Slagterens midtvejskrise

På biblioteket får jeg en ny bog i hånden om en midtlivskrise af dimensioner. Det er den virkelige historie om denne her granvoksne slagter, der bliver voldsomt træt af sit almindelige liv og melder sig ind i en rockerklub.

For real.

Kan han ikke bare få sig en tatovering, motorcykel, cabriolet, cykeltights eller begynde at løbe maraton(s) som alle os andre, spørger du? Nej. Nej, det kan han faktisk ikke. Han skal være rocker, ja han skal.

Hvilket jo giver helt vildt god mening.

Jeg står bare og griner.

Vi snakker ikke motorcykelhyggeklub. Vi taler melde sig ind i hele moletjavsen med vold, social kontrol og kriminalitet som en helt naturlig del af tilværelsen.

En voksen mand.. Jamen hvad fanden tænkte han på?

Nå, men slagterrockeren finder ud af, at det nok ikke lige var det alligevel, og gæt hvad rockere siger, når man prøver at slå op?

Ja jeg ved ikke præcis, hvad de siger, men det lyder nok hen af ’det bliver der ikke lige noget af, gå du nu hjem og sov den ud, og så fortsætter vi i morgen, som vi plejer’.

Jeg griner videre.

Jeg behøver ikke læse den bog. Jeg gad godt snakke med ham dog, selvom han nok ikke synes, det er lige så sjovt, som jeg gør.

Måske kunne vi have en snak om beslutninger. Om desperate beslutninger. Udveksle tanker om det almindelige liv og mere tilforladelige metoder til at ruske lidt op i det hele.

Gå til yoga fx… Jeg kunne så fortælle ham lidt om kraften i at stille sig i en tilsyneladende fysisk umulig stilling, prøve at hold balancen og opdage hvordan man egentlig føles. Helt indeni, når der ikke er plads til andre tanker i ens hoved end ’hold da op det ben ryster’ og ’det kan hun da ikke mene en krop skal kunne’.

Lige som slagteren er jeg heller ikke helt cool med det. Det almindelige liv. Jeg har fx altid syntes, der helt generelt mangler underlægningsmusik? Jeg tror Fame, Flashdance og Footloose ødelagde min sans for virkelighed. Og før det eftermiddagsfilm på DR med Bing Crosby, Hepburn og Frank Sinatra.

Jeg bliver jo ved med at gå og vente på, at folk skal bryde ud i dans og sang.

Hvorfor GØR vi ikke det?

 

Mens jeg griner af slagterens noget voldsomme løsning på livets trummerum, er der noget, der river sig løs inde i mig, og skubber mig hen mod min helt egen drastiske beslutning..

Jeg har en gæst. En dejlig gæst. Og hun har en gave med (bonuspoint og hjerteikoner all over the place). ’Jeg ved ikke, om det er dig’, siger hun og rækker mig en sammenrullet plakat, ’men jeg tænkte, du skulle have den’.

Jeg fjerner båndet og ruller David Bowie ud. Med skinnende habit, make-up nok og fritz i pang. Jeg stirrer fra ham til hende. Jeg elsker den. Det er bare et billede af en mand, men jeg står og forstår, at man godt kan tage nogle beslutninger, der kan virke til den qwaaazy side, uden der kommer rockere efter dig.

Jeg husker pludselig, at man ikke hænger på den FOR ALTID.

 

 

Bowie tog en beslutning om at klæde sig ud og ligne noget, der ikke lignede så meget andet.

Og efter noget tid holdt han op med at se sådan ud igen.

Den gave var som en af de drømme, vi kan have. En af dem der stiller tingene op i et enkelt billede, hvis betydning står helt skarpt.

Og så tager jeg en drastisk beslutning selv.

 

Fortsættelse følger..

(og så lige gevaldigt humørløft med Dave Matthews Band ↓↓)

Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

Om termotøj, spurvefugle og solnedgange

Mens jeg voksede op, arbejdede min far et sted, hvor de solgte værktøj og fornuftigt outfit til mænd, der arbejdede i alle slags vejr. Altså de fleste mænd kan arbejde i alle slags vejr. Det var ligesom underforstået, at den omtalte gruppe af mænds arbejdede foregik udenfor en del af tiden. Men altså. Grundet min fars arbejde fik hele familien ofte særdeles kønsneutrale og voldsomt praktiske julegaver. Mine bestod af flere omgange af termosokker og ditto undertøj. Altid i mørk blå. Jeg har siden skiftet termosokkerne ud med uldsokker, men jeg har stadig et sæt mørkeblåt termoundertøj, som jeg ifører mig på dage, hvor jeg hverken har tænkt mig at gå ud eller se nogen. Det er højt værdsatte beklædningsstykker.

