Gary, som er den ene halvdel af klosterforvalterparret. Rundt om klostret. Nede i krypten. Ind igen. Stopper op da toner fra flygelet når mig over de brune fliser. Jeg bevæger mig ad gangene, gennem døre, mod den fjerneste ende af klostret og ender foran dobbeltdørene ind til stuen hvor flygelet står.

Sidste gang jeg var i kloster havde jeg høretelefoner med for første gang. Jeg fik hørt en masse musik, men ikke skrevet så meget. Musik fylder mig op. Jeg er totalt åben for lyd. Men så er der ikke så megen plads til de ord jeg skal selv skal finde frem og sætte sammen. Andres idéer fylder al pladsen ud.

Jeg har en aftale med mig denne gang. Ikke noget musik. Eller helst ikke. I hvert fald kun i afmålte mængder.

Da fingrene bag døren slipper tangenterne går jeg ind og giver mig til kende. Det jeg lige har hørt er en del af et nykomponeret stykke med titlen Ørslev Kloster suite.

Nu hvor vi taler om musik er hans tic forsvundet. Han siger jeg gerne må lytte med. Det vil jeg frygteligt gerne og jeg sætter mig til rette ved det store ovale bord. Han tænder de to femarmede lysestager, tager en slurk af rødvinen og stiller glasset fra sig på skænkens marmorplade. Han brummer mens han spiller, og jeg kan nærmest se fortællingerne dukke frem som figurer af røg, mens fingrene danser over tangenterne.

Og her er jeg.

I kloster til privat live koncert og uropførelse på flygel. Dybt berørt over musikken og hvor heldig jeg føler mig.

Jeg skulle have vidst det da den første jeg møder i gården er en komponist på vej hjem. At det med ingen musik aldrig kommer til at gå.

Så af sted med mig hundrede kilometer i timen i den anden retning.