Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind

Hvad vil du have?

Kære du

Du har måske været her mange gange. Måske er det første gang. Og du har det sikkert fint med, at jeg hælder ud, og så lytter du. Og normalt er det også okay med mig. Jeg kan godt lide at sætte ord sammen. Jeg kan godt lide, at nogen lytter.

Men jeg kan også godt lide respons. Jeg kan godt lide at mærke andre. Ellers kan jeg lige så godt tale til mig selv. Hvilket jeg gør under alle omstændigheder (…) nå, men det rykker i mig af utålmodighed for tiden.

Og nu er jeg også utålmodig med dig.

Hvad vil du have?

Jeg vil fx have en uge. En uge kun til musik. Til det mindeomspundne og til det nye. Til toner der bedst høres i tavshed, og sange du synger til, længe før du kan teksten. Men jeg vil ikke have den uge lige nu. Lige nu skriver jeg. Musikken må vente. Jeg vil have en mark, der kun er min. Med knirkende sne til egne fodspor. Og måske vil jeg have én der går med mig én dag og lokker mig tilbage med mad og en varm, fast favn en anden. Jeg vil skrive min bog færdig, udgive den og sætte et kæmpe stort kryds på mit livs ønskeliste. Jeg vil læse meget mere op, selvom jeg har det fysisk dårligt to timer op til, og ikke kan spise, fryser og har det varmt, og nu rumler maven, højt, så jeg ender med at spise en kage og drikke kaffe til, så blodsukker og energi skøjter rundt i kroppen på mig. Og jeg vil høre min ven Marie-Louise læse op igen og igen, for hendes ord er blottede nerver, der sætter mine i svingninger.

Jeg vil have borgerløn og kærlighed til alle. Og jeg vil have, at vi alle sammen lever efter, at hvis vi ikke har noget godt at sige, så holder vi mund (med mindre vi snakker forhold, hvor noget nødvendigvis skal siges, fordi tavsheden ellers nok vil nå sin endelige udgave).

Jeg vil (for det meste) have en hund. Have råd til en hund. Min egen have igen, et sted med udsigt ved et skrivebord, jeg ikke behøver at rydde, for det er mit. En sort Ford Mustang årgang 2017. Jeg vil have magien, og jeg skal nok finde den.

Og jeg ønsker at vide, hvad du vil have.

Hvad vil du have?

En ny seng? Fred? Og i så fald, er det så den store fred, eller bare en lille bitte, for dig selv, en enkelt aften om ugen bare. En tur ud i rummet? At nogen ville komme ud af busken. At du turde det samme? Lave verdens bedste brød, få en ven, lære at sy, dykke, lade være med at sparke rundt med dig selv? I hvert fald bare lidt mindre eventuelt?

Der er et kommentarfelt nedenfor, som jeg ønsker, du bruger i dag. Del et af dine ønsker.

Fordi du dermed vil opfylde et af mine.

Hvis mit spørgsmål får dig til at indse, at du ønsker noget, du ikke engang har turdet sige for dig selv, så er det fordi det er på tide, at du ser på det ønske.

Men den slags ønsker behøver du ikke dele med mig og de andre her. Med mindre du bliver overvældet af et øjebliks heftige mod.

Bare tag et stille et fra listen så.

Mere chokolade fx.

Hvad vil du have?

Når vi laver magi

Det er den vildeste onsdag i mands minde. Her til aften har jeg afholdt Damesalon nummer to. Jeg kendte mine gæster på forhånd i varierende grad. Fra et årelangt forhold til kun at have snakket et par timer. De kendte ikke hinanden.

Fem kvinder kom med mad og fortællinger. De var hver især blevet bedt om at møde op og bruge ti minutter på at dele noget med os andre. Noget der fylder i deres liv.

Det gjorde vi så. Delte. Musik og erindringer. Kampe og livssår, kærlighed og væren. Tilgivelse (tilgivelse, måske?). Korte uddrag af liv, der har efterladt mig totalt forpustet og benovet over, hvad livet kan give os, hvis vi byder op til dans.

Den oplevelse vi delte her til aften var, som den ene deltager siger, magisk. Og det var den, fordi vi alle seks gav noget af os selv. Og vi lyttede. Levede med. Lo og sad i lamslået tavshed. Og beundring.

Jeg satte remedierne frem, men det er ikke mig, der laver magien alene.

Jeg tror, vi alle kan lave den lille magi alene.

Stor magi kræver to eller flere.

Og når vi lægger gode intentioner og kræfter i… så kan vi lave stor, forrygende, rystende, voldsom og bragende magi.