Jeg har taget fri indtil i eftermiddag, og til morgen vågnede jeg langsomt. Lå stille og nød intenst at jeg ikke skulle op vel vidende at fra på lørdag, er der én i min stue, der skal luftes fra morgenstunden. Så det skal jeg jo så også. Jeg er ved at peppe mig selv op til at skulle stå op klokken seks, iføre mig det elskede termosæt og få en morgenlufter. Hver dag.

Vi mennesker vil forsøge at fylde for meget frihed ud med noget, vi har ansvar for, hvis vi kan, ikke?

I går aftes ser jeg en TedX video med en 29-årig, der har lungesygdommen cystisk fibrose. Han er ti år gammel, da han læser i en brochure, at han max vil blive 30 år. Han får sin udløbsdato serveret, og det påvirker naturligvis, hvordan han lever sit liv.
Han er ved at afslutte sin fortælling ved at spørge, hvordan du ville leve, hvis du vidste, du havde 20 år tilbage at leve i. Eller ti? Eller fem?

En dump lyd fra terrassedøren.

En lille spurvefugl har ladet sig narre og er fløjet fuld kraft ind i det, den troede var solnedgangen men som kun var en spejling i glasset.

Med 29-årig lungesygs ord i baghovedet om at have fem år tilbage sidder jeg og iagttager en lille gispende spurvefugl uden for mit vindue. Vingerne er foldet ud, som om den prøver at holde balancen siddende på jorden. Den er så fin og skrøbelig og udsat, som den sidder der og svimler og venter på, at verden skal stå stille igen. Jeg tænker på, hvad min far har fortalt mig om meget sårbare fuglenakker, og hvordan man hjælper et fugleliv til at ende hurtigere. Men for nu afventer jeg.

Jeg ser på spurven, og jeg ser mig selv.

Tanken om at have fem år tilbage..

Spurven kommer på vingerne og flyver videre. Den er velsignet. Den har ingen hukommelse. Mennesket har. Vi husker de gange, vi spredte vingerne og fløj bardus ind i noget, der ikke gav efter.

Hver gang vi spreder vingerne, er det på en måde mod bedre vidende.

Jeg tænker livet handler om at blive ved med at fokuserer på idéen, på billedet af at flyve ind i den mest vidunderlige solnedgang vel vidende, at nogle af dem ender med en hjernerystelse.

Og alligevel.

Fem år tilbage.

Så vi spreder atter vingerne og letter.

 

Et år i livets skole

Det siges, at de oplevelser, der virkelig tager pusten fra os, også er dem vi ender med at lære mest af.

Der er stadig knap seks uger tilbage af 2017 (men hvem tæller..). Seks uger til at se på de beslutninger du har taget og eventuelt revurdere. Når du så er i gang, kan du overveje, om du bruger din energi optimalt. Om du husker at have det sjovt, og hvad der eventuelt kunne gøre tingene lidt sjovere, lettere, lysere. Men det er også en tid til at undersøge, om der er noget, der kan og skal sættes i gang nu, så det nye år starter så godt ud som overhovedet muligt.

(Hvis du reagerer på den sidste sætning med dyb træthed og tænker, at du bare gerne vil have fri i 2018, ahem ja, så er det nok der, du skal fokusere al din kreative tankevirksomhed).

2017 har været et arbejdsår her. Bogstaveligt og mentalt.

Vigtige forhold sluttede. Og der var en fællesnævner ved begge: Jeg hamrede på de menneskers porte for at få dem til at møde mig der, hvor jeg gerne vil mødes. Jeg prøvede at rette ind, gøre mig selv mere spiselig, skære ned på smagsvarianterne. Så prøvede jeg at bede om det, jeg har behov for. Så prøvede jeg at give mere selv. Prøvede at være taknemmelig for det vi trods alt havde.

Lige meget hjalp det.

Jeg blev mere og mere urolig, vred, utålmodig, ulykkelig og ensom af at prøve at rette mig selv ind efter, hvad jeg kunne få, i stedet for hvad jeg egentlig gerne ville have.

Og ja. Jeg vil have meget, det ved jeg godt. Til gengæld giver jeg også, hvad jeg har.

