Et nyt år lige om lidt

Så står 2018 og buldrer på døren. Jeg har haft en del nytår i ophøjet ligegyldighed. Flere med munter insisteren på at alt er godt. De sidste mange med erkendelsen af, at årene et langt stykke hen af vejen bliver, hvad vi gør dem til.

I år kæmper jeg. Kæmper videre kunne man fristes til at sige. Jeg kæmper med at få styr på 2017. Jeg vil så gerne kunne putte ting i nydelige kasser med label og så op på hylden til de andre. Man er vel bibliotekar. Men det er som om det år, der er slut lige om lidt, stritter imod at blive pakket sammen. Det er som at forsøge at få en blæksprutte i en kasse. Eller sin hund ind i brusekabinen efter en lang mudret skovtur. Der er ting, der bliver ved med at floppe ud og vil ses på.

2017 var.. meget. Bare rigtig rigtig meget for mig. Jeg har tænkt og følt, arbejdet, fået ideer og udført dem og kæmpet som en gal. Hovedsageligt med mig selv. Nogle ting bliver godt at efterlade i dette år. Noget startede jeg op og det skal vandes og plejes fremover, så det kan vokse. Andre ting ved jeg ikke engang, om jeg fik ordentligt hold på.

Men ved vi nogensinde det før tiden har lagt sig imellem?

Kære 2017

Du SKAL gå nu. Du kan holde fast med kløerne i nogle timer endnu, men så slipper du.

Folks hjerter, 2017. Man leger ikke bare sådan med dem og smasher dem ud over sidelinjen. Var du helt sikker på, at der ikke var andre måder jeg kunne lære det, jeg skulle lære?

Og har jeg lært det?

Hvis jeg skal komme dig lidt i møde 2017 så nej, det var ikke kun din skyld. Det var virkelig 2016, der startede.

Jeg satser på, at jeg har lært noget af dig. Lige nok til at undgå de værste faldgruber fremover.

Jeg kan ikke give dig skylden for ting 2017, hvis jeg ikke også lader dig få del i æren. Jeg synes selv, jeg er ret fair på det område. Så tak for

Fantastisk musik. Okay musik. Dansenumre og tudesange. Nostalgiske tangenter og stikkende vers.

De mennesker, der har givet mig af deres tid i år. Så mange nye sjæle. Så mange nye historier.

De 34 bøger jeg har lavet lektørudtalelse på. Al den viden jeg har suget til mig om hjernen, maven, huden, selvhjælp og filosofi fra klassisk videnskabelige bøger til en hel del ret alternative tilgange til verden. At tjene penge på at lære og udvide sin horisont er faktisk en pænt god deal.

Jeg sukker lidt tøvende, mens jeg skriver videre her 2017. For første gang i mit liv valgte jeg helt bevidst at arbejde mig gennem smerte. Jeg var nødt til det. Mellem mit hjerte og mit hoved kan alting lynhurtigt blive enormt følelsesfuldt og ikke særligt konstruktivt. Du lærte mig at knokle for at nå et mål. Og jeg har nået et stort i år og arbejder ufortrødent på et andet.

Romanen. Da jeg ikke kan rejse mig ved det træ jeg faldt, eftersom det er gået.., beslutter jeg at rejse mig ved et andet. Jeg tager min drøm ud af tankeverdenen og gøre den virkelig. Udgangspunktet er mit eget liv og jeg giver min hovedperson et punkteret hjerte at starte ud med. Ikke særligt venligt måske, men det er da noget jeg kender.

Så beslutter jeg at skrive hende her lykkelig. Fordi det har jeg magten til.

På helt forunderlig vis vokser jeg med hende. Hun starter ud med at få lov at kæmpe mine kampe, tage livtag med min tvivl og så overhaler historien livet indenom. Jeg skriver hende et liv med mennesker, der skubber. Mennesker, der ikke bare taler om vejret og siger nå men hej så, når de opdager, at det ikke bare er liflig rislende bæk og brusende bølger mod stranden det hele, for søen har dybde og kender til en mørk, skræmmende kulde. Der findes understrømme der hiver og slider. . Jeg skriver provokationer ind i hendes verden, som tvinger hende ud af alt det blå.

Så skriver jeg hende en hund.