Også på en onsdag.

Jeg aner aldrig, hvad mine idéer kan føre med sig. Det viste aftenens Damesalon med al tydelighed.

Nu er jeg helt færdig. Dybt taknemmelig for mine gæster. Fordi de sagde ja. Fordi de er så skide fantastiske og modige.

Og taknemmelig for den store idegenerator som fodrer mig med løsninger, når jeg synes livet er lidt fladt.

Lige nu er livet et bakket landskab med eng og åer og fuglekvidder og advarende rovfugleskrig.

Præcis som jeg kan lide det.

Tak.

Om tillid

Torsdag morgen vågner jeg op til stor undren over mine valg. Jeg er på vej til Ørslev Kloster på forlænget weekend. Jeg har ingen planer med mig denne gang. Det eneste jeg skal er til frisør på vej derop,  smukkefiseres så godt det nu kan lade sig gøre og så i kloster. Det synes jeg faktisk er en herre sjov beslutning.

En praktisk og ikke så humoristisk del af mig vil imidlertid gerne vide hvorfor jeg skal i kloster, når jeg i forvejen tager livtag med aleneheden.

Jeg har ikke noget svar.

Så derfor tager jeg også tarotkort med. Jeg bruger dem ikke på daglig basis, men de dufter af magi, og det kan jeg godt lide. For det meste beder jeg om vejledning, når jeg føler mig rådvild. Og jeg har fået nogle vældig underholdende svar indtil videre.

Lørdag fik jeg direkte besked på at overgive mig til universet. At have tillid.

Nogle gange farer livet derudaf med dig usikkert skøjtende i al for lang line bagefter. Andre gange befinder vi os i et vadested. Det har godt nok taget mig lang tid at forstå, at det kan være en god idé lige at tage en pause der – bare acceptere, at lige nu sker der sørme ikke en skid. Og det passer jo heller ikke. Jeg har bare fokuseret benhårdt på arbejde og penge og oprydning. På at få tingene til at hænge sammen i den fysiske verden i det mindste.

Men ok..  Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg er på vej i en retning eller om jeg går i ring, så jeg kigger på tarotkortet lørdag, lader skuldrene falde og nikker.

Okay, univers, bring it on.

Jeg lover mig selv at være opmærksom på hvad der sker, når jeg holder op med at prøve at styre alting.

Og så begynder jeg at se.

I slutningen af 2014 har jeg fået en lærestreg, er ikke helt ovenpå og taber et af mine to fineste glas.

I lørdags har den café jeg har planlagt at spise frokost på ferielukket, så jeg bliver guidet hen til et andet sted, hvor et tilsvarende glas står og venter på at jeg kommer og tager det med hjem.

Nu har jeg atter en duo.

I dag på arbejdet viser en kollega mig to ret slemme ridser på min LEASEDE bil.

Betalte jeg ekstra penge for at få selvrisikoen ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Både fordi det sådan set var dyrt nok i forvejen, fordi jeg ikke er kørt ind i noget som helst i den tid jeg har haft kørekort, og især fordi jeg nægter at tro det værste.

Der står jeg så på parkeringspladsen på arbejdet og ser på to ridser og må acceptere, at det her kommer til at koste 5000 oveni alle de penge jeg allerede skal betale for bilen. Jeg prøver også at acceptere det, der i mine øjne er meget værre: at et andet menneske laver ridser i en parkeret bil og bare kører derfra.

Det er ikke særligt holistiske tanker, der flyver igennem mit hoved i første omgang. Jeg tænker godt nok karma – men med en topping af ildspruttende drage og generel mayhem.

Det hjælper. Faktisk.

Jeg tager hjem efter sønnen. Vi henter et tv-bord han har købt, spiser junkfood og griner med hinanden.

Så ringer min fars kæreste.

Jeg leaser bil mens jeg venter på at overtage hendes den gamle (meget billigt) i sensommeren, når den nye model hun ønsker sig kommer på markedet.

Jeg behøver kun en måned uden bil, for at forstå, at man som menneske også kan være nødt til at undvære alt for meget. Så jeg beslutter at betale for en hundedyr korttidsleasing, mens jeg venter.

Tilbage i telefonen fortæller hun, at hun har fået et ret godt tilbud på den nuværende model, allerede har skrevet under, får den på mandag og skal de ikke bare køre to biler op i næste uge, hvor de skal til min søns fødselsdag?

Hun har lige sparet mig for en udgift på 12.000 kroner. Selv med ridser og selvrisiko går jeg ud af den her dag med overskud.