En måde for mig at komme igennem hårde tider er at se på dem som læring. Lige midt i et fladmast hjerte vil du godt nok skide på tanken om, hvad du vil lære af denne oplevelse, men efter et stykke tid kan man begynde at stykke tingene sammen. Og vi lærer altid et eller andet. Med mindre, selvfølgelig, vi virkelig, virkelig ikke har lyst..

2017 har talt højere og højere om at jeg skulle tage min forfatterdrøm alvorligt. Jeg fandt en skrivemakker. Vi mødtes hver anden uge for at forpligte os selv på skrivningen. Lavede kaffe. Og skrev. Jeg skrev mere og mere, og i årets løb er det blevet til omtrent en halv roman. Jeg skriver på den så ofte det er mig muligt. Min skrivemakker er til gengæld et sted, hvor resten af livet hele tiden kommer på tværs af hans skriveplaner. Aflysninger og udskydelser bliver hyppigere. Jeg kender det sted til hudløshed. Jeg har været der hele mit liv.

I 2017 får jeg også en lille bitte skrivekreds. En partner.  Vi mødes en gang om måneden og giver kritik på hinandens tekster. Det er så heldigt, at vi er vilde med det, den anden skriver. Hun er en skarp, dygtig læser og vores kritik er ærlig, kærlig og gør os ganske enkelt bedre. Dette forhold er præget af, at vi er samme sted i forhold til vores tekster. Vi vil dem, og vi vil dem NU. Der er noget helt specielt ved at være sammen med en anden, der vil det samme som dig. Vores fælles forpligtigelse på ordene og på hinanden bringer mig ro og stabilitet. Hvilket jeg også har lært, at jeg sætter umådelig stor pris på. Og har behov for.

Da ugens aflysning fra skrivemakker tikker ind – fordi hans liv igen tager fart på andre områder – reagerer noget i mig med at tænke, at det nok heller ikke er så vigtigt.

Og så kan jeg pludselig se meget tydeligt, at alle disse aflysninger virkelig ikke er godt for mig.

For fakta er jo, at det ér livsvigtigt. At skrive. At fortsætte. At leve drømmen. Og jeg har brug for at være i nærheden af mennesker, der er samme sted.

Så jeg skriver tillykke med den livsforandrende begivenhed og foreslår, at han vender tilbage, hvis han på et tidspunkt finder ud af, at det er vigtigt for ham at sætte tid af til at skrive, og at han gerne vil skrive med mig.

Jeg er vokset i år. Jeg har mistet. Jeg er vågnet morgen efter morgen med en følelse af at mangle en del af mig selv. Det er ikke så længe siden jeg opdagede, at den underlige fornemmelse i kroppen skyldtes, at jeg atter føler mig hel.

Hvor meget du end vil et andet menneske, så vil de ikke altid det samme. Eller måske bare ikke lige nu. Eller med samme intensitet.

Det er jo ikke nogens skyld..

Og det er det, jeg har lært i år.

At vi ikke skal forsøge at tvinge nogen til at møde os på broen. De er enten klar, eller også er de ikke. Og så kan du hoppe og springe og prøve at lokke dem derhen ved smørelse eller ved at lave om på dig selv. Men når dagen er slut, og du ligger og stirrer ud i mørket, er der ingen vej udenom, at vi helst vil stå på den bro med nogen, der prioriterer at stå der med os med samme inderlighed, som vi prioriterer dem.

Hvis du finder dig selv alene på den bro lidt for ofte, så behøver du ikke tænke over i hundrede år, om det er dig eller dem. Fakta er, at det ikke får dig til at hoppe af glæde at stå på den åndssvage bro og vente på nogen som helst.

I virkeligheden er det skærende enkelt og gælder os alle i alle forhold:

If you really want something

Show up

Repeat

 

Bønner

Jeg kaldes ovenpå af stille gråd. Datter græder over drøm.

– Jeg har haft den før, mor. Jeg skal finde én. Der er noget, jeg skal spørge om. Men jeg ved ikke, hvordan personen ser ud, og jeg er bange for ikke at nå det. Der er sorte prikker over det hele, de har form som et menneske. Mor jeg er bange for at spørge de forkerte, for jeg har kun tre chancer.

Jeg fortæller hende, at selvom hun har fået det indtryk, at hun kun har tre chancer, så passer det ikke. I virkeligheden er det sådan, at når man har brugt sine tre chancer, så får man tre nye. Man kan slet ikke løbe tør for chancer. Ligesom i Hay Day. Når man har brugt sine diamanter, så får man altid nye.

Jeg fortæller hende, at når jeg er forvirret, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, så prøver jeg at tænke, at alting nok skal ordne sig. Jeg ved bare ikke lige hvordan lige nu.