Da jeg læser hvad det gør ved hende at få ansvaret for en omgang med pels, beslutter jeg at høre efter et af de mottoer, jeg selv har strikket sammen, og som jeg bruger, når hjernen virkelig er gået i selvsving.

Spørgsmålet er ikke hvorfor. Spørgsmålet er hvorfor ikke.

Og så lader jeg romanen flyde ud i den virkelige verden og skaffer en hund til mig selv.

Når jeg er så tøvende omkring at sige farvel til dig 2017, er det fordi, jeg  ikke ved, om jeg lærte det, jeg skulle. Om jeg helt forstod, hvad der var at forstå.

Men med et andet motto:

The only way out is through

Nu vil jeg køre til den anden ende af byen og fejre nytår med et menneske, der rakte hånden ud i år og anmodede om mit venskab. Bare sådan. Jeg kender ikke de andre, der kommer, men jeg må have Sally med, og jeg glæder mig.

Farvel 2017.

Jeg kommer ikke til at savne dig.

C

Et år i livets skole

Det siges, at de oplevelser, der virkelig tager pusten fra os, også er dem vi ender med at lære mest af.

Der er stadig knap seks uger tilbage af 2017 (men hvem tæller..). Seks uger til at se på de beslutninger du har taget og eventuelt revurdere. Når du så er i gang, kan du overveje, om du bruger din energi optimalt. Om du husker at have det sjovt, og hvad der eventuelt kunne gøre tingene lidt sjovere, lettere, lysere. Men det er også en tid til at undersøge, om der er noget, der kan og skal sættes i gang nu, så det nye år starter så godt ud som overhovedet muligt.

(Hvis du reagerer på den sidste sætning med dyb træthed og tænker, at du bare gerne vil have fri i 2018, ahem ja, så er det nok der, du skal fokusere al din kreative tankevirksomhed).

2017 har været et arbejdsår her. Bogstaveligt og mentalt.

Vigtige forhold sluttede. Og der var en fællesnævner ved begge: Jeg hamrede på de menneskers porte for at få dem til at møde mig der, hvor jeg gerne vil mødes. Jeg prøvede at rette ind, gøre mig selv mere spiselig, skære ned på smagsvarianterne. Så prøvede jeg at bede om det, jeg har behov for. Så prøvede jeg at give mere selv. Prøvede at være taknemmelig for det vi trods alt havde.

Lige meget hjalp det.

Jeg blev mere og mere urolig, vred, utålmodig, ulykkelig og ensom af at prøve at rette mig selv ind efter, hvad jeg kunne få, i stedet for hvad jeg egentlig gerne ville have.

Og ja. Jeg vil have meget, det ved jeg godt. Til gengæld giver jeg også, hvad jeg har.

En måde for mig at komme igennem hårde tider er at se på dem som læring. Lige midt i et fladmast hjerte vil du godt nok skide på tanken om, hvad du vil lære af denne oplevelse, men efter et stykke tid kan man begynde at stykke tingene sammen. Og vi lærer altid et eller andet. Med mindre, selvfølgelig, vi virkelig, virkelig ikke har lyst..

2017 har talt højere og højere om at jeg skulle tage min forfatterdrøm alvorligt. Jeg fandt en skrivemakker. Vi mødtes hver anden uge for at forpligte os selv på skrivningen. Lavede kaffe. Og skrev. Jeg skrev mere og mere, og i årets løb er det blevet til omtrent en halv roman. Jeg skriver på den så ofte det er mig muligt. Min skrivemakker er til gengæld et sted, hvor resten af livet hele tiden kommer på tværs af hans skriveplaner. Aflysninger og udskydelser bliver hyppigere. Jeg kender det sted til hudløshed. Jeg har været der hele mit liv.

I 2017 får jeg også en lille bitte skrivekreds. En partner.  Vi mødes en gang om måneden og giver kritik på hinandens tekster. Det er så heldigt, at vi er vilde med det, den anden skriver. Hun er en skarp, dygtig læser og vores kritik er ærlig, kærlig og gør os ganske enkelt bedre. Dette forhold er præget af, at vi er samme sted i forhold til vores tekster. Vi vil dem, og vi vil dem NU. Der er noget helt specielt ved at være sammen med en anden, der vil det samme som dig. Vores fælles forpligtigelse på ordene og på hinanden bringer mig ro og stabilitet. Hvilket jeg også har lært, at jeg sætter umådelig stor pris på. Og har behov for.

