Sommerferie = kollaps

Ugerne op til sommerferien.. Selv de mest enkle opgaver ligner sumpområder med mangelfuld skiltning. Hvis der er den mindste selvregulering involveret i løsningen af en opgave, orker jeg simpelthen ikke gå derud. Desuden ser det også ud til, at der ligger en ufremkommelig bjergkæde lige bag sumpen –

Utroligt, at det kommer bag på mig hvert eneste år. Denne træthed. Ugidelighed. Det er helt uventet, at vi har brug for at restituere.

Jeg er okay klog på en del områder, men når det kommer til overblik, kan det være bedst for alle, hvis nogen gider tage over. Jeg har fx glemt, at eftersom jeg har to jobs nu, skal jeg også have fri fra to jobs. Så da jeg fredag går på ferie fra hovedjobbet, kan jeg passende gå hjem og læse en lektørbog med deadline mandag. Og på næste mandag er der én mere.

Klik på bogen for at læse mere hos Gyldendal

Det hjalp overhovedet ikke på sagerne, at bogen er enormt interessant, for så begynder hjernen igen. Og det er meningen, jeg skal holde fri nu. Ikke finde på ting.

(← ← ← spændende bog om sammenhængen mellem hjerne (tanker) og krop (følelser), og at vi i bund og grund har evnerne til selvhelbredelse)

…Ikke fløjte ud af nogen tangenter, og overveje hvor spændende det kunne være at prøve at helbrede en eller anden egenskavank. Som sagt. Ikke ud af nogen tangenter. Overhovedet.

Mit hoved er atter rimeligt udfordret på det der nu. Nu’et synes på én gang alt for strammende, uopløftende og vanebundet og samtidig så sprængfuldt af muligheder. Fakta er, at jeg bare ikke har mere energi lige nu.

Og når nu’et er blevet sådan. En konstant indre summen. En indre trang til at sidde helt stille i parallelløb med et andet krav om bevægelse videre, fremad, væk.

Så er det tilbage til start. Ned og sidde. Knyt sylten. Tjek øjenlågenes lukkefunktion. Træk vejret. Ind. Pust ud. Ind, dybt ind, ind, ind og sukkende uuuud.

Og så tænker du ganske enkelt:

“Alt er præcis som det skal være”

Og nøjagtig som der står i føromtalte bog, så bliver du før eller siden helt rolig og overbevist om, at det virkelig er sandt. Du behøver ikke løbe efter noget lige nu. Fortiden kan du under ingen omstændigheder ændre. Fremtiden er der også i morgen. Ved at insistere på noget med tanken, får vi en følelsesmæssig reaktion, der aktiverer alt muligt spændende  i kroppen: gener, hormoner, nerveforbindelser – og dermed er kroppen i gang med at virkeliggøre, hvad der startede som en bevidst gentaget tanke i hjernen.

It’s a kind of magic.

At alt er præcis som det skal være. Du kan slappe af nu.

Bare slap af og træk vejret.

(Når du så er færdig, så hør Justin Timberlake, eller hva der får dine klokker til at ringe)

Taknemmelighedsdagbog 04-17

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog. Ikke hver dag, men jævnligt.  Det gør jeg fordi taknemmelighed gør mig til et gladere menneske. Hjælper mig til at fokusere på livets goder i stedet for manglerne. Evnen til taknemmelighed kan trænes, fx ved at skrive dagbog. Du kan vælge at være taknemmelig for alt muligt. Hverdagsting er fine at øve sig i at se på med taknemmelighed, men også i de tilfælde, hvor det ærligt føles som om livet er løbet lidt fra dig. Så skriver du i din taknemmelighedsdagbog, at du er taknemmelig for: solskin (eller fine skyer), kaffe (eller te, eller rindende vand), chokolade, smil, tulipaner. Det var fem.

Dagens taknemmelighedsdagbog føres hermed på bloggen. Så kunne der sørme også komme billeder og lyd på og dét er jeg også taknemmelig for.