Jeg fortæller hende, at hun vil kunne kende den person, hun leder efter, når hun ser ham eller hende. At det måske ligner de andre sorte pletter, men lige denne her plet lyser. Hun vil vide det. Hun skal bare gå roligt videre, se på alle prikkerne indtil den er der. At det godt kan være, at det ikke er i den næste drøm, eller den næste igen, men måske i drøm nummer tre finder hun den, hun skal spørge.

Bag hendes varme ryg er jeg begyndt at tude.
Jeg håber sådan, hun forstår mit sprog, som jeg forstår hendes drømme.

Takketale

Tale holdt til Pop-up festival i Hjortshøj 3. juni 2017

Jeg har valgt at skrive en tekst til lejligheden. En takketale. Et taknemmeligheds skriv. Da Johs spørger, om jeg vil læse noget af mit op i dag, bliver jeg så glad og nervøs, at jeg først svarer et par dage efter, at det vil jeg gerne, men det kan godt være jeg dukker op besoffen for lige at tage den værste nervøsitet.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg er ikke fuld. Jeg har bare duftet lidt til et par skarpe inden jeg kom.

Nej jeg har da ej..

Der findes mennesker, der får opfyldt deres ønsker, og så er de bare glade.

Og så findes der os andre, jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange vi er, der beder om universet om noget, får det, og så vælger vi så at gå i fuldbyrdet panik.

Hvad skal jeg læse op. Jeg har ikke noget at læse op. Skal jeg læse noget gammelt, noget sjovt, noget sært ingen forstår, men som får mig til at fremstå helt forfatteragtig nu ingen forstår, hvad jeg siger?

Men alle der ved noget om kreativitet siger, at man skal skrive / male / synge det man ved noget om. Det der fylder.

Jeg ved noget om taknemmelighed.

Og her vil jeg straks afbryde mig selv og lige prøve at få jer, publikum, i den rette stemning.

[hiv sprut og glas frem]

Jeg ved da godt, at jeg ikke kan købe mig til venner, det sagde min mor i hvert fald. Jeg må vel have afprøvet mulighederne eftersom vi skulle have den snak, og det er heller ikke meningen her. Men jeg synes en takketale kræver, at man har noget at skåle i. Så hvis I lige vil lade flasken gå på omgang, så taler jeg videre imens.

Taknemmelighed.

For fem år siden ville en takketale fra min side være overstået rimeligt hurtig. Jeg var utrænet, grøn, uskarp på alle de ting, der er at takke for i sådan et helt almindeligt menneskeliv.

Mit tyveårige jeg ville nok ikke have sagt så meget til det her, bare tænkt sit og ladt mig om at være mærkelig, mens hun gik ud og blev fuld.

Og jeg er taknemmelig for at være 45. Sådan virkelig. Sådan heeelt ind i knoglerne. Taknemmelig for at alt for helvede er blevet så meget bedre efter de fyrre.

Tak for de grå hår, som endelig ENDELIG giver mit fine nordiske hår lidt kant, og læg mærke til, at det er ’fint’ nordisk hår, vi siger. Vi siger IKKE noget tyndt nordisk lyst pjaskværk. Nej, fint nordisk hår, nu med stive grå strå i.

Hvor heldigt er det ikke, at jo flere buler og streger og ar jeg render rundt med (ting som en 20-årig ikke engang aner kan bule), jo mere tilfreds er jeg overordnet med hele situationen.

Da jeg var 17 og slank med verdens mindste topmave, var den elendige topmave det eneste jeg kunne se. Nu tænker jeg, ja, hvad fanden, med topmave følger større bryster – og tak for det.

Tak for hænder og tænder

Tak for farver. Tak for forårsgrøn, vindbølger i umoden mark, for grønne øjne. Tak for de mennesker, der dukker op i farver på en helt almindelig hverdag og lyser op.

Tak for ekstra chancer.

Da vi lavede litteraturscenen på Hjortshøj Festival, havde jeg besluttet at læse noget af mit eget op næste år. Men næste år blev ikke til noget. Festivalen lukkede. Optræden aflyst. Så tak til for mennesker der ikke vil acceptere en lukning og opfinder noget nyt. Tak til Johs for at tænke mig ind og til universet for en chance til.

Og tak til mig selv for at være blevet gammel og vis nok nu til at vide, at hvis du misser chancen første gang, så skal du dælanduleme sige tak og amen og ja for fanden, hvis den kommer igen.