Da ugens aflysning fra skrivemakker tikker ind – fordi hans liv igen tager fart på andre områder – reagerer noget i mig med at tænke, at det nok heller ikke er så vigtigt.

Og så kan jeg pludselig se meget tydeligt, at alle disse aflysninger virkelig ikke er godt for mig.

For fakta er jo, at det ér livsvigtigt. At skrive. At fortsætte. At leve drømmen. Og jeg har brug for at være i nærheden af mennesker, der er samme sted.

Så jeg skriver tillykke med den livsforandrende begivenhed og foreslår, at han vender tilbage, hvis han på et tidspunkt finder ud af, at det er vigtigt for ham at sætte tid af til at skrive, og at han gerne vil skrive med mig.

Jeg er vokset i år. Jeg har mistet. Jeg er vågnet morgen efter morgen med en følelse af at mangle en del af mig selv. Det er ikke så længe siden jeg opdagede, at den underlige fornemmelse i kroppen skyldtes, at jeg atter føler mig hel.

Hvor meget du end vil et andet menneske, så vil de ikke altid det samme. Eller måske bare ikke lige nu. Eller med samme intensitet.

Det er jo ikke nogens skyld..

Og det er det, jeg har lært i år.

At vi ikke skal forsøge at tvinge nogen til at møde os på broen. De er enten klar, eller også er de ikke. Og så kan du hoppe og springe og prøve at lokke dem derhen ved smørelse eller ved at lave om på dig selv. Men når dagen er slut, og du ligger og stirrer ud i mørket, er der ingen vej udenom, at vi helst vil stå på den bro med nogen, der prioriterer at stå der med os med samme inderlighed, som vi prioriterer dem.

Hvis du finder dig selv alene på den bro lidt for ofte, så behøver du ikke tænke over i hundrede år, om det er dig eller dem. Fakta er, at det ikke får dig til at hoppe af glæde at stå på den åndssvage bro og vente på nogen som helst.

I virkeligheden er det skærende enkelt og gælder os alle i alle forhold:

If you really want something

Show up

Repeat

 

Vintertab

Hvis du ikke snart skriver på bloggen, mister du alle dine læsere, siger han.

Men jeg kan ikke koncentrere mig, og måske vil jeg også helst se sådan på det, at de mennesker vi siger noget her i livet nok skal finde tilbage til os?

Jeg tror nærmere, vi skulle have snakket om

Hvis du ikke snart tager en timeout for at prøve at forstå, hvad der kun er i dit hoved, og hvad der i virkeligheden foregår, mister du dig selv.

Men sådan er der jo så meget, man skulle have gjort og sagt, som først virker helt indlysende, når båden er sejlet, løbet er kørt, mælken er blevet sur og bonden er faldet om på marken.

Jeg er lige kommet ud af mit første post-kernefamilie forhold.

En blog som denne er jo en helt indlysende dokumentation på indehaverens form for liv. Lange perioder uden blogindlæg kan betyde, at hun bare har haft andet at tænke på, eller måske nærmere, at hun har haft for travlt med at leve til at fundere.

Jeg er løbende begyndt på indlæg de sidste mange måneder, men den ro og eftertanke det kræver af mig at færdiggøre, indse hvor jeg vil hen med ordene og endelig finpudse, har ikke været til stede.

Jeg har seriøst haft andet at tænke på.

I alle de forhold vi indgår i, er der noget at lære. Det gælder de lange nære og touch-and-go forholdene med folk, der aldrig bliver andet end fremmede. Der er altid noget at hente.

Og hold nu helt op det har været en lærerig omgang.

Jeg har lært hvordan det føles at få opfyldt behov, jeg hidtil ikke har fået dækket, hvordan det kan løfte alting. Jeg har lært, at jeg virkelig er villig til at indgå nogle store kompromiser for at glæde dem jeg har en relation til. Jeg har også lært, at når man er sådan, er det ret vigtigt at de mennesker man binder sig til, også er indstillet på kompromis.

Ellers kan det godt gå hen og blive skævt.

Jeg har også lært, at på nogle punkter, kan jeg ikke gå på kompromis uden at blive storulykkelig. Det var ikke sjovt at være midt i, men i længden er det nok meget godt, at jeg har fået identificeret et absolut-ikke-muligt-at-indgå-kompromis-område-med-mindre-du-vil-se-til-mens-din-sjæl-krymper.