Og jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Men det hænger sammen med i lørdags, hvor jeg besluttede mig for tillid. Besluttede mig for at alt nok skal ordne sig. Det betyder ikke, at jeg ikke falder, får uventede udgifter og ryster på hånden og må se ting jeg er glad for falde fra mine hænder.

Det betyder bare at det hele kommer til at gå alligevel.

Verden er magisk (fordi jeg siger det)

J.K. Rowling åbner en dør inden i mig med den første bog om troldmandslærlingen Harry Potter. Alt er større bag den dør. Urimelighederne. Mulighederne. Det vi tror, er hele verden, er bare en lille del af noget større, som måske ikke kan ses med det blotte øje, men det er der alligevel. Det er nu ti år siden, jeg læser sagaen om Harry til ende med følelsen af tab. Jeg føler mig efterladt. I en grå og frygteligt verdslig verden. Og så tuder jeg.

En voksen dame ja men

Det er som at lukke døren til magien, og nu har jeg jo lige fundet den.

Det er svært at lede efter noget, man ikke engang ved eksisterer. Efter noget man ikke kan se. Men jeg har altid søgt alligevel.

Jeg kan godt lide tanken om, at der er nogen eller noget der passer på os. Jeg har brug for at tro på noget større. Noget der lyser og glimter og ikke ligger under for husleje og omstillingsparathed og skiftende politiske interesser og egoflimmer. Noget der bare er godt. Vedvarende. Kærligt.

Og så er det jo at det måske nok begynder at blive lidt langhåret for nogen, men når det virker for mig, virker det måske også for en anden derude:

Jeg beslutter, at jeg har en bjørn. Eller måske beslutter bjørnen det, det er ikke til at sige. Bjørnen er mit kraftdyr. Lidt ligesom nogle mennesker taler om, at vi har skytsengle, så findes der også kraftdyr, der fungerer som en slags beskyttere eller vejledere.

Det er ikke fordi bjørnen går og giver mig råd vel, det er en bjørn, den SIGER ikke meget. Men ved at være til stede som bjørn: luntende, nysgerrig, rolig og tung, til tider legesyg, ofte ret døsig, giver dens selskab mig noget jeg mangler. Ro og jordforbindelse.

Jeg finder bjørnen, eller den finder mig, i en meditation. Lige da jeg bliver alene, er det som den slags er. Der er en tom plads i mig, og jeg er urolig for, hvad jeg mon kan finde på at fylde den plads ud med, hvis jeg ikke passer rigtig meget på, så jeg tvinger mig selv til at meditere. Det går ikke altid lige godt med det. Faktisk får jeg sovet en hel del, når jeg har sat mig for at meditere.

Denne gang virker det. Det føles som at blanke sit hoved. Tanker, væk. Følelser, væk. I den tilstand vælger jeg så at placere mig selv på en strand i en bugt. Temperaturen passer til min påklædning, vandet er roligt, sandet blødt. Et godt stykke foran mig trisser en bjørn rundt og leder efter spændende ting med snuden i sandet.

I det øjeblik jeg ser den, ved jeg, den hører til hos mig.

Den har været i min nærhed lige siden.

Jeg er ligeglad med, om det er noget jeg finder på. Fuldstændig totalt inderligt ligeglad. Det er irrelevant. Jeg har fået den mest trofaste følgesvend, som altid er der, når jeg har brug for det. Hvad den ellers laver aner jeg ikke. Den bliver ikke ligefrem liggende som en trofast hund i spænd under bordet, mens jeg er optaget af at finde min vej i det her jordiske liv. Jeg føler mig helt og aldeles accepteret og tryg. Bjørne går ikke rundt og dømmer nogen, det eneste denne bjørn skal er at passe på mig, og det føles luksuriøst og ganske fantastisk.

I perioder glemmer jeg magien. Jeg glemmer at puste til støvet, som konstant lægger sig som en fedtet hinde over os, når vi bliver for optaget af det praktiske: arbejde, rengøring, transport, madpakker, penge, kroppe. Når jeg kommer i tanke om magien igen udvides verden øjeblikkeligt.

Jeg anerkender at ’skør’ ligger lige for, når man som voksen vælger at have en usynlig ven, som oven i købet er en bjørn.

Men skader det nogen at jeg har fået en bjørn?

Gør det mig godt?

Så jeg har en bjørn.

Den gider ikke engang kigge på mig nu. Den er inderligt ligeglad med blogindlæg og afsløringer.

Den vidste præcis, hvad den gik ind til.

Kunstner: Elin Engelsen → Se flere billeder hos hende på FB

 

Gem