Når jeg er dødtræt, og jeg ikke engang forstår hvorfor – men hey – jeg er bare træt, om lidt ryger jeg og så på hovedet i nyvasket, forårstørret sengetøj og DET er jeg taknemmelig for. Glæden ved at vaske tøj på en solskinsdag. Alene tanken om duften, den nærmest fysiske glæde ved at lægge sig i udetørret frisk luft duftende sengetøj, at rulle rundt i solskin og fuck jeg elsker præcis denne plet på denne breddegrad i foråret og endelig ENDELIG brænder kinderne på terrassen, og vi ved de ikke burde, kinderne, brænde, vi skal gå ind nu, men solen er tilbage, efter mørket og kulden og solen.. vi går fandme ikke ind, nul, nixen, og jeg er taknemmelig for den følelse hvert eneste år.

Jeg er taknemmelig for alle de ja’er jeg får. Dem der ligger i et smil. I et blik der holdes lidt længere. For kram og for de gange du tager telefonen, når jeg ringer. Taknemmelig for likes og kommentarer på diverse sociale medier, for hjemmelavede gaver, buketter..

Jeg er taknemmelig for at blive bedt om at lade være med at udskyde mere, for at nægte at love noget, og for at stole så meget på spørgerens kærlighed, at jeg nu holder, hvad jeg ikke har lovet.

Og derfor er jeg nu hver aften taknemmelig over at terrassedøren ikke længere lyder som en rotterede fuld af klynkesultne unger. Fordi jeg har puttet olie på hængslerne. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet gammel nok til at fikse knirkende terrassedøre, forholdsvist hurtigt.

Forholdsvis er også noget at være taknemmelig for.

Det kunne jo være værre – og forholdsvismæssigt set kan man faktisk være på vej hen mod et bedre sted.

Jeg læste et digt på en opslagstavle for 22 år siden i Aalborg. Det handler om at vi fødes som os selv. Så bliver vi formet, klappet, skubbet, pudset, ledt og rettet til, så vi kan gå ud i samfundet helt firkantede og super tilpassede.

Resten af livet bruger vi så på at finde tilbage til os selv.

Mens jeg skriver på det her dukker udtrykket ’at skrue ned for charmen’ frem fra et gammelt kammer i hjernen. Det har bare ligget der og ventet på en lejlighed til at dukke op. Er du vimmer, man kan brug mange kræfter på at justere den charme. Mens man er halvvoksen. Mens man er ung. Jeg er så taknemmelig for ikke at være ung længere..

skruer man ned for charmen for ikke at være for ufeminin. Ikke grine for højt. Ikke insistere på taletid, heller ikke selvom man helt klart er den klogeste i rummet. Ikke hæve stemmen.

Så skruer man op for at blive set.

Så skruer man ned igen, fordi det var de forkerte, der fik øje på én, og så op igen for ingen opmærksomhed er altså også for trist.

Og imens går tiden. Opdragelsen har fået dig klappet godt firkantet, så du kan stables og passes ind.

Og hvis det mindste stikker ud, sørger vi sørme selv for at skære det til.

Vi justerer charmen.

De af os, der er gode til at opfange, hvad andre er fyldt af, risikerer at skrue rigtig meget ned, fordi vi hele tiden mærker, hvordan andre reagerer på os.

Jeg justerede charmen i en grad, så jeg endte hjemløs i mit eget liv.

Men så er jeg pludselig over fyrre. Enlig mor til to. Stiller skoene hver dag i socialt boligbyggeri. Tjener penge ved at være offentligt ansat. Alt sammen ikke ligefrem noget der får nogen til at tænke

Uh.. sexet..

Nej, men til gengæld er jeg dødhamrende taknemmelig for at have fået skrællet en masse socialisering af mig, for at have fået gravet og slæbt mig ind til kernen og at have opdaget, at man aldrig skal skrue ned for charmen.

Aldrig.

Dem der ikke kan tåle mosten, er ikke dine mennesker. Lad dem ligge og rode med deres løftede øjenbryn og deres trang til at dæmpe alt omkring sig.

Imens går du et andet sted hen og giver den gas.

Jeg er taknemmelig for børnene. Dem kan man altid takke for. Tænk hvor kedeligt livet ville være uden dem at bekymre sig om.

Der er dage, hvor taknemmelighed ikke ligger lige for.

Dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være her igen.

Den slags dage ender du med at være taknemmelig for et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

Tak for mine 10 minutter.

Tak til jer der lytter med i dag, det er ligesom at få et like, bare ude i virkeligheden.