Så slipper man måske for at gå derind igen.

Siden vi opgav at få tingene til at virke mellem os, har jeg været i gang med flere indlæg. Nu er jeg glad for, jeg ikke postede dem.

Tab har sine veje. Når vi står midt i efterdønningerne, må vi ind i en masse blindgyder i eftersøgningen på MENINGEN. De fører jo per definition ikke nogen steder hen – blindgyder – men på en eller anden måde skal de betrædes, før vi kan komme ud på en af hovedvejene igen.

Her hvor jeg er, er der forholdsvist roligt. Jeg skal aktivt opsøge frustration, hvis jeg vil den noget.

Det vil jeg ikke rigtig.

Jeg har været så rigeligt frustreret, at jeg tror det kunne mærkes i tilstødende dimensioner.

Det der virker overvældende vigtigt at huske nu er, at tingene kan gå helt galt, når vi overhører vores intuition eller mavefornemmelsen – kald det hvad du vil.

Hvis jeg har en fornemmelse af at noget er galt, så er der sandsynligvis noget galt. Det er ikke sikkert, det præcis er det jeg tror (det kan sagtens være meget værre, ahem), men et eller andet er ude af kurs.

Og her til morgen må jeg så erkende, at jeg har ignoreret en lektie, jeg ellers havde været omkring:

Du kan lige så godt spørge.

Måske endda når du er allermest bange for svaret. skal du spørge.

Svaret kommer under alle omstændigheder. Hvis du spørger, bestemmer du i det mindste selv hvornår.

 

 

Kærlighedskursus

Jeg har ikke villet skrive hvad det var for et kursus jeg er på i weekenden. Fordi det er mega privat og ikke kommer nogen ved. Og så gad jeg heller ikke at nogen tænkte hende der, hun har jo ikke styr på en skid.
Men da jeg kom hjem i dag gik det op for mig, at det ikke handler om mig og mine issues. Det handler om at dele sin viden, når man støder ind i noget godt.
Jeg er stødt ind i noget godt.
Jeg har haft en forrygende dag på kærlighedskursus.
Ja.

 

K Æ R L I G H E D S K U R S U S

 

Gys ikke? Gider jeg godt holde den slags for mig selv?
Jeg ved jo godt at ingen af jer har nogen som helst problemer med kærligheden. Slet ikke. Det kører upåklageligt. Couldn’t be happier. Det er rise and shine hver eneste morgen. I har ikke de samme skænderier om og om igen. Det falder ikke dig ind, om det her ikke kunne være bare lidt bedre. Om du ikke burde være gladere. Om ikke din kæreste fortjener en helt anden, egentlig, eftersom du tydeligvis trykker på alle de forkerte knapper.
Og hvis du er alene, så er det selvfølgelig fordi, sådan vil du bare gerne have det.
Men så siger vi bare at det kun handler om mig.

 

I sensommeren læste jeg, at hvis ens forhold havde en tendens til at følge samme mønster, så var der nok en god chance for at det ikke var kæresterne der var problemet, men noget der hørte til i én selv. Jeg fik forfatteren Charlotte Fruergaard til at komme og holde foredrag om kærlighed på biblioteket, og nu er jeg så hendes storøjede og superkoncentrerede tilhører.
På weekendkursus. I kærlighed. I Risskov. Jow jeg er. Put mig i kassen, jeg er faktisk ligeglad.
Jeg er på kursus for at lære hvordan jeg bliver bedre til at elske.

 

På kurset identificerer vi de destruktive reaktionsmønstre vi render rundt med i rygsækken. Ting vi samlede op da vi var små og følte os uelskede, og som nu forfølger os i vores voksne kærlighedsliv. Og når vi først har erkendt hvad vi har gang i, kan vi nægte at lege med mere. Det siger Charlotte, og jeg kan mærke hun har ret.
Vi kan ikke undgå at blive uenige og sårede og vrede i vores forhold. Og det er fair nok, at jeg ikke kan undgå ballade resten af mit liv, men så lad det i det mindste være en ny slags ballade.
Jeg er ganske enkelt på kursus for at undgå at gentage mig selv.
Jeg glæder mig så meget til at vågne op til at lære mere i morgen.

 

Som afrunding på dagens afsløring er her en meget glad believer sang fra da far var ung.