I dag 23. april 2017 er jeg taknemmelig for:

Oprah Winfreys stemme

En Facebook-ven omtalte en 21 dages gratis meditationer med Oprah Winfrey og Depak Chopra. Meditationerne handler om håb. Det er ikke fordi jeg syntes, håb var noget, jeg gik og manglede, men jeg var klar på 21 dages forpligtende meditation. Hver dag indleder Oprah Winfrey med en lille fortælling. De første par gange græd jeg, mens hun talte. Jeg ELSKER hendes stemme. Hun lyder så fuld af omsorg, barmhjertighed og kærlighed. Og det smitter direkte af på den følelse, jeg bagefter mediterer med.

Maya Angelous ord

Amerikansk digter (1928-2014) som jeg opdagede via Oprah Winfrey. Nogle af Angelous ord er blevet et af mine livscitater: Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. Men her er det et nyt, som også trigger mig:

 

Musik – her Händel

Musik kan få os til at bruse over af energi, af aggressivitet, af danselyst, af sorg, længsel, minder og bare af en følelse af at verden er vidunderlig, når den skaber sådan en lyd. Jeg tudede lidt over skønheden i dette her i dag. Det bliver nok heller ikke sidste gang..

 

Trygve Skaug

Norsk musiker/lyriker, hvis ord gang på gang bjergtager mit romantiske hjerte. Find ham på på Instagram (@trygveskaug)

 

Følsomheden

Og jeg klandrer den og ærgres, og ville ønske ting anderledes, for det er min følsomhed der får mig til at tude over en stemme, over ord, over et stykke musik. Det er imidlertid de samme grunde, jeg har for at være taknemmelig for følsomheden i dag:

Tænk at kunne mærke ting så stærkt, at man tuder over en stemme, over ord, over et stykke musik.

 

Fjollet snekugle med banan 🙂

Din tur 🙂

 

Post kærlighedskursus

Sådan ser en 43-årig dame ud når hun har været på kærlighedskursus en hel weekend. Jeg har set fremmede mennesker smøge gamle historier af sig. Bare en enkelt historie fra hver. Og jeg har set dem begynde at lyse.
Jeg har været på drømmerejse for at tilgive og jeg har tilgivet min mormor i dag. Tilgivet hende at hun var en trold. Tilgivet hende at hun var så forbandet, så ulykkelig. Tilgivet hende at hun spredte sin ulykke som gift ned gennem generationerne.
 

Jeg havde en meditation der kunne hele selv det mest nervøse hjerte. Jeg har jo et lidt småanstrengt forhold til meget vand af gangen. Men i dag skulle vi lukke øjnene og forestille os at vi var et hav (eller måske var det noget jeg bildte mig ind at jeg skulle, det er ikke til at sige).
Jeg startede ud på trygt vand med klukken omkring en badebro badet i sommer. Jeg var i Astrid Lindgrens svenske sommer med sol og lys og vand. Og så gjorde jeg alt det jeg ikke turde. Jeg satte fødderne mod pælen og skød ud i vandet. Åbne øjne og ud på det dybe. Lå en meter under overfladen og kiggede op på lys gennem vand. Jeg badede atter nøgen en måneskinsnat forelsket og fuld og svømmede atter rygsvømning med hovedet først ind i badebroen og det gjorde stadig ingen verdens ting. Så vendte jeg og dykkede ned i mørket. Sorte lange skygger kom og svømmede en tid ved min side og der var de og det var i orden og så svømmede de atter deres vej. Jeg rullede rundt mens jeg betragtede undervandsstorme af blå fisk og jeg vidste, at den orangeplettede vandslange ved min side ikke ville røre mig, men bare var på vej mod sin egen destination. Til sidst svømmede jeg op i lyset og flød på overfladen. Mine børn kom og flød rolige ved min side og jeg tænkte kom bare, kom så og flere og flere mennesker flød ved min side til vi var et bølgende menneskehav.
Kærlighed.
 

Anbefales uden forbehold.
 

postkærlighedskursus