Skål.

For livet.

Men jeg skriver os glade

Vi bor i hver sin by med hver vores sæt delebørn, og sådan vil det være i lang tid fremover, med mindre vi kan få os selv til at gøre fire børn ulykkelige ved at hive dem op med rode – igen.

Så vi er på skema ham og mig, ligesom ungerne er det. Alting skal planlægges.

Jeg håndterer det stadig dårligere.

’Du er et hud og hår menneske’, siger min veninde til mig, og det er jeg.

Jeg kan ikke nøjes med 10 dejlige dage om måneden de næste mange år. Jeg vil hellere have 30 halvsløje. Jeg vil have det hele: fødselsdage, grå og blå dage, solskinsdage, feriedage, morgensure dage og sygedage. Jeg vil have fællesvask og fælles venner, fælles glæde over et gedigent tordenvejr, lægge puslespil sammen fordi vi ikke kan finde på andet lige nu, og fordi vi har masser af tid. Jeg vil kramme og knappes op, når jeg er fuld af glæde over et nyt job. Og jeg vil være der til at hente øl og nikke, når kollegaerne har været nogle fjolser.

Hver. Skide. Dag.

Jeg kan ikke bære tanken om to hjem de næste mange år. Hele tiden være på farten. Hele tiden være ude af sync. Til sidst ved jeg ikke, hvor jeg er, når jeg vågner, eller hvor mange børn der eventuelt er i huset. Finder sjældent ro længe nok til turde sætte mig med mit. Vi er på tid. Hele tiden på tid.

Det flår mig fra hinanden og overskygger glæden ved os.

**

Det passer med, at jeg skal starte på en ny notesbog, lige da vores forhold slutter. Det er da planlægning, der vil noget.

Tak univers.

Godt, kan jeg høre dig sige: ny notesbog – nyt fokus. Hvor smart.

Ja okay, jeg vælger så at starte min nye notesbog med at skrive alle de gode ting jeg kan komme i tanke om ved ham og mig sammen.

Fordi jeg ved, vi glemmer. Fordi jeg ved, der kommer dage, hvor jeg ikke kan huske andet end alt det latterlige. De gange jeg blev ked af det. De gange jeg gjorde ham ked af det.

De dage hvor det er de dumme tanker, der holder én oppe: At man fandeme heller ikke ville have det.

Men det har vi ikke fortjent.

Når vi var gode sammen, var vi sindssygt gode sammen.

**

Og når så alt det er skrevet og det hele måske bliver lidt hen af knuget, så er der altid musikken. Denne her er til dig og mig. Hvis du ikke kan finde noget at holde af i denne video er dit hjerte forstenet, og så skal du se at komme op af stolen og danse fjollet i en fart og med følelse, til du bliver hel blødt grinende af al den silliness.

One who seeks

I have no right to call myself one who knows. I was one who seeks, and I still am, but I no longer seek in the stars or in books; I'm beginning to hear the teachings of my blood pulsing within me. My story isn't pleasant, it's not sweet and harmonious like the invented stories; it tastes of folly and bewilderment, of madness and dream, like the life of all people who no longer want to lie to themselves. 

- Hermann Hesse

 

Vil du tale med min far?

Knægten har kigget på gamle videooptagelser med sin far. Han spørger om jeg kan huske den gang han var lille og skulle ringe til sin lidt større, men stadig lille, fætter og sige tak for en gave? Han genfortæller samtalen mellem to små velmenende fætre, der endnu ikke er trænede i at tale i telefon.
Det foregår noget i retning af

– Tak for gaven
– Tak
(stilhed)
– Tak for gaven
– Tak
(stilhed)
– Tak for gaven
– Tak
– Vil du tale med min far?

Og lige dér mærker jeg som et brus i kroppen, hvor meget jeg har lyst til at sige det til livet.

Vil du tale med min far?
 

Aladdins lampe

Er vi bange for at drømme om guld og grønne skove?
Hvis vi er, hvorfor så?
Er det for meget at bede om? Hele molevitten. Er det for grådigt? Falder verden sammen over os og begraver os i smerte, hvis vi ønsker det hele?
Er det for frækt?
Er vi angste for os selv? I tvivl om egne evner til at håndtere, hvis honningen bare flyder. Kan vi overhovedet finde ud af at dyppe tæerne i det, smøre os ind i det, plaske hvinende rundt og ligge tavst i det og suge det ind?
Er det for naivt? Har vi hørt for mange gange at sådan er verden ikke indrettet? At vi ikke kan få det hele? Er vi blevet formet til påpasselige væsener, der konstant afvejer hvad vi ønsker os, når nu vi ikke kan få det hele?
Vi blev ikke født sådan. Vi skrålede og skreg til vi fik hvad vi havde brug for. Vi tænkte ikke over hvorfor. Om vi havde fortjent det.
Hvad hvis livet er som Aladdins lampe? Hvad hvis alt vi behøver at lære er at finde ind til hvad vi rent faktisk har brug for og så bede om det?
 
Aladdins lampe
 

Kunne vi bare danse?

En overgang havde jeg en ven som kun gik i sort. Det stod også virkelig godt til hendes rødmalede, stramme page og fine hud. Selv som ganske ung havde hun en fed lejlighed, var altid totalt kølig og hørte sort musik. Hun havde ikke så meget tilovers for forvirring.
Jeg gik måske nok i sort tøj, men jeg var forvirret. Længselsfuld og konstant omgivelsesforbløffet. Ville egentlig bare helst danse.
Jeg har det stadig sådan.
Kan vi ikke bare smide uniformerne og danse?
 

At opdage hænderne

Halvt vågen rækker jeg ud og opdager, hvor fin en gestus det er. En hånd der rækker ud. En åben, modtagelig og sårbar bevægelse. Jeg bliver ved med at iagttage hånden. Min hånd, som så ofte er rakt frem mod en lille lyshåret skabning ved min side. Som skriver for mig nu.
Det er ren zen at betragte sin hånd. Se på forskellen mellem at række ud med håndfladen vendt op eller ned. Iagttage den knyttede hånd. Tænke på hvordan hånden nærmer sig noget ukendt, forsigtigt, med sitrende fingerspidser.
Du bruger hånden til at sige goddag og farvel. Til at kærtegne og gribe fat og skubbe væk. Til at mærke struktur og eftergivenhed.
Du viser håndfladerne, når du overgiver dig. Når du ikke magter mere af det, der kommer imod dig. Og for at vise at du ikke er interesseret i kamp.
Du kan bruge hånden til at påføre andre smerte. Nogle gange sker det før du ved, det var dér, du var på vej hen.
En sjælden gang sker det samme med ømhed. Du opdager, at du står og rækker ud efter en anden uden helt at vide om hånden er velkommen.
Hånden som en forlængelse af ønsker, behov, vrede og kærlighed.
Af dine intentioner.
Du siger, du har sat dig på dine hænder, når du har lyst til at gøre noget, du i bund og grund mener er uhensigtsmæssigt.
At række ud. Med sind og hånd, så du har en chance for at gribe noget. Og nogle gange få et rap over fingrene.
Men andre gange.. når hånden mødes af åbenhed og velvilje og en dans under snemåne.
Mine hænder ligger tomme og afslappede og afventer vores næste træk.
Tænk at have hænder at række ud med.
Tænk at sætte dem fri og lade dem vandre.
 
hånden

Søvnløs i Vejle

Der ligger du. På en luftmadras i Vejle og stirrer op i loftet. Med en barnearm over brystet fra den ene side og et par børneknæ boret ind i den anden. Fødderne vippende i det fri. Dagen er afsluttet med et fælles klukkeanfald, men beslutninger der ikke var nogen vej uden om, har efterladt alting en anelse blåt. Den slags kommer altid snigende i takt med børnenes dybe vejrtrækninger.
Og det her er dit liv.
Lige om lidt starter det igen. Hverdagen i et nyt år. Og du vil smile til gud og hver mand om morgenen i skolen, til naboerne og kassedamen, berolige dine forvirrede lånere med at man lige skal lære systemet at kende, og du kan sådan set heller aldrig huske dine koder, det behøver ikke have noget med alder at gøre.
Du vil fryse som en gal ved vandet før arbejdstid. Du vil tøve lidt længere for hver gang du sætter bilen i gang. Det vil trække mere og mere i dig efter at komme i havn i Ørslev Kloster. Tænde lys og tage livtag med ordene.
I spænd, fladt på ryggen tænker du, hvorfor du ikke er blevet klog nok til at holde dig fra luftmadrasser. Det er jo ikke fordi du ikke før har tilbragt søvnløse nætter blindt stirrende på luftmadras. Dog aldrig før i Vejle. Og du tænker på at livet har speedet op i forhold til hvor hurtigt erfaringerne kommer flyvende. På om du egentlig kan følge med og på, om det her er et varsel for 2015 eller bare 2014, der smækker døren på vej ud.
 

Dit liv

Jeg ved godt at alle i andre sikkert karter rundt nu og prøver at nå, jeg skal købe ind, pakke ind, gøre rent, gøre klar, vaske tøj og hvem fanden havde ansvaret for mandelgaven, det var vel ikke mig, var det mig, det er mig, jeg når det ikke, jeg skal, jeg skal, jeg skal..
Men så kyler jeg det her ud i intetheden, anyway.
Jeg har været træt det meste af december. Og en træt mor og to børn på seks og ni er så langt fra zen man kan komme. I mit hus. Så vi havde en af de dage, hvor jeg ikke bestilte andet end at sige nej. Lad nu være, kan i ikke huske hvad vi talte om, vær’ nu SØDE ved hinanden, prøv at ignorer hende, lad være med at lave det der op i hans hoved, det er pisse irriterende. Fint, så må du op på værelset igen. Den slags dage. Hvor jeg ender med at føle mig som verdens største taber, fordi jeg bliver vildt sur på sådan et par undermålere.
 

Men det værste er at blive uvenner om morgenen. Børn har brug for at blive sendt af sted til den støjende, udfordrende arena som folkeskolen er, med alle deres kræfter i behold.
Men jeg blev irriteret og min søn bliver meget hurtigt ramt, fordi det var dagen efter en laaang konfliktdag. Vi tog en snak om at det er en rigtig dårlig idé at være uvenner om morgenen, fordi det kan påvirke resten af dagen.
Så siger Tue at hvis han har 100 liv fra start og vi så skændes, så ryger der 30 liv lige fra morgenstunden. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene et barn, der taler til mig i et sprog jeg kan forstå. Det er det bedste billede jeg har hørt på hvordan det er med vores energi. Vi har 100 liv at gøre godt med som udgangspunkt.
Billedet med de 100 liv er flyttet med over til hans kloge far, som har udvidet begrebet ved at tale om, hvordan man så kan sørge for at få flere liv igen, så man ikke ryger i bund og må forlade spillet.
Det er værd at huske i dag. I december. Hver eneste morgen, glad eller udfordret. At man kan give sig selv et boost i liv.
 

Jeg ryger fra det røde til det grønne felt når jeg skriver. Hører musik. Danser. Er i nærheden af skov eller vand. Er sammen med folk hvor jeg føler mig tryg nok til at være kæk.
Hold et øje på hvor mange liv du har tilbage.
Og gå så hen og kram en hund eller et træ, smil til den søde dame i brugsen, dans så grimt du kan indtil du griner – hvad end der fylder dig op. Så klarer vi nok den mandelgave også.

 

life-bar-necklace-by-critical-hit-collectibles

Glæden indeni

I sidste uge var der én der gjorde mig glad. Meget glad. Så glad, at jeg drømte en drøm med glade dyr. Drømmen var helt klar og lysende. End ikke et strejf af ironi eller skepsis. Ingen indre stemme der stillede spørgsmål ved om dyr overhovedet kan være glade eller om det hele ikke var lige lovlig fluffy og rosenrødt og hvad var hagen mon. Ingen løftede øjenbryn. Bare glæde. Jeg måtte endda holde chimpansens hånd. Jeg var i glæde og tillid, og det var et helt vidunderligt sted at være.

Mens virkeligheden bare kværner derudaf, har den drøm martret mig noget så vederstyggeligt siden. Jeg vil tilbage til den følelse. Jeg vil kravle ind i den, pakke den om mig. Bo i den.

Jeg troede, der skulle komme noget udefra for at skabe denne dybe glæde. At gnisten skulle komme fra et andet sted.

Men evnen til at være ukompliceret, glad, ubekymret er inden i os. Den er der hele tiden, selvom der ikke er nogen til at sætte den i gang. Den dybe grundglæde jeg mærkede, er ikke noget jeg fik foræret udefra. Glæden ligger i os og venter bare på at blive brugt.

Hermed ikke sagt at andre ikke kan åbne en hidtil uset dør til din glæde. Det kan de, hvis du giver dem lov. Men vi behøver ikke gå og vente. Det er en opgave. At lære at identificere hvor den sidder, så vi kan stikke et sugerør i, puste og så POW – grundglæde ud over det hele.

Nu ved jeg så også det. Jeg vil øve mig, til jeg evner at finde glæden frem, når jeg har lyst. Så jeg kan se mig mæt på den, svømme i den. Putte mig ind til den og kaste den i grams.

Ja.

Og kaste den i grams.